Feature
Læsetid: 16 min.

MONUMENT OVER 2010’ERNE

Hvis nu nogen engang i år 2119 finder en gammel bulet messingplade helt sort af ælde, og løfter den op, børster snavset af og opdager en inskription, hvor der står ’Til minde om 2010’erne’ og undrer sig over, hvad det dog går ud på, så kommer her en forklaring
»Vi står lige midt i afslutningen på nutiden og i begyndelsen af historien. For om mindre end en måned er 2010’erne for evigt henvist til erindringen,« lød det i indvielsestalen, for monumentet, som skulle markere afslutningen på det forgangne årti.

»Vi står lige midt i afslutningen på nutiden og i begyndelsen af historien. For om mindre end en måned er 2010’erne for evigt henvist til erindringen,« lød det i indvielsestalen, for monumentet, som skulle markere afslutningen på det forgangne årti.

Sigrid Nygaard

Moderne Tider
28. december 2019

Ikke meget stod klart dengang i 2010’ernes døende dage. Vores egen samtid havde vi kun ringe begreb om, og hvad fremtiden angik, anede vi intet andet, end at historien en dag ville dømme os. Spørgsmålet var bare, hvad den ville dømme os for.

Vi havde selv gennemført øvelsen med fortiden – dømt 1980’erne til at være koldkrig og kartoffelkur, 90’erne til hjem for historiens falske afslutning og 00’erne til forbrugsfest og finanskrise. Og nu stod vi helt kortåndede og kiggede på vores fragmenterede samtid ude af stand til præcis at sige, hvad der egentlig var sket, og hvem vi havde været i de ti år, der var gået.

Det var her, ideen om at opføre et mindesmærke opstod. Et monument over 2010’erne som en fysisk manifestation af menneskets tilstedeværelse på en klode i kredsløb om en stjerne et sted i Mælkevejen – og en markering af, at denne klode nu havde rejst rundt om stjernen lige så mange gange, som der er fingre på to menneskehænder.

»Til minde om 2010’erne,« skulle der stå på monumentet. Og så en linje eller to, der indkapslede hele lortet.

Det var planen.

Sarah Hartvigsen Juncker

Telefonen ringede, og dens applikationer indsamlede data og registrerede opkaldet, mens et GPS-kort holdt styr på ejerens fysiske placering i tid og rum. Enhver med den rette adgang ville i dette nu kunne vide, at jeg befandt mig ved Åboulevarden i København, en sekssporet færdselsåre i København, hvor benzin- og dieseldrevne biler i de sene 2010’ere skar huller i eftermiddagsmørket med deres fedtede forlygter, hver bil ført af et menneske, der selv rådede over styretøjet.

Det var Bo Lidegaard, der ringede tilbage. Den 61-årige historiker havde gennem tiden skrevet kloge bøger om store statsmænd og selv arbejdet som embedsmand i statsapparatets inderste, ligesom han i løbet af 2010’erne havde været chefredaktør for Dagbladet Politiken og nu fristede en skæbne som politisk analytiker. Kort sagt en mand, der havde brugt sit liv på at forstå og beskrive de store linjer i verdens og nationens udvikling.

»Vi har brug for din hjælp,« sagde jeg og krydsede vejen. »Vi skal lave en mindeplade for 2010’erne, men vi ved ikke, hvad der skal stå på den.«

Det var ikke, fordi Bo Lidegaard havde et klart svar på lige det lige der. Men han ville gerne tænke over det til en anden dag, hvor han kunne give et reelt interview, sagde han. Jeg bevægede mig videre mod Nørrebro og standsede uden for en daginstitution, mens Bo Lidegaard tegnede omridset af tre store forandringer, som havde udspillet sig i det snart forgangne tiår.

For det første var der klimaet. I årtiets begyndelse ignorerede de fleste fortsat alvoren i klimaforandringerne, men i løbet af 2010’erne blev det langsomt klart for en stor del af klodens befolkning, at mennesket ikke kunne fortsætte med at leve og forbruge som hidtil uden at smadre kloden. Et »uskyldstab«, kaldte Bo Lidegaard det.

For det andet var der internettet og de sociale medier, som ved årtiets begyndelse havde indgydt håb om mere og større frihed til mennesker kloden over, men ved årtiets slutning stod som demagogers foretrukne værktøj til at tryne netop friheden.

Og endelig en tredje smertelig erkendelse, nemlig at fornemmelsen af, at verden, når alt kom til alt bevægede sig mod mere demokrati, var en falsk fornemmelse. De gamle demokratier knagede i fugerne, og det alt andet end demokratiske Kina stormede frem.

Vi aftalte at tales ved. Bo Lidegaard lagde på.

Jeg gik ind i daginstitutionen for at hente et barn for lille til nogensinde selv at erindre 2010’erne, men for evigt var dømt til at leve i de spor, årtiet havde afsat. Barnet græd.

***

Når I i fremtiden en dag skal dømme os, skal I bruge bevismateriale. Vi vil være væk. Men hvis tingene går efter planen, vil noget være gemt. I de sene 2010’ere var det Mette Hall-Andersens opgave at sikre dette.

»Mange af vores brugere er ikke født endnu,« fortalte hun en novemberdag i Rigsarkivets kæmpeskrummel af en lagerbygning nær Københavns havn. De havde indviet lageret i 2009, og lastbil efter lastbil havde tømt deres store maver for tonsvis af dokumenter, som nu skulle gemmes for evigt. Mette Hall-Andersen og kollegerne var her kun på lånt tid, men havde magten til at bestemme, hvad fremtiden skulle vide om netop vor tid.

Derfor kunne Mette Hall-Andersen indimellem godt få sved på panden, når hun gik ned gennem Strøget, så på folk og tænkte ved sig selv: »Får jeg bevaret de her menneskers liv på en god måde, så man kan finde deres oplysninger om mange år. Lægger jeg det rigtige snit?«

For som hun plejede at sige:

»Om 500 år vil folk enten synes, at vi har været geniale eller nogle kæmpe klovne.«

Hvor hendes forgængere for 100 år siden gemte oplysninger om de rige, velstillede og magtfulde, som dem der hyppigst satte spor i kilderne, gemte man i hendes tid langt flere oplysninger fra staten, regionerne og kommunerne, hvilket betød, at de bedst dokumenterede, var dem, som modtog velfærdsydelser.

De rige levede mere stille og skjult i den private sfære. Men Rigsarkivet forsøgte også at gå på tværs: Indsamle dagbøger fra udsendte soldater, vidnesbyrd fra indvandrere, dokumentere seksualitetens mangfoldighed via LGBT-organisationer, og i de sene 2010’ere var de så småt begyndt at indsamle kilder til Danmarks miljøhistorie, for som Mette Hall-Andersen forklarede: »Hvad betyder det for danskerne, når man begynder at spise mindre kød og alt det der.«

Men også hun var ramt af, at fortiden er lettere at kategorisere end fremtiden. Fortidens materiale havde det med at bundfælde sig, mens »samtidshistorie er som at bygge en flyvemaskine, mens man flyver«, som hun sagde.

I hendes verden var den store forandring, at alt materiale fra samtiden nu var blevet digitalt. Arkivet rådede over kilometer og atter kilometer af arkivhylder spækket med gamle dokumenter, sirligt organiseret og nummereret, så man let kunne finde Statsanstalten for Livsforsikrings journalsager fra 1851 til 1892 på hylde 112-47 – eller sætte sig i en plukketruck og hejse sig 12 meter op til øverste hylde og hive dokumentspækkede papæsker ned.

Materialet fra 2010’erne var af en helt anden slags. Selv om der var gemt mere information end om noget andet årti, fyldte det blot tre hyldemeter af bluray-disks og særlige bånd. Disse digitale data stod lagret i et rum, som ikke engang hun, indsamlingschefen, havde adgang til.

Derfor foreslog hun forsigtigt et motto, der kunne stå på mindepladen for årtiet, som lød:

»Vi fangede den digitale bølge.«

Hun grinede. Og tilføjede:

»Det kommer selvfølgelig an på, hvor den skal sættes op.«

Jeg spurgte, om der var noget andet, vi havde lært i årtiet, og Mette Hall-Andersen var stille i ti sekunder. Så sagde hun:

»Vi har lært, at klimaet og miljøet er vigtigt.«

***

Selv om vi forsøgte at gemme oplysninger, som eftertiden kunne bruge, var det stadig svært for os at se, hvordan fremtiden ville registrere tidens mere delikate forandringer, som fandt sted i relationen mellem mennesker.

Men det var faktisk her, netop her mellem menneskene, at tidens store strømninger lå, mente Katrine Marie Guldager, en skønlitterær forfatter, der gennem årtiet havde udgivet seks romaner om vores nære fortid og cementeret sig som en vægtig stemme i den offentlige debat.

En af de største handlede om en forskydning i to af mere grundlæggende forhold mellem mennesker: sex og magt. I 2017 opstod en bevægelse, hvor kvinder i en blanding af individuelt mod og kollektiv styrke begyndte at fortælle åbent om de folk, der misbrugte deres magt til at opnå seksuelle ydelser fra mindre magtfulde. Magten blev afsløret og afskrækket, og bevægelsen fik navnet #MeToo. Senere blev det udlagt, som om det handlede om, hvordan man måtte flirte, men det var ret langt fra kernen, forklarede forfatteren:

»#MeToo-bevægelsen handler om sammenblandingen af sex og magt. Det handler om voldtægt, seksuel chikane og upassende opførsel fra folk, som befinder sig i en magtposition. #MeToo handler om uønsket intimitet, som folk ikke kan sige fra over for, fordi de er afhængige af den eller de personer, der inviterer til den. #MeToo fik os til at indse, at den slags magtmisbrug findes overalt i samfundet.«

Hvor #MeToo sine steder skabte øjeblikkelig forandring og andre steder satte skub i en bevægelse, var det i 2010’erne sværere at se de konsekvenser af de to andre strømninger, som forfatteren nævnte. At »vi havde taget digitaliseringen til os helt kritikløst«, som hun sagde, var vel nok gået op for de fleste.

I begyndelsen havde vi ikke tænkt over, at vi kom til at mangle menneskelig kontakt, når vi automatiserede så mange områder af vores tilværelse og vores intime relationer, forklarede hun. Men vi fandt ud af, at flere blev deprimerede, når sociale medier erstattede menneskelig kontakt, og at børn måske faktisk lærte bedre med en lærer og en bog end med en computer.

Hendes sidste pointe måtte fremtiden bedømme rigtigheden af. For os var det endnu for tidligt at se klart. Men hun mente, at når I en dag så tilbage på 2010’erne, ville I sige, at det var der, den store selvrealiseringsbølge, som »begyndte i 1970’erne, hvor vi alle skal udfolde vores egen unikke unikness, og som har skabt identitetspolitikken og gjort, at vi hele tiden vil anerkendes for vores helt særlige seksualitet eller tilgang til verden«; at der var der, den bølge begyndte at tabe pusten, mens vi igen vendte os mod fællesskabet.

»Det er måske ikke så tydeligt endnu,« medgav hun.

»Men vi har for eksempel indset, at vi ikke har andre muligheder end at løse klimakrisen i fællesskab. Individualiseringens vej bliver mere og mere meningsløs«.

Sigrid Nygaard

I slutningen af 2010’erne kunne man få løn for de mærkeligste ting, og derfor sad to journalister en dag midt i arbejdstiden og diskuterede, hvad de skulle skrive på en mindeplade for årtiet.

Noget stod åbent, det var vel fremtiden, men 2010’erne stod også en lille smule åbne. Det var bare kommet snigende uden nogen 11. september til at indvarsle en ny æra. Arabisk forår, digital disruption, skatteskandaler, Trump, Brexit, klimakrise, tillidskrise, flygtningekrise. Ingen brat opvågnen, blot en afhøvling af det øverste lag naivitet uden at nå dybt nok til, at nogen kunne anvise en klar, ny retning. Havde vi fejlet? Helt bestemt. Var det hele noget lort? Næh, slet ikke.

Ikke endnu i hvert fald.

Til sidst traf vi en beslutning om, hvad der skulle stå på mindepladen og sendte en sms til Bo Lidegaard med resultatet. Han svarede et minut senere:

»Den er sgu god.«

Sigrid Nygaard

I fem årtier havde gravør Schwartz haft sit værksted i et lille toetagers hus klemt inde i en portåbning mellem værtshuset Vodroffslund og Skolen ved Søerne. Her havde Erik Schwartz åbnet sin biks i 1960, i 1980 kom sønnen Ken Schwartz i lære, og i 2015 blev det så sønnesønnen Christoffer Schwartz’ tur til at blive oplært i gravørfaget.

Det havde udviklet sig meget gennem årene. Fra håndværk til højteknologi. Imens var alle kvarterets små værksteder blevet lukket eller flyttet, men Schwartzerne fortsatte med at gravere alt fra kongehusets fortjenstmedaljer til fru Hansens dørskilt.

En dag i december 2019 lagde Christoffer Schwartz, der var landets eneste gravørlærling, en skinnende messingplade på størrelse med en avisside op på CNC-maskinen Polaris og lod dens vakuum holde pladen fast, mens han sleb messingpladens skinnende overflade mat. Så sleb han en fræser ud i 0,5 millimeters bredde og tjekkede i et mikroskop, at størrelsen var rigtig, før han monterede den i maskinen og satte den til at gravere bogstaver ud i pladen.

En times tid senere bar han pladen over på et bord og lagde grå farve i bogstaverne. Hvis pladen kom til at hænge i mange, mange år, ville tiden farve pladen sort, men selv på en patineret plade ville den grå tekst stadig kunne læses.

***

»Det er en utrolig fræk sammenfatning«, sagde Bo Lidegaard i telefonen. Han var tilfreds med inskriptionen. »Enhver sammenfatning af den kompleksitet vil være meget fræk. Den her er jo en smule … ikke ildevarslende, men den indvarsler, at vi står over for en stor brydning. Og det gør vi jo også.«

Dengang ved årtiets slutning varede en togrejse fra København til Stockholm fem timer og 13 minutter med de svenske jernbaners lyntog, og sådan et havde Bo Lidegaard netop sat sig ind i. Det var nu meningen, at han skulle bruge omtrent en time på at forklare årtiets store linjer mere indgående, så I mennesker, der måske en dag læser denne tekst forstår, hvilken suppedas, vi befandt os i her ved udgangen af 2010’erne.

Så det gjorde Bo Lidegaard, forklarede og forklarede, kun afbrudt af et svigtende signal, da hans tog via den kunstige ø Peberholm, kørte ned i en tunnel dybt under Øresunds grå overflade.

I det Europa, som han bevægede sig gennem, havde man i løbet af årtiet været vidne til, at USA grundlæggende skiftede orientering – fra at have et atlantisk blik til at få et asiatisk. Ingen havde troet, at det ville gå så hurtigt; ingen havde troet, at det ville være så radikalt, forklarede han som det første.

»For os i Europa betyder det, at vi er rykket fra at være et centrum i verden sammen med USA til at være i periferien. Vi er i kanten af verdens udvikling, i kanten af den strategiske interesse, i kanten af den teknologiske udvikling. Det er et kolossalt skifte for os.«

Årsagen var den simple, at dynamikken, befolkningsvæksten og den økonomiske og teknologiske udvikling ikke længere fandt sted her, men mod øst.

Og særligt den med teknologien var bitter for det gamle kontinent, Europa. For i 2010’erne havde teknologien vævet sig ind i alt, og data havde indtaget pladsen som det vigtigste råstof. Men på fuldkommen lalleglad vis havde europæerne gennem årtiet solgt ud af alle unge techselskaber i troen på, at man fremmede det fri marked og globaliseringen, og først alt for sent havde man pludselig opdaget, at man i virkeligheden bare skovlede alt guldet i hænderne på enten autoritære stater som Kina eller nogle store amerikanske techselskaber med monopolstatus.

»Det betyder i dag, at Europa er fuldstændig sat af,« forklarede Bo Lidegaard.

For vi havde ingen store techselskaber, vi kontrollerede ingen global teknologisk infrastruktur, og vi havde ingen data. Så selv om man i årtiets sidste år forsøgte at gå en anden vej i Europa og arbejdede for at sikre, at befolkningens data kunne tilhøre befolkningen selv, ja så var det, som om toget var kørt.

For de fleste borgere – inklusive Bo Lidegaard og jeg selv – gav efterhånden helt rutinemæssigt deres data fra sig i bytte for bekvemme teknologiske løsninger.

Konsekvensen af alt det var imidlertid et stort tab af suverænitet for Europa, og kontinentet var ved at tabe evnen til at forsvare sin egen fremtid.

»Det var vi ikke klar over for ti år siden,« sagde Bo Lidegaard.

»Og det er vi smerteligt klar over i dag.«

Hans stemme tonede ud. Toget var kørt ned i tunnelen.

Sarah Hartvigsen Juncker

Da der i vor tid stadig udkom aviser på papir, kunne man en mandag i december 2019 læse en annonce i Dagbladet Information:

»Råder du over et velegnet sted – en husmur, et plankeværk, et slot eller et stort flot træ – og har du lyst til at huse et monument over 2010’erne på ubestemt tid, så skriv til os,« stod der.

Flere reagerede.

»Svanholmfolket syns det lyder interessant med en mindeplade. Jeg har nået at informere næsten alle her, og alle bifalder ideen,« skrev en, der hed Tom Michaelsen.

Han havde boet på Svanholm Gods i flere årtier, et stort kollektiv, hvor 130 mennesker levede sammen, tog beslutninger i fællesskab, delte deres indtægter og drev landbrug på en gammel herregård midt på den grønne landtange Hornsherred mellem Isefjord og Roskilde Fjord.

Selv uden at vide hvad der stod på pladen, var de med på ideen. Tom havde faktisk overvejet, om annoncen var stilet direkte til dem, for så mange Informations-læsere var der vel heller ikke, som ejede et slot.

Kollektivistens besked sluttede sådan her:

»P.S. Hvis pilen skulle komme til at pege på os, så vil vi ruste vore sangstemmer. Desuden råder vi over en stor samling af drikkeglas.«

***

Lyntoget til Stockholm susede op fra sundets bund, op i den svenske luft. Telefonforbindelsen blev genoprettet, og Bo Lidegaard fortsatte, hvor han havde sluppet.

Nu talte han om globaliseringen – en øget udveksling af penge, varer, kultur, ideer og mennesker på tværs af lande kloden over, som vi i begyndelsen af 2010’erne fortsat troede ville gøre verden mere glat og harmonisk, men som vi ved årtiets slutning kunne se havde bidraget til en fragmentering.

Man havde ellers forsikret bekymrede borgere om, at det ville komme alle til gode.

»Og det var løgn,« sagde Bo Lidegaard.

For i den vestlige verden kom globaliseringen mest samfundets øverste halvdel til gode, og det begyndte den nederste halvdel at reagere på. Uligheden var blevet et kæmpe problem, især i USA og Storbritannien, hvor det var gået den gale vej siden finanskrisen.

Det hjalp så heller ikke på fragmenteringen, at store dele af samfundsdebatten i løbet af årtiet var rykket ud på de sociale medier, der i jagten på folks opmærksomhed favoriserede ekstreme synspunkter, fordi de vidste, at »jo mere ekstremt, radikalt, hadefuldt overstrømmende, passioneret, vanvittigt, langt ude, voldeligt og seksuelt noget er, jo mere vil det sprede sig«, som Bo Lidegaard udlagde det.

»Nok er de sociale medier officielt politisk neutrale,« sagde han. »Men i praksis er de fjender af demokratiet.«

Dermed var vi nået til demokratiet, der som bekendt ikke var i sit livs bedste form dengang i de sene 2010’ere. Mens lærde mænd udgav bøger om demokratiets endeligt og liberalismens nederlag, tilbagerullede populistiske ledere demokratiske fremskridt i Østeuropa. Og gamle, hæderkronede demokratier som USA og Storbritannien befandt sig i krise.

For mange virkede demokratiet mere skrøbeligt og mindre overbevisende end tidligere – og oveni var en ny generation frustrerede over mangel på handling – for eksempel i forhold til klimaforandringerne.

»For første gang siden 80’ernes radikale venstrefløj i Europa hører man nu nogen spørge, om vi har tid til at vente på, at alle bliver enige,« sagde Bo Lidegaard, som dog selv mente, at i forhold til verdens udfordringer var der stadig ingen bedre løsning end demokratiet, og i forhold til demokratiets udfordringer, var der ikke andre løsninger end at vise borgerne, at man kunne levere.

Men det var selvfølgelig op ad bakke med klimaforandringerne.

Efter 21 år med globale klimatopmøder havde ledere fra alle verdens lande i 2015 indgået en bindende klimaaftale om at sænke udledningen af drivhusgasser for at forsøge at forhindre Jordens temperatur i at stige mere end to grader – faktisk helst kun halvanden – i 2050. Men på verdensplan steg udledningen alligevel, og da vi forlod 2010’erne, var indholdet af CO2 i atmosfæren højere, end det havde været nogensinde før i historisk tid.

Den store forandring var, at folk efterhånden forstod, at det var alvor.

»Alle, der har børn; alle, der er unge; alle, der har børnebørn forstår, at det ikke er en eller anden abstrakt idé, som engang vil komme til at berøre fremtidige børnebørns børn. Det er nu. Ellers er det for sent,« sagde Bo Lidegaard, der efterhånden var ved at være træt af at tale i telefon.

Her ved årtiets slutning skulle vi forberede os på, at verden som vi kendte den, ville blive forandret.

Den store prøvelse ville være at gøre det på en måde, hvor man styrkede fællesskabet og den sociale kontrakt, og selv om det åbenlyst ville blive svært, var det også en stor mulighed.

Ved at omfavne forandringen, tage styring og handle, kunne det ellers så mørke tidspunkt i klodens historie vendes til noget, der kunne forbedre menneskers liv.

Det var her, håbet boede.

Sarah Hartvigsen Juncker

Så stod vi der i årtiets døende dage. Mens køerne i herregårdens nye stald stod i kø til eftermiddagsmalkningen, mens maden simrede på storkøkkenets blus i godsets gamle kostald, mens mørket sænkede sig over Danmark, over årtiet og over Svanholm Gods, satte en fyr fra kollektivets bygningsgruppe fire rawlplugs i væggen på stedets gamle smedje, hvor der nu var gårdbutik. I hullerne fæstnede han en messingplade med fire skruer og dækkede pladen over med en lille stump rød dug i nervøst velour.

Stedet syntes velvagt til et tema om tid og forandring.

42 år tidligere havde en gruppe mennesker indrykket en annonce i Information, hvor de forklarede, at de ville stifte et storkollektiv og derfor ville »i forbindelse med folk i alle aldre og med alle uddannelser, der vil være med til at skabe en bedre livsform«.

Et år senere havde en stor flok købt det gamle gods i fællesskab.

De havde været økologiske landmænd, før det hed økologi, og en fælles bestræbelse havde altid været at forsøge at finde nye veje ind i fremtiden.

Lige denne mandag eftermiddag var det dog ikke for fremtidens skyld, at omkring 30 mennesker samledes ved godsets gamle smedje. Det var for at markere den nærmeste fortid ved at indvie en mindeplade.

»Vi står lige midt i afslutningen på nutiden og i begyndelsen af historien. For om mindre end en måned er  2010’erne for evigt henvist til erindringen,« lød det i indvielsestalen.

Tilhørerne bar fakler, og taleren opridsede årtiets erkendelser:

At det ikke længere gik for folk, der udnyttede deres magt til sex. At det ikke længere gik at forære vores privatliv til sociale mediemonopoler. At det ikke længere gik at forbruge hovedløst. Ikke gik at ignorere klimakrisen, ikke gik at tro, at man selv var verdens navle.

Så blev det lille stykke velour flået af messingpladen, og tilhørerne grinede, da de fandt ud af, hvad teksten var.

På pladen stod:

»Til minde om 2010’erne. Så gik den ikke længere.«

Mette-Line Thorup har bidraget til artiklen

Serie

Farvel til 10’erne

Vi lever i årtiets sidste dage, men hvad skete der egentlig? Gennem en række fortællinger om både skærmtid, terror, deleøkonomi, 12-talspiger, Svend Brinkmann, prekariatet og autentisk ost undersøger vi 2010’erne og samler det hele i et monument over en tid, der snart er historie.

Seneste artikler

  • 2010’erne var udsættelsens, fortsættelsens og opgørets årti

    31. december 2019
    At bladre gamle forsider igennem er lige dele vingesus og ubehag. At se forsiden fra 31. april 2011 med overskriften »Verden ser magtesløst til, mens Syriens hær slagter sit folk« og vide, at det bare fortsætter og fortsætter. Bladre og se Breivik dræbe, bladre og se Gaddafi dræbt, bladre og se Det Arabiske Forår udråbt som et forsømt forår ...
  • Emma Pi Hedeboe var barn i 10’erne: »Årtiet vil blive husket for ungdomsoprøret«

    28. december 2019
    Vi begyndte at tale om ungdomsoprør for første gang i årtier, for nu var Trump, flygtninge på motorvejene, uoverskuelig teknologi og ikke mindst klimaet blevet afgørende. De, der ikke var født ved årtusindskiftet, ved godt, at de ikke får et liv som deres forældres. Emma Pi Hedeboe fylder 18 år i slutningen af 2019. Hun er sikker på, at tiden lige nu vil blive husket for ungdomsoprøret
  • I 10’erne fik vi øjnene op for deleøkonomi: »Jeg tror ikke, det har toppet endnu«

    28. december 2019
    Deleøkonomi er et af de nye ord, der er kommet til. Det griber ind i opfattelsen af ejendom, beskatning, forbrug, ressourcer og ansvarlighed. Indholdet af ordet udvikler sig stadig. Jakob Øgendahl Larsen er stifter af den deleøkonomiske platform ShareOne, og han er sikker på, at deleøkonomien stadig er på vej op
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nytårsterapi

Morten Hjerl-Hansen

10'erne var for mig årtiet hvor alle blev pseudointellektuelle. Hvor spasmagere med hjerne, paraplykoner med mod, viismænd med rygrad og filurer med noget at have det i mistede terræn. Men uanset hvor mange åndspygmæer der ytrer sig derude på internettet må vi blotlægge det indre landkort før vi for alvor kan agere i forhold til kapitalismens forfærdelige konsekvenser.

Læs mere...

Søren Kristensen

For mig var 10´erne opløsningens årti - eller disruptionens, som det hedder på nudansk. Muligvis katalyseret af digitalisringen, hvilket først og fremmest vil sige internettet og den fragmentering af fællesrummet, som opleves overalt på det sociale, økonomiske og politiske verdenskort. Den globale landsby blev mindre, men desværre uden at den mellemmenneskelige forståelse blev større. Det hele blev bare mere tæt og samtidig kaotisk, i takt med at udsynet blev større. Takket være Iphonens lille øje ved vi jo godt hvad der foregår i Hong Kong, bare for at nævne et eksempel. Men i det hele taget er det som om der ikke længere er plads til alle, måske fordi alle vil det samme sted hen, nemlig til der hvor der er tryghed, penge og udvikling. For EU's vedkommende vil det sige EU. Alle vil til EU, hvorfor også en af unionens vigtigste spillere så sig nødt til at melde sig ud af det gode - eller dårlige selskab, alt efter øjnene der ser. For det er jo det nye du fik i 10´erne, muligheden for at se verden gennem dit eget filter, dvs. gennem dine egne selvvalgte influecers blik, kun overvåget af Google. Det gælder ikke kun dig, det glæder også dine politikere i ind og udland, hvor noget tyder på at Storbritanien var under stærk inflydelse af USA , hvis vi skal være helt konkrete. Men det var ikke kun i Trumpland, at mediemonopolets historiske forsamlingshus, papiraviserne i de store oplag og institutioner fik disruptionen at mærke. Herhjemme fik vi en ny rød regering, som viste sig modig nok til at sætte verdens mest ambitiøse mål for den grønne omstilling - en sindssyg flot udmelding, som kunne have været endnu flottere hvis politikerne personligt havde udviste lidt større tilbageholdenhed, når det kommer til deres egen løn og dermed et overforbrug og hovmod, som i følge en svensk skolepige og hendes mange sympatisører, ser ud til at være hvad der kommer til at gøre det af med os.
Man kan håbe at 10´ernes politiske disruptionsfest, som den udspillede sig i Washington, London, og på Dronning Louise Bro, bare for at nævne nogle steder, ikke kun er udtryk for et egentligt forfald, selv om det kan se sådan ud, især for dem der skal rydde op dagen derpå. Men at der i virkeligheden og i langt højere grad er tale om et slags omfattende flytterod i forbindelse med etableringen af en bedre, renere og mere fredsommelig verden. Det er i hvert fald mit håb for 20´erne - at der et eller andet sted, som det så smukt hedder, var og er en mening med galskaben.

Flemming Berger, Birte Pedersen, Bjarne Bisgaard Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

I forlængelse af Mikkel Vuorelas' tour de force, kan der passende lige suppleres med Altingets politiske (og underdrejet humoristiske) farvel til 10'erne her :

https://www.altinget.dk/artikel/husker-du-aartiets-stoerste-oejeblikke-a...

Én væsentlig begivenhed i 10'erne, som ikke nævnes i Informations tillæg, var den brutale voldtægt af Jyoti Singh - og rektionerne på den - i Indien i 2012.

Det er i øvrigt dagen i dag 7 år siden, hun døde af eftervirkningerne af voldtægten.

Et årti hvor det gik sådan, at vi første lærte, at den rigeste håndfuld ejede lige så meget som den fattigstes halvdel af jordens befolkning. Så gik der vel et år, så skulle der kun et par stykker af de velhavenes formue til. Nu gik man over til at tælle den fattigstes halvdelen af det rigeste land land i verden - Amerika vs. de velhavende. Og i dagens Huffington Post kan man læse at de 500 rigeste voksede med 25 % i det sidste år af dette milliardærens årti.

Lad tyverne blive Rødgardisternes årti!

Eva Schwanenflügel, Flemming Berger og Mogens Holme anbefalede denne kommentar