Feature
Læsetid: 18 min.

»Kampen om tryghed foregår i vores hoveder. Det er ikke en konflikt, politikerne kan løse for os«

Mere overvågning, bandepakker, øget terrorindsats og grænsekontrol. Ifølge danske politikere er Danmark blevet mere utrygt. Men hvad er tryghed, og hvordan måler man den? Information har besøgt en ghetto og en ø for at finde svar
Studerende Mohamad Othman og pensionist Hasse Oschlak er henholdsvis talsmand og formand for beboerforeningen i Nøjsomhed, der sidste år kom på ghettolisten. Beboerne er mere bekymrede for planerne om tvangsflytninger end for kriminalitet i boligområdet, fortæller de.

Studerende Mohamad Othman og pensionist Hasse Oschlak er henholdsvis talsmand og formand for beboerforeningen i Nøjsomhed, der sidste år kom på ghettolisten. Beboerne er mere bekymrede for planerne om tvangsflytninger end for kriminalitet i boligområdet, fortæller de.

Sarah Hartvigsen Juncker

Moderne Tider
21. december 2019

Skuret ser ikke ud af meget. Det er gråt med et halvtag, der hviler på et par røde støttepæle over nogle bænke. Bagved løber det hegn, der markerer, hvor det sociale boligbyggeri Nøjsomhed i Helsingør stopper, og kolonihaveforeningen Solbakken begynder.

»Lige nu er det jo kolde tider, men om sommeren sidder vi tit fem-ti unge derovre,« siger 25-årige Mohamad Othman og peger.

»Vi ryger bare vandpibe, snakker og nyder vejret. Men nogle synes, det er utrygt. Det er blevet sagt på beboermøderne,« forklarer han.

Sidste år var Nøjsomhed nummer to på politiets liste over de mest utrygge, sociale udsatte boligområder i landet. I Nordsjællands politikreds er den gennemsnitlige tryghed over 20 procent højere, end hvis man ser isoleret på Nøjsomhed.

Fra skuret kan man lige akkurat se kolonihavernes tage på den anden side af hegnet. Derovre er de meget tryggere, end her. Mohamad Othman har svært ved at forstå, hvorfor forskellen skal være så stor. Men hver gang der bliver offentliggjort nye tal om tryghedsfølelsen i området, bliver der indkaldt til møde i bebyggelsens aktivitetshus. Her taler beboerne om, hvad der gør dem utrygge. Og så bliver de vandpiberygende unge nævnt.

»Jeg kunne forstå, hvis der blev råbt og var ballade midt om natten. Men vi sidder bare stille og roligt.«

Nogle af beboerne har også nævnt, at de bliver utrygge, når de hører knallerter på stien.

»Men man kan jo ikke bede Helsingør Dagblad om ikke at dele aviser ud,« siger Mohamad Othman.

Tryghedsnarkomaner

Det er ikke kun mellem Nøjsomheds boligblokke, at der bliver talt om tryghed. Emnet er konstant på den politiske dagsorden.

Da der i august blev sprængt en bombe hos Skattestyrelsen, var Mette Frederiksen hurtig til at kalde det et angreb på vores tryghed, og i sin tale ved Folketingets åbning, sagde hun: »Der er steder, hvor jeg er utryg ved at gå om aftenen.«

Kort efter fremlagde regeringen en ’Trygheds- og Sikkerhedspakke’, der bød på øget overvågning og styrkelse af politiets efterforskningsindsats. Og da otte personer i sidste uge blev sigtet for planer om formodet terror, talte politikere fra begge sider af Folketingssalen om tryghed og overvågning.

Man kan godt få det indtryk, at Danmark er blevet et utrygt sted.

Så lad os lave et lille forsøg: Prøv at mærke efter, hvor tryg du føler dig lige nu på en skala fra et til syv? Er du en forholdsvis tryg sekser? Eller en ængstelig toer?

TrygFondens Anders Hede er ikke i tvivl. Han ligger på et solidt syvtal:

»Jeg er i det store og hele et trygt menneske,« siger tryghedsforskeren, der er en af hovedmændene bag de tryghedsmålinger, som fonden har lavet siden 2004. Her bliver godt 6.000 danskere bedt om at sætte tal på, hvor trygge de føler sig. 31 procent af dem er som Anders Hede ’helt trygge’.

Men hvad vil det egentlig sige?

Da Anders Hede blev udvalgt til at lede målingerne for 15 år siden, ville han læse op på begrebet. Han søgte først efter publikationer med ’tryghed’ i titlen. Det eneste hit var Vita Andersens digtsamling Tryghedsnarkomaner fra 1977.

»Det var et uudforsket begreb,« siger Anders Hede.

Han udvidede sin søgning til international forskning, men det viste sig, at tryghed er et uoversætteligt oldnordisk ord, som ikke findes med samme betydning uden for Skandinavien. I andre lande måler man typisk på det modsatte – nemlig borgernes utryghed – ved eksempelvis at stille spørgsmål som: »Er du bange for at gå ud efter mørkets frembrud?«

Forskerne opgav derefter at definere tryghed. Og valgte i stedet at måle efter syvskalaen.

For selv om vores subjektive forståelse naturligvis altid vil være præget af, om vi lige har oplevet noget sindsoprivende, dejligt eller skræmmende, ved vi alle sammen, hvad det vil sige at være tryg, forklarer Anders Hede:

»Når folk bliver spurgt, laver de et lynhurtigt lille mentalt bogholderi.«

Og svaret er ret præcist. Anders Hede mener, det i millioner af år har tjent os godt at have en fornemmelse af, om vi er trygge eller ej.

»Og derfor er folk rent faktisk i stand til at svare på det her spørgsmål, som ellers kan få hovedet til at eksplodere på akademikere.«

De seneste år har Rigspolitiet også lavet tryghedsundersøgelser fordelt på de enkelte politikredse. I modsætning til TrygFondens målinger, der går i dybden med danskernes tryghed og beskriver udviklingen hen over årene, er trygheden i politiets undersøgelse fordelt på geografi. Vi finder landets mest trygge borgere ude i Østersøen: På Bornholm føler hele 93,9 procent af danskerne sig trygge. Mens Nøjsomhed i Helsingør ligger i bunden med kun 61,7 procent.

Vi besluttede os for at besøge begge steder for at undersøge, om tal, målinger og statistik svarer til virkeligheden på øen og i ghettoen.

Nøjsomhed i Helsingør.

Nøjsomhed i Helsingør.

Tvangsflytning fra Nøjsomhed

Mohamad Othman har boet i Nøjsomhed hele sit liv. Han står foran sin opgang i det otte etager høje, sølvgrå hus, hvor han bor med sine forældre. De flyttede hertil direkte fra Libanon for 30 år siden og har aldrig boet andre steder. Facaden vender ud mod græsarealer og fyrretræer. Boligområdet består af ti ens bygninger som denne.

Efter Nøjsomhed kom på ghettolisten for et år siden, har boligselskabet besluttet, at 96 familier skal tvangsflyttes – og Mohamas Othmans er en af dem.

»Det er lejlighederne i endegavlen, der skal tvangsflyttes,« siger han og peger op mod familiens lejlighed.

Tvangsflytninger. Alene ordet lyder bekymrende. Og det er det bestemt også for de involverede, forklarer Mohamad Othman. Hans familie har intet ønske om at forlade Nøjsomhed, selv om statistikkerne siger, at det er en utryg ghetto. Hele deres netværk bor her.

»Jeg er selv en klar syver på tryghedsskalaen. Hvis der endelig skulle ske noget, så har jeg gode naboer, der ville hjælpe.«

Til daglig læser han til sundhedsingeniør på DTU, arbejder som tolk og er leder i den lokale Fakta – og så er han talsmand for beboerforeningen. For at øge trygheden har foreningen et tæt samarbejde med politiet, og der er blandt andet etableret en mobil politistation i området.

Mohamad Othmans oplevelse er, at der sjældent er brug for politiet. Men han tror alligevel, at de gør noget godt for området, fordi det skaber en positiv dialog.

»Og hvis der sker noget, er det rart, at man kender politifolkene i forvejen.«

Det største problem er, at boligområdet ikke kan slippe af med sit dårlige rygte. Og når der bliver begået kriminalitet i området, skriver folk fra Helsingør på Facebook, at det sikkert er »dem fra Nøjsomhed«, der står bag, siger Mohamad Othman.

»På den måde bliver vi stemplet som et utrygt sted.«

Finanskrise og dårligt helbred

Tryghed handler dog langtfra kun om frygten for vold, tyveri og terror. Når Trygfonden laver sine målinger, spørger Anders Hede og de andre forskere ind til en lang række forhold: økonomi, helbred, sociale relationer og fremtidsforventninger.

Siden 2004 er det blevet til i alt syv målinger. Den næste er lige på trapperne.

Og der er sket en udvikling med tryghedsfølelsen, fortæller Anders Hede:

»Den er blevet lidt ringere.«

Men det skyldes ikke terror eller bandekriminalitet. Faktisk betyder dårlig privatøkonomi, helbred eller boligproblemer meget mere for tryghedsfølelsen, siger han.

»Finanskrisen i 2008 gav danskernes tryghed et hug nedad, og det har trukket lange spor efterfølgende.«

Danskere på førtidspension, kontanthjælpsmodtagere eller grupper med dårligt helbred er blevet mere utrygge de senere år, hvilket forskerne mener skyldes, at der på de pågældende områder er strammet op og skåret ned. Det er også derfor, mener han, at beboerne i de udsatte boligområder scorer lavt på tryghed.

»Der har man en koncentration af folk med lavere indkomster, som er økonomisk stressede, og som måske føler sig mere fremmede over for samfundet,« siger han.

Undslupne køer og hund uden halsbånd

»Staaaaaands!« råber lokalbetjent Jan Thyge Wredstrøm.

»Det er forbudt, det der!«.

En ældre dame på cykel på vej mod gågaden i Rønne stopper forvirret op.

»Jamen jeg plejer altid at cykle her,« forklarer hun.

»Det gør det ikke mere lovligt,« siger Jan Thyge Wredstrøm.

Han ser bøs ud. Men lader damen slippe med skrækken og en advarsel.

Jan Thyge Wredstrøm fra Bornholms Politi er indbegrebet af en tryghedsskabende lokalbetjent: Hans bevægelser, hans stemmeføring og samtaler med borgerne foregår med ro og lune. Cykeloptrinnet er da også det mest dramatiske, der sker denne tirsdag i december på Bornholm. Døgnrapporten den seneste måned fra Bornholms Politi har allerede givet os et fingerpeg, inden vi ankom med færgen: Det mest voldsomme har været et slagsmål og et par tilfælde af besiddelse af hash. Ellers handler rapporterne om alt fra undslupne køer og en hund uden halsbånd til hærværk mod en hjertestarter.

På torvet i Rønne på Bornholm er der julefredeligt. Et kæmpe grantræ er ved at blive gjort klart til tænding. Og Jan Thyge Wredstrøm har netop parkeret øens mobile politistation og hejst et blafrende flag med beskeden »BORNHOLMS NÆRPOLITI – vi passer på dig«.

Jan Thyge Wredstrøm kalder øen »tryghed i fast form.« Han er 62 år gammel og har været politimand, siden han var 24. Han kommer oprindeligt fra Amager og var både i aktionsstyrken, den danske terrorenhed og i Rigspolitiet, indtil han i 1998 kom her til Bornholm. Siden oktober sidste år har han ene mand stået for den mobile politistation – en af 17 vogne fordelt over hele landet. Og et initiativ lanceret af den forrige regering for at øge trygheden.

Han parkerer politistationen et nyt sted flere gange om dagen, og døren er åben for alle. Før Rønne var han et par timer uden for Brugsen i Hasle. Men det kunne lige så vel have været på havnen i Allinge eller til julemarked i Svaneke. Han ser det som sin primære opgave at holde øens rekordhøje tryghedsprocent oppe. Bare ved at være til stede:

»Synlighed er lig tryghed. Hvis jeg ikke troede på det, kunne jeg ikke have det her arbejde.«

Lokalbetjent Jan Thyge Wredstrøm har fået besøg i sin mobile politistation. Kenneth Robert Marker drikker kaffe og spiser småkager, og Jette Stoltz, der er leder af Offerrådgivningen på Bornholm, deler pjecer ud om rådgivningens frivillige arbejde.

Lokalbetjent Jan Thyge Wredstrøm har fået besøg i sin mobile politistation. Kenneth Robert Marker drikker kaffe og spiser småkager, og Jette Stoltz, der er leder af Offerrådgivningen på Bornholm, deler pjecer ud om rådgivningens frivillige arbejde.

Sarah Hartvigsen Juncker

Fartbøller

På et lille bord inde i bilen står der stearinlys, småkager og nisser af filt. Der er også bolsjer og kuglepenne med politiets logo. Når man spørger de besøgende bornholmerne, hvad der gør dem utrygge, er svaret helt klart: fartbøller.

Alle, der kommer ind på den mobile politistation, taler om trafik. Vera Jensen på 72 år har taget de fire trin op og ind for at hilse på Jan Thyge Wredstrøm. De er gamle bekendte, og han får en krammer, før hun sætter sig ned.

Og nu hun er her, vil hun gerne lige sige, at der må gøres noget:

»De kører altså ræs henne om hjørnet, hvor min sønnesøn går i skole,« siger hun.

Kort efter kommer René Jeppsson på 62 år forbi for at spørge om sit handicapskilt. Må hans søn bruge det, hvis han sætter bilen for sin far ved hospitalet?

»Nej, ikke uden at du er med,« siger Jan Thyge Wredstrøm.

René Jeppson ærgrer sig lidt. Betjenten byder ham en Karen Wolf. Jeppson sætter sig. Han er tilflytter:

»Og da jeg boede ovre på den anden side, i Bagsværd, var der altid indbrud. Sådan er det ikke her. Det er en af charmerne ved Bornholm.«

Det absolut vildeste sted på øen, er de enige om, er Krystal Bodega i Rønne. Også kaldet Krydset. Der blev Jan Thyge Wredstrøm rådet til ikke at gå ind alene i uniform, da han i sin tid flyttede til øen.

Måske er det der, vi skal finde de 6,1 procent utrygge øboere?

De lykkeligt utrygge danskere

Når tryghedsfølelsen i Danmark ifølge TrygFondens målinger er faldet lidt i de senere år, er det, fordi der – ud over gruppen af økonomisk trængte og derfor mindre trygge – også er en gruppe danskere, der ellers har deres på det tørre både økonomisk og boligmæssigt. Helbredet er godt og deres livskvalitet er høj. Men deres tryghed er dalende. Også selv om de ikke bor i skudlinjen. Forskerne har et navn til dem:

»Vi kalder dem ’De lykkeligt utrygge’,« siger Anders Hede.

De er især bange for ting, som de stort set aldrig bliver udsat for: overfald og terror. Deres utryghed har ikke ret meget bund i virkeligheden. Men den er der, og den næres af mediebilledets måde at omtale blandt andet terror og bander på, forklarer Anders Hede.

Generelt er danskernes terrorfrygt ellers ikke voldsom. Efter knap to årtier har vi efterhånden vænnet os til det, siger Anders Hede. I forhold til en mulig terrorsag som den, der bliver oprullet i disse uger, betyder målet noget. Er det Hovedbanegården i juletrafikken, påvirker det folks tryghedsfølelse på en anden måde, end hvis terroren retter sig mod en bestemt personkreds.

»Og selv hvis der – worst-case scenario – var tale om planer om at ramme et trafikknudepunkt, ville trygheden nok falde lidt for nogle borgere, men hovedparten ville hurtigt vende tilbage til hverdagsaktiviteter og trygt tage toget igen,« siger Anders Hede.

Og politikernes løfter til borgerne om mere tryghed gennem terrorpakker og mere overvågning har ikke noget at gøre med, hvordan tryghed rent faktisk bliver etableret.

»Den forestilling, politikerne har om, at de kan gøre os trygge – som nogle forældre, der kan skærme borgerne, som var de små børn – hænger ikke sammen med det, vi ved om tryghed,« siger Anders Hede.

For utryghed og frygt i forbindelse med terror er meget individuelt betingede fænomener:

»En god del af kampen om tryghed foregår inde i vores hoveder. Det er ikke en konflikt, som politikerne kan løse for os.«

Sarah Hartvigsen Juncker

Mordvej og Skydevej

Generelt er der stor opbakning i befolkningen til politiet og efterretningstjenesterne. Og der er også meget lidt folkelig kritik af overvågning, påpeger Anders Hede.

Undersøgelser har vist, at befolkningen groft sagt kan inddeles i tre grupper: Dem, der mener, overvågning er rettidig omhu. Den gruppe er størst. Så er der dem, der gerne vil have mere overvågning. Og til sidst en mindre gruppe, der synes, det er gået for vidt.

Mohamad Othman tilhører den sidste gruppe, fortæller han, mens vi står på hjørnet af en af blokkene i Nøjsomhed, hvor et stort overvågningskamera peger ned på stien. Det er malet i samme sølvgrå farve som bygningen, men man ser det alligevel tydeligt.

Mohamad Othman så helst, at man pillede overvågningskameraerne ned.

»Det giver et meget negativt indtryk af området, synes jeg. Som om man skal holde øje med os.«

Kameraerne puster til utrygheden.

Mens vi står med hovederne i sky og betragter maskineriet, går døren under kameraet op. Ud kommer en ældre mand iført grøn camouflagekasket, pink Adidasjakke og arbejdsbukser.

»Hej, Hasse,« siger Mohamad Othman.

Hasse Oschlak er 75 år og har arbejdet som folkeskolelærer, havnearbejder og brugtvognsforhandler. I dag er han pensionist og meget aktiv i lokalområdet.

»Man kan da heller ikke gå ud for en dør uden at møde pressen,« siger Hasse Oschlak med et nik mod Informations journalist og fotograf. Han retter på sit halstørklæde.

Tidligere på dagen blev Hasse og Mohamad interviewet sammen til TV 2 Lorry om tvangsflytningerne. Som henholdsvis formand og talsmand for beboerforeningen, er de blevet helt medievante, siden Nøjsomhed kom på ghettolisten sidste år.

Hasse Oschlak flyttede hertil for 12 år siden, fordi Nøjsomhed havde nogle gode lejligheder til en fornuftig pris. Men stedet havde et dårligt rygte, fortæller han:

»Dengang kaldte vi Nordvej og Sydvej for ’Mordvej’ og ’Skydevej’.«

Nye, høje lygter

I dag er der ikke megen kriminalitet i området. Det skyldes blandt andet kommunens helhedsplan, ’Bo godt fra Nord til Syd’, mener Hasse Oschlak. Planen løb fra 2015 til 2017, og ved læsning af den får man indtryk af et stærkt belastet område:

»Nøjsomhed har i en periode været præget af hærværk og utryghedsskabende adfærd. Der er set eksempler på, at nogle konflikter beboerne imellem er endt i trusler og forfølgelse,« står der blandt andet.

Planen skriver også om bander og »utryghedsskabende eksempler på chikane«, konflikter og social kontrol. Efterfølgende blev der sat en lang række initiativer i gang: beboerinddragelse, ungdomsklubber, mentorordninger og fysiske forandringer. Og der blev opsat overvågningskameraer.

Hasse Oschlak og Mohamad Othman synes, tingene ser helt anderledes ud i dag.

»Det er rigtigt nok, at der engang har været bander herude,« siger Mohamad Othman.

Han husker også to overfald, der fandt sted ikke langt fra familiens opgang.

»Men det er længe siden. Rygterne fortsætter ligesom bare.«

»Der er også meget mindre hærværk i dag,« siger Hasse Oschlak.

»Og vi har også fået renoveret gadelygterne. De nye, høje lygter lyser hele stien op,« tilføjer Mohamad Othman.

Kriminaliteten i området er – ganske rigtigt – ikke særlig høj. Når Nøjsomhed alligevel karakteriseres af politiet som ’socialt udsat’, skyldes det derfor især utrygheden, fortæller Carsten Spliid, linjechef for forebyggelse og nærhed i Nordsjællands Politi.

»Det, vi oplever mest derude, er ’urohændelser’. Eksempelvis knallertkørsel eller grupper af unge på gaden, der støjer,« forklarer han.

Politiet laver også analyser, hvor de sammenholder kriminalitetsscoren og tryghedsmålingen. Og her er billedet klart: »Utryghed og kriminalitet har ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre,« siger Carsten Spliid.

»Og derfor tager det rigtig lang tid at få bragt utrygheden ned.«

Carsten Spliid understreger dog, at Nøjsomhed er »inde i en god gænge«, og han forventer, at trygheden vil være højere i politiets tryghedsmåling til januar.

Helt overordnet ser det også ud til, at trygheden i de socialt udsatte boligområder er større, end mange måske går og tror. I sidste uge udkom en ny undersøgelse fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, som overraskede forskerne bag. Tallene viser, at syv ud af ti beboere i socialt udsatte boligområder føler sig trygge i deres lokalområde. For resten af befolkningen gælder det ni ud af ti.

Slået, stukket og skudt 

Vi besøger Krystal Bodega i Rønne for at finde den ene utrygge borger ud af ti i Bornholms statistik.

Der er godt nok tomt mellem de fire billardborde, de tre enarmede tyveknægte står stille, og der er ikke nogen i baren, der bestiller husets specialitet, ’Hvor fanden er fortovet’, som består af blandt andet vodka, gin, tequila og Southern Comfort.

Bodegaen har ligget her i 60 år. Men den lever ikke op til sit dårlige ry længere. For som bartenderen siger: »Der er ingen fiskere og rockere tilbage på øen.«

I en rygerkabine i hjørnet står Simon Kock-Jensen på 25 år og vaper nikotin med grapefrugtsmag. Han er stamkunde.

»Der sker ikke en skid på Bornholm,« siger han på syngende bornholmsk.

Og hvis der skulle være optræk til noget, har han gået til både karate, jiu-jitsu og thaiboksning.

»Jeg har aldrig tabt et slagsmål,« som han siger.

På Krystal Bodega i Rønne står stamkunden Simon Kock-Jensen i rygekabinen og damper. Selv om han har været udsat for vold i mange tilfælde, føler han sig helt tryg på sin fødeø.

På Krystal Bodega i Rønne står stamkunden Simon Kock-Jensen i rygekabinen og damper. Selv om han har været udsat for vold i mange tilfælde, føler han sig helt tryg på sin fødeø.

Sarah Hartvigsen Juncker

Simon Kock-Jensen har boet på Sjælland, da han gik på landbrugsskole. Men nu er han tilbage på Bornholm, hvor han arbejder han med svin på en gård i Hasle.

Der er trygt på øen, mener Simon Kock-Jensen, blandt andet fordi der ikke er langt til hverken politi eller hospital. Han har haft brug for begge dele mange gange, fortæller han og trækker sin cowboyjakke med hvidt rulamsfor til side. På venstre bryst afslører han en tatovering: ’Bornholmer’ står der med skråskrift. Tuschen skal dække over arret efter to skud. Han har også slået hul i hovedet otte gange, er blevet ramt af en bus to gange og stukket ned en gang.

»Mine venner har talt om at proppe mig ind i bobleplast og håbe på det bedste,« siger han.

Er han klodset, uheldig eller opsøger han fare?

»Jeg har bare haft en dårlig periode og mødt de forkerte mennesker. Men jeg er nok blevet mere rolig og moden med alderen,« siger Simon Kock-Jensen og fortsætter:

»Det kan godt være, at jeg har været ude for en del crap, men her på Bornholm holder vi sammen, vi passer på hinanden.«

Sarah Hartvigsen Juncker

Flere buler i bilerne end hovederne

Mange bornholmere fortæller, at der er så trygt på øen, at de sjældent låser hoveddøren, og at de ofte lader nøglen sidde i bilen.

Det nikker Thomas Jørgensen genkendende til. Han er salgschef i Bornholms Brandforsikring, og et af selskabets største problemer er faktisk, at kunderne ser stort på sikkerheden. I 2017 var der 12 indbrud på øen. I alt. Selv om her bor knap 40.000 mennesker.

De få kriminelle er kendt af det lokale politi. Og skulle der komme nogle udefra, skal de over vandet med tyvekosterne.

»Og så bliver de typisk stoppet ved færgen,« siger Thomas Jørgensen og tilføjer:

»Men man bliver lidt laissez faire af al den tryghed,« som han siger.

Thomas Jørgensen er 50 år og har boet på Bornholm de 49. Han har tre voksne børn. På den omtalte skala er han en klar syver. Det er mere hans kone, som bekymrer sig – om vold og stoffer i nattelivet. Og kun i forhold til deres børn. Den ene datter er flyttet til København.

»Og det kan da være mere fordomme end facts, men man tænker jo, at der er mere farligt derovre.«

Bornholms Brandforsikring, der har eksisteret i 150 år, forsikrer omkring halvdelen af alle Bornholmerne og er et af landets mest velpolstrede selskaber. Prisen på en indboforsikring afspejler, at økriminaliteten er i bund: kun 900 kroner om året. Men folk vil stadig forsikres, for det dækker jo også, hvis man taber mobilen, eller der går brand i adventskransen. Selskabet har 5.500 skader om året. På førstepladsen ligger bilskader. Derefter kommer ulykker og brandskader.

»Der er flere buler i bilerne end i hovederne,« som Thomas Jørgensen siger.

Hans bud er, at folk er mere urolige for klimaforandringerne end for vold, tyveri og terror. Det er også mere bekymrede set fra et forsikringsperspektiv. Og selskabet har faktisk set en stigning i stormskader og vandskader efter skybrud.

»Hvis du spørger mig, bør man bekymre sig mere for klimaforandringerne,« siger Thomas Jørgensen.

Kviklån mindsker tryghed

TrygFonden har indtil videre ikke taget klimafrygt med i sine målinger, men som nævnt er dårligt helbred og dårlig økonomi de to faktorer, der truer danskernes tryghedsfølelse mest, mener Anders Hede.

»Hvis man virkelig vil hærge sin tryghed, skal man tage et kviklån,« som han siger.

Og cigaretrygning er ifølge forskeren et meget større problem for folkesundheden og dermed for trygheden end bandekriminalitet.

– Så cigaretter og kviklån er meget værre end terror og bander, når vi måler tryghed?

»Ja, det kan man roligt sige.«

Anders Hede kan godt forstå, at det er fristende for politikerne at spille på nervøsiteten i offentligheden, når der bliver skudt på Nørrebro eller brændt skraldespande af i Vollsmose. Men man risikerer at gøre ondt værre:

»Det fremmer jo utroligt primitive overvejelser, når alle mulige politikere kommer løbende i medierne med patentløsninger på et relativt kompliceret felt.«

’Skoven’

Vintermørket har lagt sig over Nøjsomhed. Mellem gadelygten og overvågningskameraet står Mohamad Othman og Hasse Oschlak og diskuterer områdets fremtid. De er ikke helt enige.

»Det store problem er, at udviklingen går for langsomt, og hvis der ikke sker noget, bliver vi til en ’hård ghetto’ på ghettolisten,« siger Hasse Oschlak.

»Men Hasse, jeg mener virkelig, at det godt kan lade sig gøre. Vi har et helt år fra nu af,« siger Mohamad Othman.

De er enige om, at tvangsflytningerne skaber stor utryghed blandt beboerne. Og er et meget større problem for trygheden end knallertkørsel og unge, der larmer i det grå skur.

Hasse Oschlak skal have sig noget aftensmad. Han begiver sig videre ned ad stien. Ud af en gadelygtes skær og ind i den næstes, indtil han forsvinder i mørket.

Mohamad Othman viser vej til en af bebyggelsens legepladser halvvejs nede ad en bakke på et lille plateau, som ender i en tæt bevoksning med træer. Han kalder det for ’skoven’. I dagtimerne er her fyldt med børn, men nu, på en kold, mørk decemberaften, er her mennesketomt.

Nøjsomhed er et godt sted at vokse op, mener Mohamad Othman. Ens venner er altid tæt på, og hjem er aldrig mere end et par blokke væk. Han lader, som om han vil ringe på døren til en kælderindgang. Sådan gjorde han som dreng.

»Man kunne altid bare spørge: Er Ali hjemme? Kan han lege?«

Mohamad håber, at hans fremtidige børn kan få den samme trygge opvækst, som han selv – og gerne i Nøjsomhed. For to år siden blev legepladsen renoveret som en del af helhedsplanen. Den ser stadig ny ud. I mørket kan man ane pangfarverne på klatrestativet og svævebanen. Rød, gul og grøn. Bag ved skoven kan man høre trafikken fra Kongevejen. Derude hvor de mere trygge beboere i kommunen bor.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg forstår simpelthen ikke den utryghed - mon den ikke skyldes, at det er så trygt, at folk er bange for det, der er helt ukendt, og som de ikke er vant til at orientere sig i...

kjeld jensen, Ole Henriksen, Bjarne Bisgaard Jensen, Carsten Wienholtz, Jacob Frydendal, Mads Kjærgård, Susanne Kaspersen, Bjarne Andersen, Ebbe Overbye, Henriette Bøhne, Karsten Lundsby, Michael Svennevig, Eva Schwanenflügel og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar
Michael Gudnæs

Måske er det en eller anden stenalder-ting, der gør, at vores indre alarmtilstand skal fodres jævnligt, for ikke at falde sammen. Og så finder folk på disse fantasterier, fordi der er en akut mangel på virkelige trusler. Vi er pakket ind i vat og velvillighed fra fødsel til grav.

