Feature
Læsetid: 7 min.

Vi tror, at uddannelse kan udligne ulighed. Men det er helt forkert

Idealet om, at arbejdsomhed og hård træning op gennem uddannelsessystemet kan udligne ulighed, holder ikke længere. Meritokrati er tværtimod med til at øge forskelle, hævder Yaleprofessor Daniel Markovits i ny bog. Til gengæld taber eliten også selv på det system, der giver dem status
Det er gået op for Elizabeth Warren og andre demokratiske præsidentkandidater, at det amerikanske uddannelsessystem reproducerer uretfærdighed, siger Yaleprofessor Daniel Markovits.

Det er gået op for Elizabeth Warren og andre demokratiske præsidentkandidater, at det amerikanske uddannelsessystem reproducerer uretfærdighed, siger Yaleprofessor Daniel Markovits.

Daniel Acker

Moderne Tider
4. januar 2020

Med en fireårig journalistuddannelse, der ikke engang er taget på et universitet, er det ikke svært at blive imponeret over Daniel Markovits.

Den 50-årige amerikaner har tilbragt over halvdelen af sit liv med at klatre op ad karrierestigen og erhverve sig fine titler på verdens mest prestigefyldte universiteter: London School of Economics, Oxford, Harvard og til sidst Yale Law School, hvor han i dag er professor og underviser nogle af USA’s dygtigste og mest ambitiøse studerende.

Og Markovits har ligesom så mange andre i USA, Europa og Danmark hyldet idealet om meritokratiet, der civiliserer det gamle aristokrati ud fra ideen om, at hverken fødselsattest, køn eller race bør være en fribillet til samfundets bedste pladser, hvor man soler sig i rigdom og status: Den slags skal man gøre sig fortjent til gennem dygtighed, flid og intensiv træning.

Men Markovits – noget af det ypperste, det meritokratiske system kan præstere – er også en del af et voksende problem i USA. For det fungerer ikke længere efter hensigten. I stedet for at nedbryde aristokratiet fremmer systemet nu en meritokratisk og økonomisk elite på bekostning af andre sociale klasser. Og uligheden mellem dem, der har ressourcerne til at investere i deres børns uddannelse, og dem, der ikke har, vokser.

Med det resultat, at de rigeste amerikanere ikke længere er dem, der har arvet deres formuer, men den »overarbejdende klasse«, der tjener deres penge på human videnskapital og ekstremt lange arbejdsuger i techbranchen, finansverdenen eller hos advokatfirmaerne, hævder Daniel Markovits i bogen The Meritocracy Trap – How America’s Foundational Myth Feeds Inequality, Dismantles the Middle Class, and Devours the Elite.

»Jeg er selv en del af et system, som jeg og andre i min generation troede arbejdede for et mere lige samfund. Men i dag bruger de rige meritokratiet til at fremme deres børns chancer på en måde, som middel- og arbejderklassen ikke kan,« siger Markovits over telefonen fra sit kontor på universitetet.

Udmattede elitestuderende

Det var Daniel Markovits’ studerende på Yale, der først gav ham en fornemmelse af, at meritokratiet i virkeligheden er en fælde. For systemet øger ikke bare uligheden. Det gør også den elite, der er udset til at høste frugterne, ulykkelig.

»Hvis du lever i den meritokratiske elite som jeg, kan du se dig omkring. Mine studerende er frustrerede. For 15 år siden var de lykkeligere og fulde af forventninger til det fabelagtige liv, de havde udsigt til. I dag er de nervøse og ulykkelige. De er blevet trænet, siden de var børn, og er udmattede over et system, hvor byrden bare vokser,« siger Markovits.

Konkurrencen om at komme til tops i USA er nemlig ifølge Yaleprofessoren i den grad intensiveret, siden han selv blev sendt af sted på universitet af sine akademikerforældre. Og den økonomiske elites forspring cementeres i dag yderligere af den målrettede træning, som de sørger for at give deres børn.

Det starter allerede, mens børnene er helt små. Højtuddannede og rige forældre i storbyer som New York, Boston og San Francisco konkurrerer, skriver optagelsesessays og går til interview med deres fireårige for at få plads på de bedste ’førskoler’, hvor de mest elitære har bibliotek og afdelinger for musik, kunst, social- og naturvidenskab.

Derefter udsøger de sig de bedste privatskoler eller offentlige skoler i velhavende områder, hvor forskelle i lokale skattegrundlag er med til at øge forskelle i uddannelseskvalitet. Mens betydningen af gode karakterer indprentes eleverne i forhold til at nå det næste eliteniveau – gymnasiet. Næsten 30.000 newyorkerunge går hvert år til optagelseseksamen på de af Manhattans otte gymnasier, der er specialiseret inden for kunst eller videnskab. 5.000 får plads.

Og har man selv haft børn i det system, som jeg havde under en periode bosat i Brooklyn, kender man kun alt for godt de udmattede forældre i den højere middelklasse, der bruger timer og atter timer på ansøgningsprocesser og på at skaffe sig viden om de bedst præsterende skoler. De gør alt for, at deres børn skal opnå de bedste resultater i de SAT-test, som er afgørende for at komme ind på de eftertragtede eliteuniversiteter. Men uden måske at kunne komme i nærheden af den top-1, eller 0,1 procent, Markovits taler om.

Gennemsnittet for at komme ind på de bedste såkaldte Ivy League-universiteter er 750 SAT-point, forklarer Yaleprofessoren. I et typisk år er der cirka 15.000 gymnasieelever med mindst én forælder med en ph.d.-grad, der scorer 750. Det samme gælder for færre end hundrede, hvis forældre ikke har længere uddannelse end gymnasiet.

Mislykkes målet om optagelse på et eliteuniversitet, er afkommets fremtid så godt som fortabt, har jeg oplevet højtuddannede amerikanske forældre give udtryk for.

»Der er ingen grund til at have ondt af de rige. Men eliten er blevet så kompetitiv, at selv om deres børn får den bedste uddannelse og træning overhovedet, så er det ikke nok. Afstanden mellem trinene bliver større og større, jo højere du klatrer. Og frygten for tab af status i den klasse, jeg tilhører, den meritokratiske elite, kan fremstå latterlig for den udenforstående, der bare ser rige mennesker, der burde være trygge,« siger Daniel Markovits.

Tre vigtige pointer fra ’The Meritocracy Trap’

  • Økonomer har påvist, at der har været en stor stigning i de allerhøjeste lønninger i USA siden årtusindskiftet. Men det er ikke koncentration af kapitalindkomst, der øger uligheden. De rigeste amerikanere i »den overarbejdende klasse« tjener flere penge på at arbejde end på at have for eksempel aktier eller formuer.
  • Meritokrati er ikke kuren mod ulighed, men selve sygdommen, fordi systemet fremmer konkurrence på uddannelse og målrettet træning. De rige investerer deres ressourcer i at uddanne deres børn på et niveau, hvor middel- og arbejderklassen ikke kan være med, og uligheden accelererer.
  • Meritokratiet er heller ikke godt for eliten. Hvis ens rigdom består i at eje jord, virksomheder eller aktier, er man fri til at gøre, hvad man vil. Men den overarbejdende klasse er rig på human videnskapital og sælger sin arbejdskraft på et marked, hvor præmisser og opgaver oftest er defineret af andre.

Når nåleøjet er passeret, er det til gengæld ikke ødsel livsførelse og mængder af fri tid, der venter Daniel Markovits’ elitestuderende, som det var, da aristokratiet udgjorde samfundets top.

Yaleprofessoren kan se sine tidligere studiekammerater på advokatkontorerne og i investeringsbankerne pukle i op til 70-90 timer om ugen.

»Når jeg spørger jævnaldrende, der er partnere i store advokatfirmaer og ledere i store banker, om de ville bytte noget af deres løn for mere frihed, siger de alle sammen ja. Men de ser ikke nødvendigvis, at der er tale om et strukturelt problem,« siger Markovits.

Superarbejdere

Daniel Markovits viser gennem mængder af statistik i sin bog, at de rigeste amerikanere ikke længere opnår størstedelen af deres indtægt gennem arvede formuer, aktie- eller kapitalindkomster. De, der tjener mest, er også dem, der arbejder mest.

»Hovedårsagen til den voksende økonomiske ulighed i USA er ikke store koncentrationer af kapital, der akkumuleres på færre og færre hænder. Elitens rigdom består i dag hovedsageligt i, at den besidder en høj grad af human videnskapital i form af intens træning og højt udviklede kompetencer. I den situation bliver meritokrati motoren for den voksende ulighed i muligheder,« siger Markovits.

Det er altså ikke konflikten mellem arbejdere og kapital, der får uligheden til at vokse. Men en konflikt mellem superarbejdere eller den overarbejdende klasse på den ene side og almindelige arbejdere på den anden. Sidstnævnte får færre og færre gode job at vælge imellem, fordi overarbejderne udvikler nye teknologier, der via nye digitale løsninger eller automatisering gør dem selv rigere og andre fattigere.

»Den traditionelle amerikanske venstrefløj mener typisk, at alle lønarbejdere er i samme båd – imod virksomhedsejerne. Det mener jeg ikke. Nogle gange er de, og andre gange er de ikke. Men den skelnen negligerer venstrefløjen.«

Piketty modsagt

At Daniel Markovits dermed også modsiger den franske stjerneøkonom Thomas Piketty, der mener, at formuer akkumuleres hurtigere end penge tjent på arbejde, forklarer Markovits først og fremmest med forskel i opgørelsesmetoder. Markovits skelner på en anden måde end Piketty mellem kapital og lønindkomst. For eksempel opgør han Facebooks grundlægger Mark Zuckerbergs indkomst fra aktier i sit eget firma som lønindkomst, forklarer han og henviser til et omfattende indlæg på sin hjemmeside, der går i dybden med uenigheden.

Derfor vil øgede arveafgifter eller skat på formuer heller ikke modvirke den øgede ulighed i samme grad, som man typisk forestiller sig, mener Daniel Markovits. Og tilføjer straks, at i et land som Danmark – hvor koncentrationen af formuer ifølge Yaleprofessoren er en af hovedforklaringerne på øget ulighed – vil øgede arveafgifter stadig være en god idé.

Politisk er det dog begyndt at gå op for flere af de demokrater, der kæmper om at blive deres partis næste præsidentkandidat, for eksempel Elizabeth Warren, Cory Booker og Pete Buttigieg, at systemet reproducerer uretfærdighed. Også selv om de har forskellige løsninger på problemet, påpeger Markovits.

Han drømmer om et system som det danske med lige adgang til uddannelse som et middel mod det ulighedsskabende amerikanske meritokrati. Det ville, til trods for at den sociale mobilitet via uddannelse og en generøs SU er stagneret i Danmark, stadig være en markant forbedring, mener han.

Desuden håber Markovits, at hans bog kan medvirke til, at den meritokratiske klasse indser, at det også er i deres egen interesse at opgive nogle af deres privilegier og få et bedre liv.

»Politisk og moralsk har de rige intet at klage over, og der er bestemt heller ikke nogen grund til, at middel- og arbejderklassen overhovedet skal bekymre sig om dem. Men sympatien er vigtig. Kan vi bruge den til at overbevise eliten om, at meritokratiet får dem til at mistrives, så er der grobund for forandringer,« siger Daniel Markovits.

    Følg disse emner på mail

    Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
    Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
    Prøv en måned gratis.

    Prøv nu

    Er du abonnent? Log ind her

    Sådan har det hele tiden været, derfor skabte man velfærdssamfundet, hvor de, der bestred opgaver, der traditionelt har været højt gageret over skatten sørgede for, at de, der bestred lavtlønnede, nødvendige opgaver opnåede en relativ lighed på samfundsplan.
    Det havde alting for sig: det forhindrede overforbrug i overklassen, fattigdom og gav alle mulighed for at deltage i samfundet, uanset persons anseelse.
    Velfærdssamfundet er ikke et mulighedssamfund, det er et samfund, der sikrer, at alle har muligheden for i det mindste ikke at lide materiel og social nød.

    Morten Balling, Mads Kjærgård, Daniel Joelsen, Alvin Jensen, Bo Klindt Poulsen , Troels Ken Pedersen, Ole Henriksen, Eva Schwanenflügel, Rolf Andersen, Ronny Linder, Estermarie Mandelquist, K Thomsen, Jette Steensen, Lisbeth Larsen, Rikke Nielsen og Anders Reinholdt anbefalede denne kommentar
    Søren Kristensen

    Kroppen og psyken skal kunne tåle mosten; du skal være klædt på til opgaven og endelig skal du kende koderne - de sociale koder i et givet felt. Matcher du disse kriterier, så ligger vejen åben til de fleste boldgader. Det hjælper altid at se lidt godt ud. I nogle tilfælde skal der også proveniens til, for at kabalen går op og det er normalt ikke noget du kan købe dig til.

    Anne Schøtt, Mette Markussen, Herdis Weins og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

    "Politisk er det dog begyndt at gå op for flere af de demokrater, der kæmper om at blive deres partis næste præsidentkandidat, for eksempel Elizabeth Warren, Cory Booker og Pete Buttigieg, at systemet reproducerer uretfærdighed."

    Det kan undre at disse tre kandidater nævnes; de er alle, i modsætning til tydeligt progressivt orienterede kandidater som Sanders og Gabbard, svævende og uklare, når det kommer til systemforandrende politikker; de er alle tilhængere af kapitalismen som en grundlæggende samfundsudviklingspræmis ... og dette hænger vel udmærket sammen med at Markovits' egen vision hviler på drømme og håbet om at eliterne selv vil indse at deres privilegier er usunde for dem, hvormed de vil afgive en række af dem. Satans til (velkendt og systembevarende) naivitet.

    Flemming Berger, Mads Kjærgård, Daniel Joelsen, Alvin Jensen, Troels Ken Pedersen, Mogens Holme, Eva Schwanenflügel, Rolf Andersen, Lars Løfgren, Bjarne Bisgaard Jensen, Carsten Nørgaard, Astrid Goplen, Susanne Kaspersen, Niels Åkerstrøm Andersen, Jens Kofoed, Mikkel Zess, Lise Lotte Rahbek og Emil Davidsen anbefalede denne kommentar

    Hanne Utoft, det er derfor, det er nødvendigt, at det går op for dem - i lighed med de to, der allerede har set lyset.

    Steffen Gliese, jeg er uenig i at det er nødvendigt at 'lyset' går op for de tre nævnte kandidater - de er alle eksempler på skruppelløse, korrumperede og opportunistiske elitepolitikere, hvis eksistens er højest problematisk for en folkedemokratisk udvikling i USA. Men det er selvfølgelig helt i orden, og positivt, hvis også reaktionære elitepolitikere finder veje ned fra deres ganske indolente piedestaler.

    Hans Aagaard, Alvin Jensen, Steffen Gliese, Mogens Holme, Jens Flø og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

    Et lille pip i denne debat set i relation til en lille ændring i vores eget skolesystem: nemlig den hvor talenterne eller de "godt begavede" ikke mere skal dyrkes som noget særligt!
    I min forståelse er det en slags modspil til den glidebane,som her er beskrevet.

    Christian Lyngbye

    Vi har allerede meritokrati i Europa i form af klubfodbold, og ifølge liberalistisk logik kunne folk jo bare træne noget mere, så de kunne leve af at spille fodbold eller anden sport?
    Spørgsmålet er vel mere, om vi ikke skulle belønne dem, der kan finde nye former for pencillin eller løsninger til energi/klimakrisen i samme grad som dem, der kan nikke til en fodbold i 2,5 m højde? USA har lidt samme dilemma med deres sports legater, hvortil meget af den nyligt afslørede optagelses korruption relaterer sig til.
    Jeg forstår godt, at ideen om meritokrati kan virke fristende på talentfulde unge (ligesom "det skal kunne betale sig at arbejde"), men erfaringerne tyder på, at det i sidste ende er op til staten at finansiere de "vigtige" talenter enten direkte eller indirekte indtil markedet gør det, fordi staten i modsætning til markedet kan tilgodese langsigtede interesser.
    Desuden burde dette: "til trods for at den sociale mobilitet via uddannelse og en generøs SU er stagneret i Danmark" enten dokumenteres eller stå for journalistens egen regning, fordi det lader til at folk allerede har glemt uddannelsesloftet og diverse SU og budget stramninger?

    Alexander Moesgaard, Mads Kjærgård, Alvin Jensen, Troels Ken Pedersen, Eva Schwanenflügel, Egon Stich, Steffen Gliese og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

    Ingen tror uddannelse kan udligne ulighed. Nogle hævder det, som figenblad for egne privilegier.

    Steffen Gliese

    Christian Lyngbye, det er jo med de moderne gladiatorer som unge mænd i alt for store biler: de har ikke andet at prale med.
    Mennesket ønsker, efter alt at dømme, at gøre en forskel og blive anerkendt, det er kampen, som kapitalismen udnytter ved at erstatte anerkendelse med betaling.

    "Ingen tror uddannelse kan udligne ulighed."

    Hvad er tro? Ærgerligt spørgsmål. Men en hel del danskere prædiker altså at uden uddannelse kan man ikke 'klare sig'; prøv en gang ved lejlighed at udtrykke synspunktet om at uddannelse er uden betydning for menneskers trivsel og selvhjulpenhed i en større forsamling og hør, hvor mange som reagerer med bibeltro formaninger om at det er uansvarligt at opfordre unge til ikke at uddanne sig, for så kan de jo ikke 'klare sig'. Det er muligt at der ikke er tale om en egentlig trosbekendelse, men der er ihvertfald tale om en kulturel disciplinering (lidt på samme måde, som mange har vænnet sig til forestillingen om at en nedgang i vort forbrug vil forringe vore livsværdier).

