Feature
Læsetid: 10 min.

Præsidenten, praktikanten og pletten på den blå kjole: USA slog revner under rigsretssagen mod Clinton

Personlige fornærmelser og angreb fløj gennem Kongressen, via medierne og ud til amerikanerne, under processen mod Clinton sidst i 1990’erne. Forløbet var et varsel om den uforsonlighed, der dag kulminerer i Donald Trumps Amerika
Fotokopi af fødselsdagskort fra præsidenten til praktikanten Monica Lewinsky, da hun fyldte 24. Billedet indgik som juridisk materiale i rigsretssagen mod Bill Clinton.

Fotokopi af fødselsdagskort fra præsidenten til praktikanten Monica Lewinsky, da hun fyldte 24. Billedet indgik som juridisk materiale i rigsretssagen mod Bill Clinton.

AFP/Ritzau Scanpix

Moderne Tider
25. januar 2020

Bill Clinton kaldte det for »bristen«. Oven på sit genvalg i 1996 lovede præsidenten at »reparere« amerikansk politik, der virkede mere splittet og dysfunktionelt, end det havde gjort i årtier.

Den polemiske republikaner Newt Gingrich var blevet leder af Repræsentanternes Hus. Han så politik som »en krig om magt« og instruerede sine partifæller i at kalde deres demokratiske kolleger ’syge’, ’patetiske’, ’løgnagtige’, ’forræderiske’ og ’korrupte’.

Det var »den værste kongres i 50 år«, skrev Washington Post. Tværpolitiske kompromisser, gensidig respekt og det muliges kunst var gledet i baggrunden og erstattet af uforsonlig partidisciplin. I USA kalder de det partisanship, og det lykkedes ikke Clinton at reparere den dysfunktionelle politiske kultur.

Bristen voksede sig kun større, og i 1998 eskalerede uforsonligheden, efter et flertal i Repræsentanternes Hus besluttede at indlede en rigsretssag mod Bill Clinton.

I knap et år hang spørgsmålet om præsidentens upassende forhold til en praktikant og hans efterfølgende løgne som en sky over Washington.

Flere demokrater kaldte sagen for en »højrefløjskonspiration,« en »heksejagt« og et »statskup,« mens mange republikanerne mente, at Clinton ikke blot havde handlet moralsk uansvarligt, men også brudt loven og demonstreret, at han var uegnet som præsident.

»Det mest systematiske og overlagte forsøg på at stille sig i vejen for retfærdigheden og dække over sig selv, som nogensinde er set i amerikansk politik,« udtalte Newt Gingrich, der – som en anden Cato den Ældre – svor, at han aldrig igen ville tale foran Kongressen uden at nævne sagen:

»I øvrigt mener jeg, at Bill Clinton bør ødelægges.«

Det hele endte med, at samtlige demokrater i Senatet stemte for at frikende Clinton, og langt de fleste republikanere stemte for at fjerne ham fra embedet.

Der er en række afgørende forskelle på rigsretssagen mod Bill Clinton i 1990’erne, og rigsretssagen mod Donald Trump, som startede for alvor i denne uge.

Men en afgørende ting forbinder dem: splittelsen.

Ifølge Bill Balogh, som er professor i historie ved University of Virginia, befinder USA sig i dag for enden af en proces, som begyndte i 1990’erne. Donalds Trumps USA er kulminationen på den brist, som for alvor begyndte at vise sig under rigsretssagen mod Bill Clinton.

»Først nu, mange år senere, står det klart for mig, at rigsretssagen mod Bill Clinton var et varsel om den ekstreme polarisering, som siden har præget USA og amerikansk politik,« forklarer Bill Balogh.

Sandheden spaltes

Det var det nye og stærkt højreorienterede netmedie The Drudge Report, som den 17. januar 1998 var først med historien.

Drudge fik historien af en 49-årig embedskvinde i Pentagon ved navn Linda Tripp, der ikke brød sig om demokraterne, og slet ikke brød sig om Bill og Hillary Clinton. Senere har Linda Tripp dog forklaret, at det var »patriotisk pligtfølelse«, som fik hende til at optage de telefonsamtaler, hvor hendes nye kollega, den endnu ikke verdensberømte Monica Lewinsky, fortalte, at hun året forinden havde haft en affære med præsidenten.

Ligesom det var fædrelandskærlighed, der fik hende til at overtale Lewinsky til ikke at få renset en plettet, blå kjole, som siden hen skulle blive kendt af stort set alle amerikanere.

Egentligt ville Linda Tripp helst have haft historien i det velrenommerede og populære magasin Newsweek. De blev imidlertid ved med at udskyde og forhale historien, og til sidst besluttede hun at give historien til Drudge, som bragte historien mindre end en time senere.

Det var altså et lille internetmedie, de færreste amerikanere havde hørt om, der satte gang i årtiets største politiske skandale. Et traditionelt medie havde haft forbehold mod at bringe historien, men dagen efter Drudges artikel, var alle medier tvunget til at dække sagen alligevel.

Det er en medievirkelighed, vi efterhånden har vænnet os til.

»Men dengang var det nyt. Fox News var nyt, konservativ taleradio var nyt, og politiske internetmedier som Drudge var helt nyt,« siger Bill Balogh.

I 1990’erne fik amerikanerne stadig de samme nyheder. De forholdt sig til de samme oplysninger. Alle var naturligvis ikke enige om, hvordan forskellige sager skulle forstås, men den politiske diskussion tog udgangspunkt i ét sæt fakta, forklarer professoren.

»Det var et afgørende værn imod politisk polarisering,« siger han. Men den relativt velfungerende amerikanske offentlighed begyndte at slå sprækker i 1990’erne. Ikke mindst med afsløringen af Clintons utroskab.

Sagen var den perfekte storm for de nye konservative medier, hvis seer-, lytter- og læsertal eksploderede. I månedsvis blev der stort set ikke talt om andet på Fox News og de konservative radiokanaler end om demokraternes korruption, de venstreorienteredes moralske fallit og Clintons angreb på amerikanske familieværdier.

Præsidentens plet

Den 17. januar 1998, da amerikanerne hørte om Clintons affære, var to grupper af advokater allerede godt i gang med at behandle oplysningerne. Ikke ulig Trump havde Bill Clinton nemlig været genstand for skiftende efterforskninger gennem det meste af sin tid som præsident.

En sag handlede om kvinden Paula Jones, der anklagede Bill Clinton for at have udsat hende for sexchikane i starten af 1990’erne. Hendes advokater spurgte Bill Clinton til sagen, som – under ed – afviste at have haft seksuelt samkvem med Monica Lewinsky. 10 dage efter Drudges historie, indkaldte han til et pressemøde, hvor han kiggede amerikanerne i øjnene og gentog, at han ikke havde haft et forhold til den kvinde, miss Lewinsky.

En mere omfattende undersøgelse af Bill Clinton blev anført af Kenneth Starr, som tidligere på ugen sluttede sig til Donald Trumps hold af forsvarsadvokater.

Fra 1994 var han af Kongressen udpeget som uafhængige anklager, der skulle undersøge, om Hillary og Bill Clinton havde brudt loven i en sag om handel med jord, mens Bill Clinton var guvernør i Arkansas. Den sag blev aldrig til noget, men Starr blev ved med at udvide undersøgelsen til også at omhandle andre ting.

Og i 1998 kastede han sig også over Lewinsky-sagen. Han lavede en aftale med Monica Lewinsky – der også havde løjet under ed – om, at hun fik straffrihed, hvis hun erkendte affæren og afleverede den blå kjole. En DNA-test viste, at pletten på kjolen stammede fra præsidenten.

Pludselig var sagen ikke kun moralsk, men juridisk. Præsidenten havde løjet under ed. Kort efter gik Clinton igen på tv. Han sagde undskyld, og han erkendte at have handlet upassende og forkert. Men han afviste at have løjet i juridisk forstand. Det kom i hvert fald an på, hvad der skulle forstås ved ’seksuelt samkvem’.

De andres fejl

Få år inden Newt Gingrich blev leder af Repræsentanternes Hus og erklærede den permanente ’krig om magt’ i amerikansk politik, begyndte Pew Research at lave målinger af den politiske splittelse i USA.

I dag fortæller målingerne en klar historie. Midt i 1990’erne glider amerikanerne fra hinanden, en tendens som bare fortsætter og fortsætter, indtil de i løbet af 2010’erne er knækket over i to grupper.

Der er nu langt færre ’venstreorienterede republikanere’ og ’højreorienterede demokrater’. I en lang række politiske spørgsmål – fra indvandring og abort til økonomi og velfærd – er amerikanerne i dag mere uenige, end de var for 30 år siden.

Demokrater og republikanere er også blevet mere skeptisk indstillet over for hinanden.

I 1994 havde 21 procent af republikanerne et ’meget negativt’ syn på Det Demokratiske Parti. I dag er det 58 procent. Blandt demokraterne har udviklingen været identisk: fra 17 til 55 procent.

De ved godt selv, at det er et problem. Ni ud af ti amerikanere er »frustrerede over politikernes uciviliserede og uforskammede opførsel«. Lige så mange mener, at politikere bør stræbe efter at søge kompromiser og finde fælles fodfæste.

Men stort set alle amerikanerne mener også, at polariseringen først og fremmest er det andet partis skyld, ligesom et flertal af vælgerne på begge sider mener, at det andet parti er blevet for »ekstremt« og »snæversynet«.

De er også enige om, at de ikke er enige om »grundlæggende fakta.« De mener bare, at de andres fakta er forkerte. Man kunne blive ved. Pew Researchs omfattende undersøgelser tegner et umisforståeligt billede.

På alle tænkelige områder har Amerika delt sig i to. Bristen har udviklet sig til en kløft.

Privat-Bill

Slutningen af 1990’erne var en polariseret tid, mener Russell Riley, der er professor ved University of Virginia og har skrevet en biografi om Bill Clinton.

Newt Gingrichs doktrin fik sit mest ekstreme udtryk under rigsretssagen mod Clinton, og det er ikke forkert at sige, at sagen markerer begyndelsen på enden for efterkrigstidens civiliserede, kompromissøgende folkestyre, forklarer Riley.

»Men dengang var Amerika ikke nær så polariseret som i dag. Der var et helt andet manøvrerum for, at politikere – og vælgere – kunne danne sig en holdning uafhængigt af deres tilhørsforhold til et parti,« siger Russell Riley.

I december 1998, da det stod klart, at Clinton havde været på kant med sandheden, besluttede det republikansk ledede Repræsentanternes Hus at indlede en rigsretssag. 31 demokrater stemte for i Huset. Ikke én republikaner stemte for rigsretssagen mod Trump i sidste måned.

Det var i december 1998. Allerede på det tidspunkt var det tydeligt, at republikanerne havde »overspillet deres hånd«, som Russell Riley formulerer det. Måneden inden havde demokraterne vundet en historisk sejr ved midtvejsvalget, og siden sagen om Lewinsky-affæren brød ud, var Clintons popularitet i befolkningen kun steget. Et flertal i befolkningen bebrejdede republikanerne.

»Amerikanerne mente, at Clinton havde opført sig forkasteligt. De var egentlig ikke i tvivl om, at han havde været sammen med Lewinsky, eller at han havde løjet om det. Men de så det som en personlig brist, snarere end som en alvorlig forbrydelse,« siger Riley.

Man kan låne en formulering fra Lars Løkke Rasmussens tid og sige, at amerikanerne mente, det var en sag om privat-Bill, ikke præsident-Bill.

I januar 1999 besluttede samtlige demokratiske og en håndfuld republikanske senatorer at frikende Bill Clinton.

Clinton efter #Metoo

Spørgsmålet er om, vi også i dag ville betragte Lewinsky-affæren som et personligt anliggende. Dengang insisterede Monica Lewinsky selv på, at det var forhold med »fuldt samtykke«. I 2018, i lys af #MeToo-bevægelsen, fortalte hun til Vanity Fair, at hun i dag også ser det som »groft magtmisbrug« fra præsidentens side.

Verdens mægtigste mand, den frie verdens leder, indledte et forhold til en 22-årig kvinde, som havde et ulønnet sommerjob i Det Hvide Hus. Efterfølgende forsøgte Clintons stab at gøre hende til syndebuk og fremstille hende som en »ustabil stalker«. Sådan oplevede hun det i hvert fald selv, har hun senere forklaret.

Set i det lys virker det næsten grotesk, at mange kvindesagsforkæmpere og venstreorienterede dengang stillede sig uforbeholdent på præsidentens side. Ligesom mange andre mente de først og fremmest, at sagen handlede om, at republikanerne ville have præsidenten ned med nakken for enhver pris.

