I retten: »Nu var det min tur til at vinde. Du har krøllet mig de sidste gange«

Anklageren løfter øjenbrynene. »Det bliver kedeligt,« siger hun. »Er du sikker på, at du ikke hellere vil finde en anden sag?«

Den sag, hun om et øjeblik skal føre i Frederiksberg Byret, er gammel, og gamle sager er aldrig så spændende, siger hun. Jeg svarer, at det netop er den sag, jeg vil følge.

»Okay,« siger anklageren. »Jeg skal nok vække dig, når jeg går.«

Hun er en spinkel dame med grå page og en børste i tasken. Det er praktisk, når man er cyklet fra Bellahøj i regnvejr. Forsvarer Kåre Pihlmann, derimod, er iført habit med vest under jakken og et tørklæde stikkende op af brystlommen.

»Er der juletravlt?« spørger han og sætter sig ved sit bord.

»Ja,« svarer anklageren. »Der er nedsat måltal for at mindske antallet af personfarlige sager.«

Sagerne hober sig op hos anklagemyndigheden. Så I sommer bad justitsministeren Rigspolitiet og Rigsadvokaten om at få nedbragt de lange sagsbehandlingstider for personfarlig kriminalitet.

Denne decemberdag er der dog ikke tale om personfarlig kriminalitet, men om bedrageri. I januar 2012 skulle T ifølge anklageskriftet have fået personalet i tre bankfilialer til at sælge sig dollar for små 30.000 kroner, selv om der ikke var dækning på kontoen. Et halvt år senere skal han have brugt en kopi af en bon til at returnere Bosch-skruemaskiner til fuld pris i Silvan, selv om de var købt på tilbud.

Anklageren ønsker sagen udsat, fordi hendes vidne ikke kan huske, hvad der skete dengang.

Mia Mottelson

»Han er dårlig fysisk. Han ryger ind og ud af hospitalet og kunne ikke overskue at komme i dag.«

I stedet for at udsætte sagen foreslår Kåre Pihlmann at »køre den« efter paragraf 855 i retsplejeloven, som gør det muligt at dømme en tiltalt, der ikke er mødt op. Anklageren er enig. Kåre Pihlmann argumenterer desuden for, at sagen er forældet.

Retsformanden ser på anklageren: »Spørgsmålet er, om vi skal høre vidner. Kan det bidrage med noget, når det er så længe siden?« 

»Det skal vi vel nok,« svarer anklageren.

To vidner er indkaldt. Det første er Susan, som er med på en videoforbindelse fra retten i Kolding. For syv år siden arbejdede hun i Middelfart Sparekasse, hvor anklagemyndigheden mener, at T skulle have haft konto. Men hun husker ikke ret meget. Anklageren læser op af en politirapport med hendes vidneforklaring, men Susan kan ikke huske at have fortalt politiet det, der står – for eksempel hvornår T blev kunde, eller at pengene på kontoen kom uregelmæssigt i klumper a 50.000-60.000 kroner ad gangen.

»Siger det dig noget?« spørger anklageren.

»Nej, det gør det ikke.«

»Fordi du har glemt det?«

»Det er i hvert fald ikke noget, jeg har sagt, det der. Det er svært, når det er så lang tid siden.«

Et sammenrod

Sagens andet vidne er Jan. Han er butiksdetektiv i Silvan.

»Det bliver nok ikke til meget. Jeg har forsøgt at genopfriske hukommelsen, men det har ikke kunnet lade sig gøre,« siger han, da han har sat sig i vidneskranken.

»Jeg har haft over 2.000 sager siden,« siger han. »Jeg er helt blank. Det bliver et sammenrod af sager.«

Men da anklageren viser billeder fra overvågningskameraerne, læser op fra politirapporter og viser kopier af boner på Bosch-skruemaskiner, er der alligevel noget, der dæmrer: Jan husker en mand blive tilbageholdt. Ved at sammenligne billederne fra overvågningskameraet med et billede af T mener han at kunne sige, at det er den samme mand.

Forsvareren mener, at sagen er forældet, fordi det er over syv år siden, at det påståede bedrageri fandt sted, og forældelsesfristen er fem år.

Mia Mottelson

Da vidnet er færdig med at fortælle, sætter han sig på tilhørerpladserne, og anklageren siger, at hun begærer sagen udsat. Vidnet fra Kolding, der skulle have fremlagt det fornødne bevis i forhold til bedrageriet i banken, kunne huske for lidt. Anklageren ønsker derfor mere tid til at indsamle materiale.

Kåre Pihlmann protesterer. Sagen er mere end syv år gammel. Der er et misforhold mellem sagens kompleksitet og dens længde, siger han. Det er simpelthen for mange år at bruge på så simpel en sag.

Retsformanden foreslår, at de før spørgsmålet om udsættelse tager stilling til, om sagen er forældet.

»Det mener jeg ikke, at den er,« siger anklageren.

Der er en tidsfrist på fem år for denne type sager, men T er blevet sigtet, og så gælder tidsfristen ikke. At sagen er trukket ud skyldes, at det ikke har været muligt at få fat på T, argumenterer hun. Han er registreret som forsvundet i CPR-registret. Politiet har kontaktet hans forældre uden resultat, og det er noteret i politiets systemer, at han er eftersøgt.

Men, siger Kåre Pihlmann, da det bliver hans tur, det er bare ikke nok.

»Det centrale spørgsmål er, om forfølgningen i praksis er standset på ubestemt tid.«

Politiet har gjort så lidt for at finde T, at det ikke kan kaldes en aktiv efterforskning, og derfor gælder tidsfristen på fem år stadig. 

»Det er ikke nok at konstatere, at der står ’forsvundet’ i et offentligt register,« siger han. »I forhold til sagen her har man jo kunnet se, at det er muligt at få fat på ham. Igennem e-Boks.«

Retsformand og domsmænd går ud for at votere, og efter 20 minutter er de nået til enighed: sagen er forældet. Retsformanden ser skiftevis på forsvareren og anklageren.

»Nu er jeg ikke så stærk i det formelle, men jeg tænker, at det så er en frifindelsesdom?«

De mener begge, at det må være frifindelse.

»Nå, Birgit,« siger Kåre Pihlmann til anklageren, da de er ved at pakke sammen, »nu var det også min tur til at vinde. Du har krøllet mig de sidste gange.«

Anklageren står bøjet ved siden af sit skrivebord og trækker regnbukser på.

»Ah,« siger hun, »nu må jeg hjem og lave en ankeindstilling.«

»Anker du?«

Hun trækker foden igennem det andet bukseben.

»Der er så meget fremme for tiden om det her,« siger hun. »At de tror, vi sidder inde i anklagemyndigheden og triller tommelfingre.«

»Men du behøver vel ikke at anke,« siger Kåre Pihlmann.

»Jeg skal i hvert fald lave en indstilling.«