Interview
Læsetid: 10 min.

Iboja og Salle overlevede koncentrationslejrene. I 75 år har de levet med Holocaust

Først 12 år efter krigen blev Iboja Wandall-Holm i stand til at fortælle om de grusomheder, hun havde oplevet som jøde i Auschwitz. Hun er en af to danske jøder, der her fortæller om, hvordan de som overlevende kz-fanger lever med Holocaust
’Da jeg fik at vide, hvad de store skorstene var, begyndte jeg at vegetere. Jeg lukkede ned åndeligt,’ fortæller Iboja Wandall-Holm. Billedet her er taget i 1950, fem år efter krigen, da hun var 28 år.

’Da jeg fik at vide, hvad de store skorstene var, begyndte jeg at vegetere. Jeg lukkede ned åndeligt,’ fortæller Iboja Wandall-Holm. Billedet her er taget i 1950, fem år efter krigen, da hun var 28 år.

Privatfoto

Moderne Tider
1. februar 2020

I denne uge er det 75 år siden, sovjetiske styrker befriede 7.000 udmattede fanger i den nazistiske udryddelselejr Auschwitz i Polen. Over en million fanger fortrinsvis jøder var blevet myrdet i lejren under krigen, og Auschwitz er siden blevet ikon på folkedrabet på Europas jøder under Anden Verdenskrig.

Over hele verden er Auschwitz-dagen blevet markeret med arrangementer og mindehøjtideligheder.

I dag er der kun få ovelevende tilbage fra de nazistiske grusomheder. To af dem er Iboja Wandall-Holm og Salle Fischermann, der var fanger i henholdsvis Auschwitz og Theresienstadt i Tjekkiet. Her fortæller de deres historie.

»Min far købte en radio, og hver dag hørte vi Hitlers stemme. Den lød ikke særlig sympatisk.«

Iboja Wandall-Holm, 98 år gammel, forfatter og oversætter, tilbragte ni måneder i Auschwitz.

Jeg blev født i en lille by i en dal omgivet af bjerge i den slovakiske del af Tjekkoslovakiet, og man kan sige, at jeg er et produkt af Første Verdenskrig. Min far var blevet såret i krigen og skulle komme sig på et kurbad, og på en bænk i kurbadet mødte han min mor. De forelskede sig, og i 1922 blev jeg født. Min mor var jøde, og det var min far ikke, så for at få lov til at gifte sig med hende tog han en stilling som kantor.

Mine forældre havde den indstilling, at kvinder skal stå på egne ben og kunne klare sig selv. De slog os heller aldrig. På den måde var de forud for deres tid.

Jeg var 11 år gammel, da Hitler kom til magten. Min far købte en radio, og hver dag hørte vi Hitlers stemme. Den lød ikke særlig sympatisk. Jeg var teenager, da Hitlers tropper invaderede Tjekkoslovakiet, og med det kom fascismen og jødelovene. Vi måtte ingenting. Mine søskende måtte ikke fortsætte i gymnasiet, og vi måtte ikke stå på skøjter eller gå i biografen.

Min far mente, at min søster og jeg skulle væk, og han fik kontakt til en smugler, der kunne hjælpe os til Ungarn. I Ungarn boede jeg først hos en familie, der havde en porcelænsfabrik, og siden på et værelse med min søster og fem ungarske piger. Der var nogen, der forrådte os, og en dag blev vi taget af politiet og sendt i flygtningelejr. Derfra blev vi sendt til Auschwitz.

Vi kørte med den første ungarske transport, og der ikke var én ungarer, kun udlændinge, der ligesom os, var flygtet til Ungarn. Vi kørte i tre dage, og der var kun én spand i vognen. Da vi kom frem, blev dørene åbnet, og udenfor stod fanger i stribede dragter klar til at hive os ud.

Så stod vi dér uvaskede og skræmte over for SS-mænd i skræddersyede uniformer og med schæferhunde. En af dem sagde med udsøgt høflighed »nu skal I stille jer pænt på rækker af seks, og de der er trætte og de, der ikke kan mere, skal bare op i de vogne, som venter længere deroppe ad rampen.« Og der var jo folk, der var trætte og gik op i vognene.

Gennem pigtrådshegnet kunne jeg se nogle piger i stribede dragter, og de lignede slet ikke mennesker. De var fuldstændig udmagrede, og på en måde mindede de mig mere om insekter. Jeg sagde til mig selv, at sådan skulle jeg ikke se ud. Jeg skulle ikke virke skræmt, men se ud, som om jeg kunne arbejde.

I to dage sad vi nøgne i et rum, inden vi blev klædt i andre fangers aflagte tøj. Til at starte med fik jeg en balkjole, som var skåret skævt af i skørtet, og én sko med en høj hæl og én med en lav. Sådan marcherede vi tre kilometer til Birkenau.

Privatfoto
Da vi kom frem, hørte jeg en af kapoerne spørge en SS-mand, som stod ved en af barakkerne: »Ist die Barakke schon ausgemistet?« Er barakken muget ud, betyder det.

Senere fandt jeg ud af, at det, der skulle muges ud, var levende mennesker, der blev sendt til gas, så vi kunne få plads i barakken. Da jeg fik at vide, hvad de store skorstene var, begyndte jeg at vegetere. Jeg lukkede ned åndeligt.

I barakken sov vi fem mennesker på hver briks. Vi lå som sardiner i en tønde. Der var lopper og lus og væggelus, og de var de eneste, der åd sig mætte. Selv om vi boede så tæt, var der altid helt stille i lejren. Der var kun larm, når SS’erne råbte, men vi fanger var altid stille.

På et tidspunkt fik jeg tyfus, men det sidste, man ville, var at blive transporteret til det såkaldte sygehus.

Alle de syge blev samlet i blok 25, hvor materien dryppede fra den ene etage til den anden, og det samme gjorde ekskrementerne. Det blev kaldt dødsblokken, for alle derfra blev fragtet til gas.

Jeg overlevede Auschwitz takket være sammenfald af tilfældigheder, held og intuition. Efter ni måneder i Auschwitz lykkedes det min søster og mig at blive overflyttet til et gartneri uden for lejren, og inden da blev vi begge undersøgt af doktor Mengele. Hvis man havde nogen form for udslæt i lejren, så kom man i gas, og jeg havde nogle loppebid på venstre arm. Mengele så loppebiddene og sagde, »hvad er nu det for noget«, men en ung, tjekkisk læge, der sad ved siden af ham, overbeviste ham om, at det bare var loppebid. Hun havde også lige fortalt ham en vittighed, så han var i godt humør. Og så gik det.

Da jeg kom til gartneriet fra Auschwitz, var jeg fuldstændig forstenet. Jeg kunne ikke le, jeg kunne ikke græde, jeg kunne ingenting. En af de russiske piger, der arbejdede der, kunne slet ikke holde ud at se på det, så hun gav mig en ordentlig lussing og sagde »græd!« Men jeg kunne ikke græde. »Så smil da.« Men jeg kunne ikke smile.

Der gik et par uger, før jeg begyndte at tø. Og så græd jeg hver eneste nat i en måned.

En dag mens jeg arbejdede på marken, fandt jeg en brillantring under et blomkål. Jeg tror, at en af SS-folkene havde tabt den. Der gik rygter om, at russerne var på vej, og at lejrene skulle tømmes, så jeg byttede den til et par lædersko og et par træskostøvler til mig og min søster, som en kapo smuglede ind i gartneriet til os.

Træskostøvlerne reddede mit liv, da vi skulle marchere. Det var streng vinter, og dem, der ikke kunne gå længere, blev skudt, så der lå lig på begge sider af vejen. Da der pludselig gik en luftalarm, smed mig og min søster os blandt ligene og spillede døde. Da marchen var passeret, rejste vi os og gik.

Da vi endelig kom hjem i juni, blomstrede frugttræerne. Min familie havde fået lov at blive i byen, fordi min far var gejstlig, men da vi kom til huset, var det helt tomt. Der stod kun en gammel divan, og der lå et par af min fars bukser på gulvet. Vi fandt ud af, at min far, mor, søster og bror var blevet skudt, få dage før krigen sluttede.

Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få chokket ud af kroppen, det var slet ikke til at holde ud. Jeg lånte en cykel og cyklede fra den ene landsby til den anden. Det virkede ikke. Men så begyndte akacietræerne langs vejen at blomstre, det var sommer, solen skinnede, jeg var ung, og livet meldte sig igen. Jeg havde jo lovet min far at stå på egne ben og blive til noget.

I 12 år sagde jeg ikke et ord om krigen. Jeg blev gift med en dansk arkitekt, jeg mødte i Prag, og vi tog til Thisted på grund af hans arbejde. Mens vi var der, arbejdede jeg som tolk på et plejehjem for russiske flygtninge. Der arbejdede en dansk kvinde, der tog sig af flygtningene, og som var gift med chefredaktøren på Thisted Dagblad. Han ville gerne have et interview med mig, og under det interview begyndte jeg at fortælle.

Siden har jeg skrevet bøger om min historie og også digte. Jeg tror, at det er naturen i Slovakiet, der har skærpet den lyriske del af mig.

Privatfoto

»Min lillesøster tog en masse piller, og døde af det. Hun kunne ikke komme sig over minderne om lejren og sorgen over at have mistet min far og bror.«

Salle Fischermann, 90 år gammel, ingeniør, tilbragte 18 måneder i Theresienstadt.

Inden krigen kom, var vi min far, mor og seks børn i familien. Vi boede i en helt nybygget lejlighed på Bispebjerg, der var både varmt vand, eget toilet og balkon. Vi havde det virkelig godt. Vi mærkede ikke noget til sult, og vi fik det tøj, vi havde brug for. Det var faktisk et sorgfrit liv.

Min far var malermester, og min ældste bror var også maler. De havde specialiseret sig i at male, så det lignede marmor, og folk var helt vilde med marmorering dengang. Så vi havde et godt liv og en god fremtid foran os, da det hele blev slået i stykker. Jeg var 13 år gammel.

Den 2. oktober 1943 klokken fem om morgenen bankede det på vores dør, og jeg vågnede med et sæt. Vi vidste allerede, at det var tyskerne, der kom for at hente min far. Min mor var kold og rolig. Inden vi åbnede døren, fandt min mor i stilhed to lagener og vi bandt dem sammen i enderne. Sammen med min mellemste bror bandt jeg lagenerne fast i rækværket på vores balkon, og så firede vi min far ned i lidt under anden sals højde. Han sprang, og så var han væk.

Uden for døren stod der en dansk nazist og fire tyske soldater med maskinpistoler. Det viste sig, at de var kommet for at hente hele familien, ikke kun min far. Nazisten sagde, at vi skulle pakke tørt tøj og mad til to dage, og derfra begyndte vores rejse mod Theresienstadt med fragtskib og i kreaturvogne.

Vi var mig, min bror, min mor og mine to små søskende på rejsen. Mine to ældste søskende var ikke hjemme, da tyskerne kom, og sammen med min far købte de en robåd for at sejle til Sverige. Da de var halvvejs ude, tog båden vand ind. Den var rådden i bunden, og både min far og bror druknede. Min søster svømmede tilbage til land.

Theresienstadt var bygget til 5.000 mennesker, men vi var 60.000. Maden bestod af kartoffelskrælsuppe og et lille stykke brød hver tredje dag. Det var en gennemgangslejr, så en gang imellem råbte obersturmführeren flere tusinde navne op på dem, der skulle i transport, som det hed.

Enten blev de sendt til arbejdslejr eller til gaskamrene. Det gjort ondt at se. Nogle gange var det mine gode venner, der røg afsted. Jeg fik flere venner i lejren og også en tjekkisk pigeven. En kæreste, kan man vel kalde det.

Folk døde på stribe af sult og af sygdom. Ligene blev hentet på en trækvogn, og de kunne altid fylde den helt op. De smed et tæppe over, men det blæste tit af, så man kunne se alle ligene, der lå stablet oven på hinanden.

Jeg boede i ungdomsbarakken sammen med min bror. Der var kun nogle køjer og tæpper, og der var beskidt overalt. En dag blev jeg syg med det, der hed durchfall (diarré, red.). Det var der mange, der døde af, og jeg blev indlagt på en hospitalsstue, der bare var 16 madrasser på et gulv. Vi fik ingen medicin, og på de to dage, jeg var der, døde otte af de andre på stuen.

Sidst i 1944 blev vi stillet op på en lang række mellem lejren og floden Ecker. Urnerne med aske efter alle de døde, der var blevet brændt i lejren, skulle tømmes ud i floden, og de gik fra person til person. Urnerne var lavet af pap og var porøse, så det dryssede ud med aske og ben.

En dag blev alle danskerne i lejren kaldt sammen og bedt om at pakke alt det, vi havde. Så blev vi hentet af de hvide busser, og jeg blev kørt til Sverige.

Det var først, da vi kom til Sverige, at jeg fik at vide, at min far og bror var døde. I sine breve til os havde min søster ladet, som om alt var godt. Hun ville ikke gøre os kede af det.

Det var svært at komme tilbage til Danmark, og vi snakkede aldrig om vores 18 måneder i Theresienstadt. Ikke et ord. Og det var ikke kun os, ingen snakkede om krigen efter krigen. Min mor prøvede at begå selvmord og blev reddet af min bror, som kom hjem i sidste øjeblik og slukkede for gassen. Min lillesøster tog en masse piller og døde af det. Hun kunne ikke komme sig over minderne om lejren og sorgen over at have mistet vores far og bror.

For 45 år siden var jeg til en stor middag med en masse diplomater, og min bordherre spurgte, om Holocaust egentlig havde været så slemt endda. Så sagde jeg, »nu skal jeg fortælle dig noget,« og så fortalte jeg ham det hele. Han var en af de første, der hørte min historie. Så bad han om 30 undskyldninger, og tårerne trillede ned over kinderne på ham.

Siden har jeg holdt over 1.000 foredrag, de fleste af dem for børn og unge. Hver eneste gang har jeg fået at vide, at de aldrig har været så stille, som mens jeg fortalte, og efter hvert foredrag løber de op til mig og vil fotograferes med mig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Klaus Ankerstjerne Eriksen

Kære Salle og Iboja, jeg græder sgu også ... hvor er det forfærdeligt, hvad i og jeres familie har været udsat for. Og hvor er det forfærdeligt, hvordan mennesker kan behandle andre mennesker. Jeg håber jeres historie kan lære unge mennesker, at vi skal leve i gensidig respekt.
vh. Klaus

ingemaje lange, Oluf Husted, Per Torbensen, Bent Gregersen, Gert Friis Christiansen, Dorte Schmidt-Nielsen og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar

Hvor er det rædselsfuldt at tænke på hvad mennesker kan få sig selv til at gøre ved andre.

Historier som disse er vigtige at høre og at huske på. Det ville være så forfærdeligt sørgeligt om vi igen skulle være vidner til noget der lignede Anden Verdenskrig, historiens største tragedie, der kostede 60 millioner menneskeliv, og affødte frygt, had, mistro, og stor sorg mange år frem. Derfor er det vigtigt at vi lærer af historien! - For som det siges: den der ikke lærer af historien er dømt til at gentage den.

Det er desværre sådan at Holocaust-benægteri og anti-semitisme er i hastig fremgang, globalt set. Der er en stor gruppe mennesker mener at historien er en helt anden end den der er alment accepteret. De mener at det vi har lært om Første og Anden Verdenskrig for det meste er løgn. Mange mener også at Den Israelske Stats opførsel berettiger til anti-semitisme, og at man i Israels opførsel ligefrem kan ane en årsag til Nazi-Tysklands behandling af jøderne.

I Tyskland er der en stor menneskegruppe der mener at den tyske side af historien, hvad der skete, og hvorfor, ikke er alment kendt, og de føler sig dybt krænkede og uretfærdigt behandlet. De mener ikke at Nüremberg-tribunalets domme var retfærdige, men tværtimod ensidige og dybt diskriminerende. Noget lignende ses i Amerika, hvis største etniske befolkningsgruppe er af tysk oprindelse.

Anden Verdenskrig er uden tvivl, udover at være historiens største tragedie, også et uhyre kompliceret emne. Personlige beretninger er gode til at menneskeliggøre tragedien, men jeg mener at der også må være en dybere analyse af årsager og virkninger. De mennesker der ikke tror på den officielle historie kan ikke tvinges til at tro, selvom det i flere lande er forsøgt ved at ulovliggøre offentlige ytringer af benægtelse af og tvivl om Holocaust . Det lader til at dette kun hærder dem i deres overbevisning, som det fx ses i Tyskland, og dette vil i sidste ende føre til konflikt - og muligvis en meget omfattende, meget voldsom konflikt. Dette må vi forsøge at undgå for enhver pris!

Som jeg ser det er den eneste mulige vej frem en dialog, hvor usmageligt det end må lyde. At prøve at forstå hvorfor disse mennesker mener hvad de gør, og at forsøge at tale det igennem med dem.

Det er et ekstremt kompliceret emne. Så mange ting foregik, og ikke alle af dem lige lette at forstå. Hvor mange har for eksempel hørt om Haavara-aftalen mellem Nazisterne og Tyske Zionister, der resulterede i at 60.000 tysk-jødiske Zionister blev sendt til hvad der dengang var Palæstina, i årene 1933-39? (https://en.m.wikipedia.org/wiki/Haavara_Agreement)

Gid at noget der ligner det i artiklen beskrevne aldrig må ske igen!