Feature
Læsetid: 6 min.

Respekten er ved at indfinde sig for Liverpools anfører Jordan Henderson

Tilhængerne var imod ham; Luis Suarez syntes, han var elendig – og Alex Ferguson fravalgte ham på grund af hans løbestil. Liverpools anfører, Jordan Henderson, har gået meget igennem i løbet af sin karriere. Men nu er han endelig ved at få succes i det, som hans træner, Jürgen Klopp, har kaldt »det hårdeste job i fodbolden i 500 år«
Liverpools Jordan Henderson scorer med et hovedstød det første mål i Premier League-opgøret med Wolverhampton Wanderers på Molineux Stadion i Wolverhampton. Respekten er efterhånden ved at indfinde sig.

Liverpools Jordan Henderson scorer med et hovedstød det første mål i Premier League-opgøret med Wolverhampton Wanderers på Molineux Stadion i Wolverhampton. Respekten er efterhånden ved at indfinde sig.

Oli Scarff

Moderne Tider
1. februar 2020

Engang i slutningen af 00’erne arbejdede den mest frygtede skikkelse i britisk fodbold, den tidligere hardhitter på Manchester Uniteds midtbane, irske Roy Keane, som træner i Sunderland.

På et tidspunkt hørte han, at klubbens reservehold havde tabt en kamp til Gateshead.

Til Gateshead!

Keanes raseri kendte ingen grænser. Han ræsede hen til klublokalerne, stormede ind i omklædningsrummet og gav spillerne det, der på engelsk kaldes the hairdryer, altså en skideballe af så store dimensioner, at brusehovederne løsner sig fra deres sokler.

I starten gik det mest ud over de erfarne aktører i truppen. Men på et tidspunkt fik han øje på en 18-årig, der sad og skuttede sig i et hjørne af omklædningsrummet.

»Og dig!« råbte Keane. »Tror du virkelig, at du er god nok til at spille på klubbens førstehold?«

Den 18-årige løftede hovedet, så Keane lige i øjnene og sagde:

»Ja. Det gør jeg.«

Den replik gjorde den irske manager momentant mundlam, før han sagde »godt svaret« og gik videre.

Mødt med skepsis

Navnet på den 18-årige var Jordan Henderson. Og han kom ganske rigtigt til at spille en række kampe for The Black Cats – som Sunderlands mandskab kaldes – før han i 2011 blev købt af Liverpool for 20 millioner pund.

Her blev hans ankomst imidlertid mødt med udtalt skepsis – for ikke at sige direkte modvilje – af klubbens rødklædte tilhængere, der havde meget svært ved at få øje på de fodboldmæssige kvaliteter hos den unge fyr fra Wearside. Men Keane havde tydeligvis set noget i Henderson, som resten af fodboldverdenen ikke kunne få øje på.

»Undervurdér aldrig nogensinde den unge knægt Jordan Henderson,« sagde Keane til den gamle Liverpool-forsvarer Jamie Carragher. »Han skal nok klare sig.«

Og det gjorde han også – klarede sig, altså. Men først måtte han meget grumt igennem.

»Det sårede og frustrerede mig«

Ikke nok med, at tilhængerne ikke troede på ham. Heller ikke internt i Liverpools trup var der den store tiltro til nyindkøbets kvaliteter. Og den, der viste sin mistillid tydeligst, var holdets daværende stjerneangriber, Luis Suarez.

Den uruguayanske frontløber kan være noget af en diva, når tingene ikke kører efter hans hoved, og dét gjorde de ikke i samspillet med Henderson. Ofte løftede den målfarlige sydamerikaner armene op over hovedet i frustration, når endnu en aflevering fra Henderson lå upræcist, og han lagde i det hele taget ikke skjul på, at han anså den unge nordenglænder for at være uværdig til at dele græsbane med ham.

»Han (Suarez, red.) løftede sine arme, som om han ville sige ’hvad laver han’ – altså, som om jeg ikke havde ret til at være der,« har Henderson senere fortalt om konflikten med sin højtprofilerede holdkammerat. »Det sårede og frustrerede mig (…) og til sidst eksploderede jeg og var klar til at slå ham ihjel.«

Lunken træneropbakning

Heller ikke holdets daværende træner, Brendan Rodgers, var imponeret over Hendersons leverancer på grønsværen. Og til sidst stod midtbanespillerens aktier så lavt i klubben, at den forsøgte at smide ham oven i hatten som medgift i en handel med Fulham, hvor Liverpool ville sende Henderson og en pose penge sydpå, mod at de fik London-klubbens amerikanske angriber Clint Dempsey i retur.

Klubberne var sådan set enige om handlen. Men så gik den unge midtbanespiller i backgear.

Chokeret over, at klubben agtede at bytte ham væk, søgte han ly i omklædningsrummet, hvor han sad og græd. Og da han havde tørret tårerne bort, meddelte han Rodgers og resten af klubledelsen, at det kunne de godt glemme alt om. Han havde ikke tænkt sig at skifte fra Anfield til et elevatorhold fra den sydvestlige del af London. Han ville blive og kæmpe for sin plads.