    Jan Fritsbøger

    jeg er ikke i tvivl, for rigtig mange danskere vil en nedgang i forbrug, og i arbejdsbyrde, kunne forbedre deres livskvalitet ganske meget,
    men øhh ved ikk helt hvad Hanne mener med livsværdier,
    og med hensyn til uddannelse så kan den jo både bidrage til en forbedring og en forringelse af et menneskes liv,
    især mener jeg at feks en militær uddannelse er entydigt skadelig både for individet og for hele samfundet,
    men også handel/økonomi kan skabe mindre velfungerende mennesker på grund af den kapitalisme-indoktrinering og den egoisme forherligelse som er en del af læren der prædikes,
    og benægt bare det ændrer ikke på virkeligheden.

    Uddannelse er ikke alt men betyder dog en del - faktisk en hel del.
    Her er vist hvor mange generationer det tager at bevæge sig fra bunden af samfundet og op til en middelindkomst. Ja - i denne undersøgelse ligger Danmark i top og et land som Frankrig med et meget rigidt uddannelsessystem ligger i bund. Social opstigning hænger her sammen med uddannelse. Det er vel ikke overraskende.

    https://www.nakedcapitalism.com/2019/03/france-inequality-yellow-vests-s...

    Om det at komme op i en mellemindkomst mindsker uligheden i dag - næ - det gør det nok ikke. Uligheden hænger måske sammen med helt andre parametre, og det er enøjet kun at fokusere på uddannelse alene. Måske det ikke er lønindkomster der skaber den helt store ulighed når vi ser bort fra bestemte fagområder og diverse direktørlønninger og bonusser. Det gør den kun indirekte. Der hvor det går galt er når visse indkomstgrupper får så meget at de ikke aner hvad de skal bruge alle deres mange penge til og sætter dem til at yngle på de finansielle markeder og opkøbe fast ejendom. Deres indtægt kommer fra renter og lejeindtægter. For uligheden er løbet løbsk også i Danmark som har nogle af de bedste muligheder for at uddanne sig.

    https://www.eftertrykket.dk/2019/05/09/uligheden-i-danmark-er-nu-hoejere...

    Amerikanerne har problemer med at deres studielånsgæld måske det er der skoen trykker for Warrne og co.

    Steffen Gliese

    Uddannelse er nødvendig, hvis man skal være en tænksom, deltagende samfundsborger, der ikke lader sig binde alskens ammestuesnak på ærmet af højrefløjen.

    Per Christiansen, Lillian Larsen og Daniel Joelsen anbefalede denne kommentar
    Lise Lotte Rahbek

    "Vi tror, at uddannelse kan udligne ulighed. "

    Næh, det tror vi egentlig ikke. Men vi har fået at vide gennem hele vores liv, at uddannelse er vejen at gå.
    Der skal en ekstraordinær evne og vilje til at gå mod strømmen og vende den omkring. De fleste af os vil jo bare leve i relativ overenstemmelse med omgivelserne og myterne, vi alle kender.

    Henrik Bjerre

    Dette er ikke særlig indviklet.

    Punkt 1:
    Usain Bolt løber 100 meter ca. 0.05 sekund hurtigere end nummer to. Det svarer til en halv meter, eller en halv procent bedre. Hans løn er slag på tasken 100 gange større end nummer to. Hvis vi taler om en malersvend på akkord, der er en halv procent hurtigere end sin kammerat, får han en halv procent mere i løn. For et job som specialist, direktør etc. er lønnen på grund af markedskræfterne nærmere udregnet som den er for Bolt og rivaler, end den er for malersvenden.

    Punkt 2:
    Læs og forstå "Konen i Muddergrøften".

    Punkt 3:
    Tænk over hvor du vil være i livet. Vil du konkurrere med Usain og få mulighed for at komme helt til tops eller bunds, eller vil du hellere prøve være en rasende god malersvend? Det er bare et valg.

    Mads Kjærgård

    Lige præcis og uddannelse er ikke længere en garanti for noget som helst! I gamle dage var der masser af nogenlunde betalte jobs i staten. Hvor man kunne veksle en god uddannelse mod en lidt ringe betaling, men til gengæld job garanti, og ja lidt goder. Ikke de store, men de var der, billig bolig i Nyboder, en uniform, der gav lidt status, eller lidt bedre tid på jobbet.

    Steffen Gliese

    Men først og fremmest, Mads Kjærgård: tid til at være omhyggelig med sit arbejde.