Interview
Læsetid: 6 min.

Mor til syrienskriger: »Vi giver dem lov til at tage vores børn, og de slipper afsted med det«

Siden Anden Verdenskrig har Danmark ikke skullet forholde sig til egne borgeres deltagelse i krige ude i verden. Men det ændrede sig i 2010’erne med etableringen af Islamisk Stat og borgerkrigen i Syrien. Karolina Dam er mor til Lukas, der blev dræbt i kampen for Islamisk Stat i 2014 i Syrien. Hun har stiftet organisationen Sons & Daughters of the World, der henvender sig til pårørende og professionelle, der har brug for viden og gode råd om radikalisering
Karolina Dams søn Lukas var 18 år, da han rejste til Syrien for at slås for Islamisk Stat. Hun oplevede, at der ingen hjælp var at hente hos myndighederne som forælder.

Karolina Dams søn Lukas var 18 år, da han rejste til Syrien for at slås for Islamisk Stat. Hun oplevede, at der ingen hjælp var at hente hos myndighederne som forælder.

Delil Souleiman

Moderne Tider
28. december 2019

»Lukas konverterede til islam i 2011, da han var omkring 15 år, og han rejste til Syrien nogle måneder efter, at han fyldte 18 år. Så det var ikke et hurtigt forløb. Det strakte sig over flere år.

Han var autist, og han tog tingene meget bogstaveligt – også da han konverterede. Alt var meget sort-hvidt med Lukas. Han ville have, at vi skulle skifte køkkenborde, køleskab og komfur, fordi det var blevet brugt til mad, der ikke var halal. Han sultestrejkede og ville ikke spise af en smøreost, hvis den var åben, for tænk nu, hvis der havde været en kniv i den, som havde være brugt til leverpostej. I starten spiste han kun dåsemad. Alle tallerkener skulle vaskes af, når han skulle komme hjem og spise. Han tabte sig, fordi han var så stresset over det.

Men da Lukas konverterede, fik han også både ro og selvindsigt og empati og begyndte at interessere sig for sin omverden på en anden måde. Islam gav ham et mål og et sted at være.

Lukas rejste i juni måned 2014 uden at sige farvel. Han sagde, at det var for at lave nødhjælpsarbejde i Tyrkiet. Jeg kunne mærke, at der var noget galt allerede der. Lukas var skidebange for at flyve, men pludselig kunne han tage af sted. Som autist kan du kun gøre noget, du ikke har lyst til, hvis du virkelig er motiveret. Og hans motivation blev fodret af dem, der rekrutterer. De radikaliserede ham fra morgen til aften.

Jeg tiggede ham om at komme hjem, i de syv måneder han var væk. Vi chattede flere gange om ugen, nogle gange flere gange om dagen. Jeg prøvede at lokke ham hjem på alle mulige måder, sendte billeder af katten og af hans lillebror. Han fortalte mig aldrig, hvad han lavede, eller hvor han var. Jeg tænkte, at han ville skåne mig, for han kendte min holdning til hellig krig.

I september 2014 hørte jeg ikke fra ham i 14 dage, og der var jeg på randen af et nervesammenbrud. Efter hans død fandt jeg ud af, at det var på det tidspunkt, han krydsede over til Islamisk Stat. Jeg talte med ham sidste gang mandag den 22. december 2014. Jeg sendte ham nogle penge, så han kunne købe noget spiseligt til jul, men han svarede ikke. Og så søndagen efter jul kom der en idiot, ja det kalder jeg ham, til min dør. Det var en af hans såkaldte brødre, der fortalte mig, at Lukas var såret.

Dagen efter fik jeg et link til en facebookgruppe, hvor jeg kunne jeg se, at Lukas var blevet martyr. Han var død. Først da gik det op for mig, at han var blevet radikaliseret. Indtil da tænkte jeg bare, at han var en autist, der var konverteret, og derfor tog reglerne meget bogstaveligt.

Tre måneder efter hans død gik jeg i luften med Sons & Daughters of the World – en hjælpeorganisation til pårørende om radikalisering. Jeg fandt jo ud af, at der ingen hjælp var at hente hos myndighederne som forælder. Ingenting.

Jeg var slet ikke inde i koranen, før min søn døde. Jeg tænkte bare, at han var muslim. Det var først bagefter, at jeg fandt ud af, at der er flere hundrede ideologier inden for islam. Havde jeg bare vidst, hvad salafisme eksempelvis var, havde jeg haft større forståelse for, hvad min søn var igennem, og hvad jeg kunne gøre for at hjælpe ham. Jeg kunne have brugt koranen imod mit barn på en respektfuld måde.

Hvis man som forældre skal modvirke radikaliseringsprocessen, handler det meget om at sætte sig ind i sine børns verden. Hvis jeg havde snakket med en kompetent imam, der forstod, hvad demokrati er, ville jeg have vidst, at jihad ikke nødvendigvis betyder hellig krig, men også betyder, at du skal gøre dit bedste for at hjælpe og være god ved andre, specielt være hjælpsom mod dine forældre og få en uddannelse, så du kan give noget tilbage til samfundet. Og koger man det sammen, så er det faktisk empati. Det ville jeg gerne have vidst.

Min pointe er, at vi skal lære vores børn at stille spørgsmål. Også når det handler om koranen, og de fleste af de her unge drenge og piger, der konverterer, har slet ikke læst koranen.

Når de, der rekrutterer, radikaliserer de unge, er det så velorganiseret og veludført. De går under radaren og handler med penge og unge, og vi kan ikke få dem sat bag lås og slå, fordi de er beskyttet af menneskerettighederne og ytringsfriheden. Vi giver dem lov til at tage vores børn, og de slipper afsted med det.

Vi har hele tiden en risiko herhjemme for den næste terror. Vi hører langtfra om alt det, PET og politiet bremser, og tro mig, der sker stadig rigtig meget både herhjemme og andre steder i verden. Så længe de får lov at rekruttere, til at operere og fodre de unge med ting, der gør, at de vil være selvmordsbombere og udøve terror inden for landet, vil de fortsætte.

Mit budskab til brødre, søstre og venner er også, at hvis man ser en forandring hos sin ven, hvis de distancerer sig eller begynder at tale antidemokratisk, så skal man tage fat i ham eller hende.

Gennem nogle år har vi lavet en teaterforestilling for skoler på Edison, hvor vi står syv personer på scenen, som hver har syv minutter til at fortælle vores historie. Efterfølgende er der workshops, hvor vi taler med de unge.

Jeg fortæller dem, at det her ikke bare er et facebookfænomen. At der er mødre, der har mistet deres drenge. Jeg fortæller dem, at jeg aldrig kommer til at bage pandekager til min dreng igen. Jeg kommer aldrig til at vaske hans tøj igen. Nogle gange bryder jeg sammen, og så bliver de unge ligblege. Det er hårdt for dem at se en mor krakelere på den måde. Men det er vigtigt, at vi tør sætte ord på det.

Det er mit problem som mor, det er min dreng, mit ansvar – men som samfund har vi også et ansvar. For at støtte dem, som er ude i periferien. Dem, der er ensomme, som ikke klarer sig i skolen, eller som har det skidt derhjemme. Og myndighederne er ikke altid klædt godt nok på til at håndtere den her radikalisering.

Og indimellem tænker jeg, at vi slet ikke har lært noget som helst. Vi står med problemet netop nu og her med de unge, der sidder i nødhjælpslejre og har gjort det i flere år. Der er børn, som er født af de unge, der er taget afsted. Og de børn, som dør dernede, har ikke selv valgt at slutte sig til en terrororganisation.

De unge, der er blevet hjernevaskede, de skal naturligvis hjem. De skal naturligvis sættes bag lås og slå og igennem en retssag, og de skal afsone. Men så skal de afradikaliseres gennem et program, der er tilpasset den enkelte, hvor vi kan finde deres motivation og ressourcer. Hvis vi lader dem blive dernede, er verden tabt i mine øjne.

