Interview
Læsetid: 2 min.

Hassan Preisler: »Den kulturelle elite endte med at blive alt det, den ikke ville være«

Kultureliten var ramt af et magttab efter 00’ernes værdikamp. Men det var først i 2010’erne, at den selv begyndte at opdage det. Forfatter og skuespiller Hassan Preisler, født 1969, har som vært på Radio24syv interviewet et bredt udvalg af kultureliten, og han mener, at elitens nedtur er selvforskyldt
Mange af gæsterne i Hassan Preislers radioprogrammer har været fra kultureliten. Fælles for dem er, ifølge Preisler, at de gerne vil ses som gode, retfærdige, selvreflekterede og inkluderende. Og de vil gerne skjule, at de er lige så onde som alle andre.

Mange af gæsterne i Hassan Preislers radioprogrammer har været fra kultureliten. Fælles for dem er, ifølge Preisler, at de gerne vil ses som gode, retfærdige, selvreflekterede og inkluderende. Og de vil gerne skjule, at de er lige så onde som alle andre.

Asger Ladefoged

Moderne Tider
28. december 2019

»Den kulturelle elite har mistet enten hele sin magt eller i hvert fald en meget stor del af den. Det er blevet tydeligt i 2010’erne, og jeg synes, det er det, der primært kendetegner kultureliten i det forgangne årti. Det er jo en ret vild oplevelse.

Jeg så det allertydeligst på Kulturmødet på Mors i 2016, hvor jeg var inviteret til at bashe kulturledere – altså cheferne fra de store bærende institutioner, som Gyldendal, Danmarks Radio, Politiken og så videre. Sørine Gotfredsen og jeg stod på hver sin side af dem og skulle slå på dem med hver vores perspektiv og argumenter.

De lagde sig fladt ned på en måde, jeg aldrig nogensinde har set før. De sagde: ’Vi har ikke længere nogen magt. Der er ikke nogen, der bruger vores produkter. Vi har ikke nogen autoritet. Og vi er i strid politisk modvind.’ Man kan også se det på, at kulturradikalismen, der føltes som det fundament, vi altid havde stået på, er blevet et skældsord.

Rigtigt mange af gæsterne i mine radioprogrammer har været medlemmer af den klub, vi kalder kultureliten – prominente forfattere, ledere fra kunstbrancherne og en tidligere kulturminister fra Alternativet. Jeg synes derfor efterhånden, jeg har fået et godt indblik i denne særegne flok. Hvis jeg sammenligner repræsentanter fra kultureliten med de andre gæster, jeg har haft, så er kultureliten langt sværere at nå ind til. Jeg tror, det skyldes, at vi i den kulturelle elite gennem årtier har opbygget et billede af os selv som de gode og de andre som de onde, og det billede er svært at blive udfordret på.

Hassan Preisler

  • Født 12. juni 1969
  • Tidligere radiovært på Radio24syv, hvor han havde mandemagasinet ’Min lille Hassan’ og portrætprogrammet ’Det næste kapitel’.
  • Uddannet skuespiller fra Center for the Performing Arts i 1999.
  • Bor i København med sin niårige datter, som han har hver anden uge

Gæsterne fra kultureliten vil gerne ses som gode, retfærdige, selvreflekterede og inkluderende. Og de vil gerne skjule, at de er lige så onde som alle andre. Hvis de altid har fortalt sig selv, at de er på den rigtige side af hegnet, og at de ikke bærer ondskab i sig, så er det sindssygt svært at adressere den menneskelige kompleksitet.

Den kulturelle elite endte med at blive alt det, den ikke ville være. Den blev reaktionær, aseksuel, hamrende kedelig, stokkonservativ og ekskluderende. Kigger man ud over kunstbrancherne, så prøv at overveje, hvor mange repræsentanter fra den yderste højrefløj, du kan finde. Der er ikke en eneste med en anderledes politisk tankegang.

Når kultureliten står og skriger, at den elsker diversitet, samtidig med at den er så indsnævrende og udelukkende, som den er, så måtte det falde sammen på et tidspunkt. Det kommer altid til at ske, når magten bliver fuldkommen, og selvtilfredsheden omkring ens positioner bliver så etableret. Så er det holdningsensretning, der bliver afgørende – ikke kreative eksplosioner, kærligheden til den svære samtale og mødet mellem uens mennesker.

Jeg tror, kultureliten er nødt til at styrte sammen for at kunne genopstå. Jeg synes, det er, som det skal være, selv om jeg ikke synes, det er nemt. Jeg har for eksempel mistet min radiostation. Det er altid smertefuldt, når ting går i opløsning.«

Serie

Farvel til 10’erne

Vi lever i årtiets sidste dage, men hvad skete der egentlig? Gennem en række fortællinger om både skærmtid, terror, deleøkonomi, 12-talspiger, Svend Brinkmann, prekariatet og autentisk ost undersøger vi 2010’erne og samler det hele i et monument over en tid, der snart er historie.

Seneste artikler

  • 2010’erne var udsættelsens, fortsættelsens og opgørets årti

    31. december 2019
    At bladre gamle forsider igennem er lige dele vingesus og ubehag. At se forsiden fra 31. april 2011 med overskriften »Verden ser magtesløst til, mens Syriens hær slagter sit folk« og vide, at det bare fortsætter og fortsætter. Bladre og se Breivik dræbe, bladre og se Gaddafi dræbt, bladre og se Det Arabiske Forår udråbt som et forsømt forår ...
  • MONUMENT OVER 2010’ERNE

    28. december 2019
    Hvis nu nogen engang i år 2119 finder en gammel bulet messingplade helt sort af ælde, og løfter den op, børster snavset af og opdager en inskription, hvor der står ’Til minde om 2010’erne’ og undrer sig over, hvad det dog går ud på, så kommer her en forklaring
  • Emma Pi Hedeboe var barn i 10’erne: »Årtiet vil blive husket for ungdomsoprøret«

    28. december 2019
    Vi begyndte at tale om ungdomsoprør for første gang i årtier, for nu var Trump, flygtninge på motorvejene, uoverskuelig teknologi og ikke mindst klimaet blevet afgørende. De, der ikke var født ved årtusindskiftet, ved godt, at de ikke får et liv som deres forældres. Emma Pi Hedeboe fylder 18 år i slutningen af 2019. Hun er sikker på, at tiden lige nu vil blive husket for ungdomsoprøret
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Jeg tror, kultureliten er nødt til at styrte sammen for at kunne genopstå. Jeg synes, det er, som det skal være, selv om jeg ikke synes, det er nemt. Jeg har for eksempel mistet min radiostation. Det er altid smertefuldt, når ting går i opløsning."

Kultureliten er kollapset, de har bare ikke fundet ud af det selv. Det er sket. Det er det sjove. Midt i det frie fald diskuterer vi om vi hænger i luften eller stadig sidder i flyveren. Argumenter for og imod bliver præsenteret. Livlig debat.

Konsensus lige nu er at vi stadig sidder i flyveren og at virkeligheden må tilpasse sig derefter.

Hvem vinder? Tyngdeloven eller konsensus?
Alternativt, ender vi måske med et kompromis: "Det er flyet der falder opad, ikke os der styrter mod jorden".

Uffe Gammelby, Søren Kristensen, Karsten Lundsby og Søren Ferling anbefalede denne kommentar

Hvem fa...n er kultureliten, ud over at nogle ledere fra kulturinstutioner åbenbart tilhører kultureliten.
Det er altid en meget diffus gruppe, som nogen elsker at bashe. Ved ikke at kunne specificere eliten, er der frit slag til at postulere alt muligt om dem.
De udsendelser af Hassan Preisler, jeg har hørt i radio 24/7 har alle været tåkrummende ulidelige/pinlige, om det var med en fra eliten eller ej.

jens christian jacobsen, Eva Schwanenflügel, Anders Reinholdt, Jens Kofoed og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

'Hvis de altid har fortalt sig selv, at de er på den rigtige side af hegnet, og at de ikke bærer ondskab i sig, så er det sindssygt svært at adressere den menneskelige kompleksitet.'

Det er en sandhed, der også gælder uden for den såkaldte kulturelite.

Mikael Velschow-Rasmussen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Troels Ken Pedersen anbefalede denne kommentar

Det er jo simpelthen ikke rigtigt! Kunsten i dag er kropsligt optaget og langt mere sanselig og ofte rent ud sagt liderlig, samtidig med at den emmer af ånd i langt højere grad, end vi har set det siden det sidste antinaturalistiske oprør i 60erne, med især absurdisterne.
Alting kan spilles i tidens åbne dramatiske stil og bliver det med stort mod, stor intensitet og uforudsigelighed. Det er ret skønt. Billedkunsten er ikke anderledes, jeg ved ikke med den mere udbredte del af musikscenen, den klassiske er eksperiment på eksperiment.

“Angrebet” er totalt; og spænder fra de mest grundlæggende kulturinstitutioner som skole og hele vejen rundt/op eller ned/som man ser det.
Alle autoriteter, alle eliter og alle med særlige privilegier væltes.
Journalisterne troede sig sikre, men det løb er også kørt.
80% eller mere er almindelige mennesker med ideer, tanker, løsninger, kreative forslag, kedelige forslag og når livet er blevet usynligt for 80%, tjahhh så sker der et kollaps.
Kun ærgerligt for dem, som tilsyneladende mister noget. Alle (andre) får faktisk; når retten til at definere sig selv, sit eget liv og hvad der egentlig ER vigtigt, ser jeg det som en frihedsgave.

Der var jo ikke mange argumenter, eksempler eller nogen anden dokumentation for de hårde påstande. Men nu ved vi, hvad Hassan Preisler synes, og hvad han har indtryk af, samt at han mener, han har fået et godt indblik i den særegne flok fra kultureliten og at dette er en "ret vild oplevelse".
Det kan da naturligvis være et afsæt til at undersøge, om det forholder sig, som han siger, at folk fra den kulturelle elite gennem årtier har opbygget et billede af sig selv som de gode og de andre som de onde, og at eliten er blevet reaktionær, aseksuel, hamrende kedelig, stokkonservativ og ekskluderende.