Læsetid: 10 min.

Iboja og Salle overlevede koncentrationslejrene. I 75 år har de levet med Holocaust

Først 12 år efter krigen blev Iboja Wandall-Holm i stand til at fortælle om de grusomheder, hun havde oplevet som jøde i Auschwitz. Hun er en af to danske jøder, der her fortæller om, hvordan de som overlevende kz-fanger lever med Holocaust
’Da jeg fik at vide, hvad de store skorstene var, begyndte jeg at vegetere. Jeg lukkede ned åndeligt,’ fortæller Iboja Wandall-Holm. Billedet her er taget i 1950, fem år efter krigen, da hun var 28 år.

’Da jeg fik at vide, hvad de store skorstene var, begyndte jeg at vegetere. Jeg lukkede ned åndeligt,’ fortæller Iboja Wandall-Holm. Billedet her er taget i 1950, fem år efter krigen, da hun var 28 år.

Privatfoto

1. februar 2020

I denne uge er det 75 år siden, sovjetiske styrker befriede 7.000 udmattede fanger i den nazistiske udryddelselejr Auschwitz i Polen. Over en million fanger fortrinsvis jøder var blevet myrdet i lejren under krigen, og Auschwitz er siden blevet ikon på folkedrabet på Europas jøder under Anden Verdenskrig.

Over hele verden er Auschwitz-dagen blevet markeret med arrangementer og mindehøjtideligheder.

I dag er der kun få ovelevende tilbage fra de nazistiske grusomheder. To af dem er Iboja Wandall-Holm og Salle Fischermann, der var fanger i henholdsvis Auschwitz og Theresienstadt i Tjekkiet. Her fortæller de deres historie.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Erik Karlsen
  • Oluf Husted
  • David Zennaro
  • Bent Gregersen
  • Carsten Munk
  • Dorte Schmidt-Nielsen
  • Ib Gram-Jensen
  • Steffen Gliese
ingemaje lange, Erik Karlsen, Oluf Husted, David Zennaro, Bent Gregersen, Carsten Munk, Dorte Schmidt-Nielsen, Ib Gram-Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Klaus Ankerstjerne Eriksen

Kære Salle og Iboja, jeg græder sgu også ... hvor er det forfærdeligt, hvad i og jeres familie har været udsat for. Og hvor er det forfærdeligt, hvordan mennesker kan behandle andre mennesker. Jeg håber jeres historie kan lære unge mennesker, at vi skal leve i gensidig respekt.
vh. Klaus

ingemaje lange, Oluf Husted, Per Torbensen, Bent Gregersen, Gert Friis Christiansen, Dorte Schmidt-Nielsen og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar

Hvor er det rædselsfuldt at tænke på hvad mennesker kan få sig selv til at gøre ved andre.

Historier som disse er vigtige at høre og at huske på. Det ville være så forfærdeligt sørgeligt om vi igen skulle være vidner til noget der lignede Anden Verdenskrig, historiens største tragedie, der kostede 60 millioner menneskeliv, og affødte frygt, had, mistro, og stor sorg mange år frem. Derfor er det vigtigt at vi lærer af historien! - For som det siges: den der ikke lærer af historien er dømt til at gentage den.

Det er desværre sådan at Holocaust-benægteri og anti-semitisme er i hastig fremgang, globalt set. Der er en stor gruppe mennesker mener at historien er en helt anden end den der er alment accepteret. De mener at det vi har lært om Første og Anden Verdenskrig for det meste er løgn. Mange mener også at Den Israelske Stats opførsel berettiger til anti-semitisme, og at man i Israels opførsel ligefrem kan ane en årsag til Nazi-Tysklands behandling af jøderne.

I Tyskland er der en stor menneskegruppe der mener at den tyske side af historien, hvad der skete, og hvorfor, ikke er alment kendt, og de føler sig dybt krænkede og uretfærdigt behandlet. De mener ikke at Nüremberg-tribunalets domme var retfærdige, men tværtimod ensidige og dybt diskriminerende. Noget lignende ses i Amerika, hvis største etniske befolkningsgruppe er af tysk oprindelse.

Anden Verdenskrig er uden tvivl, udover at være historiens største tragedie, også et uhyre kompliceret emne. Personlige beretninger er gode til at menneskeliggøre tragedien, men jeg mener at der også må være en dybere analyse af årsager og virkninger. De mennesker der ikke tror på den officielle historie kan ikke tvinges til at tro, selvom det i flere lande er forsøgt ved at ulovliggøre offentlige ytringer af benægtelse af og tvivl om Holocaust . Det lader til at dette kun hærder dem i deres overbevisning, som det fx ses i Tyskland, og dette vil i sidste ende føre til konflikt - og muligvis en meget omfattende, meget voldsom konflikt. Dette må vi forsøge at undgå for enhver pris!

Som jeg ser det er den eneste mulige vej frem en dialog, hvor usmageligt det end må lyde. At prøve at forstå hvorfor disse mennesker mener hvad de gør, og at forsøge at tale det igennem med dem.

Det er et ekstremt kompliceret emne. Så mange ting foregik, og ikke alle af dem lige lette at forstå. Hvor mange har for eksempel hørt om Haavara-aftalen mellem Nazisterne og Tyske Zionister, der resulterede i at 60.000 tysk-jødiske Zionister blev sendt til hvad der dengang var Palæstina, i årene 1933-39? (https://en.m.wikipedia.org/wiki/Haavara_Agreement)

Gid at noget der ligner det i artiklen beskrevne aldrig må ske igen!