Det er knækkede unge mennesker, der blev lovet guld og grønne skove, men som er fysisk og psykisk syge, og som har brug for vores hjælp. Gør vi ikke noget, understreger det bare grunden til, at de blev radikaliserede. Og de kan jo også stikke af fra lejrene og lave terror. Hvis de kommer hjem, ved vi i det mindste, hvor de er.

Hvis jeg bare havde fået Lukas hjem, så skulle han naturligvis også i fængsel, men jeg skulle nok gøre, hvad jeg kunne, for at få banket ind i hans hoved, at han var på gal kurs. Og sådan er det også for de unges familier. De vil gøre alt.

Jeg kan stadig ikke begrave Lukas, og her fem år efter har jeg stadig ikke noget bevis for, at han vitterligt er død. Han står i samtlige opslag omkring unge, der er taget til Syrien og blevet dræbt, men jeg kan ikke få en dødserklæring. Jeg har forsøgt, men myndighederne mener ikke, hans død er tilstrækkeligt bevist. Jeg er stadig mor til Lukas. Han er min dreng, og jeg vil kæmpe for ham, uanset om han er død eller levende.«

Serie

Farvel til 10’erne

Vi lever i årtiets sidste dage, men hvad skete der egentlig? Gennem en række fortællinger om både skærmtid, terror, deleøkonomi, 12-talspiger, Svend Brinkmann, prekariatet og autentisk ost undersøger vi 2010’erne og samler det hele i et monument over en tid, der snart er historie.

Seneste artikler

  • 2010’erne var udsættelsens, fortsættelsens og opgørets årti

    31. december 2019
    At bladre gamle forsider igennem er lige dele vingesus og ubehag. At se forsiden fra 31. april 2011 med overskriften »Verden ser magtesløst til, mens Syriens hær slagter sit folk« og vide, at det bare fortsætter og fortsætter. Bladre og se Breivik dræbe, bladre og se Gaddafi dræbt, bladre og se Det Arabiske Forår udråbt som et forsømt forår ...
  • MONUMENT OVER 2010’ERNE

    28. december 2019
    Hvis nu nogen engang i år 2119 finder en gammel bulet messingplade helt sort af ælde, og løfter den op, børster snavset af og opdager en inskription, hvor der står ’Til minde om 2010’erne’ og undrer sig over, hvad det dog går ud på, så kommer her en forklaring
  • Emma Pi Hedeboe var barn i 10’erne: »Årtiet vil blive husket for ungdomsoprøret«

    28. december 2019
    Vi begyndte at tale om ungdomsoprør for første gang i årtier, for nu var Trump, flygtninge på motorvejene, uoverskuelig teknologi og ikke mindst klimaet blevet afgørende. De, der ikke var født ved årtusindskiftet, ved godt, at de ikke får et liv som deres forældres. Emma Pi Hedeboe fylder 18 år i slutningen af 2019. Hun er sikker på, at tiden lige nu vil blive husket for ungdomsoprøret
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er slet ikke så let at få sine børn til at ’høre efter’. Ofte er det slet ikke muligt, uanset hvor god en sag, man har, og hvor store anstrengelser, man gør sig. Det tror jeg, de fleste forældre har erfaret!

"Det er slet ikke så let at få sine børn til at ’høre efter’. Ofte er det slet ikke muligt, uanset hvor god en sag, man har, og hvor store anstrengelser, man gør sig. Det tror jeg, de fleste forældre har erfaret!"

Så reelt skal hun bare give op?
Eller hvad er dit budskab?

Hendes budskab er klart. Vi skal lære børn at stille relevante spørgsmål uanset religiøs eller politisk orientering, fordi det er vigtigt for vores samfund.

https://www.dr.dk/nyheder/udland/mindst-100000-er-allerede-flygtet-paa-f...

(Burde nogen stille spørgsmålstegn omkring kilden? The White Helmets? Er det overhovedet tilladt at spørge? Hvis ikke, hvorfor?)