Et liv er forbi: Hun var hele byens hukommelse

Det var ikke, fordi Aase Reffstrup gik og drømte om at blive champignongartner. Alligevel endte hun med at bruge næsten 20 år af sit arbejdsliv på at dyrke champignon, spredt over to kontinenter, og nogle gange også med spredt held. Men Aase Reffstrup havde det sådan, at man måtte få det bedste ud af den situation, man nu stod i, og så ikke gå og gruble alt for meget over, hvad nu hvis. Så hellere gøre det, der ligger ligefor.

Derfor bakkede hun også op, da hendes mand Knud Reffstrup lidt uventet fik tilbudt at overtage sin fars job som champignonekspert ved et gartneri i Norge.

»Så er det det, vi gør,« sagde Aase Reffstrup, og i 1951 byttede familien murstenshuset på Fyn ud med et træhus i udkanten af Oslo. Sønnerne Knud Ole og Torsten lærte at bruge greb og skovl, og naboen fru Schjerven lærte Aase Reffstrup en norsk talemåde, som hun sidenhen tog til sig som et slags livsmotto: ’Alt ordner seg i marsjen.’ Så længe man går fremad, skal det nok gå.

Det var svært at få arbejde i Danmark i tiden efter krigen, så familien brugte de næste syv år som omrejsende champignongartnere. Først i Oslo, derefter Canada og USA, så Oslo igen, for til sidst at åbne deres eget gartneri i 1958 i Aase Reffstrups fødeby Nørre Søby.

Nørre Søby Central

Det er ikke helt forkert at sige, at Aase Reffstrup i løbet af sine 95 år nåede at blive lidt af en æresborger i Nørre Søby. Bortset fra en kort tid i København og godt syv år i udlandet, boede hun i byen hele sit liv. Ligesom sine forældre.

Aase Reffstrup blev født nytårsaften 1923. Nørre Søby var dengang en klassisk landsby med gadekær, fire købmænd, to skoler, et posthus og tre smedjer.

Hendes mor røg minimum fire cerutter om dagen og ejede byens telefoncentral. I begyndelsen bare et lille omstillingsbord i hjørnet af stuen, men der kom hurtigt flere abonnenter til, og Aase Reffstrup blev lært op som telefonist og sekretær.

I entreen mellem familiens jakker hang den store vægtelefon med drejeskive til dem, der ikke selv havde telefon. Centralen skulle være åben dag og nat, så der var altid masser af mennesker. Det passede Aase Reffstrup godt, for hun elskede at tale med folk og følge med i byens liv.

Hun elskede også musik. Det havde hun fra sin far, der var spillemand, og som 13-årig kom Aase Reffstrup med i sin fætters danseorkester som pianist. De spillede til fester rundt omkring, og i orkesteret var også Knud på trompet og violin. Knap ti år senere giftede Aase Reffstrup sig med ham i Nørre Søby Kirke.

Altid begejstret

De fik to børn sammen, og Aase Reffstrup elskede at være mor, elskede familielivet. Der var altid rent tøj, mad på bordet og gæster. Aase Reffstrup var, som hendes yngste søn beskriver det, »familiens stabiliserende element og sociale anker«.

Og lige så vigtigt så var hun ægte optaget af det, der interesserede folk omkring hende. Især sine børn. Så da den yngste søn en dag kom hjem og sagde, at han altså gerne ville invitere sine venner på en fiskemiddag, synes Aase Reffstrup, det var en genial idé.

Hun gik i gang med at sy en kokkehue, og så stod de to i køkkenet flere timer og forberedte festmenuen sammen. Muslinger, flere slags sild, varm og kold laks, der skulle være det hele.

Det var selvsamme interesse for menneskelige liv og relationer, der i 1978 fik Aase Reffstrup til at starte Nørre Søby Lokalarkiv. Da var velfærdssamfundet for længst kommet til byen med parcelhuse, supermarkeder, oliekrise og stordrift, og sidstnævnte havde fået Aase Reffstrup og hendes mand til at lukke gartneriet nogle år forinden.

Men det var ikke noget, der ærgrede hende – hun havde fået job som sekretær på Syddansk Universitet, og hun accepterede, at sådan er det med historien – den er dynamisk og altid på vej et nyt sted hen, og så er det bare om at følge nysgerrigt med.

I dag er historie i morgen

Lokalarkivet blev Aase Reffstrups store hjerteprojekt. Hele byens fælles hukommelse, kaldte man hende.

»Når man siger lokalhistorie, er mange tilbøjelige til at tænke på noget gammelt, men i morgen er i dag historie,« som hun engang sagde det i et interview i Fyens Stiftstidende om sin fascination af historiearbejdet.

Hun arrangerede fortælleaftener, registrerede arkivalier med stor seriøsitet og sænkede stemmen i respekt, når hun omtalte klenodierne: Nørre Søby-hornet, der blev brugt til at slukke en stor brand i 1910, byskiltet fra den nedlagte togstation, en gasmaske, der tilhørte et medlem af den lokale modstandsgruppe under krigen.

Aase Reffstrup arbejdede med arkivet indtil et halvt år før sin død. Det blev sværere og sværere for hende at gå, og i efteråret 2019 blev hun indlagt med vejrtrækningsproblemer. Men hun glædede sig til at komme tilbage til arbejdet og havde allerede styr på hvilket sæt tøj, hun skulle have på hjem fra hospitalet.

Om eftermiddagen den 26. oktober, da hun lige havde haft besøg af sin ældste søn, bad hun en sygeplejerske om at hente en kop kaffe.

Da sygeplejersken kom tilbage, var Aase Reffstrups hjerte holdt op med at slå.

Aase Reffstrup blev bisat i en stopfyldt Nørre Søby Kirke.