Baggrund
Læsetid: 7 min.

Spådomme på kanten af et stort sportsår

Er der bund i den internationale kamp mod doping? Bliver Bayern München og Juventus skubbet af tronen? Og bryder AGF årtiers medaljeforbandelse? Information kigger i krystalkuglen og spår om årets store begivenheder i sportens verden
En kraftig dopingmistanke har hængt over svømmesportens største navn, Sun yang, siden en uanmeldt dopingkontrol på hans bopæl i Zhejiang i det østlige Kina udviklede sig til en konfrontation mellem dopingkontrollanterne og Suns entourage. Spørgsmålet er, om 2020 bliver året, hvor han bliver udelukket.

En kraftig dopingmistanke har hængt over svømmesportens største navn, Sun yang, siden en uanmeldt dopingkontrol på hans bopæl i Zhejiang i det østlige Kina udviklede sig til en konfrontation mellem dopingkontrollanterne og Suns entourage. Spørgsmålet er, om 2020 bliver året, hvor han bliver udelukket.

Oli Scarff

Moderne Tider
4. januar 2020

Dopingmistænkt svømmekonge

Sun Yang er det største navn i international svømmesport. Men er han også den største dopingsynder på den globale sportsscene siden Lance Armstrong?

Det får vi svar på inden længe.

En kraftig dopingmistanke har hængt over den 198 centimeter høje kineser, siden en uanmeldt dopingkontrol på hans bopæl i Zhejiang i det østlige Kina udviklede sig til en konfrontation mellem dopingkontrollanterne og Suns entourage.

Konfrontationen endte med, at Suns mor eller hans livvagter (det er der ikke helt klarhed over) greb en hammer og smadrede glaskolben med den dopingprøve, han netop havde afgivet. Og i november 2019 holdt den internationale sportsdomstol, CAS, en høring i Schweiz for at rede trådene ud og afgøre, om den kinesiske svømmer skulle kendes skyldig i doping.

Den høring gerådede imidlertid også ud i kaos, eftersom den fremmødte tolk viste sig ude af stand til at opfylde sin grundlæggende jobfunktion, og fordi Suns mor (hende igen!) kom op at skændes med udspørgerne. Og som resultat heraf valgte dommerne at udskyde en afgørelse, indtil der er leveret en skriftlig oversættelse af alle vidneudsagn i sagen.

Den arbejdes der på lige nu. Og dommerne i CAS ventes at komme med deres afgørelse senere i januar.

Hvis Sun bliver fundet skyldig, vil han med stor sandsynlighed blive tildelt en livstidsudelukkelse, eftersom han allerede har én dopingforseelse på samvittigheden.

Det vil utvivlsomt glæde de svømmere, der ved verdensmesterskaberne sidste år vakte opsigt ved at nægte at træde op på podiet ved siden af ham i protest mod hans fortsatte tilstedeværelse i sporten.

Men til gengæld vil det udløse en akut diplomatisk krise med Kina, der hele vejen igennem har bakket deres stjerne ubetinget op. Ligesom man også må forvente, at den Internationale Olympiske Komité vil reagere med stor vrede på enhver kendelse, der vil betyde, at de må undvære en af deres største sportslige trækplastre ved OL i Tokyo.

Informations nytårsspådom:

Det er OL-år, og Sun har både stormagter og stærke idrætspolitiske kræfter i ryggen. Han frifindes og udløser ny ballade i bassinet, når han til sommer svømmer endnu en håndfuld OL-medaljer hjem til Riget i Midten.

Også Rusland er på anklagebænken

Sagen mod Sun Yang er imidlertid ikke den eneste højtprofilerede dopingsag, der skal afgøres i begyndelsen af dette år. Det samme skal det store og langtrukne sagskompleks mod Rusland; et kompleks, der udspringer af russernes for længst beviste og omfattende dopingsnyderi ved Vinter-OL på hjemmebane i Sochi i 2014.

Her fuskede russerne med deres atleters dopingprøver ved – på Olsen-Banden-vis – at bore et hul ind i væggen til det forseglede dopinglaboratorie og udskifte formodet positive prøver med kolber med urin uden spor af dopingstoffer.

Denne svindel blev afsløret, ikke mindst takket være modige whistleblowere, der i dag må leve i skjul i udlandet. Og som følge heraf har det internationale Anti-Doping Agentur, WADA, gentagne gange givet de russiske antidopingmyndigheder chancen for at lægge kortene på bordet, så Rusland kunne blive lukket ind i det gode selskab igen.

Russerne er imidlertid fortsat med at fremlægge manipulerede data i et forsøg på at bevise deres uskyld, og i december måned tabte WADA tålmodigheden og idømte Rusland fire års karantæne fra alle internationale sportsbegivenheder.

Den dom er dog ikke så hård, som den synes. Russiske atleter har nemlig stadig mulighed for at deltage på individuel basis, hvis de kan dokumentere, at de ikke personligt har været indrulleret i det statslige dopingprogram.

Den mulighed havde de også ved forrige års Vinter-OL med den konsekvens, at 168 russiske atleter dystede under såkaldt neutralt flag. Og kritikere af ordningen mener, at det smuthul i realiteten undergraver hele dopingstraffen.

Eller som chefen for det amerikanske dopingagentur, Travis Tygart, sagde til den engelske avis The Times:

»Det er en farce, at atleter fra Rusland stadig vil have mulighed for at tage del i De Olympiske Lege (i år, red.), og at russiske fodboldspillere kan stille op ved VM i 2022. (…) Dette er nu tredje kapitel med systematisk russisk korruption styret af staten. Det er Groundhog Day for russisk korruption og dominans. Straffen burde svare til forbrydelsen, og derfor bør atleter over hele verden forene sig i et krav om en total udelukkelse (af russiske atleter, red.).«

Men heller ikke russerne er begejstrede for WADA’s afgørelse, og præsident Putin har allerede mere end antydet, at landet vil appellere til den internationale sportsdomstol.

Dermed skal CAS i første halvdel af dette år træffe afgørelse i to sager, der begge kan ses som prøvesager på hele styrken i den internationale kamp mod doping: sagen mod Sun Yang og mod det statslige russiske dopingprogram.

Dommene fra sportsdomstolen i Schweiz vil have stor betydning for, om kampen mod doping i topidræt fremover kan føres med reel styrke og troværdighed – eller om antidopingjægerne bliver slået tilbage til start.

Informations nytårsspådom:

CAS stadfæster WADA’s afgørelse, hvorefter russiske atleter – i neutrale antræk – fortsat kan kæmpe for moderlandet på den internationale scene.

Champions League: De store lande deler rovet

Hvis man vender blikket mod fodboldens verden, vil de første måneder af 2020 rumme endnu en illustration af, at de største og rigeste klubber i Europa stille og roligt er ved at trække fra resten.

Således repræsenterer de 16 hold, der har kvalificeret sig til de afsluttende runder af Champions League, udelukkende de fem såkaldt store ligaer – fordelt med fire hold fra henholdsvis engelske Premier League og spanske La Liga, tre hold fra henholdsvis den tyske Bundesliga og italienske Serie A og to hold fra franske Ligue 1.

Det er første gang i turneringens historie, at de fem store lande har sat sig på alle de lukrative knockoutkampe. Og man kan ikke lade være med at frygte, at det er et billede på den fremtid, vi kigger ind i. En fremtid, hvor de store ligaer monopoliserer kontinentets fineste klubturnering, mens rosset bliver henvist til Europa League eller skubbet ned i den tredjebedste europæiske klubturnering, den såkaldte Conference Liga, der får premiere i 2021.

Men i det mindste kan alle os, der ikke længere har egne hold med i turneringen, fornøje os med at gætte på, hvem der løfter pokalen med de store ører efter slutkampen til maj.

Informations nytårsspådom:

Pep Guardiola fører efter mange års tilløb endelig Manchester City til titlen.

Dynastierne er udfordret

Mens de store europæiske ligaer strammer grebet om Fodboldeuropa, er der tilsyneladende forskydninger undervejs i magtstrukturen internt i rækkerne.

Sidste år vakte det opsigt, at de forsvarende mestre fra England, Tyskland, Italien, Spanien og Frankrig alle sammen genvandt deres mesterskab. Det var aldrig sket før, og det blev tolket som et tegn på, at der var ved at danne sig hegemonier rundt omkring på kontinentet.

Den påstand er imidlertid blevet grundigt udfordret i denne sæson. Et blik på stillingerne viser således, at flere af de klubber, man sidste sæson spåede en mere eller mindre ubrudt periode med dominans på hjemmefronten, er i vanskeligheder.

Værst ser det ud i England og Tyskland, hvor henholdsvis Manchester City og Bayern München hænger et stykke efter deres hjemlige rivaler. Men også Antonio Contes revitaliserede Inter udfordrer de ottedobbelte mestre fra Juventus i støvlelandet, ligesom Zinedine Zidanes Real Madrid efter et par blege sæsoner atter ligner en seriøs mesterskabskandidat i Spanien.

Det er velgørende for enhver, der måtte frygte, at magtforholdene i de store ligaer efterhånden var blevet så fastlåste, at vi havde udsigt til en årrække med det, de i amerikansk fodbold kalder dynastier.

Informations nytårsspådom:

Leipzig, Liverpool og Inter skubber de aldrende og mætte mestre af tronen.

Det sitrer i det østjyske

Også i den hjemlige liga er der grund til at se frem til forårssæsonen. Ikke kun på grund af kapløbet mellem FC Midtjylland og FC København – men i endnu højere grad for at se, om det endelig skal lykkes de hvidklædte fra AGF at bryde over tyve års forbandelse og tage medaljer i Superligaen igen.

I skrivende stund har gymnasterne fra Fredensvang slået et hul på fire point ned til de nærmeste forfølgere fra Brøndby, og at det sitrer af fodboldfeber i det østjyske illustreres blandt andet af det faktum, at AGF i dette efterår har trukket i gennemsnit 11.124 tilskuere ud på deres saneringsmodne stadion til hjemmekampene.

Det er det tredjehøjeste tilskuersnit i Superligaen efter Brøndby og FC København – og næsten 3.000 flere end guldfavoritterne fra Herning.

Og det er ikke kun de hårdtprøvede fans fra Aarhus, der tror på GF’s medaljechancer. Også i bredere kredse regnes aarhusianerne som seriøse medaljekandidater, hvilket især skyldes, at de hvi’es trup objektivt set er stærkere end længe set.

Når man har råd til at have dygtige folk som Jakob Ankersen, Jesper Juelsgaard, Frederik Tingager og Nicklas Helenius på bænken, så viser det, at bredden efter mange magre sæsoner er ved at være på plads i det østjyske. Og netop kvaliteten blandt reserverne kan gøre hele forskellen, når podiepladserne skal fordeles til foråret.

Man tør næsten ikke hviske det – men det begynder at dufte af bronze i Fredensvang!

Informations nytårsspådom:

David Nielsens tropper snupper tredjepladsen på grund af en bredere bænk og større stabilitet end Brøndby.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her