Læsetid: 22 min.

Julie blev kun 16 år – del 2: »Selvfølgelig var det en fejl at lade hende forlade hospitalet«

I de sidste uger af 16-årige Julies indlæggelse på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Glostrup blev hun behandlet med medicin, som havde den kendte bivirkning, at det forøgede selvmordstanker og selvmordsadfærd. Selv om den unge pige indtrængende bad om, at personalet ikke måtte lukke hende ud, fordi hun havde for mange selvmordsplaner, fik hun alligevel lov til at gå en tur alene
I de sidste uger af 16-årige Julies indlæggelse på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Glostrup blev hun behandlet med medicin, som havde den kendte bivirkning, at det forøgede selvmordstanker og selvmordsadfærd. Selv om den unge pige indtrængende bad om, at personalet ikke måtte lukke hende ud, fordi hun havde for mange selvmordsplaner, fik hun alligevel lov til at gå en tur alene

Mia Mottelson

7. december 2019

Det første, man ser, når man træder ind i B204, som er den lukkede afdeling af Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center på Glostrup Hospital, er det høje gitterhegn, der omgiver en gårdhave ved siden af den lave gule hospitalsbygning. Hegnet rager fem-seks meter op, og den øverste halve meter bøjer indad. I gården er der ud over borde, bænke og et kaninbur også gymnastikredskaber og to små fodboldmål.

Indenfor består B204 af en hvidmalet gang med otte værelser til siderne samt et gymnastikrum, et aktivitetsrum, en dagligstue med tv, en spisestue, et samtalerum og et personalerum. Der er låse på alle yderdøre, og personalet skal bruge dørkort og kode for at åbne. Patienterne skal have lov af personalet, hvis de vil udenfor.

Natten til den 3. december 2017 blev Julie tvangsindlagt på B204, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center (BUC) i Glostrup af politiet. Betjentene kom kørende med den 16-årige pige efter at have fundet hende på broen over Sorgenfri Station. Først 20 timer senere oplyste hun til personalet, at hun også havde øvet selvskade i en grad, så hun straks kom på operationsbordet.

Resume

I første artikel om Julies korte liv beskrev vi, hvordan den unge pige efter flere kortvarige indlæggelser blev anbragt på en døgninstitution i Sydsjælland.

Trods anbringelsen tiltog hendes selvskader og selvmordsforsøg, men alligevel blev den unge pige flere gange sendt alene til hospitalet.

Julies forældre mener, at deres datter blev udsat for et massivt systemsvigt fra både kommunen, anbringelsesstedet og psykiatrien, og har valgt at stå frem med historien for at advare andre forældre i samme situation.

Julies forældre sidder i dag med en følelse af, at hospitalet svigtede fatalt i forhold til deres sårbare datter. De peger især på tre forhold, hvor hospitalet handlede på en måde, som var medvirkende til, at Julie endte med at begå selvmord.

For det første kritiserer de den medicin, som hospitalet ordinerede – frem for at have sørget for samtale og terapi. For det andet kritiserer de, at deres datter havde uhindret adgang til internettet, så hun kunne udveksle fotos af selvskade med andre sårbare piger og måske også derigennem blive inspireret til yderligere selvskader. Og for det tredje peger de på, at hospitalet trods Julies udtrykkelige advarsler tillod, at hun kunne komme ud og gå en tur – hvorfra hun aldrig vendte tilbage.

For syg eller for rask?

Siden november året før, hvor Julie var blevet indbragt af politiet, havde den unge pige været indlagt op mod ti gange. Hver gang var det tale om korte forløb, hvor hun hurtigt blev udskrevet. Så snart hendes affekttilstand var klinget af, som regel efter nogle få timer, stod hun igen på gaden overladt til sig selv og sine tanker. Kort sagt mente hospitalet ikke, at Julie var syg nok til at blive langtidsindlagt, da hun ikke var psykotisk.

Det er ifølge generalsekretæren i Landsforeningen Bedre Psykiatri, Thorstein Theilgaard, et ofte set fænomen:

»Man sidder tilbage med oplevelsen af, at hun var en kastebold, der blev spillet rundt i systemet, og det er ret rædselsfuldt at konstatere,« siger han.

Tilbage i november 2016 havde Julie været indlagt på akutafdelingen B205 på sygehuset. Dagen efter udskrivelsen blev hun henvist til en klinik for selvmordsforebyggelse til videre behandling. Men det skete aldrig. Selv da forældrene rykkede for denne henvisning, blev den tilsyneladende igen glemt. Det er efter forældrenes opfattelse et af de første store svigt i behandlingen af deres datter. Måske kunne et forløb på en sådan klinik så tidligt i forløbet have ændret alt for hende, mener de.

Men nu i december 2017 skulle det være anderledes, for i begyndelsen af måneden blev Julie overflyttet fra akutafdelingen B205 til det lukkede døgnafsnit B204. For første gang skulle hun nu være indlagt i længere tid, mens hendes tilstand skulle udredes.

Julie fik et af værelserne på afdelingen og havde eget toilet. Hun kunne lukke, men altså ikke låse den gråmalede dør ud til den hvide gang. Værelset på den anden side af den gråmalede dør skulle blive hendes hjem de næste 72 dage.

Opgav at få kontakt

Allerede samme dag som tvangsindlæggelsen forsøgte Julie på ny at begå selvmord. På dag to stak hun af fra personalet under en udgang, og dagen efter igen stak hun af fra sin mor, da de var ude for at gå tur. Det mønster skulle gentage sig i de kommende dage og uger: Under indlæggelsen havde Julie flere og flere selvskader og et stigende antal selvmordsforsøg. Hun greb også til mere radikale metoder, som hun ikke tidligere havde forsøgt.

Den første tid arbejdede B204 på at få udredt Julie. Men da hun ikke ønskede at samarbejde og heller ikke ønskede at tale med personalet om sine inderste tanker, var det ikke så ligetil, forklarer afdelingen i dag.

»Vi kan ikke færdigbehandle nogen, hvis vi ikke får et fællesskab med patienten,« siger klinikchef og overlæge Jan Birnbaum Kristensen fra BUC i dag. Han vil kun udtale sig alment og ønsker ikke at udtale sig konkret om Julies sag, fordi han er »bundet af tavshedspligten«, som han siger.

Historien om Julie

Information har valgt at bringe historien om den unge pige Julies korte liv, der sluttede med, at hun tog sit eget liv.

Der skal være tungtvejende årsager til at bringe artikler om unge og selvmord, men vi har vurderet, at sagen er principielt væsentlig og har stor almen interesse. Og det er efter vores vurdering vigtigt at beskrive, hvordan kommunen, anbringelsessystemet og psykiatrien agerede.

Vi har i overensstemmelse med de vejledende regler om god presseskik begrænset omtalen af en række detaljer.

Han fortæller også, at ingen ansatte på BUC kan erindre, at en patient tidligere har begået selvmord, mens de har været indlagt. Men når en patient afviser at indgå i fællesskabet, kan man ikke gøre ret meget andet end at tilbyde det igen og igen, fortsætter han.

Bo Møhl, professor og klinisk psykolog ved Aalborg Universitet, medgiver, at det kan være svært at etablere den nødvendige kontakt.

»At få etableret en god kontakt med patienten er det vigtigste overhovedet i behandling af unge mennesker som Julie. Og ja, det er svært, og det tager tid at få den etableret. Det er noget, man skal have stor træning i og tid til – og især det sidste er en mangel i dagens psykiatri,« siger han og fortsætter:

»Det er altid let bagefter at sige, at de bare skulle have været mere insisterende og smidige. Det kan man nemt sige bagefter, men det er noget, som erfaringen lærer,« fortsætter Bo Møhl, der har arbejdet 35 år i psykiatrien.

Kun medicinsk behandling

Resultatet var, sagt med få ord, at B204 vurderede, at når Julie ikke ønskede at samarbejde, skulle hun anbringes på en sikret institution, dvs. en institution, hvor der fortrinsvis er anbragt ungdomskriminelle. Hospitalet mente ikke, at Julie var »velplaceret i psykiatrisk regi, da de ikke kan behandle eller udrede hende tilstrækkeligt og i så fald blot ville kunne passe på hende de næste mange år«, som det blev noteret i journalen efter et statusmøde fire dage efter indlæggelsen i december 2017.

Psykiater Anne Lindhardt, formand for bestyrelsen for den private forening Psykiatrifonden, mener generelt, at »der er for lidt sammenhæng imellem de forskellige instanser omkring denne ulykkelige sag«.

»Det er ikke hensigtsmæssigt, at ansvaret for en så syg og selvskadende pige flytter sig fra sted til sted. I min optik burde der være en klar tovholderfunktion fra børne- og ungepsykiatrien og et tæt samarbejde om en behandlingsplan. Det er svært, men det er det eneste, der ville fungere,« siger hun og tilføjer:

»Om det havde reddet hende, er jeg langtfra sikker på, desværre.«

I en børnefaglig undersøgelse fra kommunen blev Julie vurderet til at være »svært forstyrret i sin adfærd og svært selvdestruktiv«, og derfor tjente det ikke noget formål at indlægge hende, fordi hospitalets eneste mulighed var »medicinsk behandling«, som det hed i undersøgelsen.

Jan Birnbaum Kristensen forklarer, at den såkaldte dialektiske adfærdsterapi »er grundlæggende for vores behandlingsstrategi, når vi har svært selvskadende patienter indlagt«, og at afdelingen har »velkvalificerede psykologer, læger, sygeplejersker og pædagoger« ansat. Men da han ikke vil udtale sig om den konkrete sag, vil han ikke forholde sig til, at Julie kun blev tilbudt en eneste psykologsamtale i løbet af de omkring godt to måneder, hun var indlagt. Det fremgår af hendes journal.

Jan Birnbaum Kristensen skriver dog i en mail, at hans afdeling »arbejder meget tværfagligt, hvor såvel børne- og ungdomspsykiatere og psykologer kan være ansvarlige for det terapeutiske arbejde – og under indlæggelse støttet af sygeplejersker og pædagoger«, og »det er således ikke alene et psykologfagligt ansvar at gennemføre den dialektiske adfærdsterapi«.

Psykolog Bo Møhl peger på, at der faktisk var andre muligheder end bare medicinsk behandling:

»I den ideelle verden havde Julie fået mulighed for at få mentaliseringsbaseret terapi eller dialektisk adfærdsterapi, men der er mangel på kvalificerede terapeuter. Hun skulle have haft en tæt kontakt med en kvalificeret psykolog eller psykiater, der havde kunnet hjælpe hende med at udvikle nogle færdigheder til at regulere sine følelser,« siger Bo Møhl.

Det var netop noget af det, som forældrene have påpeget og ønsket for deres datter. Forældrene fik således selv kontakt til en psykolog, som de ville betale, og som med terapi måske kunne hjælpe deres datter. Det fremgår af journalen, at hospitalet skulle effektuere det, men da Julie ikke vidste, om hun ville være med, var aftalen, at overlægen skulle tale med hende igen. Men det fremgår ikke af journalen, at overlægen faktisk fik gjort det, selv om det var aftalt. Også derfor er forældrene fundamentalt utilfredse med hospitalets indsats:

»Allerede meget tidligt under indlæggelsen på psykiatrisk afdeling steg alvorligheden og intensiteten af Julies selvskade og selvmordsforsøg. Tilmed med metoder, som hun aldrig tidligere havde benyttet. Gennem mere end ti uger blev hun på intet tidspunkt behandlet eller fik samtaler om sine problemer og om afhjælpningsstrategier,« siger faren. Det samme viser journalen for Julies indlæggelse.

Anbefaler sikret institution

I Gribskov Kommune, som deltog i statusmøderne sammen med B204 og forældrene og ofte modtog underretning om Julies tilstand, var opfattelsen i begyndelsen af december 2017, at løsningen nu måtte være en sikret institution, hvor hun kunne få ro og stabilitet uden afbrydelser. Så meget desto mere som Julies adfærd viste, at hun var i stand til at lave selvskade og stikke af selv fra en lukket afdeling.

I dag forklarer kommunen dog, at en sikret institution til en ung selvmordstruet og psykisk sårbar ikke på nogen måde blev anset som en optimal løsning. »Men sagen blev så belastende, at vi ikke havde andre muligheder. Vi var løbet tør for muligheder,« forklarer teamlederen i Børne- og Ungeafdelingen. Kommunen ønsker ikke at udtale sig yderligere herom.

Julies forældre var derimod fra begyndelsen modstandere af, at deres datter skulle anbringes på en sikret institution. Og Bo Møhl forstår slet ikke planerne om at placere Julie på en sikret institution.

»Det er jo den mest intensive behandling at komme på en sådan afdeling, og det bruges til folk, der er udadreagerende eller til stor fare. Men Julies største risiko er, at hun er til fare for sig selv, så det lyder mærkværdigt, at man ville anbringe hende på en sikret institution,« siger han og tilføjer:

»Det er en fatal fejl overhovedet at ville bruge en sikret institution til det.«

Thorstein Theilgaard, generalsekretær i Landsforeningen Bedre Psykiatri, er helt enig med Bo Møhl:

»Jeg bliver helt mundlam. Det er entydigt et forkert sted at placere en stakkels pige og andre unge i lignende situationer. Desværre ser vi med jævne mellemrum, at man ikke mener, at der er nogen  meningsfulde steder, og så bruger man det forhåndenværende søms princip. Men det eneste, man får ud af det, er at forværre den enkeltes sygdom. Det må være rædselsfuldt for forældrene at være i en sådan situation, at nogle kan tænke, at det er en meningsfuld måde at behandle en ung pige på. Det er en meget trist markør på, hvor meget plads til forbedring, der er i psykiatrien i Danmark.«

Hertil bemærker Jan Birnbaum Kristensen, at det er kommunerne, der anbringer børn og unge på sikrede institutioner, det er aldrig psykiatrien. Men faktum er dog, at det var afdelingen selv, der havde vurderet og anbefalet, at en sådan institution ville være bedre for Julie end en fortsat indlæggelse.