I et essay fra 2014 skrev Monica Lewinsky, at »når man tænker på, hvad der var på spil – kønspolitik, sex på arbejdspladsen – skulle man tro, at de (feministerne, red.) ville have støttet mig. Det gjorde de ikke«.

I dag er hun efterladt med posttraumatisk stresssyndrom. Under og efter retssagen var hun ifølge sig selv den mest »ydmygede person i hele verden«. Morgen, middag, aften blev hun chikaneret. Fra højre og venstre. Hun kalder sig selv for ’patient nul’ – den første kvinde, som skulle opleve en storm af udskamning og mobning på internettet.

Paula Jones’ anklage om sexchikane endte med, at Bill Clinton indgik forlig og betalte hende 850.000 dollars. »Hvad havde vi tænkt om det, hvis det var en republikansk præsident, der havde gjort det samme,« spurgte Lewinsky i sit essay. Det er et godt spørgsmål. Og hvad bør vi tænke om det i dag?

Mange ting, som inden #MeToo blev betragtet som et personligt anliggende, er i dag politiske spørgsmål.

Hyper ’partisanship’

Med Donald Trump i spidsen, taler republikanerne i disse dage om rigsretssagen som et »kup«, »en konspiration« og en »heksejagt«. Præcis ligesom mange demokraterne gjorde i 1990’erne. Ikke desto mindre er der en række afgørende forskelle på rigsretssagen mod Clinton og sagen mod Trump. Ikke mindst i substansen.

»Trump er ikke anklaget for at gå i seng med praktikanten. Han er anklaget for at gå i seng med fjenden,« siger professor Russell Riley.

Men skal man forbinde de to prikker, de to eneste rigsretssager mod amerikanske præsidenter i nyere tid, er det historien om politisk polarisering. Hyper partisanship.

Halvdelen af amerikanerne er klar til at forsvare Trump uanset hvad. Den anden halvdel vil have ham afsat for enhver pris. Så markant var situationen ikke i 1998, men det var først gang i årtier, man oplevede en så markant polarisering.

Professor Brian Balogh er enig. Han troede faktisk, det var et forbigående fænomen. At amerikanerne aldrig på det lange stræk ville tolerere Newt Gingrichs metoder. Aggressive politikere kunne måske score nogle billige point ved at føre krig og kalde deres modstandere talentløse, korrupte tabere, men i sidste ende ville vælgerne kræve, at deres politikere opførte sig civiliseret og søgte kompromiser.

Det præcis omvendte skete.

»Det stærkt aggressive klima omkring rigsretssagen havde kortsigtede og langsigtede effekter,« forklarer Bill Balogh. »Umiddelbart reagerede de fleste amerikanere ligesom mig. De straffede republikanerne ved midtvejsvalget, og Bill Clinton forlod embedet som en uhyre populær præsident,« siger han.

Men på den lange bane rykkede rigsretssagen grænserne for, hvordan amerikanske politikere kunne opføre sig over for hinanden, mener Bill Balogh. Newt Gingrichs metoder, som i 1990’erne var ekstraordinære og ekstreme, er siden hen blevet normalen i amerikansk politik.

Newt Gingrich, som var en af de første etablerede republikanere til at omfavne Donald Trump, mener selv, at der går en lige linje fra ham til den nuværende præsident. I et portræt i The Atlantic med titlen ’Manden som smadrede politik’, giver han sit syn på Amerika i dag.

»Der er ikke plads til kompromis. Det har Trump forstået perfekt siden dag ét.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Mathias Sindberg

Monica Lewinsky blev moppet af alle - også nærværende Sprøjte, der bragte et indlæg af Gore Vidal, der fnysende afviste, at den små, buttede Monica Lewinsky kunne have haft noget som helst kødeligt forhold til Bill Clinton - det var alt sammen hendes fantasier, der løb løbsk.

Bill Clinton selv pudsede alle hundene løs på Monica Lewinsky, specielt i form af James Carville, der for fuld retorisk udblæsning hver aften på TV tværede Lewinsky ud .... i hvert fald indtil pletten på hendes cocktail-dress var blevet DNA-bestemt.

Behandlingen af Monica Lewinsky tjener ingen til ære.

Hun blev svigtet af Bill Clinton og Linda Tripp - og Kenneth Starr beviste, at han er uden moralsk fundament i sin afpresning af Monica Lewinsky. Hun blev tilbageholdt i flere timer i et hotelværelse af et antal FBI detektiver og Kenn Starr uden juridisk hjælp overhovedet og truet med 40 års fængsel for at have løjet overfor FBI .... på Bill Clintons foranledning i øvrigt.

