Læsetid: 6 min.

Er fodbold blevet firkantet og uintelligent? Langtfra

Fire forsvarere, fire midtbanespillere og to angribere på fodboldsprog hedder 4-4-2. Så er der dømt kick-and-rush og mangel på strategisk finesse. Alligevel har 4-4-2-formationen fået en renæssance
Tendensen med at have 4-4-2-systemet eller varianter af det i genpres- og i defensive situationer sås klart i Real Madrids hjemmebanekamp mod Paris Saint-Germain den 26. november. Her fejrer Madrids forward Karim Benzema sit hovedstødsmål.

Tendensen med at have 4-4-2-systemet eller varianter af det i genpres- og i defensive situationer sås klart i Real Madrids hjemmebanekamp mod Paris Saint-Germain den 26. november. Her fejrer Madrids forward Karim Benzema sit hovedstødsmål.

Javier Soriano

7. december 2019

Varianter af 4-4-2 var populært i den engelske Premier League omkring årtusindskiftet. José Mourinhos Chelsea benyttede en 4-1-4-1-formation med Didier Drogba helt fremme og Claude Makélélé som skraldemanden på den defensive midtbane. 4-5-1 var Arsene Wengers signatur i Arsenal. Tottenham var elegante i deres 4-4-1-1.

Efter VM i 2006, hvor Frankrig og Italien mødte hinanden i finalen, gik de fleste topklubber over til 4-2-3-1-systemet, hvor det karakteristiske er double pivoten på midten.

Hvorfor så 4-4-2 igen?

Et kort – og lidt overraskende – svar hedder udenlandske trænere i britisk fodbold.

Josep ’Pep’ Guardiola fra Manchester City og Liverpools Jürgen Klopp er begge kendt for deres 4-3-3-system. Tænk bare på Liverpools berømte og berygtede fronttrio: Mohamed Salah, Roberto Firmino og Sadio Mané. 4-3-3-formationen har en lang historie og går tilbage til den såkaldte ’tulipanrevolution’ i 1970’erne, der med Johan Cruyff som bannerfører bragte den hollandske – og ’trekantede’ – måde at spille fodbold på til Spanien.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer