Interview
Læsetid: 8 min.

Dansk professor i Australien: Brandene er det »tipping point,« klimapolitikken har manglet

Sidste sommer flyttede professor Ole Wæver til Sydney – blandt andet for at arbejde med klimaforandringer og sikkerhedspolitiske kriser. Efter de kolossale brande brød ud, har det hele taget en absurd drejning. Han vurderer nu, at de australske brande kan ende som et globalt vendepunkt i klimapolitikken
Skoven på kysten ved East Gippsland syd for Sidney i flammer. Professor Ole Wæver ser de omfattende brande i Australien som en muligt Tjernobyl-øjeblik, der får verden til at reagere.

Skoven på kysten ved East Gippsland syd for Sidney i flammer. Professor Ole Wæver ser de omfattende brande i Australien som en muligt Tjernobyl-øjeblik, der får verden til at reagere.

Ritzau Scanpix

Moderne Tider
11. januar 2020

Det første, Ole Wæver gør, når han vågner om morgenen i sit byhus i Sydney, er at trække gardinet fra og kigge ud ad vinduet. I disse måneder venter der ham ofte et låg af dis, som afskærmer byen fra den stærke januarsol, på den anden side af gardinerne. Bagefter tjekker han luftkvaliteten på en app på sin telefon.

»Den var oppe i den værste kategori her til morgen og kom med en advarsel mod at gå ud, hvis man kan undgå det,« siger Ole Wæver, der er professor i International Politik på Københavns Universitet og centerleder af Forskningscenter for løsning af internationale konflikter (CRIC).

Han bor i øjeblikket i Australien, hvor han har tilbragt det seneste semester med blandt andet at afvikle et seminar om, hvordan klimaforandringer kan udløse sikkerhedspolitiske kriser.

»Jeg havde besluttet, længe inden skovbrandene brød ud, at det skulle handle om det. Da vi så nåede frem til arrangementet, var det jo pludselig en rimelig absurd event, for så stod vi jo midt i det, som jeg skulle tale om: Hvad der sker politisk, når klimaforandringerne bliver en trussel mod en befolknings sikkerhed.«

Den dag, Ole Wæver afholdt sit seminar – den 11. november – var der to øjeblikke, der for ham cementerede den australske klimakrises alvor.

Det første øjeblik indtraf, da der blev åbnet for spørgsmål fra salen, og en tilhører fortalte, at New South Wales’ vicepremierminister, John Barilaro, i samme øjeblik på tv havde forbandet Sydneys universitet for at beskæftige sig med klimaforandringer. Tiden var ikke inde til videnskabelige diskussioner, men til beredskab, brandmænd og evakuering, lød budskabet.

En »bloody disgrace« sagde John Barilaro samme dag om det at diskutere brandenes sammenhæng med de globale klimaforandringer.

Det andet øjeblik indtraf, da Ole Wæver efter seminaret trådte ud under Sydneys aftenhimmel sammen med sine kolleger.

»Himlen var blodrød. På en unaturlig måde,« tilføjer han.

Fotografier af en rødtonet verden er siden blevet symbolet på de naturbrande, der i flere måneder nu har ædt sig igennem områder, der sammenlagt svarer til halvanden gang Danmarks areal. Bag sig har ilden efterladt nedbrændte hjem, udbrændte biler, døde dyr og forkullede træer. Og 24 mennesker har mistet livet.

Statens vigtigste opgave

Australien er verdens største kuleksportør, og den position giver landet ikke fra sig, hvis det står til premierminister Scott Morrison, som i spidsen for centrum-højre-partiet Liberal Party blev genvalgt i maj. Hans løfter om lav arbejdsløshed og stabil økonomi var centrale for hans valgsejr, og det sorte guld i den australske undergrund er Scott Morrisons garanti for at kunne levere.

»Bekymring for klimaet slog ikke for alvor igennem, i stedet havde han held til at formidle et budskab, der hed ’vi er jo bare et lille land, og det er ikke vores politik, der er skyld i de globale forandringer’. Men det er så det, der formodentlig er ved at ændre sig nu,« siger Ole Wæver.

Den australske regering har længe fastholdt, at den ikke vil ændre sin politik på klimaområdet, men brandene har været med til at få australiernes øjne op for behovet for politisk handling.

»Det er simpelthen for skrigende en kontrast, at vi inden for den seneste måned for det første er blevet konfronteret med, at landets egen politik på klimaområdet er så reaktionær, som den er; at man for det andet samtidig tager til COP25 i Madrid og er en af dem, der arbejder imod en aftale – og så for det tredje står med et land i flammer. De ting kan simpelthen bare ikke foregå samtidigt i store dele af befolkningens bevidsthed.«

Ole Wæver.

Ole Wæver.

Michael Daugaard

Ifølge Ole Wæver er den australske regering under dobbeltbeskydning. På den ene side for sin fodslæbende klimapolitik, på den anden side for sit utilstrækkelige beredskab, der trods brandfolk, der arbejder i døgndrift, ikke har formået at få brandene under kontrol.

Og selv de australiere, der bor langt fra brandene og ikke er i akut fare, er grebet af undtagelses-stemningen. For man bliver konstant mindet om, at landet står i flammer, fortæller Ole Wæver.

»Kommunen har lukket sine offentlige bade og tennisbaner, så folk ikke kommer til at trække vejret for dybt. Og på en dag som i dag kan jeg både se og lugte det. Her lugter svagt, som hvis man sad ved et lejrbål. De scener, man ser i nyhederne, er meget ekstreme, og man kan ikke undgå at være følelsesmæssigt påvirket af det. Der er en kollektiv følelse af, at det formodentlig i et eller andet omfang er new normal

Netop denne følelse i befolkningen af, at det officielle Australien ikke kan beskytte dem, tærer på vælgernes loyalitet.

»Statens opgave nummer et er at beskytte befolkningen. Sådan har det været helt tilbage, fra man opfandt den moderne stat i 15-1600-tallet. Dens opgave er at beskytte borgeren, og der siger australierne nu, at ’det gør I jo ikke, man kan ikke stole på jer som beskyttere’. Det er noget af det, der især for en ret højreorienteret regering er gift. Det er her, klimapolitik bliver til sikkerhedspolitik i en eller anden bred forstand, for det kan i forsimplet form opsummeres til: ’Kan vores stat forsvare os? Nej, det kan den ikke’,« siger Ole Wæver.

En ny logik

Den australske regering er internationalt kendt for at være modstandere af grøn omstilling, men det betyder ikke, at den australske befolkning er det. Ifølge Ole Wæver angav størstedelen af vælgerne op til parlamentsvalget i maj netop klimaforandringer som den største trussel mod Australiens fremtid foran både cyberangreb og terrorisme.

I samme rundspørge erklærede 61 procent af de adspurgte sig enige i, at klimaforandringer er »et seriøst og presserende problem«, som kræver, at man begynder at »sætte ind nu, også hvis det medfører store udgifter«.

Og måske har Scott Morrison lyttet.

Ole Wæver synes i hvert fald at ane en forsigtig ændring i premierministerens retorik.

»Det er jo ikke, fordi Scott Morrison har været ude at sige eksplicit, at ’ups, vi tog fejl’, det gør politikere jo sjovt nok aldrig, men hvis man virkelig, virkelig nærlæser hans retorik, så vil jeg faktisk mene, at han er i gang med langsomt at åbne for en bevægelse. Han er begyndt at sige: ’Vi har jo aldrig benægtet, der er en sammenhæng’, og: ’Vi har blot villet balancere hensynet til klimaet’. Han er i gang med at skabe et lille rum til at sige, vi har faktisk en politik for det her. Og så kan man langsomt flytte sig sidelæns et lille skridt ad gangen uden at indrømme, at man har taget fejl. Så jeg er ret overbevist om, at selv de her reaktionære politikere kommer til at bevæge sig.«

Premierministerens forsigtige retoriske skridt i en grønnere retning er en del af en ny logik, der præger klimadebatten – både i Australien, Danmark og andre steder i verden.

Hvor debatten hidtil har udspillet sig mellem dem, der synes, at verdenssamfundet skal gøre noget for at vende den globale klimaudvikling og dem, der ikke synes, det skal – har debatten i 2019 udviklet sig til i højere grad at være udspændt mellem dem, der siger ’vi gør da noget’, og dem, der siger ’vi respekterer kun politik, der realistisk peger frem mod at nå i mål’, lyder det fra Ole Wæver.

