Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: Børge ville have elsket at fortælle historien om sin egen død

Børge Askholm nåede at være snedker, lærer, taxachauffør, fotograf, slægtsforsker og arkæologistuderende. Det var ikke, fordi han var rastløs, snarere umætteligt nysgerrig
Duften af god pibetobak, som omgav Børge Askhøj det meste af livet, var for hans venner et af mange udtryk for hans ubekymrede livsnydelse.

Duften af god pibetobak, som omgav Børge Askhøj det meste af livet, var for hans venner et af mange udtryk for hans ubekymrede livsnydelse.

Privatfoto

11. januar 2020

Børge Askholm døde i bus 4A på Amager. Han nåede lige at stille sin rollator og sætte sig ned på sædet, da hans hjerte pludselig holdt op med at slå.

For de øvrige passagerer og chaufføren var det utvivlsomt et chok, men for Børge Askholm, der var iklædt sit stiveste puds, var det en passende sortie.

Ikke kun fordi han var på vej til Den klassiske musikquiz i DR’s koncertsal, et program han så ofte havde nydt sammen med sin kone, Dorthe; og ikke kun fordi han insisterede på at være på farten, at rejse og at opleve, selv efter hans fysik begyndte at falme. Men også fordi hans sidste rejse er en historie, som han selv ville have elsket at skrive ned og fortælle videre.

Børge Mathias Nielsen Askholm

  • Født den 22. oktober 1939.
  • Efterlader sig to børn, tre børnebørn, tre bonusbørn og syv bonusbørnebørn.
  • Død den 22. august 2019.

Børge Askholm gjorde mange ting i faser: Han var uddannet snedker og folkeskolelærer, han var arkæologistuderende og taxachauffør og samtidig en dygtig fotograf. Men var der en ting, han altid gjorde, så var det at fortælle historier.

Han skrev selv utallige historier, opdigtede og om sit eget liv, og han læste alt fra H.C. Andersen til Martin A. Hansen højt for sine børn.

Han kastede sig også over de helt store fortællinger som slægtsforsker. Han startede med at gribe telefonbogen og ringe til alle i Danmark med samme efternavn som ham selv. Når hans datter i dag møder en Askholm, skal hun bare sige, at hun er Børges datter, så ved de, hvem hun er.

En lignende interesse fik ham til at studere arkæologi – et studie, han aldrig færdiggjorde. Han flakkede fra det ene erhverv til det andet, uden for alvor at lægge sig fast på en destination. Det var ikke udtryk for rastløshed, snarere nysgerrighed eller appetit på livet.

Var han skuffet over det, han havde opnået, gav han aldrig udtryk for det. Han så det heller ikke som et nederlag, at ingen ville udgive hans historier, eller at han måtte lukke et atelier på Østerbro, hvor han arbejdede med sine fotografier. Han blev bare ved med at skrive og fotografere, fordi han kunne lide det.

Var der noget, hans venner kom til at forbinde med den duft af god pibetobak, der fulgte ham i en stor del af hans liv, så var det ubekymret livsnydelse.

Det første ord var ’kaffe!’

Alt stoppede dog for en stund, da han fik en hjerneblødning i midten af 90’erne.

Han vågnede i sit hjem på Amager og mærkede, at den ene side af kroppen var lammet. Han fik ringet efter en ambulance og overlevede, men arbejdslivet måtte han parkere til fordel for et liv som førtidspensionist.

Han mistede også det sprog, han elskede at lege med. Men han kæmpede videre, og en dag vendte ordene tilbage. Det første, han sagde var: »Kaffe!«

Hans krop blev aldrig den samme, men han skrev fortsat sine historier. Nogle af dem sendte han til ’Hej P2’, et radioprogram om klassisk musik, hvor redaktionen til sidst kendte ham så godt, at de hyldede ham på deres møder: »Når nøden er størst, er Børge Askholm nærmest,« sagde de.

Hans store kvalitet som fortæller var måske hans ærlighed, og han var ikke bange for at beskrive savnet af sin anden kone Dorthe, der døde i 2017, to år før ham. Efter hendes død forstummede den klassiske musik, der altid havde fyldt deres hjem, og Børge Askholm holdt helt op med at læse. Hans døtre kunne ikke tolke det anderledes, end at han havde mistet lysten til at leve.

Men ensomheden afholdt ham ikke fra at rejse, og han spiste ofte aftensmad med en veninde fra sin andelsforening. Som en fast tradition så de Harry Potter-filmene sammen, måske fordi det er et godt eventyr.

Historien fortsætter om ti år

Samtidig hørte Børge Askholm signalerne fra sin krop og vidste, at livet langsomt tonede ud.

»Skønt jeg ikke har svoret på at blive gammel, har jeg dog i smug puslet med tanken om at blive 114 år, men efterhånden som alderdommen indfinder sig, er jeg kommet i tvivl,« skrev han i januar 2019.

Han nåede at planlægge sin 80-års fødselsdag, men døde to måneder forinden.

Til mindehøjtideligheden lyttede de 50 gæster blandt andet til en koral af Bach, som også blev spillet til konen Dorthes begravelse, og et uddrag af H.C. Andersens Den lille havfrue, som han havde læst højt for sine døtre.

Børge Askholm er ikke færdig med at fortælle historier om sit liv. På hylderne har han ikke bare efterladt et kæmpe arkiv med forskellige tekster og tusindvis af billeder, som hans børn stadig er i gang med at gennemse. Han har også samlet et væld af personlige breve og dagbøger i to flyttekasser. De må først åbnes om ti år. Hvorfor sagde Børge Askholm aldrig, men når vi nærmer os det næste årti, vil han måske fortælle det fra de døde.

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • David Zennaro
Thomas Tanghus og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu