Feature
Læsetid: 6 min.

Da Jon Dahl Tomasson blev moderne

Gode gamle Jon Dahl Tomasson var især kendt for to ting: Den berømte inderside og så det forhold, at han aldrig rigtig trivedes i rollen som enlig angriber. Det sidste gjorde ham til en forbløffende moderne fodboldspiller
Jon Dahl Tomasson bliver tacklet af sin tjekkiske kollega Tomás Gálasek under en venskabskamp tilbage i 00’erne. Hans triumf var, at han ikke affandt sig med sin givne rolle, men udviklede sin egen plads i spillet.

Jon Dahl Tomasson bliver tacklet af sin tjekkiske kollega Tomás Gálasek under en venskabskamp tilbage i 00’erne. Hans triumf var, at han ikke affandt sig med sin givne rolle, men udviklede sin egen plads i spillet.

Jonathan Bjerg Møller

Moderne Tider
25. januar 2020

Der er tre angribere i fodbold: 7’eren, 9’eren og 11’eren. I hvert fald, hvis man tager udgangspunkt i én af de tre grundlæggende formationer, nemlig 4-3-3 (de to andre er 3-4-3 og 4-4-2).

Men fodbold har ændret sig de seneste 20 år. Spillere har bevæget sig ud af position. Johan Cruyff var en af pionererne. Michael Laudrup fulgte trop i ’tulipanrevolutionens’ spor, placeret som han var et svævende sted imellem midtbane, offensiv og fløj.

I dag er Sergio Busquets og en spiller som Christian Eriksen også mærkelige set med taktiske briller. For hvor er de egentlig henne? Er Busquets en defensiv midt, som det hedder, en 6’er – eller er han i virkeligheden en flydende blanding af libero og tredjemand i det centrale forsvar? Er Eriksen en dynamisk, offensiv 8’er? En fløjspiller, der godt kan lide at trække ind i banen? En klassisk 10’er?

Fremsynede spillere

Datidens mulighedsrum er nutidens positionsrum. Busquets, Eriksen og alle de andre vildfarne typer ser ud, som om de er udstationeret i rummene mellem kæderne – eller helst løber derhen. Se bare colombianske James Rodríguez, en såkaldt ’falsk 10’er’. De muligheder, der engang blev skabt af fremsynede spillere, bliver med tiden til nye positioner. Sådan udvides banens form og geometri fra tre, så fire og i dag helt op til fem og seks zoner.

Det klassiske eksempel er den oprindelige 4-2-4, som blev til 4-4-2 og endelig til den mere komplekse, diamantformede 4-1-2-1-2. Det er også en rejse fra Brasilien over England til Italien. Et andet eksempel er 4-3-3, der med tiden bliver til 4-2-3-1, som er den mest brugte opstilling i dag. En historisk formation som 3-4-3 er tilsvarende genskabt på en ny måde i 3-5-2 (mest berømt i Diego Maradonas Argentina), på samme vis som Egil ’Drillo’ Olsens noget brutale 4-5-1 (afledt af 4-4-2) giver ekko i Chelseas og Arsenals fysisk betonede, men mere offensive 4-1-4-1.

Det er alt sammen tal og kombinationer, der kaster os rundt i historien, fra dengang det hele blev moderne, VM 1958 og brasilianernes 4-2-4, og frem til VM i 2006, hvor Italien og Frankrig mødte hinanden i VM-finalen og lignede hinanden på en prik: Begge stillede op i et 4-2-3-1-system. Og så blev dét normen.

Et ben i hver lejr

Jon Dahl Tomasson var på papiret en angriber, en striker. Men det er upræcist. Han var en 7’er.

7’eren er en secunda punta, som italienerne siger, en ’andenangriber’. Brasilianerne kalder ham meia atacante. Tit er han ikke til at skelne fra en trequartista, italienernes navn for en offensiv midtbanespiller, der samtidig elsker at være angriber. Men han spiller mere vertikalt og ofte mere aggressivt end trequartistaen. Ofte er han en fysisk lille spiller. Secunda puntaen er sjældent en fantasista, som er den spiller, der fortryller med sine tricks og sin sublime boldbeherskelse.

Pavel Nedved fra Juventus var en fantasista, men ikke en punta. Den anden angriber har ét ben på midtbanen og et andet i angrebet. Alessandro Del Piero var fantasista, det samme var Francesco Totti. Men ikke Antonio Cassano. Han var mere en, der tilfældigvis også scorede mål, dog som regel færre end manden lige foran ham, 9’eren. Det er ikke altid, 7’eren er født til rollen. Han kan være konverteret fra en mere ren 9’er-position, strikeren, boksspilleren. Eller måske er han en let omskolet høj 8’er eller trequartista. I sjældne tilfælde endda en forvandlet kantspiller.

Stephan El Shaarawy (AS Roma) og Giuseppe Rossi (Genoa) er eksempler på nyere secunda punta-spillere. For begge er fart og teknik vigtigere end fysik og kraft. En af de bedste 7’ere nogensinde er spanske Raúl González fra Real Madrid. Han havde endda nummer 7 på ryggen.

Tre slags angribere

Husk, der er tre slags angribere. Den anden, 9’eren, er den klassiske måltyv. I England hedder han striker og poacher (’krybskytte’), i Italien prima punta eller centravanti (centerforward). Tottenhams Harry Kane er en 9’er, og det samme er Ciro Immobile fra Lazio. Jon Dahl havde et 9-tal på ryggen. Men han var altså en 7’er.

Den tredje offensive spiller er 11’eren, wingeren (ala på italiensk). Favoritformationen for denne type spiller er 4-3-3 (bortset fra de kompakte wingless wonder-udgaver), fordi spillet på fløjene er særligt betonet her. Den naturlige formation for to wingere samtidig med både en 7’er og en 9’er er 4-2-4. Skal der være plads til to wingere, og man gerne vil spille 4-3-3, bliver 7’eren snarere en offensiv del af midtbanen. Hvis man endelig vil fastholde, at der er én central boksspiller på den øverste top, kan man notere det 4-2-3-1. Igen, tænk på VM-finalen i 2006.

En ægte angriber lever for at score mål. Hele tiden. Han kan lure på kanten af offside, som Phillipo Inzaghi i Milans storhedstid, da de dominerede Europa. Han kan være et fysisk bæst i boksen som Didier Drogba eller Atletico Madrids Diego Costa og lige nu i form af Inters Romelu Lukaka. Han kan holde bolden og vente på det helt rigtige overlap til en fremstormende midtbanespiller som Ruud van Nistelrooy og Zlatan Ibrahimovic. Eller han kan cirkle som en grib i halvmånen omkring modstanderens målfelt.

Det sidste var Emilio Butragueno formidabel til. Butragueno var en one club man ligesom Francesco Totti, Carles Puyol og Paolo Maldini efter ham. Hjertet tilhørte Real Madrid, og han var generationen lige på kanten til Michael Laudrup, et mulehår før Raúl González, som også fik nr. 7 på ryggen. Butragueno scorede 123 mål i 341 kampe for Real Madrid, og vi danskere husker ham for VM 1986, hvor secunda puntaen Emilio med den ranglede, Cruyff-lignende overkrop scorede lige så mange mål som Diego Maradona, fire af dem sat ind mod Danmark. Stakkels Jesper Olsen.

Butragueno, én af de bedste 7’ere nogensinde, blev kaldt El Buitre, fordi han kredsede om sit bytte som en grib. Målene kom tit ud af ingenting. I årene 1984 til 1995, få år før Real Madrid tog hul på Florentino Pérez’ første Galacticos-periode, lærte publikum på Estadio Santiago Bernabéu Emilio at kende som den nådesløse toreador. Han var tyrefægteren med det uskånsomme dræberstik. Men han var også teknikeren, der var god i mand til mand-situationer, som kunne drible på vanvittigt små områder på baglinjen og alligevel score fra umulige vinkler.

Jon er den danske Raúl

Emilio var en æstetisk, benhård skarpretter som taget ud af en Ernest Hemingway-roman. I den forstand passede Butragueno godt ind i det spanske landsholds furia roja – de vrede røde. Han var ikke stor og stærk, nærmest tværtimod, men der var en determinisme og noget umiskendeligt spansk over ham, som senere skulle krystallisere sig i Vicente del Bosques tiqui-taca-mandskab med Fernando Torres, Xavi og Iniesta. Emilio banede vejen, men det var falske 9’ere og nye måder at spille fodbold på, som vandt EM- og VM-titler. I den historie kom manden midt imellem Butragueno og Torres (og senere spillere som David Villa og Álvaro Morata) nærmest til at udgøre en parentes: Raúl González.

Raúl var den bedste 7’er (og glem fænomener som David Beckham og Cristiano Ronaldo; ingen af dem var rigtige 7’ere). Han løftede Butraguenos spil til nye højder. Raúl var mere teknisk ekvilibristisk end sin forgænger i Real Madrid og på et spansk landshold, han forlod i utide. Lidt samme statur, drengede, korte ben, flagrende, tynd torso, stikkende næse, engleagtigt udseende. Han var ufølsom, når det skulle være, men den måde, han agerede i rummene mellem midtbane og angreb på, var lige så følsom og letbenet som en Mozart-sonate.

Raúl indvarsler den moderne 7’er. Pladsen er kompliceret, skævvredet væk fra fløjen og skubbet ned fra den øverste plads i angrebet.

Italienerne har ord for alt i fodbold. Men de har ikke et eksakt navn for 7’eren. Trequartista måske, men han er mere 10’eren, den høje playmaker, spejlingen af registaen dybere nede. Når 7’eren kommer fra offensiven (og ikke fra midtbanen) og supplerer centravantien, kalder de ham secunda punta, den anden angriber. Ingen af de navne dækker helt Raúls virkefelt.

Det tætteste, man kommer på Raúl, er sjovt nok Jon Dahl Tomasson. Jon, den danske Raúl, befandt sig aldrig godt i rollen som den enlige forward. Men Jon havde et eminent blik for, hvornår han skulle løbe frem eller sideforskyde en anelse. Det var 7’erens position – midt imellem det hele. Og så var der lige den dér inderside.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her