Læsetid: 10 min.

Præsidenten, praktikanten og pletten på den blå kjole: USA slog revner under rigsretssagen mod Clinton

Personlige fornærmelser og angreb fløj gennem Kongressen, via medierne og ud til amerikanerne, under processen mod Clinton sidst i 1990’erne. Forløbet var et varsel om den uforsonlighed, der dag kulminerer i Donald Trumps Amerika
Fotokopi af fødselsdagskort fra præsidenten til praktikanten Monica Lewinsky, da hun fyldte 24. Billedet indgik som juridisk materiale i rigsretssagen mod Bill Clinton.

Fotokopi af fødselsdagskort fra præsidenten til praktikanten Monica Lewinsky, da hun fyldte 24. Billedet indgik som juridisk materiale i rigsretssagen mod Bill Clinton.

AFP/Ritzau Scanpix

25. januar 2020

Bill Clinton kaldte det for »bristen«. Oven på sit genvalg i 1996 lovede præsidenten at »reparere« amerikansk politik, der virkede mere splittet og dysfunktionelt, end det havde gjort i årtier.

Den polemiske republikaner Newt Gingrich var blevet leder af Repræsentanternes Hus. Han så politik som »en krig om magt« og instruerede sine partifæller i at kalde deres demokratiske kolleger ’syge’, ’patetiske’, ’løgnagtige’, ’forræderiske’ og ’korrupte’.

Det var »den værste kongres i 50 år«, skrev Washington Post. Tværpolitiske kompromisser, gensidig respekt og det muliges kunst var gledet i baggrunden og erstattet af uforsonlig partidisciplin. I USA kalder de det partisanship, og det lykkedes ikke Clinton at reparere den dysfunktionelle politiske kultur.

Bristen voksede sig kun større, og i 1998 eskalerede uforsonligheden, efter et flertal i Repræsentanternes Hus besluttede at indlede en rigsretssag mod Bill Clinton.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Hanne Utoft
Ejvind Larsen og Hanne Utoft anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Mathias Sindberg

Monica Lewinsky blev moppet af alle - også nærværende Sprøjte, der bragte et indlæg af Gore Vidal, der fnysende afviste, at den små, buttede Monica Lewinsky kunne have haft noget som helst kødeligt forhold til Bill Clinton - det var alt sammen hendes fantasier, der løb løbsk.

Bill Clinton selv pudsede alle hundene løs på Monica Lewinsky, specielt i form af James Carville, der for fuld retorisk udblæsning hver aften på TV tværede Lewinsky ud .... i hvert fald indtil pletten på hendes cocktail-dress var blevet DNA-bestemt.

Behandlingen af Monica Lewinsky tjener ingen til ære.

Hun blev svigtet af Bill Clinton og Linda Tripp - og Kenneth Starr beviste, at han er uden moralsk fundament i sin afpresning af Monica Lewinsky. Hun blev tilbageholdt i flere timer i et hotelværelse af et antal FBI detektiver og Kenn Starr uden juridisk hjælp overhovedet og truet med 40 års fængsel for at have løjet overfor FBI .... på Bill Clintons foranledning i øvrigt.

Men ingen kunne forklare, hvad i alverden Monicas og Bills affære havde med White Water undersøgelsen at gøre, som var den undersøgelse Kongressen havde bemyndiget ham til foretage.

Ejvind Larsen, Henriette Bøhne, Hanne Utoft, Carl Chr Søndergård, Eva Schwanenflügel, Estermarie Mandelquist, Kim Houmøller og Søren Kramer anbefalede denne kommentar
Helle Walther

Den sag er en skamplet på USA håndtering i sådanne tilfælde, men kan ikke sammenlignes med nuværende Trump sag. Det ene var en løgn, det andet truer direkte landets demokrati og sikkerhed. Trump er i min optik farlig for verden, det var Lewinskysagen ikke. Den var bare dum.

Helle Walther, en præsidents magtmisbrug og løgne overfor de politiske institutioner (kongressen og senatet m.fl.) truer naturligvis den demokratiske proces - det er helt grotesk at hævde noget andet.

At Trump's ageren også eroderer den demokratiske proces, i dét omfang at en sådan overhovedet har et liv i det politiske USA, er et faktum, men at USA's borgeres sikkerhed skulle være truet af at Trump formentligt forsøgte at motivere/presse Ukraines regering til at udstille bl.a. Joe Biden som korrupt, er noget gedigent sludder. Lidt i samme boldgade som den paranoide domino-teori, der prægede amerikansk udenrigspolitik i efterkrigstiden og førte til de vanvittige krige i Korea, Vietnam og Laos, hvilket de facto truede almindelige amerikaneres sikkerhed ... og kostede mange tusinde amerikaneres liv - foruden altså mange millioner asiateres.

Ejvind Larsen, Ole Arne Sejersen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Med til historien om Bill Clinton's præsidentskab hører f.eks. også hans administrations ulovlige bombeangreb på Serbien under den jugoslaviske borgerkrig - og de ulovlige missil- og bombeangreb på Irak i 1998, som (bevidnet af bl.a. amerikanske våbeninspektører) direkte sigtede på at dræbe Saddam Hussein uden rettergang. Clinton var ikke blot kriminel i sin indenrigspolitiske og konstitutionelle ageren, men også krigsforbryder i en betydelig skala. Et forhold, den amerikanske exceptionalisme, som både Republikanere og Demokrater holder i hævd, sikrer ikke kommer til debat i den brede offentlighed (hvilket også er en betydelig del af baggrunden for at den endnumere kriminelle Bush jr.-administration aldrig blev retsforfulgt, trods voldsomme forbrydelser mod både den amerikanske offentlighed og menneskeheden).

Ejvind Larsen, Ole Arne Sejersen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Ud over at Clinton-administrationen med angrebet på Irak introducerede begrebet om pre-emptive war i Mellemøsten, som siden blev Bush jr.-administrations kæphest i krigen mod terror, fjernede Clinton-administrationen Glass Steagall-lovgivningen, hvilket bidrog væsentligt til den kritiske udvikling i bank- og finanssektoren i USA, hvilket dannede grundlag for finanskrisen i sidst i 00'erne, som dannede grundlag for en enorm overvæltning af kapital fra de offentlige kasser til den private finanssektor - foruden en ekstrem gældssætning af lav- og mellemindkomstgrupper i det amerikanske samfund.

Clinton, som eliminerede Demokraternes relativt progressive statur under Jesse Jackson's lederskab, var for USA hvad Blair var/blev for UK. Og hvad Nyrup Rasmussen-regeringen var/blev for DK. Så også på den realpolitiske arena er der al mulig grund til at vi lærer af den politiske historie og sætter denne ind i konteksten, når det politiske etablissements påståede kamp for demokratisk retfærdighed i dens fokus på Trump's vederstyggeligheder iagttages. Der er i det store og hele tale om afledning og dissociering.

Ejvind Larsen, Lars Løfgren, Henriette Bøhne, Ole Arne Sejersen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Op til begge rigsretter forsøgte præsidenten at fjerne fokus ved at bombe i Irak. Og begge gange så Danmark med meget milde øjne på det. Selvfølgelig

Ejvind Larsen, Lars Løfgren, Ole Arne Sejersen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar