I filmen Toni Kroos fra 2019 får vi det at vide igen og igen: Den 30-årige tyske Real Madrid-spiller er hverken stor, hurtig eller stærk. Men han har et blik for spillet som ingen anden. Som en metronom dikterer han rytmen. Holdkammeraten Luka Modric, Ballon d’Or-vinder og en af de mest elegante karakterer på grønsværen, fortæller:
»Når Toni vil have, vi skal spille langsomt, spiller vi langsomt. Når han vil have, vi skal spille hurtigt, spiller vi hurtigt.«
Det seneste tiår er 8’eren vokset til en spiller med mange facetter. Der er stadig de engelske slidere, rødmossede og iltre, men de er i stigende grad erstattet af spillere med flere og mere komplekse opgaver. 8’eren er blevet en eftertragtet handelsvare.
8’eren er bevægelig. I udgangspunktet har han mere sammensatte arbejdsbetingelser end spilleren lige bag ham – 6’eren. Ofte er det 8’eren, der forbinder forsvar, midtbane og angreb. I dag vil man typisk kalde en 8’er for en boks til boks-spiller. I det omfang, han selv trækker ned i banen for at modtage bolden rygvendt (dvs. med ryggen mod modstanderens mål) for derefter at bygge angreb op, nu altså̊ retvendt, taler vi om en tovejsspiller. Chelseas Cesc Fàbregas er af de mest prominente eksempler.
8’eren kan i udgangspunktet være offensivt orienteret, sådan som Frank Lampard og til dels Steven Gerrard begge var. Han kan være mere fokuseret på det spil, der foregår på midten, som så skal kickstarte mulige angreb, som Arturo Vidal. Endelig kan 8’eren have klare defensive pligter næsten som en klassisk libero (en 5’er). Tænk på Bastian Schweinsteiger.
Hjælperen og angriberen
Vi kan bryde det endnu mere ned og sige, at 8’eren optræder i henholdsvis en hjælpende og en offensiv version.
Den første, hjælpefunktionen, er hensigtsmæssig på både to- og tremandsmidtbaner enten som en defensivt orienteret makker til en anden 8’er, der søger frem i banen, eller som en stedfortrædende 6’er – en hard guy, der skal agere skjold for en italiensk 10’er. Sådan en 10’er – kroneksemplet er Andrea Pirlo – opererer nemlig helt nede fra den defensive midtbane. I italiensk fodbold kaldte man Gennaro Gattuso, da han skulle passe på Pirlo, for en incontrista. Hans job var at imødegå og stresse en boldbesiddende modstander.
Den anden version, offensiv-varianten, havde Arturo Vidal, da han spillede sammen med Paul Pogba og Pirlo i Juventus. Det var tit Vidal, der skød op mod offensiven som en hængende angriber eller en angriber nr. to, som italienerne siger.
Vi kan også huske tilbage på Lampard i José Mourinhos første periode som Chelsea-træner. Dengang spillede Lampard side om side med sin mere defensivt indstillede 8’er-makker Michael Essien, som så igen havde en ægte 6’er bag sig, nemlig Claude Makélélé.
Det var hjertet af Mourinhos strategi: at placere store, stærke og intelligente spillere på de steder, han selv kaldte soft spots. Det er her, man får overtaget, vinder bolden, starter en kontra, og hvor modstanderne overhovedet ikke må bestemme noget. Mourinhos Chelsea bestod af John Terry på den centrale plads i forsvaret, Makélélé på den ’bløde’ plads i midten af banen og Didier Drogba helt fremme i offensiven til at tage øretæverne.
Nye systemer – nye funktioner
Vender vi kabalen om, kan vi pege på Schweinsteigers partnerskab med Javi Martínez i Bayern Münchens treble-vindende sæson, da Jupp Heynckes var cheftræner. Schweinsteiger tænkte mest af alt defensivt og stabiliserende, men desto mere overrumplende var hans sprint op i banen, når han til tider overlod muskelarbejdet til Martinez.
Historisk set kommer 8’eren ud af 4-3-3-systemet og er derfor reduceret til kun en spiller. I sin rene, umodificerede form består midtbanen i en 4-3-3 nemlig af én 6’er, én 8’er og én 10’er – en destroyer, passer og creator. Altså en, der ødelægger, en, der afleverer og en, der skaber.
I 4-3-3 handler det rigtig meget om at kunne kombinere spillet fra toppen af forsvaret til bunden af angrebet. I dag, med forvandlingen af den klassiske 4-3-3 til 4-2-3-1 og 4-2-1-3 og med kravet om, at midtbaner både skal være fysiske og ekvilibristiske, er 8’eren stort set altid splittet ud i to spillere.
Det giver et lille skema: Enten er 8’eren en defensiv makker til en offensiv 8’er. Eller han er en offensiv makker til en defensiv 8’er. Han kan også være en oppasser (eller den ene af to oppassere) til en italiensk 10’er.
Men nu bliver det finurligt: For en 8’er, som er offensivt til stede sammen med en mere defensiv 8’er, kan jo nemt forveksles med en 10’er. Og en 8’er, hvis job er at beskytte en dyb playmaker, ligner utvivlsomt en 6’er.
Det er derfor, Kroos er så god. Umærkeligt glider han – som 8’er – fra at være 6’er ind i 8’er-rollen og over i 10’erens position. Og samtidig med den dynamik svinger han taktstokken, som Luka Modric siger.
Opgave og position
I moderne fodbold må man skelne mellem position og opgave.
Positionen siger noget om, hvor spilleren er på banen i udgangspunktet. Det er det rum, spilleren ejer, og som står på taktikkortet. På den måde kan 8’eren altså være på 6’erens plads for så andre gange at løbe ind i eller ligefrem overtage 10’erens rum.
Opgaven fortæller til gengæld, hvad spilleren, her altså 8’eren, skal gøre. En gylden regel er, at jo mere statisk, 8’eren er forankret i sit rum på banen – dvs. positionen – og tilsvarende begrænset i registret af opgaver, des mindre bliver det samlede mulighedsrum. Spilleren bliver forudsigelig. Der sker ikke rigtig noget overraskende.
Det var derfor, United-spilleren Paul Scholes til tider så lidt forfjamsket ud. Her var en hard hitter, som ikke desto mindre rykkede fra sin naturlige, defensivt midtbanestabiliserende plads og ned på 6’er-positionen, hvor opgaven var at gøre som italienske 10’ere gør: diktere spillet som en ægte regista. Scholes var god, rigtig god, men ikke født til lige den rolle. Der var ikke nok italiener i ham.
Den nye 10’er?
Ifølge Jonathan Wilson, forfatter til bogen Inverting the Pyramid og skribent for blandt andet The Guardian, er Juan Román Riquelme den sidste af de klassiske 10’ere. Riquelme er langsom, men elegant. Han evner at fryse spillet, måske for at læse de næste handlemuligheder. Han stopper sin fremdrift blot for at lægge en dybdeaflevering, der totalt splitter et forsvar.
Riquelme er den sidste store, argentinske trequartista, enganche’en, ’krogen’, på samme måde som Allessandro del Piero var den sidste store, italienske trequartista, der ubesværet kunne glide over i rollen som angriber.
Kontrasten til Riquelme og indvarslingen af den nye 10’er er, siger Wilson, Luka Modric. Hvad er kroaten? En 8’er. Hvor er han henne? Den var straks sværere. Nogle gange på den dybe 10’er-plads. Andre gange lidt ude til siden, men stadig omkring midtercirklen – ligesom Andrés Iniesta, dengang han spillede for Barcelona. Eller også lusker han rundt på liberoens plads. Modric er flere ting på én gang, fordi 8’eren er mange ting på én gang.
Og så har Modric en kæmpe fordel. Han spiller side om side med Toni Kroos.
Manfred Oldenburgs dokumentar Toni Kroos har spillefilmslængde og kan mod betaling ses på vimeo.com. Den kan også lejes på de tyske og engelske udgaver af iTunes.