Thorstein Theilgaard mener, at det offentlige svigter i forhold til unge som Julie:

»Det er rystende, men jeg er ked af sige, at det desværre ikke kommer meget bag på os. Vi hører ofte, at man ryger frem og tilbage mellem de forskellige steder, og den eneste kontinuitet er de pårørende, så længe de orker. Dér svigter det offentlige big time. Vi mangler seriøse svar på, hvad man gør i de her tilfælde, hvor der er brug for psykiatrisk behandling, som er noget andet end det, vi tilbyder i dag.«

Brevet fra direktøren

Den 18. december 2017 skrev den daværende direktør i kommunen, Steffen Bohni, et længere brev til direktør Martin Lund fra Region Hovedstadens Psykiatri, som BUC i Glostrup hører under. Det fremgår ikke af sagens mange akter, at Steffen Bohni tidligere havde været involveret i sagsbehandlingen, men tonen i brevet var hård og meget direkte.

Brevet var en reaktion på, at BUC så mange gange havde udskrevet Julie så snart, at hun ikke længere var i akut selvmordsrisiko, og at hospitalet anbefalede en sikret institution, da de ikke mente, at de kunne gøre ret meget andet for den unge pige. Men det ville direktøren ikke være med til:

»Det er ikke muligt for Gribskov Kommune at placere en så ung, sårbar pige med massive psykiske udfordringer på en sikret institution, hvor hovedparten af de anbragte er kriminelle, der enten er surrogatvaretægtsfængslede eller anbragt på en ungdomskontrakt,« skrev Steffen Bohni og tilføjede, at Julie »gang på gang« var blevet udskrevet uden at være færdigbehandlet.

»Når Julie er så syg, som hun er, skal hun have psykiatrisk hjælp. Psykiatriloven giver jer mulighed for at anvende den behandlingsmæssige tvang, der kan være nødvendig i Julies tilfælde. Det har vi ikke mulighed for, heller ikke på en sikret afdeling,« fortsatte direktøren og advarede mod, at Julie blev en »kastebold« mellem to systemer.

Kommunens jurist siger i dag, at det var »et usædvanligt brev. Og det var også usædvanligt at komme så langt ud i en sag«.

»Brevet var vores sidste skud i bøssen,« som teamlederen siger det.

Mia Mottelson
Forældrene ser brevet fra Steffen Bohni som et udtryk for, at der langt om længe var en fra kommunen, der tog fat i deres datters sag med den fornødne alvor på trods af sagsbehandlernes indstilling om at flytte Julie til en sikret institution. Men forældrene synes ikke, at kommunen i øvrigt bakkede entydigt op bag Steffen Bohnis initiativ og peger i den forbindelse på et notat, som de har fået aktindsigt i fra BUC i Glostrup. Her fremgår det, at kommunens sagsbehandler havde udtrykt »forundring over, at den kommunale sagsbehandling havde fået dette udfald« – nemlig at direktøren havde skrevet sit kontante brev til hospitalet.

Efterfølgende har kommunen tilkendegivet, at »ved hver eneste af de mange udskrivninger fra psykiatrien« havde kommunen anmodet BUC »om at beholde Julie«. Og brevet fra Steffen Bohni blev først skrevet, »da det stod klart, at en løsning af samarbejdets vej ikke længere var realistisk«. Kommunen henviser som eksempel til et møde midt i november, hvor BUC blev bedt »om en skriftlig vurdering og begrundelse for en varslet udskrivning« af Julie.

Under alle omstændigheder var resultatet, at Julie forblev indlagt på BUC.

Med direktørens brev var planen om at placere Julie på en sikret institution definitivt opgivet. I stedet forsøgte kommunen at finde en døgninstitution, men uden at følge hendes ønske om at være i nærheden af hendes bopæl, familie, venner og hest, når hun ikke længere skulle være på BUC.

Mange af de institutioner, kommunen kontaktede, afviste at tage imod Julie. Enten havde de ikke ledige pladser, eller også fandt de ikke sig selv egnede til at modtage en ung i hendes tilstand. Men selv om det lykkedes forældrene selv at finde flere egnede institutioner, der gerne ville tage imod Julie, førte det ikke til noget.

Trods kritikken fra forældrene har Gribskov Kommune selv langt senere givet udtryk for, at deres sagsbehandling var blevet blåstemplet. Ifølge et telefonnotat, som en medarbejder i kommunen skrev den 8. marts 2018, var det således Ankestyrelsens vurdering, at det var »et meget grundigt og fagligt godt sagsarbejde«, der var lavet i Julies sag.

Men Ankestyrelsen afviser at have vurderet, om Gribskov Kommune har »reageret relevant i sagen«, som de skriver i et brev til forældrene. Sagen blev henlagt efter Julies selvmord, inden styrelsen fik vurderet sagen.

»Vi beklager, hvis kommunen på baggrund af en telefonsamtale med Ankestyrelsen har fået det indtryk, at Ankestyrelsen har truffet afgørelse i sagen og foretaget en egentlig vurdering af kommunens sagsbehandling. Det er ikke tilfældet,« hedder det i brevet.

Medicineret trods bivirkninger

Fra midt i december 2017 var Julie begyndt at få medicin. I første omgang ordinerede B204 epilepsimidlet Lamictal, som hospitalet beskrev som »stemningsstabiliserende«.

Julies mor, der selv er læge, advarede mod bivirkningerne af Lamictal.

Ifølge indlægssedlen øger Lamictal risikoen for selvmord: »Medicin til behandling af depression eller andre psykiske problemer øger risikoen for selvmordstanker og selvmordsadfærd hos børn og unge under 18 år,« lyder det advarende. Moren fik den forklaring, at det havde hospitalet styr på.

Overlæge Jan Birnbaum Kristensen siger, at det godt kan virke »lidt barokt«, som han udtrykker det, at anvende et middel med selvmordsadfærd som registreret bivirkning til en ung pige som Julie, der både havde udtrykt alvorlige selvmordstanker og desuden forsøgt selvmord flere gange. Ifølge ham er der ingen medicin, der er uden bivirkninger, ligesom der kan være selvmordstanker som mulig bivirkning i al medicin rettet mod depression hos børn og unge.

»Det er kendt, at medicinen har en registreret bivirkning, der hedder selvmordstænkning. Så ja, det er noteret,« fortsætter han og tilføjer: »Vi registrerer en tilgrundliggende lidelse, der behøver medicinsk behandling, og så må vi gøre, hvad vi kan for at beskytte patienten i den situation, hvor der kommer bivirkninger i form af øget selvmordstænkning.«

Julie var ikke diagnosticeret som depressiv. Hun blev diagnosticeret med en atypisk autisme.

Efterfølgende har Jan Birnbaum Kristensen tilføjet, at »vores behandling består grundlæggende af samtaler med patienterne, samtaler der i sit virke er støttende og terapeutiske. Ved indlæggelseskrævende psykisk sygdom er medicinsk behandling ligeledes ofte nødvendig, men vil aldrig stå alene«.

Men i hvor vid udstrækning, det er sket i Julies sag, vil han ikke udtale sig om.

»Det er ringe og under al kritik,« siger Thorstein Theilgaard om, at Julie blev ordineret medicin, der havde den bivirkning, at det forværrede selvmordstankerne. Han fortsætter:

»Det er meget, meget svært at forstå. Jeg bliver forfærdet af at høre om det, og det stiller spørgsmål ved den grundlæggende psykiatriske behandling: Vi er jættedygtige til at bruge medicin, men pivringe til at bruge andre dele af den værktøjskasse, som vi ved også virker.«

Bo Møhl er enig: »Ofte er det sådan – for at sige det rent ud – at man giver nogle af de selvskadende unge mennesker medicin, fordi man ikke ved, hvad man ellers skal gøre,« siger han.

Lamictal-tabletterne blev givet såkaldt off label, dvs. uden for det almindelige anvendelsesområde og på lægernes ansvar. Ifølge hospitalet havde pillerne en positiv effekt på Julie, der blev mindre vred.

Det var absolut ikke forældrenes oplevelse, at Julie fik det bedre af pillerne. Og det er heller ikke dokumenteret af journalen. Antallet af Julies forsøg på selvmord, mens hun fik medicinen, peger tværtimod i den modsatte retning. Ifølge en underretning til Gribskov Kommune havde Julie således fra den 20. december 2017 og godt en måned frem ikke færre end syv selvmordsforsøg eller forsøg på selvskade. Den 24. januar skrev Julie med versaler FARVEL på et billede i sin mobiltelefon.

Forældrene understreger, at deres datter var helt anderledes, når hun var hjemme, når hun var sammen med sin hest eller ude at gå tur med sin mor. Så var der ingen selvskader eller selvmordsforsøg.

Fra sidste halvdel af december fik Julie et andet middel, Quetiapin, fordi hun havde fået alvorlige hudproblemer af Lamictal. De nye piller må ifølge indlægssedlen ikke anvendes til »børn og unge under 18 år«, og midlet har selvmordstanker og -adfærd som almindelig forekommende bivirkning. Jan Birnbaum Kristensen oplyser, at det tidligere RADS (Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin) anbefalede Quetiapin til behandling af børn og unge »med svære psykiatriske sygdomme«. Han henviser til to vejledninger for henholdsvis skizofrenier og for bipolar lidelse, dvs. manier og depressioner.

Men Julie var hverken diagnosticeret med en skizofren eller bipolar lidelse. BUC fastholder alligevel, at Quetiapin var den rette medicinering:

»Sammenfattende er disse lidelser nogle af de sværeste og langvarige psykiatriske lidelser, og i begge vejledninger er Quetiapin anbefalet medicinsk behandling,« svarer Jan Birnbaum Kristensen.

Hospitalet har senere forklaret, at selv om forældrene ikke umiddelbart fik besked, da deres datter fik de nye piller, så blev de »overordnet«, som det formuleres, orienteret på et efterfølgende statusmøde. Det kalder forældrene for det rene »vrøvl og opspind«. De afviser også, at Julie gav et informeret samtykke, og at de efterfølgende blev orienteret om brugen af Quetiapin. Det fremgår heller ikke af hendes journal, at det skulle være sket.

Internettets mørke side

Det meste af tiden på B204 holdt Julie sig for sig selv og afviste at spise sammen med afdelingens øvrige unge til måltiderne. Det var først, da forældrene gjorde opmærksom på dette, at lægerne blev klar over det. Når Julie var så meget på sit værelse, var hendes eneste selskab på værelset mobiltelefonen. Her havde hun taget fotos, når hun havde skadet sig selv. Billeder af underarme eller håndled med blodige snitsår. Der er også andre billeder på mobiltelefonen, som Julie ikke selv havde taget. Dem havde hun fået, fordi hun på Instagram havde været med i digitale fællesskaber, hvor unge piger med psykiske problemer kommunikerede med hinanden. Pigerne lagde fotos med beskrivelser af deres situation og selvskade, og de likede og kommenterede hinandens opslag.

I de digitale fællesskaber brugte Julie ikke sit navn, men anvendte et dæknavn. Det samme gjorde de mange andre unge, hun var i kontakt med. Under sit dæknavn lagde Julie nogle af sine egne fotos op. På et af dem kunne man se gamle ar fra tidligere snitsår på hendes venstre arm, men fokus var på helt friske snit, hvor blodet piblede frem. Næste foto var af en blodpøl, der havde samlet sig på gulvbrædderne med beskeden: »Der kommer mere og mere og jeg har det fysisk dårligt nu.«

Forældrene var klar over, at deres datter via sin mobiltelefon opsøgte diverse fællesskaber på internettet, som hun brugte meget tid på. De gjorde også hospitalet opmærksom på det og bad om, at datterens adgang til internettet blev begrænset. Men hospitalet afviste, at der var juridisk mulighed for det.

»Herfra beskrives, at vi juridisk ikke kan begrænse brug af mobil,« hedder det eksempelvis i et statusnotat fra afdelingen den 10. januar 2018.

Den forklaring fastholdt hospitalet også, da forældrene senere mødtes med to ledende læger i slutningen af februar – et par uger efter Julies selvmord: »Vi har ikke lovhjemmel til det,« sagde Jan Birnbaum Kristensen ifølge en lydoptagelse af mødet i februar med henvisning til et påbud fra Ombudsmanden.

Hos Ombudsmanden kender man dog ikke til et sådant påbud. En medarbejder har oplyst telefonisk til Julies far, at han ikke har kunnet finde en rapport fra tilsyn i Glostrup, man kunne bruge som argument for ikke at begrænse mobiltelefoner. Et sådant påbud fremgår heller ikke af Ombudsmandens rapporter om sine tilsynsbesøg siden 2007 hos de psykiatriske afdelinger på Glostrup Hospital.

Tværtimod har Ombudsmanden ingen bemærkninger til, at der på det lukkede døgnafsnit for 15-17-årige i 2007 var en ordning, hvorefter bl.a. mobiltelefoner blev opbevaret i patientens kasse i et låst rum og kun blev udleveret efter aftale med personalet.

Jan Birnbaum Kristensen har ikke kunnet dokumentere et pålæg fra Ombudsmanden, men medgiver nu i en mail, at »vi kan begrænse/hindre de unges adgang til telefoni og internet, når der foreligger særlige væsentlige og konkrete grunde«.

Julie havde også selv fortalt afdelingen om de mørke sider på internettet. Det fremgår af journalen, at hun lige før jul havde fortalt, at hun skrev sammen med en pige, der havde medvirket i en tv-dokumentar, der hed »Børnene på psyk«.

»Pt. (patienten, red.) fortæller selv, at det kan være skidt at være en del af disse sider, fordi de giver hinanden ’gode råd’«, står der i journalen.

En anden overlæge på afdelingen har efter Julies død i en redegørelse til Patienterstatningen afvist, at hospitalet overhovedet var vidende om Julies kontakt til de mørke internetsider. »Havde vi været vidende om omfanget af Julies internetbrug, ville vi have haft muligheder for at begrænse Julies brug til internettet for en begrænset periode,« skrev hun.

Det stemmer ikke med indholdet af afdelingens tidligere nævnte statusnotat fra januar 2018. Her afviste afdelingen, at de havde mulighed for at begrænse Julies mobiladgang, efter at Julies forældre havde advaret mod det.

Bad om ikke at blive lukket ud

Hen mod slutningen af januar meddelte hospitalet til Gribskov Kommune, at de ville melde Julie færdigbehandlet pr. 30. januar 2018. Beslutningen om, at hun var færdigbehandlet, blev ikke ændret, selv om Julie frem mod månedens slutning igen forsøgte at begå selvmord flere gange.

I slutningen af januar begyndte hospitalet at træne udgang med Julie. I løbet af den næste uges tid opnåede hun at få lov til to daglige udgange alene af en halv times varighed. Fra begyndelsen af februar var hun ikke længere tvangsindlagt, men derimod indlagt efter eget ønske. En mindre, men absolut væsentlig detalje i forhold til det senere forløb.

Et stykke tid tidligere havde Julie tilbagetrukket et samtykke til, at B204 kunne dele medicinske oplysninger om hende med andre. Ifølge forældrene betød det, at de ikke modtog nogen orientering om situationen fra hospitalet de sidste tre uger af deres datters liv. Derfor var det først senere, at de via aktindsigt i journalen kunne se, at medicineringen med Quetiapin blev fordoblet fra den 9. februar.

Hertil siger Jan Birnbaum Kristensen, at »fordoblet« er et »forstærkende ord« i sammenhængen, men det er »helt naturligt forekommende, når vi indleder behandling med meget små doser«, der gives for at se, om patienten tåler præparatet.

Da lægerne ikke havde samtykke fra Julie til at tale med forældrene, skulle hun selv orientere dem om den øgede dosis, fremgår det endvidere af journalen. Det skete imidlertid ikke, og forældrene er overbeviste om, at den fordoblede dosis af Quetiapin drastisk forværrede datterens selvmordstanker.

»Samme dag, som de fordoblede medicineringen med Quetiapin, reagerede vores datter for første gang ved meget direkte og kraftfuldt at advare personalet imod at lade hende gå uden ledsager, da hun nu var bange for, at hun ikke længere kunne kontrollere sine selvmordstanker. Det burde få enhver læge, der havde eksperimenteret med at give vor datter Quetiapin off label til at reagere og stoppe dette eksperiment og denne fejlmedicinering øjeblikkeligt,« som faren siger.

Om søndagen den 11. februar var Julie på udgang sammen med sin mor. Da hun kom tilbage til afdelingen, bad Julie ifølge journalen om, »at personalet ikke skal lukke patienten ud alene de næste dage, da patienten er i tvivl om patienten kunne finde på at gøre noget suicidalt, da patienten har mange planer«.

Julie understregede, at advarslen kun gjaldt aleneudgange. Hun bad også sygeplejersken om at videregive denne besked til det øvrige personale.

Samme aften hørte personalet kortvarige »bankelyde/bump« fra Julies værelse. Da de kom ind til hende, forklarede hun, at »de suicidale tanker/planer fylder rigtig meget i patientens hoved og at patienten blev sur over, at det ikke er muligt at handle på disse lige p.t., hvorefter patienten kortvarigt bankede sit hoved ind i væggen«.

Mandag den 12. februar om eftermiddagen forlangte Julie at blive lukket ud. Ellers ville hun blive »mere irritabel og vred«, som det står i journalen. Hun fik lov til at gå ud, hvis hun kom tilbage efter en halv time, og det overholdt hun.

