Feature
Læsetid: 6 min.

David Nielsen – det østjyske svar på Atléticos Simeone

Som aktiv spiller tæskede han en holdkammerat, gik i byen i hvidt jakkesæt og guldkæder og var med til at oparbejde en spillegæld, der fik en lokal kiosk til at lukke. Nu er han godt i gang med at føre den hvidklædte fodboldstolthed fra Fredensvang mod de første medaljer i over 20 år med et kompakt og kontraspillende mandskab. David Nielsen ligner mere og mere Danmarks svar på Diego Simeone
David Nielsen råber spillerne frem i 3F Superligakampen mellem AGF og Lyngby Boldklub på Ceres Park Aarhus i søndags.

David Nielsen råber spillerne frem i 3F Superligakampen mellem AGF og Lyngby Boldklub på Ceres Park Aarhus i søndags.

Ernst van Norde

Moderne Tider
14. december 2019

Hvis man vil have et kig ind i hjertet på en række danske toptræneres fodboldfilosofi, kan man med fordel kaste et blik på DBU Jyllands hjemmeside.

Her præsenterer trænerne deres yndlingsøvelser i et opslag, som er interessant, fordi de udvalgte øvelser ganske præcist reflekterer de værdier og spillerformer, trænerne også repræsenterer på overordnet plan.

Således angiver vores kommende landstræner – den tiki-taka-fascinerede Kasper Hjulmand – at hans favoritrutine på træningsbanen er en dybt kompliceret tingest med boldbesiddelse og hurtige pasninger, hvor en masse spillere i grønne, røde og blå overtrækstrøjer myldrer rundt mellem hinanden på et sammentrængt spilleområde.

Og Horsens-træneren Bo Henriksen fremhæver til ingens overraskelse en øvelse, der fokuserer på hurtige angreb i banens længderetning, mens den tidligere angrebstræner for landsholdet, Ebbe Sand, har udvalgt en afslutningsøvelse, der træner angriberne i at komme først på indlæg fra kanterne – en disciplin, Ebbe Sand i parentes bemærket selv byggede stort set hele sin egen karriere på.

Skabe sammenhæng

Og hvad med AGF’s David Nielsen? Hvilken træningsrutine har han en særlig kærlighed til?

Det svar finder man også på hjemmesiden, hvor cheftræneren fra Fredensvang bidrager med en øvelse, han har givet navnet ’horisontal kompakthed’, og som kort fortalt har fokus på at træne spillerne i at bevæge sig rundt på banen som én sammenhængende organisme.

Øvelsen simulerer en kampsituation, hvor to hold dyster mod hinanden, og den belønner det hold, der er i stand til at holde kæderne tætte, mens den straffer det mandskab, der rykkes fra hinanden og ikke kan holde sammen under presset fra modstanderne.

Formålet med øvelsen er dog ikke i sig selv at styrke kompaktheden blandt spillerne på banen – men snarere at lære dem at udnytte de fordele, som en tæt og sammenhængende enhed giver i form af muligheden for at stemple op på modstanderne, vende spillet og slå kontra.

Ligesom øvelsen i øvrigt også træner det hold, der taber bolden, i lynhurtigt at omstille sig til en uigennemtrængelig forsvarsformation.

Hvis man synes, at sådan en øvelse bringer mindelser om en spillestil, man har set på topplan på den europæiske scene i de senere år – for eksempel hos et rød-hvidt-stribet hold fra Wanda Metropolitano Stadion i det nordøstlige Madrid – så har man ganske ret.

At se ud som Atlético Madrid

David Nielsens yndlingsøvelse virker som taget ud af Atlético Madrids playbook, og det er næppe tilfældigt, for AGF-træneren er en stor beundrer af mandskabet fra Madrid og ikke mindst dets cheftræner, argentineren Diego Simeone.

Da David Nielsen fik sin UEFA Pro-licens som træner, skete det således på baggrund af en opgave om madrilenerne og deres træners måde at organisere holdets defensiv på. Og han har i flere interview nævnt sine ambitioner om at skabe et mandskab, der i struktur og indstilling kan sammenlignes med los Rojiblancos fra den spanske hovedstad.

»Vi kommer ikke til at spille som Barcelona i AGF,« sagde han således i et interview sidste sommer. »Der er for lang vej til sådan noget. Vi skal derimod finde en god blanding af det, der fungerer for os. Uden sammenligning i øvrigt har vi i udtryk og qua spillernes vilje til at arbejde for hinanden set meget ud som Atlético Madrid.«

Og se ud som Atlético Madrid, det gør AGF fortsat – og i denne sæson med større succes end tidligere.

Holdet ligger p.t. nummer tre i Superligaen efter at have indhøstet ti sejre i de første 19 kampe. Og sejrene er primært kommet i hus ved hjælp af en spillestil, der bringer mindelser om både spillemønstrene i yndlingsøvelsen Horisontal Kompakthed og om stilen hos det trænermæssige forbillede fra Atlético Madrid.

Således viser den officielle statistik fra Superligaen i dette efterår, at selv om GF lige nu residerer i toppen af rækken, så ligger holdet helt nede på niendepladsen, når man kigger på dets andel af boldbesiddelse – under mandskaber som Silkeborg, Sønderjyske og AaB.

Og hvis man ranglister holdene efter antallet af succesfulde afleveringer, er tallene endnu lavere. Her havner AGF’erne fjerdesidst milevidt fra spildominerende mandskaber som FC Nordsjælland og FC København.

Lavt udgangspunkt – stor aggressivitet

Til gengæld er AGF et af de hold i Superligaen, der har gennemført flest bolderobringer, ligesom det har skabt tredjeflest målchancer.

Eller sagt på en anden måde: Gymnastikforeningen fra Aarhus er under David Nielsen blevet et mandskab, der fra et relativt lavt udgangspunkt på grønsværen forsøger at ramme modstanderne med aggressivt presspil og hurtige omstillinger – og så er de i øvrigt fuldstændig iskolde over for, hvor mange procent af tiden de er i boldbesiddelse, eller hvor mange afleveringer de får sat sammen undervejs.

Hvis man til dette billede skal tilføje en taktisk detalje, er det, at AGF desuden foretrækker at føre sine angreb frem over flankerne.

David Nielsen har tydeligvis arbejdet stenhårdt på træningsbanen med det, man på moderne fodboldsprog kalder relationerne mellem holdets backs og kantspillere, og det åbenbares ved de hvidklædtes angreb, hvor backerne konsekvent skubbes højt op på banen for at skabe overtalssituationer på kanterne – eller for som minimum at bringe fløjene i én mod én-situationer med modstanderholdets backs.

Det er en strategi, som især den fodrappe og gennembrudsstærke Mustapha Bundu fra Sierra Leone har nydt godt af, da den hjælper ham til at udnytte sin evne til at søge ned i de åbne rum bag modstandernes bagkæde. Og Bundu – eller gudsbeviset, som han kaldes blandt indsigtsfulde GF-tilhængere – har i denne halvsæson spillet så stærkt, at han må betragtes som en oplagt kandidat til titlen som efterårets profil i Superligaen.

Derudover passer strategien også godt til holdets fysisk stærke targetman, Patrick Mortensen, der blandt sine spidskompetencer har evnen til at skabe rum til sig selv i boksen og kapitalisere på de chancer, som indlæggene fra kanterne kaster af sig.

Det mest forbløffende ved AGF’s optur i indeværende efterår er dog hverken strategien eller enkeltspilleres præstationer. Det er identiteten på manden på sidelinjen.

Hvis man for omkring ti år siden skulle have udpeget en kommende toptræner blandt landets aktive fodboldspillere, var David Nielsen utvivlsomt kommet meget langt ned på listen; måske allersidst eller – hårdt presset – lige over Nicklas Bendtner og Nicki Bille.

Dengang – i slutningen af 00’erne – var den muskuløse frontløber mest kendt som problembarnet fra Nordjylland, der havde tæsket holdkammeraten Allan Gaarde under en træningssession, som gik i byen og festede iført hvidt jakkesæt og guldkæder, og som sammen med AaB-målmand Jimmy Nielsen havde oparbejdet en spillegæld så stor, at en lokal kiosk måtte lukke.

At det er David Nielsen – ja, den David Nielsen – der nu er ved at genrejse Østjyllands fodboldstolthed, er mildest talt forbløffende.

Det er nye tider

Det har AGF-træneren da også selv anerkendt i et interview, hvor han fortalte, at hans største udfordring, da han startede som træner, ikke var at få greb om det taktiske eller sportslige – det var at overbevise omgivelserne om, at han rent faktisk kunne lede et fodboldhold.

Eller som han formulerede det i et interview tidligere på året med magasinet Aarhus Panorama om sin debut som cheftræner i en lille klub i Norge:

»Da jeg tog mit første trænerjob oppe i en norsk andendivisionsklub, som lå midt ude i ingenting; dér var jeg under pres. Ikke kun på et sportsligt plan, men fordi jeg havde et personligt mål om at lukke munden på alle dem, som ikke troede på, at jeg på nogen måde kunne finde ud af at lede et fodboldhold.«

Men det kunne han. Og nu har han kurs mod at gøre det, som ingen af hans forgængere i de sidste par årtier har formået.

Siden vi trådte ind i dette århundrede, har AGF haft 15 trænere. Et svimlende tal, der i sig selv fortæller om de tumultariske tider, klubben har gennemlevet. Ingen af David Nielsens 14 forgængere har dog været i stand til at føre klubben frem til hverken medaljer eller pokaltriumf.

Det er 23 år siden, klubben senest vandt pokalturneringen. Og medaljer har de hvi’e ikke fået hængt om halsen siden bronzen i 1997.

Hvis det lykkes David Nielsen at hjemtage ædelmetal til Aarhus, vil det sende et stærkt signal om, at klubben under hans ledelse endegyldigt er på rette spor. Og så kan de hårdtprøvede fans fra rigets næststørste by for alvor drømme om en ny guldalder for deres hjerteklub.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her