Analyse
Læsetid: 4 min.

Idédebat: Selv ædle institutioner er ikke fredede for ufine aktører

Det er ubekvemt, men også vigtigt at huske, at institutioner kan misbruges. Det gælder især, når vi diskuterer, om de institutioner, der skal beskytte samfundets udsatte, fungerer optimalt
Debatten om krisecentre for udsatte kvinder peger på det ubekvemme forhold, at selv en institution som krisecentre er sårbar over for at blive udnyttet af strategiske aktører i en ufin magtkamp, skriver Philip Larsen.

Debatten om krisecentre for udsatte kvinder peger på det ubekvemme forhold, at selv en institution som krisecentre er sårbar over for at blive udnyttet af strategiske aktører i en ufin magtkamp, skriver Philip Larsen.

Lars Skaaning

Moderne Tider
11. januar 2020

En af historiens ældste gengangere er menneskets fortælling om forholdet mellem den store og den lille. Det er fortællingen om en kamp, hvor den store er hensynsløs og magtfuldkommen, mens den lille er uskyldig og kuet.

Fortællingen har fået næring af et væld af kendsgerninger gennem tiden. Allerede hos den græsk-antikke historiker Thukydid kan vi læse om, hvordan athenerne brutalt udslettede de mandlige beboere på øen Melos, fordi de ikke ville indlemmes i det athenske militærsamarbejde. Og når vi i dag kigger rundt i verden, opdager vi hurtigt, at den ældgamle fortælling stadig er nok så aktuel.

Som demokrater, der værner om menneskenes lige værd og ret, kan vi derfor finde nogen trøst i, at der er sket væsentlige fremskridt på området. Mange steder er det – i en vis udstrækning – lykkedes at få omsat oplysningstænkeren Montesquieus credo om, at »tingene må indrettes, så magt sætter en stopper for magt« til en række solide institutioner, der hindrer, at den – eller de – store har alt for frit spil.

Særligt efter Anden Verdenskrig har det stået klart, hvor vigtigt det er at beskytte mindretal og udsatte mod overgreb og undertrykkelse. Demokrati kan aldrig blot betyde, at flertallet bestemmer, men forudsætter også, at alle har en reel mulighed for at komme til orde, og at man værner om den enkeltes værdighed.

Derfor har man i Vesten også gjort en dyd ud af at oprette et væld af institutioner, lige fra domstole og lovgivning til politibeskyttelse og regelsæt på arbejdspladser, som skal sikre dette.

Ufine magtkampe

Det er imidlertid en politologisk førsteårslære, at oprettelsen af enhver institution har en række ikkeintenderede konsekvenser, og at ingen institution i samfundet fungerer perfekt. Og skal man forstå den betændte alvor af denne tilsyneladende tilforladelige lære, behøver man blot at fremdrage et par dagsaktuelle eksempler.

Her i avisen har der på det seneste været heftig debat om krisecentre for udsatte kvinder. En far havde forfattet en kronik om, hvordan han oplevede, at et krisecenterophold var blevet brugt strategisk mod ham i en verserende samværssag om hans børn. Det fik direktøren for Dansk Kvindesamfunds Krisecentre til at skrive, at et »krisecenter ikke (er) et hotel, du bare kan tjekke ind på«.

Efterfølgende blandede to advokater, der arbejder med familieretssager, og som tidligere har været i Statsforvaltningen, sig i debatten. De anførte, at »det er et faktum, at de danske krisecentre bliver brugt som en strategisk vægtstang i bopælssager – også selv om det ikke passer med krisecentrenes eget selvbillede«.

Denne debat siger ikke meget om, i hvor høj grad samfundet beskytter de kvinder, der har behov for det, og det kan meget vel halte på det område, sådan som den siddende social- og indenrigsminister har givet udtryk for. Men debatten peger på det ubekvemme forhold, at selv en institution som krisecentre er sårbar over for at blive udnyttet af strategiske aktører i en ufin magtkamp.

Det gælder også andre steder.

Fortællingens nuancer

Noget lignende var offentligheden eksempelvis vidne til, da det forrige år lykkedes en lille gruppe anonyme studerende på Københavns Universitet at anvende universitetets dengang nye regler vedrørende krænkende adfærd som et effektivt, politisk magtmiddel.

De studerende havde klaget over en lektor på humaniora, som skulle have optrådt »racistisk« og »diskriminerende« i sin undervisning, hvor han var gået kritisk til nogle af tidens populære teorier. Universitetet indkaldte lektoren til tjenstlig samtale og igangsætte en undersøgelse af ham. Og som en kafkask prik over i’et kunne lektoren ikke få at vide, hvad undersøgelsen gik ud på, og ledelsen kunne ikke komme med et eneste eksempel på, at han skulle have forskelsbehandlet sine studerende.

Med krænkelsesreglerne kunne de anonyme studerende få universitetet til at reagere hårdt og hurtigt på udokumenterede anklager og dermed sende et kraftfuldt signal til universitetsansatte om, hvad der kan være i vente, hvis man går bestemte perspektiver kritisk på klingen.

De to eksempler viser således, at den politologiske indsigt i, at institutioner langt fra er perfekte, og at de ofte har uønskede konsekvenser, hurtigt bliver politisk betændt. Det skyldes, at eksemplerne ikke kun fremhæver et teknisk kritisabelt problem ved institutioner, men også slår ned i to politisk ømtålelige emner: krænkelser og krisecentre.

Pointen er imidlertid ikke, at krisecentre skal udmagres, eller at krænkende adfærd ikke skal tages seriøst – for intet demokrati er som sagt tjent med at lade hånt om at beskytte dem, der har mest brug for det.

Til gengæld bliver vi mindet om behovet for at nuancere fortællingen om den hensynsløse store og den kuede lille, når vi diskuterer og vurderer, om de institutioner, der skal beskytte den lille, fungerer optimalt. Selv om en institution har et ærværdigt formål, er der stadig en risiko for, at den bliver misbrugt af dem, der hverken er store eller små, men blot strategiske nok til at sikre deres egen gevinst.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her