Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: Den katolske militærmand, der med årene blev en ’old softie’

Joe O’Neill voksede op i skyggen af katolicismen i Irland, men endte i Viborg, da han mødte en dansk au pair i London
Det er Joe O’Neill længst til venstre.

Det er Joe O’Neill længst til venstre.

Privatfoto

21. december 2019

Hvis ikke Joe O’Neills navn afslører, hvor han blev født, så gjorde hans kastanjerøde hår og lyse hud det måske. 

For Joe O’Neill blev født i den irske by Kilkenny i 1939. Hans mor var nonne, men forlod ordenen, inden hun mødte hans far, der var enkemand. Smilende og blid var hun ikke, men hun bevarede fromheden i sin gang, så det så ud, som om hun svævede over jorden i sine store gevandter.

I løbet af fem år fik de to drenge og en pige, og Joe O’Neill var den ældste.

Da faren døde, stod hans mor med tre børn og en mission om, at alle tre børn skulle have en god uddannelse. Så hun knoklede som rengøringsdame og tøjvasker, og af og til gik familien sultne i seng, så der i stedet var råd til skoleuniformer og kostskoleophold.

Når de ikke var i skole, fik børnene lov at passe sig selv. Børnene fra kvarterets gader udkæmpede lange kampe som cowboys og indianere, og engang blev Joe O’Neill kidnappet af banden fra nabovejen, bundet på en pind og ristet over bål. Rigtig galt gik det dog først under redningsaktionen orkestreret af hans bror Eddie, som tabte ham ned i gløderne, så der gik ild i hans bukser.

Den danske au pair

1940’ernes Irland var gennemsyret af katolicismen, og siden Joe O’Neill var god i skolen, blev han tilbudt at få landets eneste uddannelse betalt: uddannelsen til katolsk præst.

Men katolicismens firkantede og af og til brutale syn på himlen og helvedet passede ham ikke, og som 17-årig hoppede han på et tog til London, hvor han meldte sig til hæren. Han ville være jagerpilot, men til samtalen fik han at vide, at han ikke var moden nok. Den meddelelse håndterede han med egne ord temmelig snottet og smækkede med alle de døre, han kunne finde på vejen ud.

Da han samme aften så en spionfilm i biografen, tog en ny plan form. Han ville i efterretningsstjenesten, og det kom han som en del af et korps, der med dronefly overvågede fjenden og afslørede sabotage i de britiske kolonier.

Efter at have været udstationeret i blandt andet Borneo, Yemen, Norge og Saudi-Arabien, mødte han danske Oda Nielsen, der arbejdede i London som au pair. Sammen fik de sønnen Peter, og familien O’Neill fulgtes rundt i verden på udstationeringer.

Men i takt med at sønnen voksede, smeltede han den katolske militærmands irske hjerte, og Joe O’Neill endte med at købe sig fri af militæret for en klækkelig sum, og familien flyttede til Viborg.

Fra første færd observerede han danskerne med fascination og nysgerrighed. Han opdagede, at når danskere introducerede sig, var det normalt at nævne sin profession som det første efter sit navn. Og hvor de katolikker, han var vant til at omgås, havde en idé om, at man skulle undskylde sig ind i himlen, havde de danske protestanter tilsyneladende en idé om, at man skulle arbejde sig ind i himlen.

På en af sine første dage i Danmark ville Joe O’Neill være venlig. I Irland var han vant til, at ældre mennesker satte deres pakkenelliker fra sig ved bunden af en trappe, så det næste rørige menneske kunne bære det op for dem. Så da Joe O’Neill så en ældre kvinde sætte sin kuffert fra sig på Fredericia Station, greb han den og løb i raskt tempo op ad trappen.

Hun forstod ikke hans forsøg på at forklare sig, så derefter kastede han sig med stor ildhu over det danske sprog. Hele sit liv læste han bøger om dansk grammatik eller sprogvidenskab om aftenen, inden han skulle sove.

Engelsklærer

Joe og Oda O’Neill fik en søn mere, Søren, inden de blev skilt i 1985.

Efter en tid var hans danske sprog så godt, at han fik en stilling som engelsklærer på aftenskolen i Viborg.

Her mødte han Vibeke Engmarksgaard, en ung enke, der var vendt hjem efter ti år i Rimini. Hun tog vist mest hans engelskkursus for hyggens skyld, hun havde altid vin og kiks med til timerne, og hun sludrede løs.

De to blev gift i 1990, for »når jeg ikke kan smide hende ud fra timerne, må jeg jo gifte mig med hende«, som han sagde med et smil, når han senere fortalte om deres møde.

Joe O’Neill var fyldt 50, da datteren Sarah kom til. Inden da fik han halvvejs opfyldt sin ungdomsdrøm, da han fik job på Flyvestation Karups jagerpilot-uddannelse som engelsklærer.

Han lod sig først pensionere som 72-årig, og selv derefter løb han ud af huset og kiggede op, når han kunne høre et fly på himlen.

Med alderen kom også mildheden, og han erklærede, at han var blevet en old softie. Men selv da han langsomt forsvandt i alzheimerens og parkinsonens tåger, fornægtede hans militærfortid sig ikke.

Det tog lægerne lang tid at diagnosticere ham, for hver gang han skulle testes, satte soldatergenet ind. Pludselig stod minderne skarpt, og de usikre skridt blev erstattet af en selvsikker march.

Joe O’Neill døde den 8. november af sine sygdomme.

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Steffen Gliese
David Zennaro og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu