Interview
Læsetid: 12 min.

Klimafilosof: Først når vi erkender, at naturen har en bevidsthed, kan vi imødegå klimakrisen

Alle er optagede af menneskehedens ansvar for, at nogle dyrearter vil uddø, men hvorfor er vi ikke interesserede i deres syn på os? Sådan spørger den amerikanske klimafilosof Jedediah Purdy, og i sin nye bog slår professoren fra Columbia University til lyd for en ny økonomi, som er i balance med naturen
Klima- og miljøpolitik handler grundlæggende om, hvem der skal have mulighed for overleve det 21. århundrede. I den forstand adskiller den sig ikke fra sundhedspolitik, der også tager stilling til, hvis liv der vejer tungest, siger Jedediah Purdy i sin bog.

Klima- og miljøpolitik handler grundlæggende om, hvem der skal have mulighed for overleve det 21. århundrede. I den forstand adskiller den sig ikke fra sundhedspolitik, der også tager stilling til, hvis liv der vejer tungest, siger Jedediah Purdy i sin bog.

Adam Jones

Moderne Tider
18. januar 2020

Spørgsmålet er simpelt, men presserende.

Hvordan skal menneskeheden etablere en ny balance med naturen, der sikrer, at planetens fantastiske mangfoldighed overlever?

Dette eksistentielle spørgsmål tager den amerikanske klimafilosof Jedediah (Jed) Brittany-Purdy op i sin nye bog, This Land Is Our Land – The Struggle for a New Commonwealth.

I en tid, hvor en menneskabt masseudryddelsesbølge skyller over klodens dyreliv, og hvor klimaet forandres radikalt af menneskets påvirkning af atmosfæren, minder han om, at tænkere har beskæftiget sig med spørgsmålet i århundreder – eksempelvis den franske renæssancehumanist Michel de Montaigne, som allerede i det 16. århundrede anførte, at menneskene har en »almen forpligtelse« over for dyre- og plantelivet.

»Der er en sammenhæng mellem dem og os, en slags gensidig forpligtelse,« skrev Montaigne.

Det er i dag et spørgsmål om liv eller død for en række arter og for klodens liv, som vi kender det – og ifølge Purdy er første skridt i retning af en genopretning, at menneskene erkender, at dyr og planter har følelser. Den erkendelse er faktisk en menneskelig forpligtelse. Eller som han siger, da Information møder ham:

»Der er andre bevidstheder end menneskenes bevidsthed.«

Den største barriere mellem os og naturen er, at vi ikke besidder viljen til at sætte os i dens sted. Tag blot den måde, vi taler om uddøende dyrearter på, fremfører Purdy.

En stabil og tryg tilværelse uden frygt for naturens kræfter har været en ekstremt kort periode i menneskenes lange historie, siger Jedediah Purdy.

En stabil og tryg tilværelse uden frygt for naturens kræfter har været en ekstremt kort periode i menneskenes lange historie, siger Jedediah Purdy.

Devin Yalkin
»Det virker, som om vi beklager tabet af den eksotiske oplevelse, det er at se et næsehorn. Åh nej, vi får aldrig mulighed for at se det igen! Men ingen tænker på, at næsehornet også mister muligheden for at se os igen. Vi tænker ikke på, at der eksisterer en for os ukendt verden bag næsehornets øjne, ligesom der for det eksisterer en ukendt verden bag vores øjne.«

The wunderkind

Det har taget næsten et halvt år med hyppige påmindelser via e-mail at overtale den sky filosof til at lade sig interviewe. Jed Purdy har lige fra sin tid på kostskolen Exeter i New Hampshire og sine studier på Harvard University i Cambridge været kendt i akademiske kredse som en wunderkind.

Han blev skolet af sine hippieforældre i det afsidesliggende bjergmassiv Appalacherne i West Virginia, indtil han var 13, og som 23-årig, i 1997, kom han på Harvard. Forfatteren og grundlæggeren af American Prospect Magazine, Robert Kuttner, fortalte i 1999 til The New York Times Magazine om første gang, han mødte den unge mand:

»Da Jed første gang trådte ind ad døren (i 1997, da han var 23 og læste på Harvard, red.), var vi totalt overvældet. Det var svært at tro, han var virkelig. Han var utrolig belæst i en meget ung alder.«

Jedediah Purdy

  • Født 1974 i en lille by i West Virginias Appalacherbjerge, hvor han voksede op i et hus, bygget af faren, uden hverken rindende vand, electricitet eller indendørstoilet.
  • Blev sammen med søsteren hjemmeskolet af deres hippiemor og begyndte i gymnasiet som 13-årig.
  • Senere blev han optaget på den eksklusive private kostskole Exeter i New Hampshire og fik i 1997 en bachelorgrad fra Harvard University og i 1999 en juragrad fra Yale University.
  • Udgav som 24-årig sin første bog, der fik ros fra anmeldere og gav anledning til portrætartikler i store aviser.
  • I 2003 udkom hans anden bog og samme år blev han ansat som juraprofessor på Duke University.
  • Siden 2019 juraprofessor på Columbia University.

Hovedværker:

  • For Common Things: Irony, Trust, and Commitment in America Today, 1999
  • Being America: Liberty, Commerce and Violence in an American World, 2003
  • After Nature: A Politics for the Anthropocene, 2015
  • This Land is Our Land: The Struggle for a New Commonwealth, 2019

Den unge Purdy skuffede ikke sine beundrere. I en alder af 24 udgav han i 1999 bogen For Common Things: Irony, Trust and Commitment in America Today – en filosofisk afhandling, der kritiserede tidens ironiske holdning til politik og kultur.

Ud over anmeldelser i landets toneangivende blade bragte The New York Times og The Washington Post lange portrætartikler om den vise unge mand, hvis vokabularium synes uendeligt stort, og hvis sprogbrug virkede affekteret på mange.

Så forsvandt han fra offentlighedens søgelys i en årrække.

Selv havde jeg aldrig hørt om Purdy, før han skrev en fascinerende kronik i The New York Times sidste år om Green New Deal. »Miljøpolitik er økonomisk politik,« stod der et sted i teksten. Et andet sted slog han til lyd for at omlægge hele USA’s klimabelastende infrastruktur.

At miljøpolitik ene og alene bør opfattes som økonomisk politik, virkede for mig som et originalt synspunkt. Hidtil har miljøbevægelsen i USA anset de to sfærer for at være adskilte. Man kunne føre miljøpolitik uden at ændre noget grundlæggende ved den økonomiske struktur.

Nu påstod denne for mig ukendte skribent, at en ny klima- og miljøpolitik må bestå i at rive hele USA’s eksisterende infrastruktur ned og bygge en ny op. Derfor de mange mails til Jed Purdy om et interview.

Dagen efter mødet med ham på Columbia Universitys juridiske fakultet i Harlem, spurgte min kone mig, hvem jeg havde interviewet i New York. »En akademiker, du ikke kender,« lød mit lakoniske svar.

»Ah, Jedediah Purdy,« svarede hun. »Jeg husker ham. Professorer og studerende på Harvard talte om ham i slutningen af 1990’erne. Hans hovedopgave blev udgivet af et kendt bogforlag.«

Green New Deal

I sin nye, korte bog, som følger det autoritative værk After Nature, A Politics for the Anthropocene fra 2016, fremlægger den lærde amerikanske juraprofessor fra Columbia University sit bud på vejen frem mod en civilisation, der lever i samklang med planetens natur, dyreliv og klima.

Frem for at tale om et bæredygtigt samfund som et ideal vælger Purdy en anden betegnelse, nemlig en »ikkedestruktiv økonomi« og en »materiel technosfære« forstået som alt, hvad menneskeheden har bygget gennem historien, hvilket svarer til en vægt på 4.000 ton for hvert levende individ.

Begge størrelser bør ifølge forfatteren udvise respekt for et klima og en økologisk balance, som har gjort det muligt for Homo sapiens at trives på en planet, vi deler med dyr og planteliv.

»Hvis vi skal frigøre os fra en økonomi og en infrastruktur, hvis bærende principper er den frie prisdannelse og det frie valg, er der behov for en ny teori om livets værdi,« siger Purdy.

Det leder ham til et eksistentielt spørgsmål:

»Hvem skal have lov til at leve i 2100 og hvordan?«

Klimafilosoffens korte svar er, at de radikale reformer, Green New Deal lægger op til, i sig har kimen til at skabe et samfund i balance med klimaet og naturen – og et fællesskab, der sætter livets værdi i højsædet.

Den bærende idé i Green New Deal, som formuleret af bl.a. det demokratiske kongresmedlem Alexandria Ocasio-Cortez, er ifølge Purdy erkendelsen af, at social retfærdighed for alle borgere er en forudsætning for etableringen af en klimaneutral og økologisk balanceret »ikkedestruktiv økonomi«.

Ligesom præsident Franklin D. Roosevelts sociale og beskæftigelsesprogram New Deal fra 1930’erne vil Green New Deal fordre kolossale investeringer i etableringen af ny infrastuktur – f.eks. offentlige transportnet, energiforsyningsnetværk og energibevarende bygninger. Disse nye arbejdspladser skal erstatte de tabte i den fossile energisektor.

Men en så omfattende omkalfatring af amerikansk økonomi – en fuld omstilling til et system baseret på vedvarende energi – er i Purdys og andres øjne politisk urealistisk, medmindre borgerne samtidig opnår social og økonomisk tryghed. Det vil for eksempel sige en jobgaranti, sundhedsforsikring for alle og gratis højere uddannelse – også kendt som demokratisk socialisme i USA’s aktuelle politiske debat.

»Klima- og miljøpolitik,« konkluderer Purdy i sin nye bog, »handler grundlæggende om, hvem der gives mulighed for overleve det 21. århundrede. I den forstand adskiller det sig ikke fra sundhedspolitik, der også skal tage stilling til livets værdi og til, hvis liv der vejer tungest.«

Det amerikanske vildnis

Purdys opvækst i en bjergby, omgivet af skove og vandløb, er kilden til hans enorme nysgerrighed over for og viden om naturen. Og ja, til hans veneration for den naturlige verden.

I bogen After Nature omsættes denne fascination til en kritisk læsning af 150 års litteratur om amerikanernes forhold til naturen lige fra Ralph Waldo Emerson (1803-82), Henry David Thoreau (1817-62), John Muir (1838-1914) og op til Rachel Carson (1907-64).

Den bærende idé i Green New Deal er ifølge Purdy erkendelsen af, at social retfærdighed for alle borgere er en forudsætning for etableringen af en klimaneutral og økologisk balanceret ’ikkedestruktiv økonomi’.

Den bærende idé i Green New Deal er ifølge Purdy erkendelsen af, at social retfærdighed for alle borgere er en forudsætning for etableringen af en klimaneutral og økologisk balanceret ’ikkedestruktiv økonomi’.

Ami Vitale
De var alle tænkere, som stik modsat den amerikanske pionerånd og nybyggermentalitet slog til lyd for at beskytte den storslåede natur på det nordamerikanske kontinent mod menneskenes rovdrift – en idé, hvis undfangelse tydeligst kan ses udmøntet i USA’s mange naturparker og reservater.

Blandt alle Storbritanniens oversøiske besiddelser synes naturen at være blevet mishandlet mest i Amerika, mener Purdy.

»Man skal selvfølgelig passe på med at generalisere. Den mentalitet var måske lige så slem i Australien, mens Canada mere har været en blanding af den nye og gamle verden,« siger han.

»Men jeg er overbevist om, at generation efter generation af en vis type amerikanere har nedarvet en politisk og kulturel identitet fra nybyggerne, som hylder den idé, at jorden virkelig tilhører dem, der tømmer den for rigdom, og det er, hvad naturen er til for – at blive udbyttet. Derfor kan det ikke være forkert.«

»Den holdning kan stadig iagttages i striden i vestlige delstater om naturparker og dyrereservater. Folk hævder, de har ret til at udvinde mineraler og gå på jagt i disse reservater. Den idé stammer fra nybyggerne.«

Det forbavsende er, at britiske kolonister i Nordamerika affejede alt, hvad den oprindelige befolkning havde lært gennem tusinder af år om at leve i balance med det amerikanske vildnis, fortæller Purdy.

»Nybyggerne var indledningsvist stærkt overbeviste om, at intet af den viden, de oprindelige folk havde tilegnet sig gennem årtusinder, kunne have nogen værdi, for hvis det havde en værdi, ville de jo ikke være vilde. De ville have set ud som europæerne.«

»Selve den idé, at indianerne kunne vide, hvordan menneskene kan leve i ligevægt med naturen, blev afvist. Det er, fordi koloniseringen var baseret på den præmis, at kun nybyggerne vidste, hvordan man skulle leve med naturen.«

Indianernes indflydelse

Men Purdy fremhæver, at den indfødte kulturarv nærmest ubemærket er blevet optaget i amerikansk kultur.

»Det ironiske er, at der uden stort set alle ikkeindianske amerikaneres vidende er blevet indoptaget mange ting fra de oprindelige folks kulturer i det hvide Amerikas folklore,« siger han.

»Tag for eksempel en ældre kvinde, jeg lærte at kende som barn i Appalacherne. I kraft af at hun var kvart indianer, vidste hun alt om, hvad man kunne finde af spiselige planter og urter i skovene. Ingen af de hvide beboere kendte til hendes aner. Det gik hen over hovedet på dem, at megen viden i deres kultur om naturen faktisk er nedarvet fra den oprindelige befolkning.«

– I tidligere perioder af amerikansk historie har nogle søgt tilflugt i naturen. Nu om dage er mange amerikanere begyndt at producere deres egne frugter og grøntsager – selv på hustage i storbyerne. Er det i en vis forstand knyttet til de oprindelige folks kultur?

»Det mener jeg bestemt, fordi det handler om at knytte sig til jorden – altså jorden som en levende organisme. Men det er ikke altid et selvbevidst udtryk for en følelse af at være knyttet til mennesker, der boede på stedet engang. Det hænger snarere sammen med den åndelige arv fra indfødte kulturer, som kolonisterne tilegner sig og indarbejder i det nye Amerikas åndsliv,« fortæller Purdy.

Naturkræfterne

Det kan virke som en utopi at forvente, at menneskeheden af egen fri vilje skulle sætte punktum for en relativ kort epoke i civilisationen karakteriseret ved rovdrift på naturen og forurening af atmosfæren. En periode, hvor fossile brændsler har skabt en økonomisk og social tryghed uden fortilfælde i historien og muliggjort mangedoblingen af planetens befolkning.

En sådan udvikling forudsætter ifølge Purdy en dybtgående erkendelsesproces, i hvilken menneskene i forbindelse med en nyvunden forståelse af den naturlige verden som en levende organisme med en bevidsthed kommer til den konklusion, at vi også bliver nødt til at leve i balance med den livgivende atmosfære.

Før industrialderen levede menneskene i forundring for og frygt for naturen. I løbet af 200 års udbytning af naturen spredte der sig en overbevisning om, at vi ustraffet kunne beherske dens uhæmmede kræfter. Nu slår den pludseligt og uventet igen. Sat på spidsen er klimakrisen naturens (nogle ville sige: gudernes) hævn over os.

»I meget lang tid mente menneskene, at de var prisgivet en natur, de ikke rigtig forstod. Nogle år slog høsten fejl, fordi regnen udeblev. Andre år blev den ødelagt af bække og floder, der gik over deres breder. I de sidste 150-200 år har vi levet med den overbevisning, at naturen er pålidelig, forudsigelig og mulig at beherske,« siger Jed Purdy.

Han ser to årsager til, at klimaforandringer og økologiske kriser nu har bragt os i choktilstand. Dels er vejret blevet mere ustabilt og ekstremt, dels er det gået op for folk i det geografiske nord, at den tryghed, de er blevet vænnet til, ikke længere eksisterer.

»Det viser sig, at en stabil og tryg tilværelse uden frygt for naturens kræfter har været en ekstremt kort periode i menneskenes lange historie,« konstaterer klimafilosoffen.

Det er en erkendelse, flere og flere amerikanere når til i forbindelse med de seneste års ekstreme vejrfænomener – ødelæggende storme, oversvømmelser, tørke, skovbrande. Og det er her kimen til et håb ligger gemt, fordi – som Purdy siger – når amerikanerne vågner op og udfordres til at udrette de helt store ting, kan det gøre en forskel for hele verden.

Alt hvad vi gør – arbejde, forbrug, transport – er hængt op på fossile brændstoffer. Det er vi nødt til at gentænke. Vi er nødt til at skabe helt nye struktur og nye måder at leve på, argumenterer Jedediah Purdy.

Alt hvad vi gør – arbejde, forbrug, transport – er hængt op på fossile brændstoffer. Det er vi nødt til at gentænke. Vi er nødt til at skabe helt nye struktur og nye måder at leve på, argumenterer Jedediah Purdy.

Jeff Dai
»På sin vis er vores politiske system dysfunktionelt, men USA er stadig så stort og velhavende et land, at hvad der sker her, har konsekvenser for hele verden. Det gælder desværre også, hvis vi ikke handler, for eksempel i forhold til klimakrisen,« siger Purdy.

– I 1960’erne og 1970’erne gik USA forrest med hensyn til miljøpolitik. Det var her, den bevægelse, der overbeviste demokrater og republikanere om at vedtage nogle revolutionerende miljølove, begyndte. Tror du, at det atter vil blive tilfældet i forbindelse med Green New Deal?

»Det er rigtigt, at amerikansk politik ofte tager ét skridt frem og ét tilbage, og at store reformer kun bliver vedtaget under pres fra folkelige bevægelser. Desværre afspejler kongreslove i stadig højere grad specifikke interessegruppers dagsorden. Så der er brug for masser af aktivister og folkeligt teater for at nå igennem til Kongressen. Og her har folkene bag Green New Deal gjort en fantastisk indsats.«

Den politiske revolution

En ting er den voksende bevidsthed om klimaforandringer, noget andet er, om en så gennemgribende reform af USA’s økonomi, som Green New Deal lægger op til, er politisk realistisk i et USA anført af klimabenægteren par excellence, Donald Trump.

En radikal omformning af landets økonomi efter Green New Deals principper vil ifølge Purdy støde imod to næsten uoverstigelige barrierer. Den ene er en libertær mentalitet, der stammer fra nybyggerne og fastholder, at amerikanerne har en »moralsk ret« til at udbytte naturen.

»Den libertære ideologi nærer en dyb foragt for statens rolle i økonomien,« siger han. »For mange hvide tjener staten kun de andre, hvilket vil sige mindretallene. Og eftersom de ikke stoler på staten, er der ingen magt, som kan lave om på økonomien.«

Den anden hurdle er, hvad Purdy kalder en »libertær bilisme«.

»I USA er næsten alle dybt afhængige af highway-systemet og den spredte bebyggelse. Du kan ikke komme på arbejde, købe ind, se venner etc. uden at køre lange afstande. Uden fossile brændsler ville vi være totalt hjælpeløse. Alt ville gå i stå. Så i mistroen til staten og i selve infrastrukturens udformning er der indbygget en enorm modstand mod Green New Deal.«

Men som en belæst filosof med stærk sympati for venstrefløjspolitik afviser Purdy ikke muligheden for, hvad den demokratiske præsidentkandidat Bernie Sanders i sin kampagne i 2016 og 2020 har kaldt en »politisk revolution« i Amerika.

»Det er vigtigt at holde sig for øje, at den politiske historie er fuld af overraskelser. Hvem forudså Den Franske Revolution? Slavernes frigørelse? Det britiske imperium? Ligestilling for kvinder, LGBT-personer og etniske mindretal i USA og andre steder?«

»Folk genopfinder sig selv hele tiden. De motiveres af nye ideer og reagerer på udfordringer, som for eksempel klimakrisen på helt ekstraordinære måder. Det uafklarede spørgsmål er, om revolutionen kommer i tide. Det kan blive for sent.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lillian Larsen

Jeg håber at høre mere til dette spor, både i lnformation og i den verden, vi lever i.
Fra artiklen:
"Det kan virke som en utopi at forvente, at menneskeheden af egen fri vilje skulle sætte punktum for en relativ kort epoke i civilisationen karakteriseret ved rovdrift på naturen og forurening af atmosfæren. En periode, hvor fossile brændsler har skabt en økonomisk og social tryghed uden fortilfælde i historien og muliggjort mangedoblingen af planetens befolkning.
En sådan udvikling forudsætter ifølge Purdy en dybtgående erkendelsesproces, i hvilken menneskene i forbindelse med en nyvunden forståelse af den naturlige verden som en levende organisme med en bevidsthed kommer til den konklusion, at vi også bliver nødt til at leve i balance med den livgivende atmosfære."

Ejvind Larsen, Pia Kühnell, Søs Jensen, Estermarie Mandelquist, Annie Jakobsen, Ole Svendsen, Gitte Loeyche, Anne Schøtt, Benta Victoria Gunnlögsson, Kirsten Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
lars søgaard-jensen

Også når arten homo (in)sapiens er lykkedes med at udrydde sig selv, og desværre har taget en længere række af andre arter med i udryddelsen, vil der være liv på denne klode. Evolutionen standser heller ikke, så om nogle millioner år vil dette overlevende liv måske have udviklet en art som med rette vil kunne bære betegnelsen homo sapiens. Det har ingen hast for dem som tror! Der i findes et håb - måske.

Jeppe Lindholm

Alle arter uddør før eller senere. Uden det ville mennesket som art aldrig have eksisteret. At arter uddør er helt naturlig og en del af evolutionen.

Hvis menneskeligheden udrydder sig selv er dette ligeledes en naturlig del af evolutionen. Så kommer der en ny levedygtig art til at tage over. Og sådan fortsætter det til den dag solen lukker og slukker.

lars søgaard-jensen, Bent Nørgaard og Rikke Nielsen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

I og med vi befinder os i et univers, hvis indre og ydre grænser - hvis der er nogen - vi ikke kender, burde det være indlysende, at man træder varsomt. Og ikke som hjernedøde græshoppesværme lægger alt øde, hvor man kommer frem. Hvis man som menneskehed mener at være en intelligent art er nuværende adfærd ekstremt uintelligent som i selvødelæggende. At alt konstant interagerer med alt burde ikke være nogen hemmelighed. Fotosyntese som eet af de tydeligste eksempler, men også kvantefysikkens opdagelse af kvantets superposition i mulighedsfeltet burde medføre almindelig opvågnen og adfærdsændring. Med al respekt så er professor purdys bog gammel vin på nye flasker og afslører en almindelig ubevidsthed, som synes at være i magtens interesse at fastholde. Lad os trods alt håbe, at udgivelsen af en sådan bog er med til at oplyse det mørke, som er i onde kræfters interesse.

Man kan kun undre sig over status quo på denne planet, som er et potentielt paradis, og eneste rationelle forklaring synes efterhånden at være, at 'nogen' har en skjult agenda. Hvorvidt den handler om at minimere og kontrollere planetens population ifht one world order, eller om anden intergalaktisk intervention er i færd med at udrulles, så er det ihvertfald et faktum, at man som almindelig efterhånden ikke længere så godtroende borger føler sig stadig mere udsat.

Bliver borgerens interesser - som i fredelig sameksistens med sig selv, hinanden og det økologiske grundlag - varetaget? Nej, det overordnede billede afslører skjulte særinteressers onde magtspil, som i ødelæggelse af og kontrol med naturgrundlaget, opfordring til folkeslagenes indbyrdes konflikter - del og hersk - kontrol med finansmarkederne og medierne udstiller en agenda, som IKKE er i hverken planetens eller menneskehedens interesse. I hvis så?

lars søgaard-jensen, Thomas Faber, Ejvind Larsen, Søs Jensen, Flemming Berger, Ole Svendsen, Eva Schwanenflügel, Arne Albatros Olsen, Hanne Utoft og Mikkel Zess anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Hej, interessant - da jeg postede seneste indlæg, tænkte jeg, at det enten blev slettet, eller at respons var 'sølvpapirshat' ...

Jeanette Vindbjerg Nissen

@Randi Christiansen:

I hvis interesse, spørger du; svaret må blive: ingens, for hyperkapitalismen er frakoblet almindelig moral, anstændig- og medmenneskelighed - natur, balance, bæredygtighed mv er ikke en del af det univers.

lars søgaard-jensen, Ejvind Larsen, Estermarie Mandelquist og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Jeanette Vindbjerg Nissen

Bortset fra det har menneskeheden brugt rundt regnet 2.000 år på at distancere sig fra naturen, fordi vi så den i modsætning til civilisation. Som avisen her skrev om forleden, har Australiens oprindelige befolkning viden om, hvordan store naturbrænde kan undgås, og sådan er vi andre på så mange punkter blevet dummere og mere begrænset af at brænde vores bånd til naturen.

Trump ville håne med, at den tankegang gør os fattigere, at vi ender med at sove på jorden og lave ild med stengnister igen, men det er jo en tredje vej, vi skal etablere, hvor vi ser sammenhænge frem for modsætninger.

Jeg forstår ikke argumentet. Har 'naturen' en bevidsthed? Tja bob bob. Men uanset om naturen har bevidsthed eller ej, bør vi da udgå at ødelægge den. ikke kun for vores egen skyld, men fordi naturen i sig selv har en værdi.
Tilstedeværelsen af bevidsthed er vel empirisk meget svært at påvise, ikke desto mindre møder man tit påstande om, at den findes nærmest over alt. Det ville være ønskeligt med en større ydmyghed, faktisk ved vi meget lidt om andre væsners bevidsthed. Den findes sikkert i forskellige grader, men er sikkert helt fraværende hos mange organismer.
'Naturen' som sådan har den helt sikker ikke da dette er et menneskeskabt konstrueret begreb for alt 'ikke menneskeskabt' .

Randi Christiansen

@ole - jeg forstår bevidsthed, som det, at du er medvidende, du er vågen, du følger med, du opfatter, hvad der foregår omkring dig. I modsætning til ikke at fatte en bønne ... og så er der det særlige forhold, at bevidsthed kan udvides, kan vokse, vi kan blive klogere. Hvilket måske forklarer magtens interesse i at kriminalisere bevidsthedsudvidende stoffer som cannabis og psilocybin til fordel for giftige, bevidsthedsindskrænkende stoffer som alkohol, tobak med kemi og medicinalindustriens psykofarmaka.

Og jeanette, i ingens? Cui bono? Dem, der stryger profitten. I sidste ende er det selvfølgelig heller ikke i deres interesse, for de undergraver også eget eksistensgrundlag, hvorfor det er nærliggende at gøre sig de tanker, som jeg gør 13.20. Del og hersk - følg pengene, find de ansvarlige.

Vi lever i et magisk univers på en magisk planet. Det gode spørgsmål er, hvilket hold man vil spille med ....

For mange år siden, gik der ved Nørreport Station, nogle personer rundt med en tomat med to ledninger i og påstod, at de kunne påvise tomatens følelsesliv ved udsving på et medbragt måleinstrument.
Måske har ”naturen” en bevidsthed...
Den, der natur, er jo ikke lige til at få styr på, og da slet ikke dens bevidsthed, åbenbart.

Nogle mennesker har ikke bare en bevidsthed, de har også en samvittighed, og evnen til at reflektere.
Har ”naturen” samvittighed? Evne til at reflekterer?

Måske har ”naturen” endda haft en finger med i artiklen fra videnskab.dk
God fornøjelse :-)

https://videnskab.dk/naturvidenskab/hvad-i-alverden-er-bevidsthed

Randi Christiansen

Vi er ikke en krop med en hjerne, som har en 'bevidsthed'. Vi er bevidsthed, som for en tid opererer vha en krop og en hjerne.

Søren Kristensen

Naturens bevidsthed. Sikke noget bavl, skulle jeg mene. Men hvis det er det paradigme der skal til for at redde kloden, så hvorfor ikke? Når det gælder overlevelse gælder alle kneb.

Ganske interessant. Jeg skal have læst det en gang mere og så tænke over det.

Lillian Larsen, Ejvind Larsen og lars søgaard-jensen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

'At være, eller ikke være - dét er spørgsmålet'

Hvad er natur andet end hele skabelsen? Liv gennemtrængt af bevidsthed på forskellig vis. Spørger en blomst 'hvem er jeg'? En blomst er. Det kunne vi mennesker også blive bedre til. At være. Så åbenbares skabelsens vidunder, og vi behøver ikke at spørge hele tiden. Vi ved.

hannah bro, Ejvind Larsen og Søs Jensen anbefalede denne kommentar
Jeanette Vindbjerg Nissen

@Randi Christensen:

Jeg anerkender, min respons er lidt krøllet, men tanken er, at Fondskapitalismen slører det menneskelige ansvar, og at de mekanismer, der driver værket, kan virke selvkørende. Selvfølgelig er der mennesker bag, men kampen er blevet sværere, jf fx Poul Nyrups kamp mod hedge funds; dengang, i 00'erne, var fokus på det sociale, manglen på jobskabelse i en industri præget af kortsigtet finansiering, men det gælder jo i lige så høj grad manglen på ansvar for miljøet.

Mht naturens bevidsthed er det nok meget at forlange, folk skal opleve/fornemme en sådan for at få dem til at passe på deres omgivelser ... det er mere forståelse for naturens vigtighed for vores ve, vel og fremtid, som behøver udbredelse.

Om naturen selv har en bevidsthed er et metafysisk spørgsmål, som i sig selv er meget interessant, men svært både at påvise og afvise - hvorfor det oftest handler om tro, baseret på individuel erfaring, indre som ydre. Men at naturen påvirkes af bevidsthed, det kan næppe afvises. Både dyr og mennesker kan fornemme stemninger i andre - de fleste af os kender fornemmelsen af at blive stirret på, og så kigge rundt og få det bekræftet. Vi har også hørt om eksperimenter hvor der spilles henholdsvis klassisk musik og støjende rockmusik for planter, og at det skulle have en effekt på deres vækst. Et interessant spørgsmål er: hvor meget og hvordan påvirkes naturen, og andre levende væsner, af vores individuelle bevidsthed, og af vores fælles bevidsthed?

Her er et interessant studie, selvom det er ganske tungt:
https://www.sheldrake.org/research/animal-powers/a-dog-that-seems-to-kno...

Her en video af et af eksperimenterne - 6 minutter. Hunden kan tilsyneladende mærke hvornår ejeren beslutter sig for at vende hjem, selvom det er langt væk:
https://youtu.be/aA5wAm2c01w

I øvrigt kan bogen "The Conscious Universe: The Scientific Truth of Psychic Phenomena" af Dean Radin anbefales. Han har arbejdet med bevidsthedens påvirkning af fysiske fænomener i mange år, og i samarbejde med en forskningsgruppe lavet egne eksperimenter og statistiske analyser af egne og andres eksperimenter der viser en samlet sandsynlighed for at de observerede fænomener skulle være tilfældige på (så vidt jeg husker) 1 til en trillion.

En spændende verden!

hannah bro, Lillian Larsen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

@jeanette - "Mht naturens bevidsthed er det nok meget at forlange, folk skal opleve/fornemme en sådan for at få dem til at passe på deres omgivelser ... det er mere forståelse for naturens vigtighed for vores ve, vel og fremtid, som behøver udbredelse."

Når du forstår "naturens vigtighed for vores ve, vel og fremtid" har du kontakt til naturens bevidsthed. Al logik og evidens viser, at alt er forbundet og interagerer. Hele tiden. Det enkelte menneskes ansvar er, hvorledes det ud fra sine forudsætninger vælger at spille bolden.

Kan du kende forskel på tro og viden? Kan du tænke selv? Eller vælger du at tro på, hvad såkaldte eksperter promoverer som viden?

Mennesket er del af naturen, og min logik siger mig, at vi derfor har adgang til viden om det, vi er del af. Spørgsmålet er, om vores receptorer er udviklede til at opfange denne iboende viden.

Man kan ikke spise suppe med en gaffel - og ligeledes har nuværende naturvidenskabelige måleinstrumenter sine begrænsninger. Det er derfor forkert at tro, at fordi man ikke med de tilgængelige briller kan se noget, så findes det ikke. Man må forholde sig åbent uden at miste den funktionelle forbindelse til den verden, man befinder sig i.

Og mht at du mener, systemerne helt har overtaget den manglende styring, som i et løbsk tog, kan jeg kun være uenig. Een af måderne at udpege de ansvarlige er at følge pengene. Som verden ser ud i dag, er det et relevant sted at starte sin undersøgelse af, hvem de egentlige magthavere er.

Jeanette Vindbjerg Nissen

@Randi Christiansen:

Jeg skriver ikke om mit eget syn på/forhold til naturen, men filosoffens krav om, at klimakrisen først kan imødegås, når folk har erkendt naturens bevidsthed, og det bevidsthed, som han opfatter det, ikke som du beskriver det i indlægget herover. Med bevidsthed bevæger han sig ud i animisme, og det mener jeg ikke er nødvendigt for at kunne motiveres til at handle for et bedre miljø.

Og jeg skriver ikke, at systemerne har fået et fuldstændigt overtag, men at det blevet sværere at ansvarliggøre nogen, end det var før fonds- og hyperkapitalismen slog igennem - ikke umuligt, men sværere. Altså tænker jeg ikke, vi er uenige på det punkt.