Baggrund
Læsetid: 12 min.

Historien om det danske juletræ begynder med en georgisk kogleplukker

Danmark er Europas absolutte stormagt, når det kommer til at dyrke juletræer. Men frøene til den populære Nordmann-gran kommer fra de kogler, som lokale klatrere hvert år plukker fra toppen af georgiske kæmpegraner for fem kroner kiloet. 2019 blev på alle måder et dårligt år for kogleplukkerne
Koglehøsten finder sted i ugerne op til den 1. oktober. Både før og under sovjettiden var Georgiens Ambrolauri-skov leverandør af træer og frø, men det er efter selvstændigheden i 1991, at det blev en stor forretning.

Koglehøsten finder sted i ugerne op til den 1. oktober. Både før og under sovjettiden var Georgiens Ambrolauri-skov leverandør af træer og frø, men det er efter selvstændigheden i 1991, at det blev en stor forretning.

Julien Pebrel / M.Y.O.P.

Moderne Tider
14. december 2019

Kun få sekunder tager det Ramez Chelishvili at klatre op ad træet. Med raske klatretag. Arme, som uden tøven finder de sikre grene. Målbevidste fødder, som ved, hvor de skal finde fæste.

Snart når han toppen 30 meter oppe, måske højere. Derfra må der være formidabel udsigt over den massive granskov, som omgiver os.

Så lyder de første blide bump af kogler, som rammer jorden. Den stille regn af kogler, som blødt rammer mos og visne grannåle, bryder stilheden.

Pludselig råber en eller anden fra et træ lige i nærheden: »Hallo! Jeg kan se en masse kogler oppe i træet derovre.«

Det er Chelishvilis kollega, der er klatret til vejrs i et nabotræ. Han peger med hånden. De udveksler begge nogle ord, råber fra træ til træ. Og genoptager så deres koglehøst.

Georgiske graner

  • Hvert år til jul køber europæerne omkring 150 millioner juletræer - inkl. dem af plastik. Deraf stammer godt halvdelen fra kommerciel dyrkning.
  • Det mest almindelige af de kommercielle grantræer er det kegleformede abies nordmanniana, som Georgiens skove er rige på.
  • Georgiske nordmannfrø eksporteres for mellem 35 og 60 euro pr. kilo. Den europæiske markedsværdi for et kilo frø ligger på mellem 120 og 130 euro.
  • Danmark er Europas største juletræsproducent. Hvert år eksporterer Danmark omkring ti millioner juletræer, hvoraf langt hovedparten er nordmannsgraner.

Efter 20 minutter lyder der ikke flere bump. Chelishvili er nede igen, lige så hurtigt, som han kom op. Han sætter sig på jorden og tænder en smøg. Og læner sig så tilbage imod den tykke træstamme.

»Jeg tænker ikke på noget særligt deroppe. Jeg forsøger bare at fokusere,« siger han. »Det kan være farligt, hvis man er for ukoncentreret – især når man klatrer ned.«

At klatre op og ned ad træstammerne er blevet en slags ekspertise for Ramez Chelishvili. Han er omkring de 40 år og far til to. Arbejdet i trætoppene fylder kun få uger om året: Koglehøsten i Georgiens Ambrolauri-skov finder sted i ugerne umiddelbart op til 1. oktober.

Nålebestandighed

Af de millioner af juletræer, som europæiske husholdninger hvert år indkøber, stammer en stor del fra frø fra denne skov.

»Træet er så populært, fordi det er så smukt. Det vokser fint og symmetrisk og har mørkegrønne nåle, som ikke lige falder af,« siger Marianne Bols, en dansk juletræsproducent.

Den første til at lovprise det kaukasiske nåletræ var Alexander von Nordmann, en finsk naturforsker, som i 1800-tallet også kom til at lægge navn til træet.

»Man kan have den hjemme i tre måneder, uden at den taber så meget som én nål. Det er ikke som andre grantræer, som begynder at drysse allerede på vej hjem fra forhandleren,« siger Bols.

Hun er en af en håndfuld europæiske importører – de fleste fra Danmark, men også en del fra lande som Tyskland og Frankrig – som hvert år kommer til Georgien. Her hjemtager de frø, som de sår i dansk, tysk eller fransk jord – og så venter de i syv år, indtil grantræerne er vokset op i en tilpas størrelse, høster dem og sælger dem til jul.

»Første gang jeg kom her, var i 1989 – før Sovjetunionens fald. Min daværende kæreste – og nuværende mand – og hans far var i granindustrien. De vidste, man kunne finde førsteklasses graner her,« siger Bols.

Det vidste de lokale i Ambrolauri også udmærket. Særligt statelige eksemplarer blev år for år ført til Moskva og opstillet over for Kreml. Kogler blev også dengang høstet og solgt af sovjetstaten om end i en langt mindre skala. Det var først senere, efter Georgiens selvstændighed i 1991, at den internationale bølge for alvor kom i gang – og engagerede hele lokalbefolkningen.

»Jeg har klatret i træer efter kogler, siden jeg var ganske lille. Man kan godt sige, at jeg er vokset op i skoven. Som baby blev jeg svøbt i et uldtæppe og lå og sov under en gran,« siger Lasha Sopromadze, en mand fra byen Tlugi, der ligger i skovens udkant.

Han står ved en klynge træer på toppen af et af højdedragene i den skovrige bjergregion, klædt i beigefarvede camouflagebukser og T-shirt. I den ene hånd holder han en kniv, i den anden en aflang kogle.

»Den her er ikke så god – det kan jeg se straks. En god kogle skal have mindst 70 frø, det har den her langtfra‚« siger han og skærer koglen midtover.

Og ganske rigtigt. Inde i kernen ligger kun et fåtal af frø.

Skuffende høst

Han kaster koglen fra sig på jorden, griber den kikkert, der hænger om hans hals og begynder at gå over imod en anden del af skoven. Han spejder koncentreret, målbevidst. Omkring os er der fuldstændig ro, hvilket er usædvanlig for sidst i september.

Normalt ville skoven være fuld af aktivitet. Kogler plukkes ned og samles i dynger. Kogleplukkerne slår lejr og overnatter i skoven. Importører myldrer rundt på de stejle og stenede stier for at inspicere høsten.

Men 2019 er ikke som de fleste andre år i Ambrolauri. Der er næsten ingen kogler at plukke.

»Det sker i enkelte år. Hvorfor ved vi aldrig helt. Det kan være en frostnat sent på året eller uventet store mængder af regn. Den slags kan smadre hele høsten,« siger Sopromadze.

Han går tilbage til sin Lada Niva-firehjulstrækker, som han er kørt i hele vejen op. Den russiskfremstillede terrængående bil er populær her i bjergene. Den er robust og pålidelig. Og som en eller anden i Tlugi siger:

»Går den i stykker, er det bare at kaste en hammer efter den, så fungerer den igen.«

Indtil videre har Sopromadze blot plukket en brøkdel af, hvad han plejer efter flere dage i skoven sammen med sin bror og svigerfar. Det er det samme for alle de andre klatrere – ja, nogle klager endda over, at de intet har plukket i år. Almindeligvis deltager hele Tlugi i koglehøsten, og sådan er det også i de fleste nabobyer. Mindst 400 personer plejer at være i sving i skoven.

For klatrerne indbringer en normal sæson et sted mellem 1.000 og 2.000 georgiske lari, hvilket svarer til mellem 2.250 og 4.500 kr. Kiloprisen går op og ned fra én til to lari. Det er forsvindende lidt i betragtning af, at et færdigudvokset grantræ i Europa kan sælges for mindst 300-400 kroner.

Ringe løn

»Det er de udenlandske producenter, som tjener mest. Herfra leverer vi bare råvarerne. Vi har hverken fabrikker eller plantager. Det er et slidsomt og risikofyldt job, og faktisk også elendigt betalt,« siger Violeta Katsitadze, en af indbyggerne i Tlugi.

