Klumme
Læsetid: 4 min.

Center for Vild Analyse: Frihed for Loke såvel som for Fenrisulven

For den brede højrefløj er det et ufravigeligt princip, at de sande danske værdier gælder alle lige fra Søren Espersen til Tommy Robinson
Hvorfor er det nu, at kineserne skal respekteres og beskyttes mod provokerende tibetanske flag, når de til gengæld må finde sig i at få deres flag udsat for provokerende satire?

Hvorfor er det nu, at kineserne skal respekteres og beskyttes mod provokerende tibetanske flag, når de til gengæld må finde sig i at få deres flag udsat for provokerende satire?

Ida Marie Odgaard

Moderne Tider
1. februar 2020

Den danske offentlighed er endnu en gang blevet overvældet af ytringsfrihedsproblematikker. Det kan være svært at finde rundt i, for hvorfor er det nu, at kineserne skal respekteres og beskyttes mod provokerende tibetanske flag, når de til gengæld må finde sig i at få deres flag udsat for provokerende satire?

Og hvad var det med den der Deadline-sag? Der var en engelsk aktivist, der havde fået en ytringsfrihedspris og nu skulle interviewes, men så var journalisten ikke redelig, og nu skal journalisten fyres, selv om journalister vel også har en form for ytringsfrihed?

Hvis man er forvirret i forhold til, hvad man skal mene; hvis man gerne vil være en del af det brede, folkelige flertal, kan det være et godt pejlemærke at teste, om sagen har noget at gøre med hån eller fornærmelse af almindelige mennesker med en anden hudfarve. Hvis det er tilfældet, er man på nogenlunde sikker grund, hvis man højtideligt står fast på den grundlovssikrede ret til ytringsfrihed.

Omvendt, hvis der er tale om en provokation af rige eller magtfulde mennesker eller af noget, der betragtes som en form for folkeeje, er det som udgangspunkt bedst at holde lidt igen. Under alle omstændigheder er det efterhånden en meget sjælden position at insistere på den ubegrænsede ytringsfrihed uden at skele til, hvem der gør brug af den.

Begrænset frihed

For de fleste af de mest højrøstede aktører under karikaturkrisen for snart 15 år siden er der ikke engang længere tale om hykleri. Der er ikke længere nogen, der slår ti kors for sig ved tanken om, at nogen skulle kunne finde på at tilføje et ’men’ til sætningen:

»I Danmark har vi ytringsfrihed.«

Sådan sagde man ganske vist dengang og blev ved med det i nogle år, men som Groucho Marx sagde:

»Dét er mine principper, og hvis du ikke kan lide dem, har jeg andre!« Den danske ytringsfrihedsdebat har efterhånden i det mindste fået den klarhed, at de fleste mener, at deres egne tros- eller partifæller har ret til at sige, hvad de vil, men at den samme ret bestemt da må behandles med en del forbehold, når det gælder de andre.

Et tilsvarende fænomen kan man for tiden betragte i forbindelse med rigsretssagen mod Donald Trump i USA. Det er blevet en almindelig sportsgren blandt amerikanske nyheds- og talkshowværter at finde klip med republikanske senatorer, der under rigsretssagen mod Bill Clinton i 1990’erne bestemt mente, at det hørte med til en fair retssag at indkalde vidner i Senatet, mens de i sagen mod Trump mener det modsatte.

Eller advokaten Alan Dershowitz, der i Clintons tilfælde mente, at det ifølge forfatningen ikke var nødvendigt, at præsidenten havde overtrådt en lov for at blive indstævnet for en rigsret (det var nok, at han havde vanæret sit embede), mens han nu mener, at Trump ikke kan indstævnes, fordi forfatningen kræver, at der er en lovovertrædelse at indstævne ham for.

Men er de andre ikke lige så gode om det, kunne man selvfølgelig spørge?

I hvert fald brugte Trumps forsvarsadvokater i rigsretssagen også tricket med at finde en udtalelse fra en af Trumps anklagere, demokraten Jerry Nadler, der under Clintons retssag i sin tid mente, at en rigsretssag aldrig burde føres uden en bred enighed blandt de to store politiske partier om, at den var gal med præsidenten.

Noget lignende kan man gøre gældende i ytringsfrihedsdebatterne herhjemme. Er venstrefløjen ikke altid kritisk, når det er Jyllands-Posten eller Trykkefrihedsselskabet, der er ude med riven, og ivrig i sit forsvarer af ytringsfriheden, når det er Danmarks Radio eller muslimer, der går lidt over stregen?

Anstændighed

Uanset hvor man står i de forskellige indholdsmæssige debatter, er der måske en ret simpel pointe, som kan opsamle mange af de knuder, debatten for tiden slår på sig selv. Det lader til, at højrefløjen her har en tabt sag, så det er mærkeligt nok opgaven for venstrefløjen at genopfinde klassiske, liberale og konservative dyder – en form for universel respekt og ordentlighed, lighed for loven og villighed til at opgive personlige eller politiske fordele af hensyn til en højere, fælles interesse.

I sit forsvar for detektivhistorier skrev G.K. Chesterton i 1902, at det, vi mindes om i detektivhistorier er, at det er »den sociale retfærdigheds agent, der er den oprindelige og poetiske figur, mens indbrudstyve og røvere blot er komfortable gamle konservative, der er lykkelige i den ældgamle respektabilitet, som de deler med aber og ulve«.

Det er netop de komfortable og konservative tølpere og indbrudstyve, fra Martin Henriksen over Matteo Salvini til Donald Trump, der har haft rigelig medvind i sejlene i de sidste par årtier. Måske er det nødvendigt at huske på Chestertons ord om, at det ikke er anstændigheden og moralen, der er det reaktionære, men tværtimod at den moralitet, som han begejstret skrev, »er den mørkeste og dristigste sammensværgelse«.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006. CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian de Thurah

Når man nu er så glad for G.K.Chesterton, burde man måske gøre sig den ulejlighed at læse hans roman “Den flyvende kro” (“The Flying Inn”) fra 1914. Den er heller ikke helt uaktuel.

Bjørn Pedersen

Udfordringen med globalisering er hvis værdier skal/bør globaliseres, og hvis der i så realiteten der bliver globaliseret. Man bør altid være skeptisk overfor påstande om universalisme i moralske og kulturelle spørgsmål.

Bør danske nationale og kulturelle værdier gælde i lige så høj grad i Kina som i Danmark, og vice versa? Er dét hvad globalisering er og bør være? Skal/bør globalisering i stedet være den stærkestes ret, så f.eks. danskere, vietnamesere, luxembourgere eller ghanesere indordner sig efter amerikanske eller kinesiske værdier, forventninger, normer og forestillinger om "god opførsel". Eller skal det tage udgangspunkt kun i den svagestes? Eller bør globalisering slet ikke italesættes i de baner overhovedet, og blot være et rum for økonomisk og politisk samarbejde, der tager udgangspunkt i rent praktiske spørgsmål?