Interview
Læsetid: 2 min.

P3’s musikchef: »Rocken er blevet baggrundsmusik i det trygge middelklasseliv«

Det var et hårdt årti for rocken, da den blev til far-rock. Den er blevet et hyggeligt velkendt rum, der ikke bryder nogen grænser ned. P3’s musikchef, Mathias Buch Jensen, er sikker på, at den ikke er død. Den tager sig bare en ordentlig lur ovre i hjørnet, siger han
I 00’erne, da rocksange stadig jævnligt var ugens uundgåelige på P3, og man trygt kunne regne med, at det var rockband, som blev hædret med P3 Guld, var Kashmir måske det største danske band overhovedet.

I 00’erne, da rocksange stadig jævnligt var ugens uundgåelige på P3, og man trygt kunne regne med, at det var rockband, som blev hædret med P3 Guld, var Kashmir måske det største danske band overhovedet.

Martin Rosenauer

Moderne Tider
28. december 2019

»En af store danske rockbegivenheder i 2020 bliver nok, at Kashmir har fundet sammen igen og spiller et par koncerter. 15.000 billetter blev revet væk på få minutter. Sidst bandet udgav et album, var i 2013 – og det var med moderat succes.

Når 15.000 billetter alligevel forsvinder på et øjeblik, er det fordi, de sælger et nostalgitrip til folk, som gik på efterskole omkring årtusindskiftet. Sådan lidt hårdt trukket op i hvert fald.

I 00’erne, da rocksange stadig jævnligt var ugens uundgåelige på P3, og man trygt kunne regne med, at det var rockband, som blev hædret med P3 Guld, var Kashmir måske det største danske band overhovedet. På sin vis er Kashmir stadig et af landets mest populære rockbands, hvilket også gør dem til et meget godt billede på genrens plads i kulturen her i slutningen af 2010’erne.

Vi er vant til at tænke på rock’n’roll som ungt, uforudsigeligt, vildt og grænseoverskridende. Rebel without a cause og don’t trust anyone over 30. Alt det der …

Der er bare sket noget i løbet af af årtiet. Vi har endda fået et ord for det: far-rock. Rocken er gået i dvale. Vi kender instrumenteringen, vi kender lyden, vi kender udtrykket, og vi ved, hvordan det er produceret. Når de store guitarriffs kører, træder man ind i et hyggeligt og vamset univers, hvor man ved præcis, hvad der kommer til at udfolde sig over de næste tre-fire minutter. Rocken er blevet baggrundsmusik i det trygge middelklasseliv.

Det er selvfølgelig at skære det hele lidt groft til. Rock er mange forskellige ting, og der er stadig masser af kids, som opdager alle mulige afskygninger af genren.

Men uanset, hvordan man skærer den, har 2010’erne været et hårdt årti for rocken. At vi ikke spiller specielt meget rock på P3 i dag, er bare ét eksempel. De unge spejler sig i andre genrer. Rap for eksempel. Der er der, vreden og følelserne og oprøret er. Det er der, udviklingen for alvor har været de seneste år.

Sådan er det nok bare. Når ting har været der længe nok, bliver de ufarlige og erstattet af noget andet, som rykker til nogle andre grænser. Lige nu står rocken et sted, hvor alle døre er sparket ind, og alle væggene er revet ned. Moderne rockmusik er ikke overskridende, og på den måde er den i konflikt med kernen i rockmusik. Men rocken er ikke død. Den tager bare en ordentlig lur ovre i hjørnet. Den skal nok komme tilbage.«

Serie

Farvel til 10’erne

Vi lever i årtiets sidste dage, men hvad skete der egentlig? Gennem en række fortællinger om både skærmtid, terror, deleøkonomi, 12-talspiger, Svend Brinkmann, prekariatet og autentisk ost undersøger vi 2010’erne og samler det hele i et monument over en tid, der snart er historie.

Seneste artikler

  • 2010’erne var udsættelsens, fortsættelsens og opgørets årti

    31. december 2019
    At bladre gamle forsider igennem er lige dele vingesus og ubehag. At se forsiden fra 31. april 2011 med overskriften »Verden ser magtesløst til, mens Syriens hær slagter sit folk« og vide, at det bare fortsætter og fortsætter. Bladre og se Breivik dræbe, bladre og se Gaddafi dræbt, bladre og se Det Arabiske Forår udråbt som et forsømt forår ...
  • MONUMENT OVER 2010’ERNE

    28. december 2019
    Hvis nu nogen engang i år 2119 finder en gammel bulet messingplade helt sort af ælde, og løfter den op, børster snavset af og opdager en inskription, hvor der står ’Til minde om 2010’erne’ og undrer sig over, hvad det dog går ud på, så kommer her en forklaring
  • Emma Pi Hedeboe var barn i 10’erne: »Årtiet vil blive husket for ungdomsoprøret«

    28. december 2019
    Vi begyndte at tale om ungdomsoprør for første gang i årtier, for nu var Trump, flygtninge på motorvejene, uoverskuelig teknologi og ikke mindst klimaet blevet afgørende. De, der ikke var født ved årtusindskiftet, ved godt, at de ikke får et liv som deres forældres. Emma Pi Hedeboe fylder 18 år i slutningen af 2019. Hun er sikker på, at tiden lige nu vil blive husket for ungdomsoprøret
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anders Sørensen

Det eneste konservative består i at tro, at rock skal være bannerfører for oprør og være vildt.

Det skal lyttes til med glæde og respekt, det skal om muligt være god musik. Intet andet. Det skal nydes som en god årgangsvin, det skal betragtes som bedaget på linje med Mozart og klassisk co..

Man kan simpelthen ikke blive ved med at oprøre med en guitar. Spm man ikke kan føre krig med krumsabel eller på hesteryg.

Jonathan Larsen

Det er rockens uartige lillebror “Heavy Metal” der har overtaget rollen som rebel. Det er om noget en stilart, der med sine utallige genrer, udfordrer, chokerer og forarger det gode borgerskab. Men selv denne rebel er ved at blive accepteret, og gud ved hvor mange år, der går før denne stilart bliver nævnt i samme åndedrag som Bamse, Keld og Hilda, Shu-bi-dua og Gnags? ;);)
Cliff Burton vender sig i graven den dag :).
Nå, tilbage til Cirkus Revyen, der inden for et årti har Angel Of Death med Slayer som åbningsmelodi :).
Forsat godaften

Bjarne Jørgensen

Heavy metal er i bund og grund fantasiforladte drenge, der med overforbrug af attituder laver musik efter en skabelon for at føre sig frem og spille smarte... det er der sgu ikke meget rebel over.

Jonathan Larsen

En skabelon? Trækker lidt på smilebåndet ;)

Jeg har så altid haft en forkærlighed for Iron Maiden - the number of the beast, det er da for fedt og virkelig sjovt, men heavy ellers njaaarh
- Jeg er jo bare en gammel rock'n'roll - rhythm and blues-'pige' ;-)
Vist for sent rigtig at lave om på det...

Jonathan Larsen

Jeg er ikke selv den store Iron Maiden fan, men har dog set dem tre gange. Første gang i KB-hallen, da de var på “Seven Son of Seventh Son” tour, og der spillede de (selvfølgelig) også “The Number of the Beast”. Det er et fantastisk nummer, og der er mange, der ikke hører metal, som elsker det nummer. Lidt ligesom alle dem der elsker “The Black Album” af Metallica, men ikke bryder sig om det andet, de har lavet :)
Der er så meget god musik verden, så der er heldigvis noget til en hver smag.
Hvis du godt kan lide god rock, så kan jeg varmt anbefale Sturgill Simpson’s nyeste: “Sound & Fury”. Jeg kender ham ikke så godt, men han er vist mest kendt for Country i den alternative ende, så vidt jeg har forstået. Dette album kan man dog ikke sætte i bås, men nogle af numrene er sindsyg god rock. Selv den gamle gnavpotte Thomas Treo fra ekstra bladet kan lide dette album.
Tjek det ud :)

Arne Würgler

Har man fuldstændigt glemt, at musik skal swinge? Det meste af den musik vi hører som tidens musik er bygget op med “klik” lag på lag. Det betyder, at den aldrig kommer til at swinge. Resultatet er en nøjsom og blodfattig kulisse med stereotype computer-baser og klaps. Kun overgået af en dum rap, kørt igennem diverse triste digitale filtre. Kald det musik. Jeg kalder det ligegyldighedens båndsløjfe.