Næste formiddag – den 13. februar 2018 – gentog det sig. Julie forlangte at komme ud, men var modvillig til at indgå en aftale om at komme tilbage. Til sidst lykkedes det ifølge journalen – der i sagens natur først blev skrevet senere – at få hende til at love at komme tilbage:

»Patienten fortæller at have brug for at gå en tur på terræn og vil komme tilbage kl. 12.20. Samt at patienten er okay. Patienten kigger undertegnede i øjnene og siger ’Jeg lover at komme tilbage og overholde min aftale’. Patienten lukkes ud kl. 11.55.«

Ifølge Julies telefon havde hun både en aftale om at mødes med nogle veninder om eftermiddagen og en aftale om at tage hjem til familiefødselsdag om aftenen. Men hun kom ikke tilbage fra gåturen. På terrænet omkring hospitalet begik hun selvmord.

Bo Møhl mener, at det var en klar fejl at lukke Julie ud.

»Det er en af de situationer, hvor man bliver fanget mellem på den ene side at beskytte patientens autonomi og på den anden side et sikkerhedsregime,« siger han og fortsætter:

»Det er klart, at har man en patient som Julie, der har sagt, at man skal passe på hende, så ville jeg sætte mig ned og tale meget grundigt med hende om, hvor hun var i den selvmordsadfærd.«

– Var det en fejl, at Julie blev lukket ud?

»Det viser sig jo, at det var det. Ja, selvfølgelig var det et fejlskøn. Men den slags sker desværre,« siger Bo Møhl.

Julie er et opdigtet navn. Det rigtige navn er redaktionen bekendt.

Hjælp mod selvmord

  • Der findes hjælp til folk med selvmordstanker.
  • Livslinjen tilbyder anonym telefonrådgivning på 70 20 12 01.
  • Man kan også kontakte et af landets kompetencecentre for selvmordsforebyggelse.
En tirsdag formiddag i februar 2018 forlod en ung pige den børne- og ungepsykiatriske afdeling i Glostrup, hvor hun var indlagt, og vendte ikke tilbage. Julie havde udviklet voldsom selvskadende adfærd og havde adskillige gange tidligere forsøgt selvmord. Hun blev kun 16 år. Tilbage står spørgsmålet: Hvordan kunne det ske?
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Karlsen
  • Lars Jørgensen
  • Eva Schwanenflügel
Erik Karlsen, Lars Jørgensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg er virkelig splittet over denne her fortælling.

På den ene side er der en ung pige, der igen og igen og igen udøver selvskade og forsøger at begå selvmord. Og på den anden side et system, der virker som om, det er i rådvilde omkring, hvordan de egentlig skal behandle pigen. Og så er der måske også nogle forældre, der forventer, at systemet kan helbrede deres datter, og gøre hende til en normal og velfungerende pige?

Det store spørgsmål er jo nok, om systemet ville have kunnet redde Julie, hvis alt havde fungeret perfekt, hvilket jo nok helt fundamentalt ville have krævet at Julie ville "samarbejde"? Eller om hun så havde lykkedes med sin mission næste gang i stedet? Eller næste gang? Eller næste gang?

Jeg håber derfor ikke, at denne fortælling handler om, at vi skal give systemet skylden for Julies smertefulde liv og sørgelige død. Der er ganske enkelt for stor sandsynlighed for, at Julie ville have lykkedes med hendes forehavende ligegyldig hvad.

Min skepsis forstærkes af dette: "Forældrene understreger, at deres datter var helt anderledes, når hun var hjemme, når hun var sammen med sin hest eller ude at gå tur med sin mor. Så var der ingen selvskader eller selvmordsforsøg", for hvis alt virkelig var så lykkeligt, når hun var hjemme, skulle hun jo nok være hjemme altid!

Og beklager, hvis dette bliver opfattet som hårde ord, da jeg egentlig har stor medfølelse med Julie og hendes pårørende.

Henriette Bøhne, Sine Jacobsen, Erik Karlsen, Steen Obel, Denise Ellefsen og Ditte Trolle anbefalede denne kommentar

Jeg sidder tilbage med en følelse af frustration over, at vi her har at gøre med et ungt menneske, som muligvis/sandsynligvis er blevet svigtet hele vejen rundt - i den sidste periode var hendes vigtigste kontakt andre unge mennesker (kvinder/piger) i den samme problematiske situation med selvskade mv.
Jeg vil opfordre Information (Ulrik Dahlin) til at følge op med en/to artikler med 'konstruktiv journalistik' vedrørende, hvordan systemet kan/skal skrues sammen for at forebygge, at de endnu levende af 'Julies' lidelsesfæller havner i den samme situation.