Men ingen kunne forklare, hvad i alverden Monicas og Bills affære havde med White Water undersøgelsen at gøre, som var den undersøgelse Kongressen havde bemyndiget ham til foretage.

Ejvind Larsen, Henriette Bøhne, Hanne Utoft, Carl Chr Søndergård, Eva Schwanenflügel, Estermarie Mandelquist, Kim Houmøller og Søren Kramer anbefalede denne kommentar
Helle Walther

Den sag er en skamplet på USA håndtering i sådanne tilfælde, men kan ikke sammenlignes med nuværende Trump sag. Det ene var en løgn, det andet truer direkte landets demokrati og sikkerhed. Trump er i min optik farlig for verden, det var Lewinskysagen ikke. Den var bare dum.

Helle Walther, en præsidents magtmisbrug og løgne overfor de politiske institutioner (kongressen og senatet m.fl.) truer naturligvis den demokratiske proces - det er helt grotesk at hævde noget andet.

At Trump's ageren også eroderer den demokratiske proces, i dét omfang at en sådan overhovedet har et liv i det politiske USA, er et faktum, men at USA's borgeres sikkerhed skulle være truet af at Trump formentligt forsøgte at motivere/presse Ukraines regering til at udstille bl.a. Joe Biden som korrupt, er noget gedigent sludder. Lidt i samme boldgade som den paranoide domino-teori, der prægede amerikansk udenrigspolitik i efterkrigstiden og førte til de vanvittige krige i Korea, Vietnam og Laos, hvilket de facto truede almindelige amerikaneres sikkerhed ... og kostede mange tusinde amerikaneres liv - foruden altså mange millioner asiateres.

Ejvind Larsen, Ole Arne Sejersen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Med til historien om Bill Clinton's præsidentskab hører f.eks. også hans administrations ulovlige bombeangreb på Serbien under den jugoslaviske borgerkrig - og de ulovlige missil- og bombeangreb på Irak i 1998, som (bevidnet af bl.a. amerikanske våbeninspektører) direkte sigtede på at dræbe Saddam Hussein uden rettergang. Clinton var ikke blot kriminel i sin indenrigspolitiske og konstitutionelle ageren, men også krigsforbryder i en betydelig skala. Et forhold, den amerikanske exceptionalisme, som både Republikanere og Demokrater holder i hævd, sikrer ikke kommer til debat i den brede offentlighed (hvilket også er en betydelig del af baggrunden for at den endnumere kriminelle Bush jr.-administration aldrig blev retsforfulgt, trods voldsomme forbrydelser mod både den amerikanske offentlighed og menneskeheden).

Ejvind Larsen, Ole Arne Sejersen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Ud over at Clinton-administrationen med angrebet på Irak introducerede begrebet om pre-emptive war i Mellemøsten, som siden blev Bush jr.-administrations kæphest i krigen mod terror, fjernede Clinton-administrationen Glass Steagall-lovgivningen, hvilket bidrog væsentligt til den kritiske udvikling i bank- og finanssektoren i USA, hvilket dannede grundlag for finanskrisen i sidst i 00'erne, som dannede grundlag for en enorm overvæltning af kapital fra de offentlige kasser til den private finanssektor - foruden en ekstrem gældssætning af lav- og mellemindkomstgrupper i det amerikanske samfund.

Clinton, som eliminerede Demokraternes relativt progressive statur under Jesse Jackson's lederskab, var for USA hvad Blair var/blev for UK. Og hvad Nyrup Rasmussen-regeringen var/blev for DK. Så også på den realpolitiske arena er der al mulig grund til at vi lærer af den politiske historie og sætter denne ind i konteksten, når det politiske etablissements påståede kamp for demokratisk retfærdighed i dens fokus på Trump's vederstyggeligheder iagttages. Der er i det store og hele tale om afledning og dissociering.

Ejvind Larsen, Lars Løfgren, Henriette Bøhne, Ole Arne Sejersen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Op til begge rigsretter forsøgte præsidenten at fjerne fokus ved at bombe i Irak. Og begge gange så Danmark med meget milde øjne på det. Selvfølgelig

Ejvind Larsen, Lars Løfgren, Ole Arne Sejersen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar