Interview
Læsetid: 2 min.

Isam B: Jeg hader grammatik, men elsker poesi

Hver uge spørger vi en ny kulturpersonlighed om deres læsevaner. I denne uge har Information spurgt Isam Bachiri, sanger og radiovært på Tro på Radio4. Han reciterer Koranen hver morgen og aften
»Jeg læser kun, når jeg føler mig inspireret. Min far gjorde alt i sin magt for at installere læseglæden i mig, da han selv holder meget af at læse. Men det havde lidt den omvendte effekt på mig.« siger Isam B i dette interview.

»Jeg læser kun, når jeg føler mig inspireret. Min far gjorde alt i sin magt for at installere læseglæden i mig, da han selv holder meget af at læse. Men det havde lidt den omvendte effekt på mig.« siger Isam B i dette interview.

Anne Bæk

Moderne Tider
18. januar 2020

– Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

»Knud Lindholm Laus nye udgivelse Bare fordi at. Det er en bog, som handler om skredet i udlændingedebatten. Stigmatisering, dæmonisering og dehumanisering af landets minoriteter har aldrig været så åbenlys som i dag.

Knud Lindholm Lau er inspireret af den tysk-jødiske filolog Victor Klemperer, hvis bog LTI – Det Tredje Riges sprog handler om observationer af nazismens sprog. Personligt undrer det mig, hvorfor vi ikke må drage paralleller — og dermed lære af vores historie.«

– Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

»Den Noble Koran. Min farfar var landsbyimam, en spirituel vejleder, under den spanske kolonisering af Marokko. Han lærte bogen udenad — alle 6.632 vers og 114 kapitler. I dag er min far pensioneret, og udenadslære styrker hans hukommelse.

Jeg snegler mig efter dem begge og har lært at finde ro og fordybe mig på tre måder: For det første reciterer jeg Koranen fast om morgenen og aftenen. Det er meditativt, og jeg sætter stor pris på dens tone, rim og flow. 

For det andet reflekterer jeg over versene — hvordan kan jeg finde relevans for min hverdag som søn, ægtemand, far, nabo, kollega og så videre? Det er en langsommelig proces for mig, fordi jeg hader grammatik, men jeg elsker poesi. Koranen er på klassisk arabisk, som er poetisk helt ned til grammatikken! Og til sidst: udenadslæren. Det er et livsprojekt, som jeg håber at komme i mål med, inden jeg stiller træskoene.«

– Hvad er den værste bog, du har læst?

»Lille Sorte Sambo. Jeg var én af de få brune på min skole, og jeg husker stadig, hvordan jeg fik en ubehagelig start i børnehaveklassen. Skolens børn skulle jo lige vænne sig til mit åbenbart sære navn; Isam ... Isambo ... Sambo ... Sorte Sambo ...«

– Hvilken type læser er du?

»Jeg læser kun, når jeg føler mig inspireret. Min far gjorde alt i sin magt for at installere læseglæden i mig, da han selv holder meget af at læse. Men det havde lidt den omvendte effekt på mig.«

– Hvornår læser du?

»Om aftenen, når ungerne er lagt, og ulvetimen er forbi. Ro. Stilhed.«

Serie

Læser du bøger?

Hver uge spørger vi en ny kulturpersonlighed om deres læsevaner.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her