Feature
Læsetid: 14 min.

Omsorg frem for straf: Vi har besøgt Danmarks eneste sikrede institution for dømte udviklingshæmmede

Når udviklingshæmmede begår brandstiftelse, vold og seksuelle overgreb, forstår de sjældent, hvad de har gjort forkert. På Danmarks eneste sikrede institution for dømte udviklingshæmmede bliver de mødt med pædagogik og omsorg frem for straf
I fem år har Kim Schmidt arbejdet på at indspille en CD med John Mogensen sange. Han får hjælp af musiklæreren på Kofoedsminde.

I fem år har Kim Schmidt arbejdet på at indspille en CD med John Mogensen sange. Han får hjælp af musiklæreren på Kofoedsminde.

Sarah Hartvigsen Juncker

Moderne Tider
25. januar 2020

Han er en tætbygget mand med en lille topmave under en T-shirt med tigermotiv. I panden mellem de klare vandblå øjne har han et dybt ar, der får ham til at se meget alvorlig ud. Men Kim Schmidt, 58 år, er fuld af numre. Som når han trækker op i sit ærme og afslører en tatovering.

»Hvad står der?« spørger han.

»I love you,« svarer jeg.

»Jeg elsker også dig,« siger Kim Schmidt og klukler. Tydeligvis fornøjet over, at han endnu en gang er lykkedes med netop den joke. Det er ikke første gang. For knap ti år siden besøgte jeg ham på institutionen Kofoedsminde. Og han er her endnu.

Dengang havde han hennafarvet hår. Nu er det gråt. Han har også fået høreapparat på det ene øre. Og selv om han har fået en firedobbelt bypass, har han ikke kvittet smøgerne. Han ryger stadig to pakker om dagen.

»Men jeg trækker vejret selv.«

Selv om man uden for Kim Schmidts vindue kan se et fem meter højt gitterhegn kantet med pigtråd. Selv om han kun har udgang tre timer om ugen. Og selv om alle ansatte omkring ham bærer overfaldsalarm, er Kim Schmidt ikke i fængsel. Han er en af de 79 beboere på institutionen Kofoedsminde i Rødby – Danmarks eneste sikrede institution for dømte udviklingshæmmede.

Sarah Hartvigsen Juncker

I Danmark må udviklingshæmmede nemlig ikke anbringes i almindeligt fængsel. I tilfælde af særlig personfarlig eller gentagen kriminalitet kan de dømmes til anbringelse på Kofoedsminde. Her mødes de med pædagogik frem for straf.

Til gengæld er anbringelsen tidsubestemt. Kim Schmidt har boet her i 26 år.

Udviklingshæmmede i dårligt selskab

Beboerne på Kofoedsminde har typisk begået brandstiftelse, vold og drab samt grove seksuelle krænkelser – herunder også på børn. På grund af deres udviklingshæmning har de ikke de samme stopklodser som os andre, og mange af dem kan ikke forstå rækkevidden af deres handlinger. En beboer havde eksempelvis forgrebet sig seksuelt på et barn og slået barnet ihjel. Bagefter havde han svært ved at forstå, hvor alvorlig forbrydelsen var, for som han sagde:

»Hun var jo så lille, at det ikke betød så meget.«

Når udviklingshæmmede ender i kriminalitet, kan det også være, fordi de er kommet i dårligt selskab og bliver udnyttet i for eksempel bander eller andre kriminelle miljøer. Nogle af dem vil ikke indrømme, at de har gjort noget forkert – også fordi de har svært ved at acceptere, at de bliver kategoriseret som udviklingshæmmede. Det er man klinisk set i Danmark, hvis man har en IQ under 70.

»Intelligens er jo hverken en statisk størrelse eller en eksakt videnskab. Men det kræver en vis begavelse at begå kriminalitet, og vores beboere ligger typisk på en IQ mellem 70 og 80. Dem man i gamle dage ville kalde sinker,« siger forstander på Kofoedsminde, Kay Jokil.

