Læserbrev
Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Min kæreste er hele tiden på en ny kur eller motionsdille

Hver uge svarer Brevkassen på spørgsmål fra læserne. Hvert spørgsmål får to svar. Hvad stiller man som kæreste op, når ens partner er tabt for skiftende modediller inden for kost og motion?
Hver uge svarer Brevkassen på spørgsmål fra læserne. Hvert spørgsmål får to svar. Hvad stiller man som kæreste op, når ens partner er tabt for skiftende modediller inden for kost og motion?

Mia Mottelson

Moderne Tider
1. februar 2020

Min kæreste er hele tiden på en ny kur eller motionsdille. Den ene periode er det stenalderkost, den anden antiinflammatorisk kost, og så skal hun pludselig spise efter sin blodtype eller faste. Det gælder også motionsformer – hun har prøver alt fra hot yoga til pilates. Hun er ikke syg, men en helt almindelig kvinde i 30’erne ...

Jeg vil gerne støtte hende i at være sund, men det er ærlig talt en smule besværligt, når man skal indrette sig på det. Især maden, når man skal købe ind, når vi har gæster eller spiser ude. Og jeg kan også indimellem tænke, at det virker lidt hysterisk. Men hvis jeg forsøger at antyde noget i den retning, bliver hun virkelig forurettet.

Har I nogle gode råd til, hvad jeg skal gøre?

— Kæresten

Svar I:

Hvis du tæller timer, tror jeg ikke, at du lider under mængden af faktisk besvær: Om din kæreste slynger sig rundt på en bold eller perfektionerer sin vejrtrækning tirsdag aften, kan næppe være bøvlet for dig.

Og om der står matcha te, 20 lime eller vegansk pasta på indkøbssedlen, så er det vel bare at strække armen ud og ned i kurven et par andre steder i supermarkedet. Om hun bestiller en anden morgenplatte end dig på cafeen, går nok også. Og det lyder, som om hun alligevel laver maden derhjemme, eftersom du ikke klager over bøvl i køkkenet.

Så måske bøvler du mest – og meget forståeligt – med at respektere, at hun har gjort modelunedikteret omskiftelighed og asymmetri i samværet med dig og andre til en hobby. Måske oplever du hendes rastløse grundtilstand som ucharmerende usikker og/eller som en ukritisk afsporing i forhold til at fordybe sig i andre og andet.

Derfor er det bøvlet værd at høre på, hvad hun siger om sin fascination af modedillestafetten, og spørge ind til det, altså helt ind. Du kunne også booke jer en fast badmintonbane i et år, det er fedt.

— Katrine Hornstrup Yde

Svar II:

Åh Gud, er hun sådan én, der tager sin egen mad med, når I er ude? Som sidder og stikker og spiser uden om andres madlavning, fordi den ikke matcher en særlig diæt? Det lyder sådan, og så er det regulær, usund fanatisme. Det er helt afsindigt uopdragent, sørgeligt faktisk, for det viser, at man er villig til at ofre sine sociale relationer for sin personlige – indbildte – sundhed.

Mad er jo ikke bare brændstof og kemi, og det er heller ikke bare hedonistisk nydelse. Mad er en social institution. Siger man nej til at spise det måltid, andre har tilberedt, afviser man at indgå i et fællesskab med dem. Vi er ikke, hvad vi spiser. Vi er dem, vi spiser med.

Jeg ved ikke, om du går op i mad, men det gør jeg, og det ville være et enormt tab, hvis jeg ikke kunne lave mad til min familie og spise sammen med dem. Og spise ’det samme’ vel at mærke; som en enhed, ikke som individer.

Jeg ved ikke, hvad du skal gøre. Slå op måske.

— Christian Bennike

Serie

Brevkassen

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Det er usandsynligt bøvlet, når andre i familien eller blandt vennerne bliver fanatiske dyrkere af den ene dille efter den anden, og faktisk kræver at man 'støtter op' om løjerne ved sin egen halvhjertede deltagelse..

Middage med gæster bør som minimum være undtaget regimet.