»Vi vil få flere katastrofer, som vil påvirke mange mennesker«

»Isen smelter i Grønland. Det er helt nagelfast og let at se. Tykkelsen af isen går ned ved kysterne, og der er øgede mængder af smeltevand i havet. Vi har set store tab de seneste 20 år, men de seneste ti år er isen klart smeltet mest.

Temperaturstigningerne påvirker sammen med den øgede mængde vand omgivelserne. Levevilkårene for befolkningerne i Arktis forandrer sig, fordi det bliver varmere, isen trækker sig tilbage, og vandet stiger. På Grønland har fiskeriet for eksempel ændret sig med andre typer af fisk. Men havstigningerne påvirker en endnu større del af verdens befolkninger.

For præcis ti år siden efter COP15 havde alle armene oppe. Der var en kæmpe optimisme, og man så hele verden nikke ja til, at klimaforandringerne fandtes, og alle var enige om, at vi var nødt til at gøre noget. Men i mange år efter skete der ingenting. Efter COP21 i Paris var der igen optimisme. Og man blev enige om at arbejde mod at begrænse temperaturstigningerne til 1,5 grader. Men siden har politikerne være lammede.

Viljen til at handle i forhold til klimaforandringerne er steget de senere år, og ved valget i år var det allerhøjest på agendaen, og det er jo fantastisk. Men når man ser på, hvordan regeringen så handler, sker der ikke noget drastisk. Den siger: ’Det er vigtigt, men vi er nødt til at vente lidt.’ Og det er farligt, for hver eneste år, hvor vi ikke handler, vil mængden drivhusgasser i atmosfæren blive forøget.

Når vi sender CO2 op i atmosfæren, har den en levetid på over 100 år eller mere, og derfor bliver vores udslip der rigtig længe. Det er derfor, man taler om overshoot. For selv om man gør sit bedste og stopper udledningen, vil temperaturen blive ved med at stige. Faktisk er det ikke nok, at vi stopper udslippet af drivhusgasser. Vi er nødt til også at tage drivhusgasser ud af atmosfæren.

Jeg mener faktisk, at målet på de 1,5 grader er for højt. Det er umuligt for regeringerne at lave en handlingsplan, som vælgerne vil acceptere. Det bliver meget dramatisk og meget dyrt. Og jeg tror, det ville være bedre med et mindre ambitiøst mål, som er muligt at opnå, uden at regeringerne taber ansigt.

Store lande som USA, Indien og Kina, der slet ikke har formuleret en politik, har virkelig langt igen. Det er bekymrende. Men jeg forsøger at se det som en udfordring, som jeg kan være med til at gøre noget ved. For ti år siden var min forskning i fortidens klima noget, andre fandt spændende, men det er blevet meget mere alvorligt og vigtigt. Og når man fortæller, hvad man arbejder med, er det noget, alle kan relatere til.

Der er mange, der prøver at lave modeller, der kan forudsige, hvad der sker frem i tiden. Som forskere i fortidens klima får vi rollen som vismænd frem for spåmænd, fordi vi kan kigge tilbage og dermed kan fortælle noget, som er nyttigt for fremtiden. I fortiden kan vi eksempelvis se, at klimaet har en evne til at foretage meget pludselige skift. Og det medregner de modeller, vi kører efter i dag, slet ikke.

Jeg tror, at klimaforandringerne i det kommende årti vil påvirke os mere og mere: Vi vil få flere katastrofer, som vil påvirke mange mennesker. Oversvømmelser for eksempel. Og det vil blive stadigt vigtigere for os at handle og gøre det til en integreret del af vores politik og handlemønster at tænke på klimaforandringer i alt, hvad vi gør.

De seneste ti år er der sket en bevægelse, hvor folk kan finde på at sige, at de ikke tror på klimaforandringer. Sådan en holdning til viden som noget, man kan tro på eller ej, ligesom religion – det er en forunderlig situation at være i som forsker. Rent filosofisk er det jo en nedbrydning af min forståelse af fysikken som eksakt videnskab. Det gør det vanskeligt, men det har fået mig til at tænke meget over, hvor vigtig vores rolle som eksperter er i forhold til at være troværdig og kommunikere præcist.