– Hvor var du, da du fandt ud at, at han var død?
»Det var søndag aften, og jeg skulle se basketball på TV 2 Sport, hvor de havde en søndagskamp kl. 21.30. Og så kl. 21 begynder beskederne bare at vælte ind på telefonen, og de sociale medier kogte over. I de her fake news-tider troede jeg først ikke på det, men da de store medier begyndte at omtale det, blev jeg overbevist. Og så fik jeg en kæmpe klump i halsen.«
– Hvad tænkte du?
»At det var en katastrofe. Både for spillet og for familien. Det lyder helligt at kalde ham et familiemedlem, men han har jo betydet så meget for mig i mange år. Er du gal, jeg kunne mærke det.«

Bjørn Stæhr-Rousinger er 43 år og arbejder som bilrudetekniker hos Carglass. Derudover er han administrator af facebookgruppen NBA Fans Danmark.
»Hans allersidste kamp, hvor han lavede 60 point. Det var så skelsættende og ikonisk. Det kunne ikke være skrevet bedre i et eventyr. Enhver fan med respekt for sig selv sad fandeme med tårer i øjenkrogene. Og jeg er en følelsesladet sjæl i forvejen. Jeg må tilstå, at jeg også har frygtet at blive berørt under det her interview, når ulykken stadig er så tæt på.«
– Han blev i 2003 anklaget for voldtægt, og flere har påpeget, at beviserne mod ham var stærke. Hvad tænker du om det?
»Det er vigtigt at understrege, at Kobe indgik et forlig, hvor sagen blev droppet. Så kan man tænke, hvad man vil om sagen. Men det er utilstedeligt, at folk får den til at blusse op nu, netop fordi han ikke er dømt. Det forkert at bringe det op igen. Men det var jo en stor sag, fordi han altid blev set som familiens mand, og pludselig blev det glansbillede krøllet. Men jeg klynger mig bare til, at han ikke er dømt.«
– Hvorfor ser folk ham også som en inspiration uden for banen?
»Han har virkelig engageret sig i at udbrede spillet til de mange. Derfor er han også en rollemodel for mange unge. Han har en speciel karisma. Han er altid glad og imødekommende over for fans. Desværre er der mange, der spiller for penge og prestige. Love of basketball går tabt i det store billede. Men hos Kobe, har man kunnet mærke det i alle årene.«
– Hvilken anden tid ville du gerne leve i?
»Jeg ville gerne tilbage til 1990’erne, fordi det er min ungdom. Det var fandeme en bedre tid. Der var ikke alt det her krænkelseshelvede, som bare florerer overalt i dag. Det synes jeg mildest talt ikke er ret spændende.«