»2019 har været et vendepunkt i klimadebatten drevet af bevægelser som Extinction Rebellion og af ungdommens protester, men også af den stemning, vi ser her i Australien, hvor befolkningen føler sig svigtet af magthaverne. Politiske skift sker jo ikke ved at overbevise den sidste skeptiker – vi får aldrig nogensinde den sidste klimabenægter til at erkende klimaforandringerne. Det afgørende er, hvilke punkter debatten kører imellem.«

Et Tjernobyl-øjeblik

Ole Wæver forudser, at denne nye logik vil præge fremtidens klimadebatter. Men der er et emne, som både klimaaktivister og -modstandere danser rundt om, mener han.

»Hvis vi vil føre en klimapolitik, som har en chance for at nå i mål, så skal der virkelig ske nogle meget, meget pludselige omlægninger. Det, mener jeg, rejser nogle spørgsmål om demokratiets robusthed, for det vil kræve, at man i international politik skal træffe beslutninger på helt nye måder, og det vil også i national politik betyde, at der skal tromles nogle ting igennem på måder, vi ikke er vant til.«

Den drastiske omstilling kan dog lettes, hvis politikere såvel som borgere begynder at betragte klimaforandringerne som netop et sikkerhedspolitisk problem, mener professoren.

»Når noget bliver udnævnt til at være et sikkerhedsproblem, så kan det retfærdiggøre ekstreme midler. Tag bare krigen mod terror, som kostede os en masse på vores frihedsrettigheder og overvågning. Hvis vi pludselig begynder at se klima som en overlevelsessag og siger: ’Vi skal i mål med det her, nu gør vi, hvad det kræver’, så ville det også komme til at retfærdiggøre nogle meget håndfaste tiltag. Så det bliver en udfordring at prøve at sikre vores samfund til at styre igennem det.«

»Internationalt vil der komme beslutninger, der ikke er truffet med konsensus – som i de nuværende klimaforhandlinger – men af en lille kreds. Nogle lande vil blive pålagt omlægninger, der ikke er indenrigs-demokratisk opbakning til. De vil komme i en situation, der minder om Grækenland og Italien under euro-krisen, men jo længere vi venter, jo skarpere bliver kursomlægningen, og jo flere steder vil den gøre for ondt til at kunne samle flertal.«

Selv om brandene i Australien fortsætter med uformindsket styrke, er Ole Wæver forsigtigt optimistisk på verdens vegne. Han tror nemlig, at netop de australske naturbrande kan være det tipping point eller det Tjernobyl-øjeblik, som Green Peace Australias direktør, David Ritter, siger, at det internationale samfund har brug for. Altså det øjeblik, hvor vi for alvor indser, at vi har forandret verden til et punkt, hvor tidligere og nuværende regeringer ikke har slået til, og at der skal rykkes hurtigt.

»Jeg er overbevist om, at om tre til fem år vil man slet ikke kunne genkende vores klimadebat. Grundtonen vil være en helt anden. Ikke længere ’skal, skal ikke’ og ’det var synd med det her COP-møde, men nu må vi prøve at gøre det lidt bedre næste gang’. Der vil vi være dramatisk i gang med store ændringer og diskutere, hvad mere der skal til – og hvem der skal bære hvilke byrder,« siger han.

»På den måde er det et politisk tipping point. Når først vi begynder at se det på den måde og holder op med at give så meget opmærksomhed til nogle i sidste ende ret marginale benægtersynspunkter, så bliver det pludselig selvforstærkende at måle klimapolitikken på, hvad der faktisk virker, og hvad der ikke virker, og hvad der er realistiske bud på en løsning.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mads Kjærgård

Men hvorfor hører man så lidt om det? Er det ikke en god medie historie, eller lokker Iran mere? Mærkeligt egentlig, at U.S.A. foretager sådan en manøvre lige nu? Jeg mener, hvis man nu skulle tænke konspiratorisk!

Philip B. Johnsen

@ Mads Kjærgård
Årsagen og konsekvens.
Amerikanere er ikke europæere, det er Iranere heller ikke, det er udbredt vanskeligt at forstå og acceptere i Danmark/Europa, der er en tendens til samme ekstremisme opblandet med lige dele nationalisme.

Der er panik før lukketid!
Vores folkevalgte levebrødspolitikere påstår fortsat, at det bare er, at fortsætte med økonomisk vækst, nu kalder levebrødspolitikere det så for ‘grøn økonomisk vækst’, men uden nogen udsigt til bæredygtig energi til opretholdelsen af den i dag og vigtigst af alt, uden bæredygtig energi i tilstrækkelig mængde, til opretholdelsen af (grøn) økonomisk vækst eller, hvad ellers kan finde på at kalde den, i nogen meningsfuld fremtid for vores samfund.

Vores folkevalgte levebrødspolitikere er radikaliserede ikke bæredygtig vækst fanatikere og det er voldligt.

Når præsident Donald Trump i en taler til Iran omtaler USA, som verdens rigeste land, set ud fra et USA, der er uafhængig af olie fra Mellemøsten, at USA er selvforsynende med olie, en netto eksportør og af denne årsag påstået et rigt land og et uafhængigt land, er det er godt billede på denne ekstremisme opblandet med lige dele nationalisme.

At USA er ‘afhængig’ af olie og gas, er naturligvis et ekstremt svaghedstegn økonomisk for USA og resten af verden.

Alvin Jensen, Ejvind Larsen, Per Torbensen, Erik Winberg, Knud Chr. Pedersen og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar
Bent Nørgaard

Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at det er første gang, at der er store bushbrande i Australien. Det er det sjovt nok ikke. De varierer i størrelse hvert år. Den store forsker er, at med de moderne kommunikationsmidler, kan vi i dag se det hele på en gang. Det giver store muligheder for konspirationsteoretikerne. Bon appetit.

Ole jakob Dueholm Bech, Claus Nielsen og Frank Hansen anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Efter den her hændelse bliver det lidt svært for en australsk regering at undsige klimaforandring og satse på kul. Så igen. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Og som situationen er, kræver det åbenbart lidt af en øjenåbner for at få alle med - Og det er jo ikke fordi de ansvarlige politikere ikke ved det. For det gør de. Selv Trump ved at klokken har slået 23.59 for klimaforandringer. Det tager sig bare ikke godt ud blandt vælger målgruppen - Endnu.

COP25 i Madrid er en ommer. Nu også i Australien.

Alvin Jensen, Ejvind Larsen, Erik Winberg, Torben Bruhn Andersen og Gitte Loeyche anbefalede denne kommentar
Thomas Barfod

Den australske regering vil da ikke på nogen måde reducerer deres kul udvinding fra deres land. Der er for mange stærke interesser i at give gunstige forhold til kul virksomheder, da der er rigtigt mange kul selskaber og miner i Australien.
https://www.youtube.com/watch?v=n_C8S4Bz91M ( satire , men informativ )
https://www.youtube.com/watch?v=znv-L7oF6Qc
Deres eget forbrug af kul er nedadgående og vil fortsætte de kommende 30 år grundet prisen på vind og sol som erstatning for kul til elektricitetsproduktion Men så længe indien og Kina samt mange andre lande i Asien og Europa stadig har meget høje andele af kul i deres energimix vil der intet ske. Tror ikke at brandene er "store" nok til at der sker et globalt tipping point i klima politikken.
https://insideclimatenews.org/news/06092019/renewable-energy-global-grow...
Der skal massive investeringer i vedvarende og en radikal forandring af vores livsstil for at reducerer udledning til et niveau pr år der ligger under 6-7 gange den udledning der udledes på nuværende tidspunkt.Med andre ord skal vi går fra et niveau på næsten 38 milliarder tons Co2 om året til cirka 5 milliarder tons om året Dvs et niveau fra 1950 hvor der kun var 2.5 milliarder mennesker på kloden.

Alvin Jensen, Claus Nielsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

@Thomas Barfod

Come on!
Hvem er det du prøver at narre?

Fra Global Sustainable Development Report.
“Adding to the concern is the fact that recent trends along several dimensions with cross-cutting impacts across the entire 2030 Agenda are not even moving in the right direction.

Four in particular fall into that category:

Rising inequalities.
Climate change.
Biodiversity loss and increasing amounts of waste from human activity that are overwhelming capacities to process them.”

(...)

“Critically, recent analysis suggests that some of those negative trends presage a move towards the crossing of negative tipping points, which would lead to dramatic changes in the conditions of the Earth system in ways that are irreversible on time scales meaningful for society.

Recent assessments show that, under current trends, the world’s social and natural biophysical systems cannot support the aspirations for universal human well-being embedded in the Sustainable Development Goals.”
Citat slut.

Global Sustainable Development Report 2019:
The Future is Now – Science for Achieving Sustainable Development, (United Nations, New York, 2019).

And change is coming whether you like it or not.
I shit you not!

Jeppe Bundgaard

Spørgsmål; hvornår, bliver det nødvendigt/acceptabelt at udøve nødværge med de gamle rige hvide mænd, der hellere vil tjene milliarder på at ødelægge vores livs grundlag?
Jeg ser det som et spørgsmål om selvforsvar.

Torben Bruhn Andersen, Alvin Jensen, Ejvind Larsen, Thomas Barfod og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Menneskeligheden står ikke kun over for et "tipping ponit" hvad klimaforandring angår.

Menneskeligheden er godt på vej til at stå over for et afgørende "tipping point" om det lykkedes menneskeligheden at bryde ud af en lavteknologisk kultur basseret på ødelæggelse og udpining af den planet, som er afgørende for vores eksistens, og skifte over i en højteknologisk cirkulær bæredygtig kultur. Vejen hen over ødelæggelserne, som vi i dag er vidner til kan i en vid udstrækning nok ikke undgås. Et nødvendig onde for at tage springet ind i den næste epoke.

Om det lykkedes? Det er der en god mulighed for. Om det kommer til at ske uden det kommer til at gøre ondt? Det er nok mindre sandsynlig. Krig og ødelæggelser har ofte, for ikke at sige som regel, gennem menneskelighedens historie været en konsekvens før springet ind i en fornyet fremtid.

Kan kun håbe det bedste.

Thomas Barfod

Hej Philip B. Johansen. Jeg giver den rapport du henviser til fuldstændig ret. Der vil ske ændringer, men der er ikke klimapolitikken der vil ændre sig betydeligt, det vil være mennesket levevilkår/eksistens grundlag, der vil blive reduceret betydeligt.
Så jeg prøver ikke at narre nogen, der er bare lang vej fra den klimapolitik som f.esk Australien har kørt i længere tid der ikke harmonerer med et system skifte i den anvendte politik.

Philip B. Johnsen

@Thomas Barfod
Det du advokere for er fredelig overgang til plutokrati eller
Det er utopi!

Det har vores folkevalgte levebrødspolitikere ved, at politisere forskning i IPCC med løgne om tekniske løsninger, der vil sikre fortsat økonomisk vækst, på COP 1-25 sagt og lagt til grund, for den til dato førte politik, siden den første IPCC rapport udkom i 1990, men det må konstateres, at det er fup og svindel, der er ikke fred og fordragelig overgang til plutokrati.

Det kræver kun nogle få tusinde klimaflygtninge på de danske motorveje og Danmark får vores egen Donald Trump, de vælgere vil ,som ca. 50% amerikanerne, være ligeglade med klimaforandringer, men det varsler at vores samfund vil gå under, der er ingen chance for demokrati overlever, snart vil det blive klart for alle, at dem man ikke giver et håb om en chance, men overlagt forsøger at sende i døden uden, nogle af de milliarder mennesker i verden vil forsøge, at tage selv for at beskytte sig og sine.

Der er 815 millioner i dag, tre milliarder mennesker i verden forventet underernæret i 2050 forårsage af de menneskeskabte klimaforandringer i kølvandet på svindende eksistensgrundlag og medfølgende væbnede konflikter om de få tilbageværende resurser.

United Nations/FN
15. juli 2019

“World hunger continues to rise due to conflict, climate change, says UN report.
United Nations.

A profound change of the global food and agriculture system is needed if we are to nourish the 815 million people who are hungry today and the additional 2 billion people expected to be undernourished by 2050.

Right now, our soils, freshwater, oceans, forests and biodiversity are being rapidly degraded. Climate change is putting even more pressure on the resources we depend on, increasing risks associated with disasters, such as droughts and floods.”
Link: https://www.un.org/sustainabledevelopment/hunger/

Du er ramt af Bjørn Lomborg syndromet Thomas Barfod.
Vores folkevalgte levebrødspolitikere, er blevet taget med bukserne nede ’Bjørn Lomborg style’.

Der er panik før lukketid!
Vores folkevalgte levebrødspolitikere påstår fortsat, at det bare er, at fortsætte med økonomisk vækst, nu kalder levebrødspolitikere det så for ‘grøn økonomisk vækst’, men uden nogen udsigt til bæredygtig energi til opretholdelsen af den i dag og vigtigst af alt, uden bæredygtig energi i tilstrækkelig mængde, til opretholdelsen af (grøn) økonomisk vækst, eller hvad ellers kan finde på at kalde den, i nogen meningsfuld fremtid for vores samfund.

Thomas Barfod

Philip du misforstå mig igen. Jeg er ikke hoppet på Bjørn Lomborg vognen. Som du så klart udtrykker det selv så skal der andre drastiske midler til for at reducerer CO2 i der omfang der er nødvendigt. Og jeg er helt på bølgelængde med dig. Det er en nedsættelse af al slags materiale forbrug til det det som kun er nødvendigt for fysisk overlevelse. Hvordan fremtiden ser ud har jeg ingen anelse om da jeg ikke kan spå. Men store ændringer kommer til at ske det er jeg ikke i tvivl om.

Alvin Jensen, Ejvind Larsen og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

@Thomas Barfod
Det gik lidt for hurtigt, så jeg prøver igen.

Vores folkevalgte levebrødspolitikere kan ikke fortsætte i det kørte spor

Der er allerede panik før lukketid!
Vores folkevalgte levebrødspolitikere påstår fortsat, at det bare er, at fortsætte med økonomisk vækst, nu kalder levebrødspolitikere det så for ‘grøn økonomisk vækst’, men uden nogen udsigt til bæredygtig energi til opretholdelsen af den i dag og vigtigst af alt, uden bæredygtig energi i tilstrækkelig mængde, til opretholdelsen af (grøn) økonomisk vækst, eller hvad ellers kan finde på at kalde den, i nogen meningsfuld fremtid for vores samfund.

Det er utopi!

Det kræver kun nogle få tusinde klimaflygtninge på de danske motorveje og Danmark får vores egen Trump eller Johnson de vælgere vil ,som ca. 50% amerikanerne og 50% i Storbritannien, være mere eller mindre ligeglade med klimaforandringer.

Briternes børn sulter, når de ikke får skolemad i sommerferien!
“Food banks scramble to stop a million children going hungry over holidays.”
Link: https://www.theguardian.com/society/2019/jul/21/food-banks-scramble-stop...
(...)
Professor Philip Alston, United Nations Special Rapporteur on extreme poverty and human rights.
“US infant mortality rates in 2013 were the highest in the developed world.
Americans can expect to live shorter and sicker lives, compared to people living in any other rich democracy, and the “health gap” between the US and its peer countries continues to grow.
US inequality levels are far higher than those in most European countries.”

To read to full report,
Link: http://www.ohchr.org/EN/NewsEvents/Pages/DisplayNews.aspx?NewsID=22533&L...

Donald Trump og Brexit kommer ud af samme støbeske, det er på tide alle vågner op til den virkelige verdens globale problemer.

Der er og var frygt fra millioner af ‘working poor’ langt op i middelklassen for selv, at blive fattig, hvor nu Brexit/Donald Trump er og var løftet om forandring, der er den enorme magtfaktor i den markante kampagne for at få vælgerne til at forlade EU, en ‘disruption’ politik.

Om det faktisk forholder sig sådan, at Brexit/Donald Trump ‘disruption’ skaber økonomisk eller social fremgang på den korte bane, er ikke længere relevant for de fattige og udsatte, de er blevet konstant fattigere i årtier, de fattige og det stigende antal udsatte, samt de mange der ser, at de bliver udsatte på sigt, vil enhver forandring der skaber det mindste håb om hjælp og øget tryghed.

Det varsler at vores samfund, vil gå under, der er ingen chance for demokrati overlever længe, hvis levebrødspolitikere slipper fra at håndtere deres selvskabte klimaforandringer, snart vil det blive klart for alle, at dem man ikke giver et håb om en chance, men overlagt forsøger at sende i døden uden, mange af de mennesker vil forsøge, at tage selv, det de behøver for at beskytte sig og sine, når eksistensgrundlaget er svundet i et omfang hvor håbet er væk, bliver det kamp om de sidste svindende resurser.

