Interview
Læsetid: 2 min.

Najla Abbes deltog i Det Arabiske Forår: »De ville bruge det nye demokrati til at begrænse kvinders frihed«

I 2010’erne rykkede den arabiske verden tættere på. Først med drømmene om frihed og demokrati under Det Arabiske Forår – siden med nye krige og en stigende erkendelse af, at vores verden ikke kan ignorere regionens voldsomme problemer. Najla Abbes er 38 år. Hun deltog i Det Arabiske Forår i Tunesien
Tunesiske kvinder demonstrerer mod valgsvindel efter Tunesiens første valg efter revolutionen, hvor det islamistiske parti Ennahda vandt stort. Ved det næste valg i 2014 måtte Ennahda erkende sit nederlag til det sekulære parti Nidaa Tounes.

Tunesiske kvinder demonstrerer mod valgsvindel efter Tunesiens første valg efter revolutionen, hvor det islamistiske parti Ennahda vandt stort. Ved det næste valg i 2014 måtte Ennahda erkende sit nederlag til det sekulære parti Nidaa Tounes.

Lionel Bonaventure

Moderne Tider
28. december 2019

»Den 17. december 2010 hørte min familie og jeg om frugtsælgeren Mohammed Bouazizi, der var omkommet efter en selvafbrænding i vrede over politivold og uretfærdighed i den tunesiske by Sidi Bouzid. Frugtsælgeren blev senere et symbol for Tunesiens revolution og for hele Det Arabiske Forår, som ramte Libyen, Egypten og Syrien.

På det tidspunkt var jeg ikke involveret i politik. Jeg var 29 år, boede i hovedstaden, Tunis, og havde aldrig stemt ved et valg. Jeg var meget seriøs omkring mit arbejde som underviser, og min far havde fortalt mig, at hvis jeg skulle have en tryg tilværelse, så skulle jeg undgå at tale om politik.

Selv derhjemme, hvor jeg boede på det tidspunkt sammen med mine forældre og fire mindre søskende, talte vi ikke om den slags. For hvis mine søskende kom for skade at fortælle om vores holdninger til deres venner, kunne der ske dårlige ting for os.

Jeg var aldrig selv blandt de fredelige demonstranter og deltog heller ikke i de voldelige sammenstød med sikkerhedsstyrkerne under revolutionen. Men jeg blev meget berørt og håbede, at det tunesiske diktatur snart ville få en ende.

Den 14. januar 2011 flygtede præsident Ben Ali ud af landet, og for første gang oplevede vi tunesere, at vi havde ytringsfrihed, og mange gik i gang med at forberede det første demokratiske valg. Jeg følte ligesom så mange andre en ny form for patriotisme og havde et ønske om at være med til at bygge vores land op på ny.

Det, der triggede mig i forhold til at deltage i den demokratiske forvandling, var de konservative og religiøse stemmer, der dukkede op på det tidspunkt. Mange mente pludselig, at tunesiske kvinder var alt for moderne og frigjorte, og de ville bruge det nye demokrati til at begrænse kvinders frihed.

Derfor fik jeg lyst til at gøre noget konkret i stedet for bare at være følelsesmæssigt involveret. Så min veninde og jeg begyndte at gå til møder i de politiske partier, men vi endte med at gå ind i arbejdet med at opstille og træne kvinder til alle typer valg i Tunesien. I begyndelsen sad vi bare nogle stykker hjemme hos en af os med slik og te, og snakkede om, hvordan vi kunne lave sådan en ngo som bidrag til den demokratiske proces. Og det blev til den tunesiske sammenslutning for kvindelige vælgere Ligue des Electrices Tunisienne, LET, som blandt andet er partner med danske KVINFO, og hvor jeg i dag arbejder som programrådgiver.

Vi har ikke kvoter for, hvor mange kvinder, der skal vælges til parlamentet. Men vi fik en lov, der kræver, at partierne dels skal stille med en kvindelig spidskandidat i halvdelen af valgkredsene; dels stille mænd og kvinder op skiftevis på valglisterne.

