Læsetid: 6 min.

Er fodbold blevet firkantet og uintelligent? Langtfra

Fire forsvarere, fire midtbanespillere og to angribere på fodboldsprog hedder 4-4-2. Så er der dømt kick-and-rush og mangel på strategisk finesse. Alligevel har 4-4-2-formationen fået en renæssance
Tendensen med at have 4-4-2-systemet eller varianter af det i genpres- og i defensive situationer sås klart i Real Madrids hjemmebanekamp mod Paris Saint-Germain den 26. november. Her fejrer Madrids forward Karim Benzema sit hovedstødsmål.

Tendensen med at have 4-4-2-systemet eller varianter af det i genpres- og i defensive situationer sås klart i Real Madrids hjemmebanekamp mod Paris Saint-Germain den 26. november. Her fejrer Madrids forward Karim Benzema sit hovedstødsmål.

Javier Soriano

7. december 2019

Varianter af 4-4-2 var populært i den engelske Premier League omkring årtusindskiftet. José Mourinhos Chelsea benyttede en 4-1-4-1-formation med Didier Drogba helt fremme og Claude Makélélé som skraldemanden på den defensive midtbane. 4-5-1 var Arsene Wengers signatur i Arsenal. Tottenham var elegante i deres 4-4-1-1.

Efter VM i 2006, hvor Frankrig og Italien mødte hinanden i finalen, gik de fleste topklubber over til 4-2-3-1-systemet, hvor det karakteristiske er double pivoten på midten.

Hvorfor så 4-4-2 igen?

Et kort – og lidt overraskende – svar hedder udenlandske trænere i britisk fodbold.

Josep ’Pep’ Guardiola fra Manchester City og Liverpools Jürgen Klopp er begge kendt for deres 4-3-3-system. Tænk bare på Liverpools berømte og berygtede fronttrio: Mohamed Salah, Roberto Firmino og Sadio Mané. 4-3-3-formationen har en lang historie og går tilbage til den såkaldte ’tulipanrevolution’ i 1970’erne, der med Johan Cruyff som bannerfører bragte den hollandske – og ’trekantede’ – måde at spille fodbold på til Spanien.

Pep og Klopp har fokus på genpres. Bolden skal erobres hurtigt tilbage, og modstanderen skal stresses over hele banen. Pep tog det med sig fra tiden i Barcelona, og Klopp havde stor succes med det i Dortmund. Genpres starter i angrebet. Det betyder, at især den spiller, der ligger lige bag den ’rigtige’ angriber – 9’eren – og som italienerne kalder den ’anden angriber’ – secunda punta – får ekstra defensive pligter.

Man kan se det i en lang række klubber lige nu. Fælles for dem alle er, at de måske nok har en tendens til at spille 4-3-3 (især når de angriber), men de kan lynhurtigt slå om i en 4-4-2. Nemlig når de udøver genpres, og fokus er på det defensive arbejde.

Real Madrid viste tendensen i Champions League-kampen mod Paris Saint-Germain 26. november i år, hvor enten Isco eller Eden Hazard havde den dobbelte rolle som anden angriber og første mand i genpresset. Det samme har vi set i Frank Lampards Chelsea med Tammy Abraham helt i front og en meget arbejdsom Callum Hudson-Odoi eller Mason Mount lige bagved.

Der er også Tottenham – sidste års Champions League-finalist – med Harry Kane på toppen støttet af Son Heung-min (og nogle gange Dele Alli). Eller for den sags skyld det helt klassiske Bayern München powerplay med Robert Lewandowski som 9’er og Thomas Müller som en slags falsk 9’er med defensive pligter.

4-4-2 markerer altså ikke mangel på strategisk finesse. Tværtimod. Klubberne ovenfor, fra City til Chelsea og fra Real til Bayern, benytter 4-4-2 som en defensiv, genpressende variant af den nyklassiske 4-2-3-1 (som jo kommer af 4-3-3).

Midtbanen

Men det handler også om midtbanens rolle i moderne fodbold.

Det er nemlig to af de fire angribere i Brasiliens og Ungarns berømte 4-2-4 fra 1950’erne – som regnes for det første moderne system i fodboldens lange historie – som nu falder ned på midten og dermed indvarsler tovejsspillet: den flydende transformation fra forsvar til angreb og det stigende behov for højt genpres.

4-4-2 er den klassiske, engelske opsætning. Men den findes overalt i Europa. Den kan være spansk inspireret, bredere og mere diamantformet, eller den kan være fladere i designet, hvor de fire midtbanespillere mere eller mindre opererer på en lang linje. Den diamantformede 4-4-2-version har en masse til fælles med moderne 4-3-3-systemer, som man typisk ser i Spanien og Portugal (dén, der oprindeligt blev importeret fra Holland), mens den fladere, linjebaserede 4-4-2 til gengæld lever videre i den Egil ’Drillo’ Olsen-inspirerede 4-5-1 og 4-1-4-1, som man ser hos engelske klubber som Chelsea, Arsenal og Newcastle.

Englænderne har to ord, som er ganske illustrative. Den første kalder de widening – altså̊ en slags udvidelse. Den anden hedder bolstering – forstærkning, polstring. Spillet snævres ind, fortættes, tyknes. De stærke, fysiske spillere føler sig hjemme her. De er ikke så initiativrige på egen hånd og forlader sig på makkeren ved siden af. Den hårdtarbejdende 8’er fødes ud af dette system.

Tricket i 4-4-2 er det totale partnerskab overalt på banen. I diamantudgaven, som noteres 4-1-2-1-2, ’linker’ den defensive midtbanespiller, som samtidig kan være en dyb playmaker, med den forreste, chanceskabende og offensive 10’er.

I forsvaret er det ligeledes to gange to, det vil sige to centrale defensiver og to fullbacks, som løber med frem. I angrebet er der flere muligheder for partnerskaber. En decideret boksspiller, den store og stærke, holder i bolden og venter på sin vævre og løbestærke makker, som kommer stormende fra en position dybere i banen.

Tænk på samspillet mellem Liverpools Andy Carroll og Jermain Defoe eller den nu historiske Real Madrid-duo Ruud van Nistelrooy og Raúl González. Et kuriøst eksempel er den tårnhøje Jan Koller (han målte 2,02 meter), alle tiders topscorer for det tjekkiske landshold, som man tit kunne se beskytte bolden præcist så længe alene i angrebet, mens de forreste holdkammerater løb i position. På samme måde er de to 8’ere i midten af banen bindeleddet mellem den dybe og høje playmaker (italienerne vil sige henholdsvis registaen og dirigisten) og deltager desuden i zoneopdækningen af modstanderens offensiver.

Dynamiske opgaver

En af grundene til, at man ikke ser den oprindelige 4-4-2-model så meget mere, er den gradvise udfasning af den traditionelle winger, altså̊ 11’eren (og til dels 7’eren).

I de seneste 10-15 år er der nemlig sket noget meget vigtigt. Den traditionelle linje til baglinje-spiller, som i sagens natur løber meget retvendt og gerne helt ned til hjørneflaget, er konverteret, altså̊ omskolet, til en mere central og dynamisk spillertype. Desuden er han ’inverteret’, forstået på den måde at han spiller på den ’forkerte’ fløj (så en venstrebenet spiller på højre fløj naturligt vil trække ind i banen for at få pasnings- eller skudmuligheder med sit stærke ben, og vice versa). Dermed får man de spillerfunktioner, man i vore dage vil kalde ’falske’ positioner.

Og de har dynamiske opgaver: Den falske 11’er trækker fra sin traditionelle plads på en af flankerne ind i banen, rundt om og ind imellem modstanderens forsvarskæder. Altså bliver han reelt set til en slags 10’er. Med den falske 10’er er det lige omvendt: Udgangspunktet er stadig midt i banen, men derfra løber han ofte ud på siderne, nærmest som en 11’er, og tager også gerne del i angrebet. Når han er dér, bliver han en ’moderne 7’er’, en kombination af hængende angriber (secunda punta) og ekstra playmaker (trequartista).

Den udvikling har givet plads til en variation, som man kan observere i stigende grad blandt Europas ypperste klubber, nemlig 4-1-2-1-2 (eller 4-1-3-2, hvis man tænker i spansk-hollandske trekanter).

Traditionel eller moderne

Michael Laudrup spillede som øverste spids i en 4-1-2-1-2 i Jorge Valdanos 1994/95 Real Madrid-mandskab. Zinedine Zidane bruger den i dag som supplement til en offensiv 4-3-3 med tre dedikerede angribere for at betone boldbesiddelse (possession) og dynamisk spil fra midten. Diamantversionen er nemlig en måde at fastholde den høje playmakerrolle og samtidig arbejde flydende med de falske fløje, som vi så før. På midtbanen er én af de to bageste spillere som regel en italiensk 10’er, dvs. en regista, som er flankeret af to solide tovejsspillere, der dog er så pasningsstærke, at de hurtigt kan flytte spillet op mod angrebet.

En måde at spotte, om 4-1-2-1-2 er en traditionel eller moderne taktik, er ved at kigge på 10’eren, spilleren lige bag angrebet. I en typisk 4-4-2-opstilling vil 10’eren som regel være den samme spiller. Argentinerne kalder ham enganché – ’krogen’. I en moderne og mere omstillingsparat udgave dækkes hans position – og dermed de opgaver, spilleren har – af flere folk. Det kan være den ene 8’er, der løber frem i banen i overlap med en ’bred’ spiller. Det kan være den dybe 6’er, som så at sige skubber trekantspidsen opad, mens de to 8’ere omkring ham søger ud mod siden. Det kan være den forreste angriber, der trækker ned i banen for at give plads til folk på begge sider af ham i det, man i dag kalder bagrummet, dvs. rummet mellem modstanderens defensive kæder.

Måske handler den 4-4-2-renæssance, vi kan se i dag, mest af alt om en gennemgribende demokratisering af opgaverne på grønsværen. Alle mand angriber, og alle mand forsvarer. Ingen kan dukke sig. Det er Klopps og Peps våben, gerne som supplement til den mere forfinede 4-3-3’er. Og det ville have været en katastrofe for alle tiders fodboldspillere som Ronaldo Nazario og Ronaldinho – gudsbenådede og luddovne, som de var.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer