Klumme
Læsetid: 4 min.

Dagbog fra Yale: »Tænk ikke, find mig en mand!«

Enlige mødre, der sælger sex for at overleve, betagtes ikke som en del af den globale arbejdsmigration. Men de er netop et destillat af globaliseringen og viser en historie om ulighed, penge, rettigheder og længslen efter et bedre liv, skriver Sine Plambech i sin anden Dagbog fra Yale
Kvinden på billederne fødte sin dreng få dage efter, hun havde krydset Middelhavet – hendes bedste chance for at komme videre fra sit risikofyldte liv på Sicilien er at finde en mand.

Kvinden på billederne fødte sin dreng få dage efter, hun havde krydset Middelhavet – hendes bedste chance for at komme videre fra sit risikofyldte liv på Sicilien er at finde en mand.

Sine Plambech

Moderne Tider
25. januar 2020

»Hun har mellemstore bryster,« siger jeg ærligt til manden i fastnetrøret, mens jeg med øjnene måler bryststørrelsen på kvinden i blonde-bh, der sidder på sofaens armlæn over for mig. Kvinden ser på mig og ryster benægtende på hovedet. »Hm, o.k., tak, jeg vender tilbage,« svarer manden, måske skuffet.

Det er 2003, og jeg er på feltarbejde på et bordel på Københavns Vestegn. Jeg er telefonpasser for bedre at kunne sætte mig i de arbejdende kvinders sted. Jeg svarer potentielle kunder, der ringer og spørger om bryststørrelser, alder, og hvilke former for sex der tilbydes fra bordellets laminerede menukort.

Jeg er med de tre danske sexarbejdere i bordellets baglokale. Vi drikker kolbekaffe og ryger cigaretter. Snakken og latteren er rå og ærlig. De er enlige mødre. Livet har ad barske veje ført dem herhen.

Kvinden rystede på hovedet, fordi jeg havde svaret for ærligt om hendes brystmål. Jeg var antropologistuderende og kun ved at lære det grundlæggende. Sex her var en vare, der skulle sælges. Det gjaldt om at fremstille varen attraktivt. I telefonen med kunden er kvinden, uanset hvordan hun ser ud i virkeligheden, altid yngre, har store bryster og langt hår.

Migrantkvinderne har taget over

Noterne fra bordellet står i en af mine første notesbøger. Dengang i 2003 var der flere danske kvinder, der solgte sex, end der er i dag. I dag er mange, og i nogle områder de fleste, af verdens sexsælgere migrantkvinder. Også i Danmark. Over årene blev mine bøger fyldt med noter fra thailandske massageklinikker i Thy. Samtaler med udenlandske sexarbejdere på Istedgade. Gadeture med Københavns Politis trafficking-enhed. Sexturister i Pattaya. Bordeller i Nigeria. Kvindelige bådmigranter på Sicilien. Transkønnede sexarbejdere i Barcelona. Fattige områder i Thailand og Nigeria, hvorfra de største grupper af sexarbejdere i Europa rejser.

Kvinderne på bordellet i København var enlige mødre og fra arbejderklassen. Det har de tilfælles med de allerfleste kvindelige sexarbejdere, jeg siden har mødt. Sex er den ’vare’, de sælger, når der ikke er så meget andet at sælge.

Sex er en global prisme

Fast forward til 2020 sidder jeg i de gotiske bygninger på Yale i USA. Sammen med kolleger forsker jeg i køn, migration, sex og ulighed i et globalt perspektiv. Vi sammenligner de europæiske og amerikanske grænser. Hvem krydser dem, hvordan og hvorfor. Vi leder, med antropologen Charles Piots ord, »efter politik usandsynlige steder«. Sexsalg er et sådant usandsynligt sted, der afspejler nye fremvoksende økonomier. Kønspolitik og global migrationspolitik.

Sexsalg en global prisme, der reflekterer en verden i forandring. Følger vi i sporet af sex, hvem der køber og sælger, hvorfor og hvorhenne, ser vi, at mænd fra de stadigt voksende middelklasser i Mellemøsten, Kina, Afrika, Rusland får råd til at købe sex på eksotiske turistdestinationer. Fra USA rejser sorte amerikanske mænd, der ikke tidligere havde råd, nu med charterfly til Caribien og køber sex på weekendture.

Vestafrikanske kvinder rejser til Asien for at sælge sex. Asiatiske kvinder rejser til Mellemøsten. I New York er det kinesiske kvinder. I det sydlige USA, latinamerikanske kvinder. I Danmark er kvinderne fra Thailand, Nigeria og Østeuropa.

De rejser fra arbejdsløshed, undertrykkelse og hustruvold. De sender penge hjem til deres børn eller har børnene med sig. For nogle kvinder er det et slags oprør at migrere.

Sex og migration er et destillat af globaliseringen – på sengekanten. Det handler om ulighed, penge, kvinders rettigheder, sex, drømme om et bedre liv, længsler og ensomhed.

Mest af alt om kvinders og enlige mødres vilkår i en global verden.

Livet er blevet farligere

Men notesbøgerne og forskningen her på Yale viser trist og tydeligt, at det er blevet farligere for kvinderne. Mord på sexarbejdere i det sydlige USA. Illegale migrantsexarbejdere, der drukner i Cambodia efter en politirazzia. Thailandske kvinder, der arbejder alene på bordeller i Jylland. I England er mordraten på migrantsexarbejdere steget med 82 procent på ti år.

De enlige sexsælgende mødre betragtes ikke som en del af global arbejdsmigration. Men som mange arbejdsmigranter er de blevet mere afhængige af kriminelle netværk for at krydse grænser og finde arbejde. De skjuler sig sårbart i skovene og anmelder ikke vold til politiet af frygt for at blive deporteret. Spørger vi forskere kvinderne selv, så mener de ikke, det hjælper at forbyde køb af ’varen’ sex. De mener, at reelt arbejde i hjemlandet, et visum, sundhed, bolig, arbejde og rettigheder, er løsninger.

Et er, hvad de ønsker, noget andet er, hvad der er muligt, realistisk og politisk vilje til.

En af de sidste noter, jeg har skrevet, er fra januar 2020. Fra en WhatsApp-samtale med en nigeriansk kvinde på Sicilien. Hun er enlig mor til en dreng, som hun fødte få dage, efter hun krydsede Middelhavet. Hun sælger sex for at få det til at løbe rundt. Hun vil gerne til Danmark. Kan jeg mon finde en rar mand til hende, spørger hun?

Jeg ved, det er hendes bedste chance for at komme væk fra sit risikofyldte liv eller undgå en deportering til arbejdsløshed og en voldelig eksmand. Hun planlægger at lade sig smugle i bagagerummet på en bil gennem bjergene til Frankrig. Der skulle være mere arbejde der. Hendes spørgsmål krystalliserer de mange dilemmaer, jeg har set og nedfældet i notesbøgerne over årene.

Jeg siger, jeg vil tænke over muligheder. Hun svarer: »Tænk ikke, Sine, find en mand til mig!«

Serie

Sine Plambech skriver dagbog fra Yale

Sine Plambech er seniorforsker på DIIS, antropolog og for tiden gæsteprofessor på eliteuniversitetet Yale, hvor hun forsker og underviser i global migration, trafficking og køn.

Herfra skriver hun jævnligt dagbog til Information om verden, som den tager sig ud set fra Yale.

Seneste artikler

  • Sine Plambech: Sorte lig på de hvides middagsbord

    13. juni 2020
    Politiets mord på George Floyd og den voldsomme overrepræsentation af sorte i statistikken over coronadødsfald har gjort ’strukturel racisme’ meget synlig. Men hvordan gør man op med en struktur? Og kan man bekæmpe fortidens spøgelser, hvis ikke man tror på dem? Tag med til den hvide elites middagsborde i universitetsbyerne på USA’s østkyst
  • Sine Plambech: Coronaen næres af racisme og økonomisk ulighed

    18. april 2020
    New York lærer os på ny, at coronaens arkitektur følger økonomiske strukturer, vi allerede kender. De er forudsigelige. Corona næres ved ulighed og finder vej gennem de sociale revner, som arbejdsløshed, små boliger og privat sundhedsvæsen efterlader
  • Corona: De rige er kun modstandsdygtige, hvis de fattige også er det

    14. marts 2020
    Fra autoritære regimer til rådne sundhedssystemer: Corona udstiller nådesløst akilleshælene i de lande, den raserer. I USA er corona en tidsindstillet bombe, skriver Sine Plambech i sin tredje dagbog fra Yale
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her