Carsten Nørgaard

Der findes ingen ghettoer i Danmark.

Hvorfor leger Information med på regeringens propagandasprog?

Sådan var det ikke i begyndelsen af årtiet:

https://www.information.dk/indland/2010/10/danmark-ingen-ghettoer

Bjarne Andersen, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Marianne Stockmarr, Gert Romme, Mogens Holme, Mads Kjærgård og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Carsten Nørgaard

Fra linket ovenfor:

I dag betyder en ghetto i internationalt perspektiv noget andet end det gør i Danmark:

»Internationale forskere definerer ghettoer som reelle parallelsamfund. Altså at man er komplet afskåret fra omverdenen. I de amerikanske ghettoer, går ingen på arbejde, og man lever kummerligt. De ville grine, hvis de så de områder, som vi kalder ghettoer,« mener Tove Rasmussen, lektor på VIA University College i Århus, og i gang med et forskningsprojekt om ghettoer.

Ifølge Tove Rasmussen er der specielt én fejl, der er gennemgående, når man i Danmark taler om ghettoer:

»Man skal skelne mellem enklaver og ghettoer. Enklaver er områder, hvor folk med samme baggrund flytter sammen frivilligt. Rigtige ghettoer har en klang af tvang, så det stemmer ikke overens med den danske måde at snakke om ghettoer.«

Tove Rasmussen mener ikke, at Danmark har en eneste rigtig ghetto:

»Der findes måske elementer af ghettodannelse i Danmark, men der findes overordnet set ingen ghettoer.«

Politidirektøren i København, Johan Reimann, mener ligesom Tove Andersen ikke, at der findes reelle ghettoer i Danmark:

»Ghettoer kan defineres ved, at området er afsondret fra omverdenen, at befolkningen er relativt ensartet, og at befolkningen ikke har adgang til de muligheder for arbejde, uddannelse og fritidsliv, som kendes fra det omkringliggende samfund,« siger han til Information. Ifølge Københavns politidirektør, skal en af førnævnte kriterier være opfyldt til fulde, før man kan tale om en ghetto:

»Befolkningen i rigtige ghettoer lever i ren elendighed. Det er baggrunden for, at der efter min opfattelse ikke er områder i København, der kan karakteriseres som en ghetto.«

Jan Fritsbøger, Bjarne Andersen, Eva Schwanenflügel, kjeld jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Marianne Stockmarr, Carsten Wienholtz, Mogens Holme, Mads Kjærgård, Susanne Kaspersen, Ebbe Overbye, Martin Rønnow Klarlund og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Hurra og glædelig jul, der findes ingen ghettoer i Danmark. Så er den ged barberet. Der er enklaver siges der. Og enklaver er ikke ghettoer. Jeg bor så lige op ad enklaven Tingbjerg. Sidst jeg hørte om enklaver var da jeg lærte om at de kongerigske enklaver i hertugdømmet Slesvig blev ombyttet med otte sogne syd for Kolding, Ærø og Ribes opland dengang i 1864. Gud ved om det var rigtige enklaver, for ghettoer var de vist ikke. Nu må vi så få lavet en enklaveliste i stedet for...Words,words, words som en usikker dansk kongesøn sagde på engelsk oppe i Helsingør...

"En god del af kampen om tryghed foregår inde i vores hoveder. Det er ikke en konflikt, som politikerne kan løse for os"

Nej den klarer vi helt selv med lidt svensk relativisering, benægtelse og ignorering

Vi skylder at sige at langt de fleste indvandrere eller flygtninge gerne vil vores samfund og ønsker at klare sig selv på lovlig vis.
Men at nægte at se i øjnene at der findes ghettoer og parrallelsamfund hvor et mindretal skaber utryghed , vold og ballede er ren eskapisme.

Her, som i de fleste andre af verdens forskellige forhold, så er det ikke sort eller hvidt.

jens peter hansen

Det er altså fint at sige enklaver. Så er der altså omkring 30 enklaver i DK. Og det betyder at ???

Kampen om tryghed foregår i vores hoveder. Dejligt bekvemt at placere den der. Så kan vi klare os med lidt psykologi og diskursanalyse og vupti, så er problemerne løst.