Det virker muligvis fjernt, men det er kun fordi, at det er fremmed for danskeren dag.

Der er 815 millioner i dag, tre milliarder mennesker i verden forventet underernæret i 2050 forårsage af de menneskeskabte klimaforandringer i kølvandet på svindende eksistensgrundlag og medfølgende væbnede konflikter om de få tilbageværende resurser.

United Nations/FN
15. juli 2019

“World hunger continues to rise due to conflict, climate change, says UN report.
United Nations.

A profound change of the global food and agriculture system is needed if we are to nourish the 815 million people who are hungry today and the additional 2 billion people expected to be undernourished by 2050.

Right now, our soils, freshwater, oceans, forests and biodiversity are being rapidly degraded. Climate change is putting even more pressure on the resources we depend on, increasing risks associated with disasters, such as droughts and floods.”
Link: https://www.un.org/sustainabledevelopment/hunger/

Vores folkevalgte levebrødspolitikere, er blevet taget med bukserne nede ’Bjørn Lomborg style’.
Deres pseudo økonomi er død eller rettere deres pseudo økonomi er døden.

Knud Chr. Pedersen, Achim K. Holzmüller, Ejvind Larsen og Thomas Barfod anbefalede denne kommentar
Achim K. Holzmüller

Ole Wæver skriver bl. a. ".... for det vil kræve, at man i international politik skal træffe beslutninger på helt nye måder, og det vil også i national politik betyde, at der skal tromles nogle ting igennem på måder, vi ikke er vant til."

Men Mette F’s "Specialdemokrati"-regering i spidsen er overbevist om, deres ekstrem ambitionøse klimaplan, 70% reducering af drivhusgaser indenfor 10 år, hvor vi nu i 30 år lige har nået det halve, kan iflg. regeringen gennemføres uden ændringer i parametre for arbejdsmarkedet, materiel vækst, sociale ydelser, velvære og andre samfundsværdier. Det er lyder som om at stikke befolkningen blår i øjnene.

Læses denne artikel af en dansk videnskabsmand og stilles særlig udsagnet over for det, hvad Dan J. og regeringen har givet fra sig, ud over store ord og mål, kan det tvivles om seriøsitet i hele foretagenet.

Igen refereres til Ole Wæver, som nok rammer realistisk: »Jeg er overbevist om, at om tre til fem år vil man slet ikke kunne genkende vores klimadebat. Grundtonen vil være en helt anden. .... Der vil vi være dramatisk i gang med store ændringer og diskutere, hvad mere der skal til – og hvem der skal bære hvilke byrder.« Særlig, hvis den nuværende regering vil indfrie deres klimaplan.

Vi går en spændende tid i møde ....

Bent Nørgaard

Nu kom regnen Og Australiens undergang blev igen i år aflyst. Same procedure as last year - and the year before. Det kan være svært at være dommedagsprofet. Bon appetit.

Helene Kristensen

Bent Nørgaard. - nej, Australiens undergang er ikke aflyst. Hvis du kunne snakke med almindelige australiere, ikke bare lytte til kulindustriens betalte lobbyister, ville du vide at problemerne er så store og gennemgribende, at det meget vel kan koste den australske kulstyrede regering livet.

Hvis du virkelig var interesseret i klimaet, og ikke bare i at slippe så mageligt og uforstyrret (så længe eller rettere kort det nu vil vare), kunne du læse lidt på dette link. Det gennemhuller de største klimaløgne og misinformationer, man forsøger at binde bange mennesker på ærmet, så de roligt fortsætter med at forbruge og øge overskuddet hos kulbranchen.

https://videnskab.dk/naturvidenskab/forsker-afliver-5-myter-om-klimafora...

Bent Nørgaard

@Helene Kristensen. Nu har der været mindst tre varme/istider i jordens historie, plus den lille istid i det sekstende århundrede. Vi er såmændt nok på vej mod en varmetid igen. Mennesket fylder så lidt i jordens cyklus.

Nils Lauritzen

Jeps og der er så store kræfter, der modarbejder en bils bevægelse: friktion, luftmodstand, tyngdekraften..
Bremser er så lille en kraft i sammenligning, hvem har dog brug for dem?