Henderson har senere kaldt denne episode for sit sliding doors-moment, og sikkert er det i hvert fald, at hans spillemæssige transformation begyndte hurtigt derefter. Han kæmpede sig tilbage i startopstillingen, og da Steven Gerrard forlod Liverpool i sommeren 2015, var det Jordan Henderson, som fik overdraget anførerbindet.

Selv som anfører har Henderson imidlertid haft svært ved at overbevise tilhængerne på Anfield om sine kvaliteter. Han er aldrig blevet en folkekær og elsket figur ligesom sin forgænger. Tværtimod har der altid været noget uglamourøst over den lettere hjulbenede slider, der bruger en stor del af tiden på at løbe græsset tyndt i banens midterakse for at holde takten oppe på den fodboldmaskine, Jürgen Klopp har bygget; og når tingene er gået galt for Liverpool, er det meget ofte Henderson, der er blevet hængt til tørre på diverse fansites.

Henderson-bashing

Et klassisk eksempel på Henderson-bashing oplevede man efter holdets nederlag til Napoli i seneste Champions League-turnering, hvor Liverpools ophidsede fans entydigt gik efter deres anfører.

»Dette må siges klart: Henderson har ikke niveauet til at spille på dette hold. Han har kampvilje – men intet andet at byde på,« lød en typisk kommentar, som medierne med fryd optrykte. Mens en anden skrev:

»Henderson laver ikke andet end at pege omkring sig, råbe som en hidsig drage og løbe rundt som en narrehat.«

Internt i fodboldmiljøet er den 29-årige midtbaneaktørs kvaliteter dog for længst blevet anerkendt.

»Jordan Henderson er verdens bedste midtbanespiller på sin position. Det er derfor, Klopp aldrig udskifter ham,« sagde Flamengos træner, Jorge Jesus, således før finalen i FIFA Club World Cup i december.

Og da Liverpool for nylig kæmpede sig til en snæver 2-1-sejr over Wolverhampton på Molineux Stadium, udformede den respekterede fodboldskribent Henry Winther sit kampreferat som en hyldestartikel til de rødklædtes anfører:

»Jordan Henderson udgør selve billedet på det storslåede hold, han er anfører for; sejrsviljen, det evige genpres, pasningsspillet og den indædte modvilje mod at lade modstanderne erobre territorie, mål eller point. Henderson er fyrtårnet, der oplyser den vej, der fører til Liverpools første mesterskab i 30 år (…) og Liverpool kunne notere sin 14. Premier League-sejr i træk på grund af ham.«

Og The Guardians fodboldkommentator Jonathan Wilson bemærkede også Hendersons arbejdsraseri og energiniveau, da han runden forinden var på Anfield for at se Liverpool besejre Manchester United med 2-0.

Efter kampen fortalte Wilson med forbløffelse og beundring i stemmen, hvordan han fra pressepladserne havde set Liverpools anfører foretage en højintensiv sprint på 80 meter hele vejen op ad banen for at deltage i et kontraangreb i kampens allersidste fase – for sekunder senere at passere med lige så stor hast ned i forsvaret igen for at dæmme op for et United-angreb.

Så vinden er langsomt ved at vende for træningsnarkomanen, der ifølge hans manager, Jürgen Klopp, udfører »det hårdeste job i fodboldverdenen i 500 år« ved at efterfølge klublegenden Steven Gerrard som anfører for Liverpool.

Respekten er ved at indfinde sig

Nu bliver han ikke længere latterliggjort i den britiske macho-fodboldverden, fordi han reklamerer for Nivea, eller fordi han løber lidt underligt. (Manchester Uniteds tidligere manager Alex Ferguson fravalgte som bekendt i sin tid Henderson som et muligt indkøb til sin klub på grund af hans gangart).

Nu er respekten ved at indfinde sig.

Det samme er tilfældet i forhold til landsholdet, hvor Henderson også i årevis har betrådt en stenet vej mod anerkendelse.

Matt Dickinson, der er ledende sportsskribent for The Times, har fortalt, at der engang for nogle år siden blev udleveret gratis fodboldklistermærker – de såkaldte Panini-stickers – til pressen i forbindelse med en hjemmekamp på Wembley.

Journalisterne skovlede de gratis klistermærker op til sig selv og deres børn – undtagen billedet af Henderson. Ham var der ingen, der ville have, så hans billede lå alene tilbage, da alle de andre var borte.

Sådan en situation ville ikke opstå i dag. Liverpools anfører er netop blevet kåret som årets landsholdsspiller i England i 2019 foran navne som Harry Kane og Raheem Sterling. Og det er almindelig anerkendt i den engelske sportspresse, at en succesfuld EM-turnering for The Three Lions til sommer i høj grad afhænger af stærke præstationer fra ankeret på englændernes defensive midtbane.

Samtidig med hæderen på landsholdsniveau kom det i øvrigt frem, at Henderson optrådte 308 gange i Premier League i det forgangne årti – hvilket er mere end nogen anden.

Ikke dårligt af en spiller, der som teenager blev spurgt, om han egentlig troede, at han nogensinde ville få så meget som en eneste kamp for Sunderland!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her