Ved parlamentsvalget i 2014 havde syv ud af de 68 valgte kvindelige parlamentarikere modtaget træning af LET. Og kvinderne fik næsten en tredjedel af pladserne i parlamentet.«

Serie

Farvel til 10’erne

Vi lever i årtiets sidste dage, men hvad skete der egentlig? Gennem en række fortællinger om både skærmtid, terror, deleøkonomi, 12-talspiger, Svend Brinkmann, prekariatet og autentisk ost undersøger vi 2010’erne og samler det hele i et monument over en tid, der snart er historie.

Seneste artikler

  • 2010’erne var udsættelsens, fortsættelsens og opgørets årti

    31. december 2019
    At bladre gamle forsider igennem er lige dele vingesus og ubehag. At se forsiden fra 31. april 2011 med overskriften »Verden ser magtesløst til, mens Syriens hær slagter sit folk« og vide, at det bare fortsætter og fortsætter. Bladre og se Breivik dræbe, bladre og se Gaddafi dræbt, bladre og se Det Arabiske Forår udråbt som et forsømt forår ...
  • MONUMENT OVER 2010’ERNE

    28. december 2019
    Hvis nu nogen engang i år 2119 finder en gammel bulet messingplade helt sort af ælde, og løfter den op, børster snavset af og opdager en inskription, hvor der står ’Til minde om 2010’erne’ og undrer sig over, hvad det dog går ud på, så kommer her en forklaring
  • Emma Pi Hedeboe var barn i 10’erne: »Årtiet vil blive husket for ungdomsoprøret«

    28. december 2019
    Vi begyndte at tale om ungdomsoprør for første gang i årtier, for nu var Trump, flygtninge på motorvejene, uoverskuelig teknologi og ikke mindst klimaet blevet afgørende. De, der ikke var født ved årtusindskiftet, ved godt, at de ikke får et liv som deres forældres. Emma Pi Hedeboe fylder 18 år i slutningen af 2019. Hun er sikker på, at tiden lige nu vil blive husket for ungdomsoprøret
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Per Christiansen

Det Arabiske Forår eller hvad men vil kalde det var/er dødsdømt.
Arabiens svøbe er religion.
Den har i alt for mange år tjent til at blive brugt til undertrykkelse.
Gamle tåbelige mænds magtfuldkommenhed.

De arabiske forår blev i vid udstrækning politiseret og misbrugt af specielt USA, hvis regimeskiftekrige fandt komfortabelt ly bag mange araberes helt forståelige, folkelige krav om retfærdighed og en bæredygtig levestandard.

Som sædvanlig varer det ganske kort inden USA får hele skylden !!.

Islam spiller en alt for stor rolle i politik og samfundsopbygning på de kanter.
Folk der har travlt med at skyde skylden på alt muligt andet, er sjældent folk der går ind for religion i politik. Men det er måske kun hvis det er kristendom eller jødedom det drejer sig om ?.

Samfund der bygger på religion har ingen chancer for at lykkes. Her vil folk der er anderledes troende eller ikke-troende pr. automatik være tvunget til at indrette sig efter en religion der ikke betyder det store for dem.

Det er også sædvanligt at påpegningen af at USA i vid udstrækning har misbrugt og politiseret de arabiske forår lynhurtigt kritiseres for at give USA hele skylden. Faktisk er det vel strengt nødvendigt, hvis der skal kunne mobiliseres en vikarierende debat om (de sort/hvide og naivt idealistiske) krigskritikere, så fokus kan flyttes.

Og så er der naturligvis religionen at skyde til måls efter, mens der ses bort fra at vor egen, højt priste og oplyste, vestlige civilisation, i vid udstrækning selv har en svært religiøst og repressiv samfundsorden som baggrund - som idag er afløst af et hovedløst selvoptaget, dybt uansvarligt profit- og vækstræs.

Det er ikke alle der vil spændes for det ensporede tog der buldrer mod samme konklusion i alle spørgsmål; USA er skyld i alt.

Heldigvis er det stadigt muligt at være i opposition til USA og tage afstand fra Islamistiske tendenser i den Arabiske verden.
Der er ingen grund til at tage parti for hverken eller.