Institutionen er ikke alene den eneste af sin art i Danmark – den er også unik i international sammenhæng. I Sverige kommer udviklingshæmmede lovovertrædere i fængsel, fortæller forstanderen. Og i Storbritannien og Holland afsoner de sammen med psykisk syge. Men udviklingshæmmede som Kim Schmidt hører hverken hjemme i et fængsel eller i psykiatrien, siger Kay Jokil:

»I et fængsel ville vores beboere være de svageste. De ville blive udnyttet af de stærke indsatte. Og de kan ikke selv gøre for, at de er, som de er. Modsat psykisk sygdom er udviklingshæmning en livslang tilstand, der ikke kan repareres eller behandles.«

Men mange af dem kan godt lære at klare sig i samfundet og få et godt og værdigt liv uden at begå kriminalitet.

»Og det er en klassisk socialpædagogisk opgave,« siger Kay Jokil.

Kvajekage, hvis man glemmer alarmen

Kofoedsminde ligger som de sidste bygninger til højre, lige inden man kører ned til færgelejet i Rødby, spredt ud over knap en halv kvadratkilometer: store og små bygninger, nye og gamle, mursten og træ, knopskudt ind imellem hinanden.

Det hele omkranset af det høje hegn, og der er kun adgang til afdelingerne gennem en sluse med kode og nøglekort. Inden udviklingskonsulent Camilla Blak Due forlader administrationen, sætter hun noget, der ligner en lille gammeldags mobiltelefon fast i sit bælte. En overfaldsalarm.

»Glemmer man den, skal man give kage til kollegerne,« siger hun.

Camilla Blak Due har arbejdet på Kofoedsminde i 16 år, og hun kender hver en krog og smutvej mellem de mange bygninger på matriklen, hvor hun har tilbudt at vise rundt.

Sarah Hartvigsen Juncker

Bag den interne joke om kvajekage gemmer sig en barsk realitet: Der blev sidste år lavet knap 200 magtanvendelser på Kofoedsminde. Mange ansatte har prøvet at få en på hovedet, endnu flere er blevet truet.

36 episoder blev meldt til politiet sidste år. Kofoedsminde er en farlig arbejdsplads. Men hvis en medarbejder trykker på den røde knap på toppen, bimler alle ansattes alarmer, og inden for seks sekunder er der hjælp. Det sker indimellem flere gange om dagen – andre dage er der stille.

»Mange tror, det er hårdt at arbejde her, med magtanvendelse, alarmer og den slags. Men det, der heldigvis fylder mest, er turene ud af huset, krammerne, hyggen og grinene,« siger Camilla Blak Due, mens hun bipper sig ind bag et af de høje hegn.

Det blev bygget for fem år siden blandt andet for at undgå flugtforsøg. Dengang frygtede både medarbejdere og beboere, at hegnet ville indskrænke beboernes muligheder og virke stigmatiserende. I dag er kritikken forstummet.

Rømninger er stort set fortid. Førhen var der episoder, hvor medarbejdere blev opsøgt og truet i deres hjem, og der var også en lokal butik, der blev smadret. Den slags sker ikke længere.

»Mange af vores beboere kan ikke forstå rækkevidden af deres egne handlinger,« siger hun.

Forhindringsbane af rod

Fra 1930 til 1980 lå der på området her en af landets største centralinstitutioner, Rødbygård, med op mod 900 anbragte udviklingshæmmede. De åndssvage, som man dengang kaldte dem, blev samlet på de store institutioner ledet af læger – ikke fordi de havde gjort noget galt, men fordi man ville holde dem væk fra resten af samfundet. Da Statens Åndsvageforsorg blev nedlagt i 1980, blev de udviklingshæmmede flyttet ud i mindre enheder.

I de tilbageværende bygninger oprettede Storstrøms Amt i 1983 den sikrede institution til dømte udviklingshæmmede, Kofoedsminde.

Den gamle hovedbygning indeholder i dag fire afdelinger. På første sal står socialpædagogen Kenneth Klitland i døren ind til afdelingen Højbo 2.

»Må vi godt komme ind og kigge?« spørger Camilla Blak Due.

»Så længe I ikke har mobiltelefoner med,« svarer Kenneth Klitland.

»Nåh ja!« siger Camilla Blak Due og bakker til venstre ind på et kontor, hvor hun lægger sin mobil på et skrivebord.

Alle fem beboere på afdelingen har begået strafbare handlinger på internettet, eksempelvis seksuelle krænkelser og pædofili. De har derfor et tillæg til deres dom, som betyder, at de ikke må have fri adgang til internettet.

Beboerne kan godt være online i aftalte tidsrum. En ung mand sidder eksempelvis netop nu ved en computer i opholdsstuen. Men samtidig, på den anden side af væggen, står en medarbejder på kontoret med en kop kaffe i hånden og øjnene fæstnet på en skærm. Her kan han se alt, hvad beboeren scroller forbi uden dog at kigge ham fysisk over skulderen.

Vi passerer en opslagstavle med kostpyramiden og et stort whiteboard med ugens gøremål og går forbi en sofa, hvor en mand ligger og ser fjernsyn.

»Må vi komme ind på dit værelse og kigge,« spørger Kenneth Klitland.

»Næh,« lyder det klare, korte svar.

På gangen har en af dørene en metalramme hele vejen rundt, så man ikke kan smadre den. Der har boet en voldsom gut derinde på et tidspunkt, forklarer Kenneth Klitland. Men i øjeblikket er afdelingen meget fredelig. Det kan dog ændre sig fra det ene øjeblik til det andet. Særligt hvis der er udskiftning i beboergruppen.

John byder gerne indenfor på sit værelse. Hvis han får lov til at være anonym og ikke fortælle om sin kriminalitet. Han er en midaldrende, korthåret mand, klædt i arbejdsbukser med lommer i siderne. På døren ind til hans værelse hænger et skilt:

»Mit værelse er ikke rodet. Det er en forhindringsbane, der holder mig i form.«

’John’ har en samling på mange hundrede togvogne og lokomotiver, som han vil bygge en modelbane til på sit værelse.

’John’ har en samling på mange hundrede togvogne og lokomotiver, som han vil bygge en modelbane til på sit værelse.

Sarah Hartvigsen Juncker

Han har eget bad og toilet samt to små værelser. I stuen fylder en sofa det meste, og både den og bordet er dækket af store stakke tøj og papirer. I et lille tilstødende rum står Johns seng. Og en imponerende samling af modeltog, vogne og lokomotiver i små æsker fylder hylderne fra gulv til loft. Der er over 500 i alt, vurderer John.

Han har en plan om snart at fjerne sofaen og bygge en modeljernbane inde i stuen. Selv om den aldrig bliver så stor som verdens største modeljernbane i Hamborg med 13 kilometer jernbanespor, som John fortæller entusiastisk om. Han kan alle stedets nøgletal: areal, antallet af tog og figurer og besøgende.

»Jeg har set det hele på YouTube.«

Han drømmer om at tage derned, når han engang bliver lukket ud fra Kofoedsminde. Det er ikke til at sige, hvornår det bliver. Han bor her på ottende år og er faktisk glad for afdelingen, som han kalder:

»En slags storfamilie med gensidig respekt.«

John har fundet på øgenavne til flere af de ansatte. En bliver kaldt ’Orangutangen’, og Kenneth Klitland har fået navnet ’Bananfluen’. Det var, fordi han vimsede rundt om John i flere dage med en affaldssæk, i håb om at han ville rydde op.

»Som en lille irriterende flue, man ikke kan slippe af med,« siger John. De griner begge.

»Ja, vi kender hinanden på godt og ondt,« siger Kenneth Klitland.

En ansat kommer forbi og skynder på John. De skal af sted sammen med en kollega til fysioterapeut med Johns dårlige skulder. På Kofoedsminde arbejder de ansatte altid to og to af sikkerhedshensyn. Efter et påbud fra Arbejdstilsynet må man aldrig arbejde alene.

Beboerne har højst udgang tre timer ad gangen hver 14. dag, og forinden skal de risikovurderes. De bruger tiden til gåture i lokalområdet, til at handle i Maribo, tage en tur i svømmehallen eller i biografen. Skal man på et længere besøg hos eksempelvis familien i Jylland, kræver det en tilladelse hos statsadvokaten.

Fordobling af beboere på fem år

Antallet af dømte udviklingshæmmede i Danmark er steget de seneste 20 år. I 2000 havde 60 udviklingshæmmede en tilsynsdom. I 2016 var tallet steget til 193. Udviklingen kan også mærkes på Kofoedsminde: Da Kay Jokil trådte til i sommeren 2014, var der 34 beboere på Kofoedsminde. Nu er der 79. Antallet af fastansatte medarbejdere er også steget – fra 200 til 375.

Ingen ved præcis, hvad stigningen skyldes. Men en rapport fra 2018 fra Region Midtjylland peger på en række mulige forklaringer:

Dels har omkring halvdelen af de dømte udviklingshæmmede et misbrug, som er svært at behandle på grund af deres manglende kognitive evner, men som øger risikoen for kriminalitet. Stigningen kan dog også skyldes øget opmærksomhed i retssystemet på, om kriminelle er udviklingshæmmede. Også en stigende tilbøjelighed fra fagprofessionelles side til at anmelde vold, trusler og overgreb kan spille ind.

Men i takt med stigningen har beboersammensætningen ændret sig: Der er de senere år blevet anbragt flere yngre udviklingshæmmede. Der er også flere med indvandrerbaggrund, en del med tilknytning til bandemiljøer. Der er mere misbrug af alkohol og ikke mindst hash. Og så har en del beboere også tillægsdiagnoser: skizofreni, ADHD, autisme eller en personlighedsforstyrrelse.

I Kay Jokils forstanderperiode er antallet af sikrede afdelinger udvidet fra syv til 14 – heraf to helt nybyggede store afdelinger med ti beboere. Forstanderen håber ikke, at der skal udvides yderligere. Dels er der nærmest ikke mere plads på matriklen, men det handler også om at kunne give et ordentligt tilbud og skaffe kvalificeret arbejdskraft.

»Der er grænser for, hvor store vi kan blive. Ellers ender vi som de store centralinstitutioner, som Danmark netop afskaffede i 1980’erne for at skabe et bedre pædagogisk miljø for beboerne.«

Hellere PlayStation end fåreavl

Midt på området ligger to nybyggede pavilloner i træ, som huser skolen, musiklokalet og stedets kiosk. Beboerne på Kofoedsminde kan også arbejde i for eksempel køkkenet, snedkerværkstedet og træværkstedet. Eller i ’landbruget,’ som stadig hedder sådan, selv om institutionen ikke dyrker jorden eller holder dyr.

For ti år siden leverede landbruget blandt andet kartofler og løg til afdelingerne, og beboerne striglede heste og passede får.

»Men de beboere, der kommer på Kofoedsminde i dag, vil hellere spille musik, PlayStation eller rode med motoren på en knallert,« siger Camilla Blak Due.

For 22 kroner i timen arbejder Kim Schmidt med at presse pap. Der er dog også tid til smøgpauser i porten.

For 22 kroner i timen arbejder Kim Schmidt med at presse pap. Der er dog også tid til smøgpauser i porten.

Sarah Hartvigsen Juncker

I en stor hal arbejder Kim Schmidt ved en pappresse i Kofoedsmindes genbrugsafdeling, hvor der bliver sorteret glas, plast og pap. Han tager kasserne fra en kæmpe bunke, folder og skærer dem og lægger dem ind i maskinen. Ud kommer pressede paller af pap. Der er ikke langt mellem rygepauserne.

»Jeg arbejder i mit eget tempo. Det jeg ikke når i dag, når jeg i morgen,« siger han. Helt ubekymret.

Han får 22 kroner i timen for sit arbejde. I næste uge har han ferie, fortæller han, og så skal han bare slappe af. Kim Schmidt har boet på institution hele sit liv. Han blev afleveret sammen med sin multihandicappede tvillingebror, da de var seks år.

»Vi er enæggede. Lige så sikkert som amen i kirken,« siger Kim Schmidt.

Siden har han boet på flere institutioner. I 1980’erne blev han anbragt på det psykiatriske hospital Sikringen i Nykøbing Sjælland, fordi han satte ild på et hotel. I 1992 kom han til Kofoedsminde efter en alvorlig forbrydelse, som vi ikke må skrive om. Men som gør, at Kim Schmidt stadig ikke bliver vurderet egnet til frihed.

»Så jeg kører på mit 27. år,« som han siger.

Ud over sin tvillingebror har han også en to år ældre storebror. Begge brødre bor i Esbjerg, og der vil Kim Schmidt også flytte hen, hvis han engang kommer væk fra Kofoedsminde.

»En dag skal jeg vel videre. Spørgsmålet er hvornår?« siger Kim Schmidt.

Skytsengle og enhjørninger

En dom til anbringelse varer i første omgang mindst fem år. Herefter kan man søge om, at dommeren ser på sagen igen. Psykiatere og psykologer vurderer sammen med institutionen, kommunen og statsadvokaten, hvornår en beboer er klar til friheden.

Den endelige beslutning bliver taget af en dommer. Nogle af beboerne får nye domme, mens de sidder på sikret afdeling på grund af trusler eller vold mod medarbejdere. Men det sker også, at udviklingshæmmede forlader Kofoedsminde.

A er en af de beboere, der håber på netop det i 2020. Han sidder på sit værelse på afdelingen ’Mars’. Bag ham på en hylde står en englefigur med store brede, gyldne vinger.

»Det er en skytsengel,« forklarer A.

Englen står side om side med andre farvestrålende, detaljerede plastikfigurer af riddere, enhjørninger, drager og smukke kvinder med løftede sværd. På en anden hylde står en samling dvd’er med eventyrklassikere: Hobitten, Game of Thrones og Ringenes Herre.

En skytsengel med gyldne vinger våger over 37-årige A, som håber snart at komme ud i friheden.

En skytsengel med gyldne vinger våger over 37-årige A, som håber snart at komme ud i friheden.

Sarah Hartvigsen Juncker

A er 38 år gammel. Det er hans sjette år på Kofoedsminde og forhåbentlig hans sidste. Der er blevet lagt en plan sammen med kommunen, personalet og hans værge om, at han i første omgang måske kan flytte over på institutionens åbne afdeling. Det er også derfor, han gerne vil være anonym i artiklen.

»Jeg arbejder jo på at komme ud herfra og få min egen levemåde,« siger A.

Han leder lidt nervøst efter ordene. Gør sig umage for at være præcis. Da vi skal finde på et anonymiseret navn, foreslår en af pædagogerne Aragorn – den smukke helt i Ringenes Herre. A ler lidt af forslaget, men kan også godt lide ideen. For han er vild med eventyr og symbolik. Om halsen i en lædersnor har han for eksempel et smykke med solen og månen, der griber ind i hinanden:

»Det er, fordi jeg både har solen og månen i mig – light and dark,« forklarer han.

Sarah Hartvigsen Juncker

Han har de seneste år lært at styre sit temperament bedre, så han ikke kommer til at bruge sine 190 centimeter og store overarme forkert. Nogle af de steder, han har boet før, har han smadret en del omkring sig.

»Mest døde ting. I ni ud af ti tilfælde.«

Men det er ikke sket en eneste gang her på Kofoedsminde, selv om han indimellem bliver så frustreret, at det bobler i hele hans store krop.

