OK20: Metalformanden har landets mest magtfulde netværk – og han bruger det

Formanden for Dansk Metal og CO-Industri, Claus Jensen, har det største netværk blandt Danmarks magtelite – overhovedet.

Det er større end statsministerens og hendes ministres, større end dronning Margrethes og landets største virksomhedsdirektørers. Og større end de øvrige fagforeningsformænds – selv om Dansk Metal kun er det fjerdestørste fagforbund.

En gruppe forskere fra Copenhagen Business School har forsøgt at visualisere Claus Jensens netværk. I deres graf (se nederst i artiklen) tegner der sig et stort edderkoppespind fyldt med små tråde ud fra ham. Hver især strækker de sig ud til de bestyrelser og udvalg, han sidder i, og som giver adgang til nye netværk af magtfulde mennesker. 

Alene i Dansk Metal er han formand for fire bestyrelser og 11 udvalg. Men derudover har han poster i yderligere 37 udvalg, fonde komiteer, fora og partnerskaber, der alle åbner døren til en ny håndfyld gode bekendtskaber.

Og Claus Jensen er en mand, der holder sig gode venner med de fleste. Selv arbejdsgiverne og de blå partier.

I disse dage er det hans opgave at sørge for løn, pension og barsel til alle de lønmodtagere, der bygger vores cykler, biler og fly eller reparerer vores vindmøller og våben, når han forhandler overenskomst med Dansk Industri.

I sig selv omhandler aftalen kun Claus Jensens 200.000 medlemmer. Men fordi det er den første i rækken af mange flere overenskomster, der skal forhandles på plads, danner CO-Industris aftale præcedens for alle andre private overenskomster. Og på den måde vil aftalen de facto påvirke 600.000 danske arbejdere.

Det er ikke første gang, det store ansvar hviler på Claus Jensens skuldre. Siden han blev formand i 2012, har han forhandlet overenskomst tre gange. Indtil videre uden at ende i storkonflikt, selv om debatten om den såkaldte 42-timers regel var tæt på at skabe konflikt i 2017.

Men ved OK20, så vel som mange gange før, hjælper det Claus Jensen at have et stærkt netværk. For når han sidder ved forhandlingsbordet, er han ganske vist bare en smed fra Kerteminde. Men en smed, der kender hele landets magtelite, kan nå ganske langt.

Sving smedehammeren

Spørger man folk, hvad forskellen er på Claus Jensen og hans forgænger, Thorkild Engell Jensen, bliver det klart, at der er tale om to mænd med vidt forskelligt temperamenter. 

»Claus Jensen er noget mere bramfri og jovial,« formulerer professor på CBS Christoph Houman Ellersgaard det. Han har, i forbindelse med sin forskning i den danske magtelite, interviewet dem begge flere gange.

»Thorkild Engell Jensen er lidt mere stille og faktisk introvert. Han er en tænksom vestjyde, mens Claus Jensen er en fynsk bulderbasse. Det tror jeg også, de selv ville sige,« siger Christoph Houman Ellersgaard.

Samme analyse deler tidligere formand for FOA, Dennis Kristensen. Han arbejdede i en årrække sammen med Claus Jensen, da de repræsenterede hver deres forbund i LO.

»Han er sådan lidt fræk og med gadedrengemanérer,« siger Dennis Kristensen om sin tidligere kollega.

Men samtidig beskriver han Claus Jensen som en del af den gamle »metaltradition«, hvor holdningerne er firkantede, og sproget er slagfærdigt.

»Det handler om at svinge smedehammeren,« som Dennis Kristensen siger.

»Man må banke medlemmerne på plads, hvis de ikke forstår, hvad det handler om. Claus er et behageligt menneske, men han er tydeligt opdraget i den tradition.«

Det gælder også de overenskomstforhandlinger, der finder sted nu.

Da Dennis Kristensen var formand for FOA, var det hans klare opfattelse, at Claus Jensen kun bekymrede sig om »de hårde elementer« som uddannelse og løn, mens alle barsels- og seniorordningerne var kompromiser, som 3F fik ham med på under forhandlingerne.

Og så indebærer »den gamle skole« også langt mindre åbenhed om, hvad der foregår ved forhandlingsbordet.

»På den måde er Claus den sidste dinosaur i fagforeningen. Han fortæller ikke medlemmerne og pressen, hvad der foregår. Da vi var i LO sammen, vidste jeg ikke mere om overenskomstforhandlingerne, end hvad der stod i avisen,« fortæller han.

Information blev ligeledes mødt af en lukket dør, da vi bankede på hos Dansk Metal i forbindelse med dette portræt. Claus Jensen ønsker hverken at mødes eller udtale sig, så længe forhandlingerne står på.

Erfaren fynbo

I starten af 1980’erne arbejdede Claus Jensen sammen med den dengang unge smed, Claus Sylvester Larsen, på Wittenborg automatfabrik.

Claus Sylvester Larsen er i dag A-kassesekretær i Metal Odense, og han husker sin formand tydeligt fra dengang.

»Han var en ung fyr med gang i,« siger Claus Sylvester Larsen.

Claus Jensen havde på det tidspunkt stået i lære på Lindøværftet og var færdiguddannet plade- og konstruktionssmed. Men han havde lyst til at prøve noget andet og søgte ind på fabrikken.

»Vi havde det skidesjovt i den periode. Der var altid fest og farver,« siger Claus Sylvester Larsen.

Her gik arbejdsdagene med at producere kaffeautomater, og i sin fritid var Claus Jensen meget interesseret i schæferhunde. Han gik til træning med sine hunde og havde dem sågar med på arbejde.

»Så gik vi lange ture med dem i skoven i middagspauserne,« fortæller Claus Sylvester Larsen.

Selv om Claus Jensen »bare lige skulle prøve noget andet«, endte han med at være på fabrikken i fem år. Og på den tid nåede han både at blive sikkerheds- og tillidsrepræsentant.

»Han var meget fagligt engageret. Det kunne man mærke på ham allerede dengang. Og det var tydeligt, at hans farfar var næstformand herinde i afdelingen« siger Claus Sylvester Larsen.

Claus Jensens farfar var nemlig dybt engageret i fagbevægelsen, og på det tidspunkt var han næstformand i Metal Odense.

Da Claus Jensen i 2012 blev valgt som formand for Dansk Metal, var hans farfar også noget af det første, han nævnte i sin tale.

»Da jeg i 1984 trådte ind i denne her sal i Aalborg, var det sammen med min farfar. Han var nemlig næstformand i Odense-afdelingen. Tonen dengang var barsk og ligefrem. Præcis som jeg kendte det fra værftet. Men kammeratskabet og det faglige sammenhold var det, der havde skabt Metal,« sagde Claus Jensen fra talerstolen iklædt blandt andet et skinnende, rødt slips.

Den tidligere metalformand, Thorkild Engell Jensen, husker også, hvor meget Claus Jensens farfar betød.

»Claus havde virkelig fået det faglige arbejde med fra sin bedstefar,« siger han som noget af det første, da vi spørger til Claus Jensens erfaring.

Det er snart syv år siden, Thorkild Engell Jensen overdrog posten til Claus Jensen i salen i Aalborg. Trods deres forskelle fortæller han, at han var helt tryg ved at overlade posten til Claus Jensen. Og det skyldtes især hans erfaring.

Inden Claus Jensen satte sig i stolen, færdedes han allerede vandt på gangene i forbundshuset. Han havde både været organisationssekretær, forhandlingssekretær og næstformand. Mens han stadig arbejdede som smed, nåede han også at blive fællestillidsmand, sikkerhedsmand og medlem af bestyrelsen.

Og det er i særdeleshed erfaringen som tillidsmand ude i virksomhederne, der skaber en god formand, mener Thorkild Engell Jensen.

»Det er klart, at det betyder noget for den måde, han håndterer opgaverne på. Man skal vide, hvad der sker ude på arbejdspladserne, og hvad forventningerne er til forbundet,« forklarer Thorkild Engell Jensen.

Selv om jobbet flyttede til hovedkontoret i København, blev Claus Jensen aldrig københavner. Han blev boende i Skamby på Fyn med sin kone og deres to børn. En by, der trods sine 431 indbyggere, er »verdens navle,« erklærede han i sin tale til Venstres landsmøde i 2013.

Et landsmøde, der blev holdt i selv samme kongrescenter i Odense, hvor Claus Jensen holdt sin første tale om ung tillidsmand fra Lindøværftet.

Til Venstres landsmøde bar han et mørkeblåt slips og brugte tiden på at fortælle dem om sine medlemmers hverdag.

»Det er vigtigt, at der går en fornuftig løn ind på kontoen hver måned, så der er råd til bilen og charterrejsen sydpå,« sagde han. »Og det er vigtigt, at man har gode arbejdsvilkår, så man har overskud til at tage med ungerne til fodbold, når man kommer hjem efter en lang arbejdsdag.«

En virkelighed, der ligger langt fra de »caffe latte-drikkende københavnere,« for hvem energitunge virksomheder som Cheminova og Aalborg Portland er »en rød klud i ansigtet.«

Arvet magten

Danmarks magtelite bestod i 2019 af 396 personer.

Det har en gruppe forskere fra Copenhagen Business School analyseret. Og de 396 er forbundet til hinanden på kryds og tværs, fordi de sidder i bestyrelser, udvalg, fora og paneler sammen. Men der er én person, der er tættere forbundet til magteliten, end nogen anden. Det er Claus Jensen.

»Han har den bredeste rækkevidde overhovedet, så det er et meget stærkt netværk. Han skal ikke gå gennem mere ét mellemled for at komme hen til nogen af de 396 personer i magteliten.«

Det forklarer Christoph Houman Ellersgaard, der er professor Copenhagen Business School. Sammen med professor Anton Grau Larsen og Sarah Steinitz har han kortlagt den danske magtelite og skrevet flere bøger om dens magt, og ikke mindst hvordan, dens medlemmer er forbundet til hinanden.

En undersøgelse helt magen til blev også lavet, da Claus Jensens forgænger Thorkild Engell Jensen for formand for Dansk Metal, og dengang var det ham, der havde den bredeste rækkevidde. Derfor kan man konkludere, mener Christoph Houman Ellersgaard, at magten er knyttet til posten.

»Det er noget, vi har arvet,« som Thorkild Engell Jensen sagde i et interview i 2018 om den magtfulde position til radioprogrammet Magtens Stemmer på Radio 24syv.

Og på samme måde forventer Christoph Houman Ellersgaard også, at Claus Jensen relativt hurtigt vil miste sit netværk, når han forlader posten som metalformand

»Modsat i erhvervslivet, hvor folk sidder i bestyrelsesposter meget længe. I fagbevægelsen synes der at være tradition for, at de fleste poster bliver givet videre til de aktivt valgte ledere.«

Når rollen som formand for Dansk Metal indebærer så meget magt, skyldes det, at Dansk Metal har en nøglerolle i de overenskomstforhandlinger, der netop står på i disse uger, forklarer Christoph Houman Ellersgaard.

Med ’nøglerolle’ refererer han til, at formanden for CO-Industri forhandler den såkaldte gennembrudsoverenskomst. Det betyder sagt forenklet, at hvis Claus Jensens medlemmer ikke får lønforhøjelser, er der heller ingen andre, der får.

Og derfor bliver Claus Jensen pludselig rigtig interessant for mange mennesker. Både politikere, erhvervslivet og mange andre brancher har nemlig interesse i at være på god fod med chefforhandleren for 600.000 lønmodtagere, så de kan lade ham vide, hvad deres udfordringer er, og hvad de kan tilbyde ham. 

Christoph Houman Ellersgaard mener, at det store netværk er en slags magt i sig selv. Men det betyder også, at man har andre former for magt, fordi man sidder med ved bordet, når der bliver truffet vigtige beslutninger.

»Og her er noget af det vigtige, at man kan føle hinanden på tænderne og mærke, hvor folk står på forskellige områder,« forklarer Christoph Houman Ellersgaard.

»Man kan få præsenteret, hvad ens organisation mener om forskellige områder, og hvornår er noget så vigtigt, at vi kan finde på at slå hælene i og trække på vores magtressourcer. På den måde bliver man hørt.«

Claus Jensens rolle i Dansk Metal er således en indgang til mange vigtige informationer om magteliten. Informationer, der kan hjælpe ham i overenskomstforhandlingerne.

»Han har fingeren på pulsen og ved, hvilke bekymringer man har i det store erhvervsliv, i statsadministrationen, blandt politikerne, i forskningsverden osv. Så han ved, hvem han kan bruge, og han er klar over, hvilke alliancer der kan dannes,« forklarer Christoph Sylvester Larsen.

Men han understreger samtidig, at der også findes et uformelt netværk, som ikke fremgår af deres analyse.

»Det formelle netværk viser eksempelvis ikke nogen særlig stærk tilknytning til Socialdemokratiet, men det har Claus Jensen jo rent uformelt, ganske givet.«

Mindre åbenlyst er det, at Claus Jensen også har et tæt forhold til mange af de andre politiske partier.

En strategi, som Thorkild Engell Jensen betragter som en af de største forskelle på de to formænd.

»Han laver et flot stykke politisk arbejde. Jeg var nok selv mere optaget af at være nede i detaljerne, mens han har været god til at uddelegere mange opgaver, så han kan bruge tid på at holde tæt kontakt med de politiske partier,« siger han.

»Og der siger jeg partier. Ikke parti.«

Efter et år på posten blev Claus Jensen den første fagforeningsboss, der talte på Venstres landsmøde nogensinde.

»Bare rolig, jeg har ikke tænkt mig at kuppe landsmødet og overtage produktionsmidlerne,« forsikrede Claus Jensen til et lattermildt publikum.