Hun sidder ved køkkenbordet i huset, hvor hun bor med sin mor, 77-årige Lamara Katsitadze-Jikhvashvili. På glasverandaen ligger der røde peberfrugter og bønner til tørre. Høstsæsonen er forbi, og hele byen er ved at danne sig et overblik over årets afgrøder. På bordet står der majskolber og syltede granskud fra kogler plukket i skoven, dog fra en anden og mindre slægtning til nordmannsgranen. Selv har Katsitadze aldrig klatret, men hendes mor gjorde det, da børnene var små.

»Så gik vi ud i skoven med hele familien og blev der, indtil høsten var klar. Hele byen var der. Om aftenen samledes vi om et lejrbål, og den mad, vi spiste, tog smag af den harpiks, som klæbede til vores fingre,« fortæller hun.

Katsitadze-Jikhvashvili viser med sine hænder, hvordan hun plejede at klatre.

»Det er faktisk ikke så svært, man skal jo bare tage fat i gren efter gren. Når vi så kom helt op, svingede vi os frem og tilbage. Og nogle gange hoppede vi også fra gran til gran,« siger hun.

77-årige Lamara Katsitadze-Jikhvashvili var i årevis en af kogleplukkerne. Dengang rykkede hele familien ud i skoven og boede der under hele høsten.

77-årige Lamara Katsitadze-Jikhvashvili var i årevis en af kogleplukkerne. Dengang rykkede hele familien ud i skoven og boede der under hele høsten.

Julien Pebrel / M.Y.O.P.

At klatre på den måde, uden sikkerhedsudstyr, forekommer stadig, men dog mindre hyppigt end før. Flere importørfirmaer stiller sikkerhedsliner, seler, bælter og klatrehager til rådighed og siges ikke at ville købe kogler fra klatrere, som ikke bruger udstyret.

»Ingen skal svinge sig fra træ til træ i dag. Og selv hvis de skulle gøre det, skal reb forhindre dem i at falde,« siger Børge Klemmensen, i dag pensioneret direktør for det danske frøfirma Levinsen & Abies, som sammen med den georgiske partner Jadvari er de eneste producenter, som høster i skoven i år.

Klemmensens kollega fra Levinsen & Abies, Ulrik Nyvold, siger, at man fra firmaets side lægger stor vægt på, at høsten sker forsvarligt.

»Ingen ønsker blod på juletræerne,« siger han.

Alligevel er der stadig en del i Ambrolauri, som plukker deres kogler uden sikkerhedsudstyr. Til disse hører Sopromadze.

»Nej, for man kan plukke tre gange så mange kogler uden alt det besvær. Med sele og reb tager det en time pr. træ. Uden kan man klare det på 20 minutter,« siger han.

Dødsfald

Der er sket dødsfald, når klatrere mister grebet og styrter til jorden. I 1990’erne blev en 16-årig dreng dræbt. Det samme skete for 26-årige Gaga Namgaladze, hvis bror senere skulle blive borgmester i Ambrolauri. Siden 1990'erne er ingen døde i dette område. 

»En gren knækkede, og han faldt 40-50 meter. Han brækkede alle knogler i kroppen og havde ikke en chance,« siger Rati Namgaladze.

Pengekvaler havde drevet broren i skoven, fortæller han. Georgien var lige blevet selvstændig, og den økonomiske situation var vanskelig. At klatre for at plukke kogler var trods alle risici en chance for at lette familiens hverdag.

»Koglerne har altid været en vigtig indtægtskilde for os. Der er ikke så mange jobmuligheder heromkring. Enten dyrker du jorden, eller også arbejder du i skoven,« siger Melania Darakhvelidze, en af lærerne i Tlugis skole.

Den lille skolebygning ligger på toppen af en bakke, lige ved den vej, som fører gennem byen. Nogle mindre grantræer vokser ud for dens vinduer og skærmer på den måde for en storslået udsigt over de kaukasiske bjerge. På gangene høres hverken børnestemmer eller lyd af leg. Skolen har for tiden blot seks elever – og otte lærere. For Tlugi er som de andre byer i Ambrolauri ramt af omfattende affolkning.

»I byen er det blevet svært at finde nogen at gifte sig med. Jeg var arbejdsløs og single i lang tid, før jeg fik det her job – og giftede mig med hende dér,« siger den senest ansatte lærer, Dao Chikradze, og peger smilende på en kollega på lærerværelset.

Bols, den danske importør, mener, at Ambrolauri er en af Georgiens mere glemte og forsømte egne.

»Der findes få muligheder for dem, som bor her. Men der er fantastisk smukke skove,« siger hun.

Hun går omkring blandt lange lige rækker af små nyudplantede grantræer på virksomhedens granplantage i Jylland. Der er graner, så langt øjet rækker, også på de omkringliggende jorder. Danmark er trods sin beskedne størrelse den absolutte juletræsstormagt i Europa.

»Danskerne er de bedste. De har en professionel viden, der går langt tilbage. De er også dem, der har været her længst,« siger Taras Nizharadze, der er direktør for Jadvari Seeds.

Sociale projekter

Bols’ firma, Fair Trees, er den mindste af de udenlandske aktører i Georgien, men lokalt må hun være den bedst kendte. I Ambrolauri kendes hun bare som Marianne. Det er Marianne, som sørger for, at der kommer en læge fra Tbilisi for at foretage mammografi, og Marianne, som åbner en gratis tandlægeklinik for alle byens børn.

»Hun har hjulpet os meget i skolen. Både med materiale og med stipendier til eleverne,« fortæller lærerne fra Tlugis skole.

»Det er den måde, vi har valgt at arbejde på. Vi vil ikke bare være en privat virksomhed, vi vil også give noget tilbage til lokalsamfundet,« siger Zhana Babunashvili, Fair Trees’ repræsentant i Georgien.

Det, som først og fremmest adskiller Fair Trees fra de øvrige virksomheder her, er lønniveauet. Fair Trees har kun ni ansatte – de samme fra år til år – og de tjener fem lari pr. kilo (11 kr.), hvilket er mere end alle andre her. Og selv om det ikke blev til den store kogleplukning i år, fik de løn alligevel, hvis de i stedet ville arbejde med sociale projekter i Ambrolauri.

Nizharadze fra Jadvari erkender, at lønnen for kogleplukning er meget lav, men han mener ikke, den bør forhøjes.

»Det ville bare skabe ufred og tyverier, hvis vi betalte mere. Forresten fortæller vi vores plukkere, at de har deres fulde frihed til at arbejde for andre, hvis de vil,« siger han.

Det er ikke let at se for sig, hvordan Amrolauri kan komme ind i en bedre udvikling. Kommunen opkræver i princippet en afgift på 1,50 kr. for hvert kilo, som plukkes, men det er svært at administrere og kontrollere i praksis. Vi har ikke ressourcerne til det, siger de i Miljøministeriet i Tbilisi.

»Vi ved godt, at ikke alt deklareres. Det er et problem, for det er jo penge, som skulle gå tilbage til lokalbefolkningen,« siger Karlo Amirgulashvili, der sidder på et ministerialkontor, der er fuld af grønne planter.

»Desuden er det et frit marked, så vi vil ikke blande os i reguleringen af klatrernes lønninger.«

Julien Pebrel / M.Y.O.P.

I 2013 gik klatrerne i strejke. Det lykkedes for dem at presse kiloprisen op fra 0,80 til to lari, men det var en kortvarig sejr, for allerede næste år faldt prisen igen til et endnu lavere niveau end det oprindelige.

»Vi havde ikke et godt nok sammenhold. Samtidig kom der klatrere udefra, som arbejdede til lavere priser,« siger Sopromadze.

Det er sen eftermiddag, og han står i haven foran huset, hvor han bor sammen med sine forældre. Hans mor er inde ved køerne i stalden. Sopromadze er i gang med at hvæsse spidsen på de selvkonstruerede spyd, han bruger til at fiske. De andre klatrere, han taler om, kommer fra nabobyen Tkibuli, en postsovjetisk mineby, hvor ti personer bare det seneste år har mistet livet under mineulykker.

»Jeg forstår dem så udmærket. Fattigdom kan få mennesker til at arbejde for ganske små penge,« siger han.

Lige bag familiens have, hvor æbletræer vokser blandt solsikker og majs, ligger skoven. Det er et eller andet sted derinde, at Chelishvili og hans kolleger netop har samlet årets sidste kogler op fra jorden. Årets høst i Ambrolauri er forbi – og 2019 blev et på alle måder dårligt år.

Men ser man nøjere efter, vil man kunne se, hvad der vokser på granernes grene: masser af små og hårde knopper. Udsigterne for 2020 tegner lyst.

Rettelse 15. december 2018: Det fremgik tidligere i faktaboksen, at Danmark eksporterer to millioner juletræer årligt. Det rigtige tal er ti millioner. 

I artiklen under afsnittet 'dødsfald' stod der, at en 16-årig pige havde mistet livet. Det er forkert. Det var en 16-årig dreng. Information beklager fejlene.

Rettelse tilføjet 8.1.2020: Det fremgik tidligere i faktaboks og brødtekst, at der årligt sælges 150 mio. grantræer i Europa, men det er ikke korrekt, for det er tallet for juletræer, der også indeholder juletræer af plastik. Det kommercielle marked for juletræer af gran er ca. 80 millioner træer, hvoraf ca. 45 millioner er nordmannsgraner, som artiklen handler om.

Det fremgik tidligere at kogleplukkeren Lasha Sopramazde, der ikke anvendte sikkerhedsudstyr, havde solgt sin høst til virksomheden Jadvari Seed, der igen sælger til det danske frøfirma Levinsen. Det nægter Jadvari Seed imidlertid. Til Levinsen oplyser de, at de har kontaktet kogleplukkeren Sopramazde, der afviser at have solgt til dem. Information har ikke kunnet få svar fra Lasha Sopramazde. Vi betragter derfor artiklens påstand som utilstrækkeligt dokumenteret og trækker den tilbage. Information beklager.

Præcisering: Under afsnittet 'Dødsfald' er blevet indføjet, at der ikke er sket dødsfald i forbindelse med kogleplukning siden 1990'erne. Det er dtil gengæld sket andetsteds i Georgien så sent som i 2011 – dog ikke blandt den organiserede arbejdsstyrke.

 

Denne artikel er en del af et cross-border journalistisk-samarbejde med støtte fra Journalismfund.eu

Oversat af Niels Ivar Larsen

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Poul Anker Juul

Danmark eksporterer ca.10 milioner juletræer årligt,ikke 2 millioner.

I dag taler vi om - og betaler for at "plante et træ". Rørende og tankevækkende er det så at læse nedenstående afsnit af H.C. Andersens "Juletræet". Efter at være blevet fældet og pyntet for at stråle for os ... en`eneste aften - juleaften bliver træet kasseret.

"Om morgnen kom karl og pige ind.

"Nu begynder stadsen igen!" tænkte træet, men de slæbte det ud af stuen, op ad trappen, ind på loftet, og her, i en mørk krog, hvor ingen dag skinnede, stillede de det hen. "Hvad skal det betyde!" tænkte træet. "Hvad mon jeg her skal bestille? Hvad mon jeg her skal få at høre?" og det hældede sig op til muren og stod og tænkte og tænkte. – – Og god tid havde det, thi der gik dage og nætter; ingen kom herop, og da der endelig kom nogen, så var det for at stille nogle store kasser hen i krogen; træet stod ganske skjult, man skulle tro, at det var rent glemt.

"Nu er det vinter derude!" tænkte træet. "Jorden er hård og dækket med sne, menneskene kan ikke plante mig; derfor skal jeg nok her stå i læ til foråret! Hvor det er velbetænkt! Hvor dog menneskene er gode! - Var her kun ikke så mørkt og så skrækkeligt ensomt! - Ikke engang en lille hare! - Det var dog så artigt der ude i skoven, når sneen lå, og haren sprang forbi; ja, selv da den sprang hen over mig, men det holdt jeg ikke af dengang. Her oppe er dog skrækkeligt ensomt!"

Anders Reinholdt, Torben Arendal, Rolf Andersen, Kim Houmøller og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar

Man klatrer stadig underbetalt rundt i træerne i Georgien, og sølger sine kogler ganske billigt til en tysk opkøber. Men herefter kommer der høje priser på koglerne.