Center for Vild Analyse: Drømme om ild

Der findes en type af drømme, som har en mærkelig tidslighed. Disse drømme ender ofte med, at et vækkeur ringer, eller at en vinduespudser står udenfor og gnider på ruden, hvorved man vågner. Men inden da, inden man vågner, har der udspillet sig en lang række scener, der synes at lede op til det, som vækker én. Man er på vej ned i kiosken, men så kommer der fire små klovne gående, der vinker, og de vil have én til at forstå et eller andet, og det er, at ens telefon ringer nede i lommen, men ikke ens egen lomme, én af klovnenes, og man kan ikke finde ud af hvem, og … for fanden, det er jo vækkeuret, der ringer!

Man begynder at drømme, som Jacques Lacan også siger det om denne type drømme, som effekt af det, der vækkede én. Der er egentlig ingen tid mellem, at man vækkes, og at man vågner, men i denne tid, der ikke er der, kan en endda næsten uendelig og pinefuld og absurd drøm udspille sig.

På mange måder er denne type drømme at sammenligne med den måde, hvorpå myndighederne har håndteret de ildevarslende brande i Australien, der har hærget landet på det seneste. Brandene har været et klokkeklart wakeupcall i forhold til en forståelse af alvorligheden af de menneskeskabte klimaforandringer, og alligevel har især den australske premierminister været mere end villig til at glide ind i en serie næsten absurde drømme: Vi behøver ikke at vågne, for brandene har ikke noget med alt det klimasnak at gøre, og vi ved ikke præcis, hvad de skyldes, og det er godt nok lidt usædvanligt, men sådan noget sker jo osv. osv.

Mange kan således, med premierministeren som forbillede, sagtens drømme videre, selv om vækkeuret buldrer løs. Vi begynder at drømme som effekt af det, der vækker os. Vi hænger et sted, uden for tiden, og ved egentlig godt, at vi burde vågne, men alligevel drømmer vi videre.

Mareridt

Sådanne drømme bekræfter Freuds gamle teori om, at drømme er ønskeopfyldelse, og at drømmens vigtigste opgave er at få os til at sove videre. Freud blev dog naturligvis ikke helt stående her, for selv om drømme ofte hensætter os i en svævende, selvberoende tilstand, hvor vi restituerer, har de også andet at meddele os. Hele Freuds drømmeanalyse er en øvelse i at efterspore de forkætrede primærprocesser, hvor anderledes former for tænkning slippes løs, og hvor vi ofte kommer til at afsløre ting om os selv, vi ikke anede fandtes. Drømme er ønskeopfyldelser, men ønsker kan være en mærkelig ting.

Drømme har derfor på den ene side en konservativ funktion – ’sov blot videre, gamle ven’ – men de har også, eller kan have, en dimension af sandhed. En drøm kan pludselig slå til og vise os noget, vi burde forholde os til, selv om vi til daglig af al magt undgår det.

En særlig drøm i Freuds Drømmetydning har denne karakter: En mand tillader sig en lur efter i lang tid at have sørget over sin døde søn og våget over hans lig. Han har sat en ældre mand til fortsat at våge, men også den ældre mand er faldet i søvn, og vokslyset i værelset har sat ild til drengens ligklæde. Røgen når faderens næsebor, men han vågner ikke straks. Han kunne have vågnet og straks skyndt sig ind i værelset for at slukke branden, men han drømmer, og drømmen er ikke for børn. Ved hans side står sønnen pludselig, levende, og hvisker, insisterende: »Far, kan du ikke se, jeg brænder?«

Freud fik ikke rigtig has på denne drøm, men det gjorde Lacan: Det, der viser sig i drømmen, er en realitet, som er mere intens, mere sand, end den empiriske konstatering af, at sønnens ligklæde er sat i brand. Der er noget reelt, hævder Lacan, som kommer til udtryk i drømmen, og som burde skræmme faderen fra vid og sans: Kunne han have gjort mere for sin søn? Kunne han have reddet ham ud af feberen, der tog hans liv? Har han udfyldt sin rolle som fader, eller har han sjoflet med den?

Drøm og vågn!

Nogle gange er drømme behjælpelige i at berolige os: Vi drømmer, så vi slipper for at vågne og konfrontere os med et ansvar, vi er placeret midt i. Men andre gange er det drømmen, der har en ekstra tyngde, som ’brænder igennem’. Her kan vi tværtimod være tilbøjelige til hurtigt at vågne, så vi kan komme ud og ’drømme videre’ i den almindelige, tilforladelige virkelighed, uanset at den kræver alle mulige handlinger og hurtige beslutninger.

Den mand, der drømmer om sin døde søn, kan vælge at flygte ud i de mere eller mindre almindelige handlinger, der skal til, for at slukke ’den empiriske brand’, i stedet for at konfrontere sig med selve den grundlæggende problematik.

Også her er der en parallel til Australien: Det er ikke nok at slippe ud af mareridtet og få kontrol over brandene. Opgaven er også, næsten omvendt, at konfrontere os med det grundlæggende problemkompleks, der har ført til brandene. Måske handler det ikke så meget om at undgå mareridtet, som at begynde at tage det alvorligt.