Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Skal min datter se sin biologiske fars familie?

Hver uge svarer Informations brevkasse på spørgsmål fra læserne. Hvert spørgsmål får to svar. Her handler det om en femårigs samvær med familien til en voldelig far
Hver uge svarer Informations brevkasse på spørgsmål fra læserne. Hvert spørgsmål får to svar. Her handler det om en femårigs samvær med familien til en voldelig far

Mia Mottelson

25. januar 2020

Min datter er fem og har p.t. ingen kontakt til sin biologiske far. De har ikke set hinanden i over et år, da han valgte sine venner, fester og stoffer i stedet for hende. Han og jeg var sammen i cirka fire år. Forholdet sluttede ret dramatisk og var præget af vold fra hans side.

I den tid, vi var sammen, viste hans familie ikke interesse for min datter. De så hende måske en gang hver tredje måned, og hun havde derfor ingen relation til dem. Hun har ikke set dem i to år, og nu skriver de så, fordi de gerne vil se hende.

Jeg har fået en ny kæreste, som hun kalder far, og hans familie har taget hende til sig.

Så nu er mit spørgsmål, om hun skal se sin biologiske farmor og fastre, når de ikke tidligere har vist interesse for hende?

— En fortvivlet mor

Svar:

Din datters farmor og fastre er sikkert frygtelig ulykkelige, men det er ikke dit ansvar. Som du beskriver det, så traf de et valg – eller rettere et fravalg – og gjorde det forkerte, da de kunne have gjort det rigtige.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
Alvin Jensen, Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Jeg holder med Bo Elkær.
Hverken du eller din datter har brug for at opleve flere svigt fra den kant.
Du aner ikke, hvad deres agenda er, og erfaringen skræmmer.

Estermarie Mandelquist, Mogens Holme, Herdis Weins, Jeppe Lindholm, Birte Pedersen og Katrine Damm anbefalede denne kommentar

Du skunne måske simpelthen også spørge din datter, om det er noget hun har lyst til?

Alvin Jensen, Henriette Bøhne og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Katrine, af mange årsager ville det nok være en dårlig idé at involvere et barn i en sådan beslutning..

Claus Nielsen, Estermarie Mandelquist, Rikke Nielsen, Søren Nielsen, Jeppe Lindholm, Birte Pedersen og Søren Andersen anbefalede denne kommentar

Eva, jeg synes heller ikke, at det ud fra det beskrevne lyder som en specielt god idé, men det kunne jo godt være, at datteren har erindring om farmor og faster og måske lyst til at se dem...

Henriette Bøhne og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Det som det handler om for et barn for at det kan udvikle en velfungerende personlighed er at de vokser op i trykke stabile velfungerende rammer basseret på omsorg og kærlighed. Om barnet har kontakt til sine biologiske forældre eller ej betyder ikke så meget i den forbindelse. Nogle gange kan det endog ligefrem være skadelig. Din datters Fars familie lyder som nogen der aldrig har været i stand til at træffe de gode valg og dermed det gode liv - Og det er deres problem. Ikke dit. Og bestemt ikke din datters.

Barnets Fars familie traf et valg for år tilbage. Det skal dit barn eller du ikke belastet af.

Hvis din datter en gang for fremtiden, når hun bliver ældre, dvs. 16-18 år, har et ønske om at se den del af familien, så kan hun gøre det til den tid. Men det bliver så hendes valg.

Estermarie Mandelquist, Rikke Nielsen, Mogens Holme, Eva Schwanenflügel og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Katrine, det er en sympatisk tanke, og jeg kan godt følge dig.
Jeg går også ind for åbenhed overfor børn, selvom det af og til kan være svært.

Men i lige netop dette tilfælde har barnet en anden hun betragter som sin far, og virker til at have glemt sin biologiske.
Han udsatte moren for vold, og farmor og fastre var kolde et vist sted.
Nu vil de så ligepludselig genoprette kontakten.
Hvorfor???
Hvem siger, at det ikke i virkeligheden er den biologiske far, som står bag?

Et barn skal heller ikke have beslutningsbyrden på sine skuldre i denne situation.
Det er bedre, barnet er modent til selv at kunne bestemme om hun vil se den dysfunktionelle side af familien, når hun er voksen nok til det.

Estermarie Mandelquist, Mogens Holme og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Myten omkring at et barn har det bedst med sin biologiske familie, hører til dengang, det var fars og mors rettigheder, der var i centrum. I vore dage er vi på vej over til at sætte barnets tarv i centrum, og det lyder på mig som om, at din datter har det godt, som hun har det lige nu. Så hold fast i det.

Eva, min første kommentar var ikke særligt skarpt formuleret, for jeg mener snarere, at moren måske kunne prøve at 'skrue' sig ind på, om der er et savn og behov hos datteren for kontakt med farmoren og fasteren, og hvis det ikke er oplevelsen, så ser jeg heller ikke grund til kontakt, de har jo ikke ligefrem gjort sig 'fortjent'.
- Og ja, så kan det komme senere, hvis der er ønske om det fra begge sider.
Og det lyder jo også som om, 'at kinderæg til morgenmad' bliver varetaget af andre:)

Mine forældre blev skilt, da jeg var to, og jeg fik en pappar, da jeg var fire, og min biologiske far forsvandt ret hurtigt ud af billedet, uden at jeg vidste hvorfor - og jeg var bevidst om, at min pappar ikke var min rigtige far. Og også mine papfarforældre.
- Det er jo så rigtig mange år siden, og nu er dig og mig og fælles og delebørn og diverse ordninger jo meget mere almindeligt;)

Eva Schwanenflügel

Katrine, ja på den måde du siger det, med at moren forsigtigt prøver at undersøge om der er et eventuelt savn hos barnet, kunne det vel lade sig gøre at lodde stemningen..?

Men.. Hvorfor, hvis nu det resulterer i en nysgerrighed, der begynder at trykke på smertefulde minder hos moren, og barnet nu begynder at få en interesse for denne del af familien, der før har resulteret i vold og følelsesmæssige traumer?

Allerede her starter besværlighederne, for nu begynder barnet måske at spørge mere og mere til farmor, fastre - og sin biologiske far - og kan mor så blive ved med at holde invitationen til samvær skjult med god samvittighed?
Det er efter min mening det samme som at åbne Pandoras æske..

Fik du nogensinde behov for at finde din biologiske far igen? :-)