Center for Vild Analyse: Nak og hersk

Da Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet var i Deadline den 3. januar for at belyse USA’s likvidering af den iranske general Qassem Suleimani, blev han spurgt, om det egentlig overhovedet var lovligt, hvad Trump havde beordret (dvs. at likvidere et andet lands militære leder).

Jakobsen svarede sådan lidt lakonisk: »Det er vel ikke helt lovligt, det her. […] Hvis du sætter en folkeretsekspert eller en ekspert i krigens love til at kigge på det her, så vil han nok rynke lidt på næsen.«

Weekendavisens kommende udlandsredaktør Anna Libak var mere direkte på P1, hvor hun i et debatprogram to gange i fuld alvor omtalte likvideringen, som hun i øvrigt bifaldt, som det at Suleimani var »blevet nakket«.

Et par dage senere var Jakobsen da også blevet mere entydig i sin opbakning til Trumps strategiske sans: »Det aftvinger professionel respekt fra min stol,« sagde lektoren, fordi Trump havde fulgt op på likvideringen med at advare Iran om voldsomme angreb, hvis Iran skred til gengældelse.

»Man signalerer det, vi med et flot ord kalder eskalationsdominans,« forklarede Jakobsen, »altså at man er i stand til at slå fjenden meget hårdere, end de selv kan slå tilbage og derfor gør klogt i at stoppe nu.«

Eskalationsdominans

De to debattørers kommentarer er blot eksempler på en temmelig bred tendens til at anskue USA’s angreb på en iransk general i Iraks hovedstad ud fra rent magtstrategiske overvejelser: Var det på tide, at Iran blev sat på plads; var det en retfærdig afstraffelse af en ondskabsfuld terrorist; vil det skabe mere eller mindre stabilitet i regionen … osv.

Det er naturligvis ikke første gang, at USA har tilsidesat ethvert hensyn til international retsorden for at hamre sine egne interesser igennem, og det er heller ikke første gang, at både meningsdannere og politikere i Danmark har været særdeles villige til at sælge ud af politiske og moralske principper for at tækkes USA (i en lidt speciel form for leflen al den stund, at det kan betvivles, hvor meget der bliver lagt mærke til den hos modtageren).

Alligevel er det, som om vi er kommet et skridt længere – som om det er blevet endnu en smule mindre nødvendigt at tilsløre sin opbakning til rå magtudøvelse.

Vi er gået fra Mutually Assured Destruction (MAD), der under Den Kolde Krig holdt supermagterne i skak, fordi begge vidste, at større militære angreb kunne føre til begges udslettelse i en atomkrig, til »eskalationsdominans«, hvor afskrækkelsen isoleres til den ene side.

Hvor Den Kolde Krigs reelle magtpolitik kunne udføres bag scenen i et diplomati, der officielt troede på opbygningen af et fredeligt verdenssamfund, FN, menneskerettigheder, osv., er den nye magtpolitik mere og mere åbenlyst kynisk.

Det er næsten, som om det er af generøsitet over for de særligt ømskindede »folkeretseksperter eller eksperter i krigens love«, at Trump for en god ordens skyld opstillede den halvkvædede forklaring om, at USA var berettiget til at »tage Suleimani ud« (som det også hedder nu), fordi han måske var i gang med at planlægge et eller andet angreb på amerikanske interesser.

Et forsvar for hykleri

Det farlige i den situation, der er opstået med likvideringen af Suleimani, er ikke alene en endnu mere destabiliseret situation i Mellemøsten, men også og måske især at troen på en international retsorden for alvor begynder at lide skibbrud. Det er et faretegn, når flere og flere debattører end ikke forsøger at foregive, at de tror på det.

Da George Bush og Dick Cheney i deres krig mod terrorisme i nogle år forsøgte at legitimere muligheden for i visse tilfælde at anvende tortur (heftigt understøttet af blandt andet actionserien 24 timer), påpegede Slavoj Zizek det ekstremt farlige i at acceptere denne diskussion som et rimeligt anliggende for offentlig debat.

Problemet var ikke blot synspunktet, at tortur i visse tilfælde kunne være nødvendigt, men at det blev betragtet som et spørgsmål, man kunne debattere for og imod, på lige fod med minimumsnormeringer og højere afgifter på cigaretter.

Tænk for eksempel på, hvordan det ville virke, hvis man arrangerede en debat om, hvorvidt voldtægt i visse tilfælde kunne retfærdiggøres. At betragte sådan en debat som legitim ville i sig selv udgøre et voldsomt moralsk skred.

Vi må således anmode vore debattører og politikere om i det mindste at udvise en smule mere hykleri. Det kan godt være, at der i tilfældet Suleimani er tale om reel magtpolitik, der må udføres for at sætte Iran på plads eller forsvare økonomiske interesser. Men hvis vi opgiver hykleriet om, at vi naturligvis ikke desto mindre tror på en international retsorden, stærke institutioner og ansvarlige politiske ledere, er vi for alvor på vej i problemer.