»Så – knips, knips – sker det oppe i hovedet. Men jeg har lært at i stedet for at pande andre ned, skal jeg bare trække mig.«

I forgårs kom han godt nok til at diskutere med en fra personalet, som ikke ville give ham kaffe. Han kaldte hende en møgso.

»Men det var bare ukvemsord, og så gik jeg ind og lukkede døren.«

Han sidder stille lidt og siger så:

»Ja, der er håb for mig. Jeg plejer at sige: Lige så dumt et svin jeg kan være, lige så sød kan jeg også være.«

Fra han var 15, til han var 20 år, havde han en kæreste. Han drømmer om, at han får muligheden igen.

»Jeg tænker på, om jeg nogensinde får en ven eller en pige igen. Men jeg ved det ikke.«

Møde med øverste chef

Sammen med Camilla Blak Due spadserer Kim Schmidt ud gennem slusen i det høje hegn. Han springer op i hegnet som en abe med en smøg i mundvigen. Den fjerde på under en time.

»Flugtforsøg,« griner han.

»Tag et billede.«

Siden Kim Schmidt kom hertil for 26 år siden, er der blevet bygget et fem meter højt hegn for at forhindre flugt.

Siden Kim Schmidt kom hertil for 26 år siden, er der blevet bygget et fem meter højt hegn for at forhindre flugt.

Sarah Hartvigsen Juncker

Det er blevet eftermiddag, og han er på vej over i administrationen for at hente en pakke. Et filter til sit akvarium, han har bestilt over nettet. På vej ind ad døren støder han tilfældigt ind i forstanderen. Kim Schmidt skal ind og hente sin pakke. Kay Jokil skal ud og hente sit barnebarn.

»Vi to har en aftale,« siger Kay Jokil.

»Ja, på mandag klokken 10.30,« siger Kim Schmidt og tilføjer:

»Vi skal snakke om min fremtid.«

Kim Schmidt glæder sig til mødet. Han kunne godt tænke sig at gå lidt mere frit alene – altså inden for hegnet. Det har han tænkt sig at foreslå Kay Jokil. Han er glad for, at døren står åben, så han kan vende den slags med forstanderen, som han kalder ’den øverste chef’.

Siden sidst er Kim Schmidt flyttet ind på en af de nybyggede afdelinger, Merkur. Her er store lyse rum med kæmpe vinduer, hvor lyset vælter ind. Uden for værelse 128 har han sin egen postkasse, og indenfor har han et akvarium fyldt med farvestrålende fisk og et kæmpe fjernsyn, som altid er tændt.

Han er glad for at være flyttet.

»Ja. Rent ud sagt ja,« siger han.

På næste søndag får han besøg af sin storebror og sin svigerinde. Han har nemlig fødselsdag, så de skal have lagkage.

»Den ene skal der banan i, og der skal syltetøj i den anden. Men jeg kan ikke komme i tanker om, hvad der skal være i den tredje …«

Men næste år, når han fylder 60 år, bliver der skruet op for festen: Den skal holdes på Hotel E4 i Rødby. Han inviterer venner, familie og medarbejdere til middag, så de bliver 21 om bordet. Han har allerede lavet invitationerne – med flag og det hele. De skal bare sendes afsted.

Sarah Hartvigsen Juncker

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"»Hun var jo så lille, at det ikke betød så meget.«"

Analogien til den politiske nivellering af de menneskelige omkostninger når det kommer til totalitær lovgivning og repressiv magtudøvelse, så længe at denne understøtter politikernes mere eller mindre definerede mål, er slående. Og i denne forstand har vi en udviklingshæmmet og empatiforladt politisk tilstand i vort yndige land, hvor magthaverne i det store og hele burde idømmes pædagogisk/psykosocial behandling og rehabilitering.

Jeppe Lindholm

Omsorgsvigt i barn- og ungdom kan nemt føre til kriminalitet og lignende uhensigtsmæssig adfærd grundet forstyrelser af selvopfattelse og værdier.