Feature
Læsetid: 14 min.

Det var Vesten, der gjorde Aung San Suu Kyi til et demokratiikon. Ikke just hende selv

Gennem årene har Myanmars nu detroniserede leder og modtager af Nobels fredspris, Aung San Suu Kyi, selv givet os ledetrådene til at læse hende som alt andet end en politisk helgen, skriver dokumentaristen Karen Stokkedal Poulsen i dette portræt fra januar 2020
Som datter af general Aung San, Myanmars grundlægger og store helt, var Aung San Suu Kyi fra den dag, hun trådte op på scenen, udråbt som landets frelser. Befolkningen kaldte hende for deres mode.

Som datter af general Aung San, Myanmars grundlægger og store helt, var Aung San Suu Kyi fra den dag, hun trådte op på scenen, udråbt som landets frelser. Befolkningen kaldte hende for deres mode.

Ye Aung Thu

Moderne Tider
4. januar 2020

Hun var måske aldrig, hvem vi troede, hun var. Da verden i 1991 tildelte Aung San Suu Kyi Nobels fredspris for hendes ikkevoldelige kamp for demokrati fra sin husarrest, var hun måske allerede en ret determineret, strategisk og kynisk politiker. Det vidste vi bare ikke.

Da Aung San Suu Kyi, Myanmars leder, stiltiende accepterede militærets såkaldte »rydningsoperation« af rohingyaerne i Rakhine-delstaten i 2017, vendte Vestens billede af hende for alvor. I november 2019 anklagede Gambia Myanmar for folkemord ved FN’s internationale domstol i Haag – og i december stillede Aung San Suu Kyi personligt op og gennemførte forsvaret på Myanmars vegne.

Det var nok den mest åbenlyse illustration til dato af hendes forvandlede rolle i Vestens øjne; på anklagebænken for folkemord. Iskold i sin respons afværgede hun anklagerne ved at kalde militærets etniske udrensning af rohingya-muslimerne, der har sendt flere end 700.000 på flugt og har kostet mindst 10.000 liv, for en intern, væbnet konflikt.

Hun refererede gentagne gange til rohingyaernes andel i konflikten ved at påpege ARSAs (Arakan Rohingya Salvation Army) terrorangreb på 30 lokale politistationer i august 2017, der kostede ni politifolk livet.

Ikke just en helt proportionel intern konflikt – og absolut ikke en tale, man for år tilbage ville have forventet af det demokratiikon og den menneskerettighedsforkæmper, hun igennem årtier er blevet hyldet som.

Men Aung San Suu Kyi har selv givet os ledetrådene til at læse hende som alt andet end en politisk helgen. Vi har bare ikke villet se dem.

I 2020 er der valg i Myanmar. Det vil blive landets andet demokratiske valg, siden militærregimet gennem 50 år trådte tilbage i skyggen og lod en civil regering med Aung San Suu Kyi i spidsen tage over. Hun har altid erklæret, at hun kun ville tage én regeringsperiode, men for nylig bekendtgjorde hun, at hun vil stille op igen.

Igennem fem år har jeg rejst ind og ud af Myanmar for at lave dokumentarfilmen On the inside of a military dictatorship (på dansk: Et militærdiktatur bag facaden) om Aung San Suu Kyi og militærgeneralerne. Gennem interview og møder med Aung San Suu Kyi samt en lang række kilder tæt på hende har jeg dannet mig et billede af magtmennesket Aung San Suu Kyi. Og for mig at se forklarer det en hel del af det mysterium, Vesten er stødt på: Hvordan kunne demokratiikonet ignorere en humanitær tragedie?

Matej Divizna

Hvad gør en politiker?

I 2010 blev Aung San Suu Kyi endeligt løsladt fra sin husarrest, hvor hun havde været mere eller mindre permanent spærret inde af militærregimet siden 1989.

Allerede på dagen, hvor hendes frihed blev fejret, gav hun os en klar besked. Til alle de nysgerrige journalister, der ville vide, hvordan hun nu skulle til at operere som politiker frem for ikon, svarede hun stålsikkert, at hun aldrig havde været andet end politiker. Hun var leder af sit politiske parti, National League for Democracy, som hun havde stiftet i 1988.

Hvad der lå i det at være politiker var måske nøglen til hele svaret om, hvilke valg Aung San Suu Kyi siden hen har truffet.

Men vi stillede ikke spørgsmålet. Ligesom det burmesiske folk var vi benovede over at se den ikoniske demokratileder, »Mother Suu«, træde op på scenen og tale om demokrati og menneskerettigheder. Ligesom hun havde gjort, da hun i 1988 var kommet tilbage til Burma efter årtier i England. Dengang fordi hendes mor var dødeligt syg, men da hendes besøg faldt sammen med et folkeligt oprør mod militærregimet, engagerede hun sig og blev med det samme udråbt som den demokratiske bevægelses leder.

Det var ikke tilfældigt. Som datter af grundlæggeren af Burmas selvstændighed og folkets store helt, Aung San, var hun født med en skæbne, hun altid havde vidst, hun ikke kunne løbe fra. Og her tror jeg, vi finder den anden nøgle til svaret på, hvorfor Aung San Suu Kyi har handlet, som hun har gjort. En politiker, født med en skæbne til at lede sit land – kan det være andet end en opskrift på en person, der er villig til at gå meget, meget langt?

En politiker kan jo være mange ting – en person, der nobelt kæmper for sine værdier og visioner, men det kan også være en kalkuleret og kynisk strateg, der i bedste House of Cards-stil spiller sine kort efter evne for at opnå magten. Og magten er nødvendig for at gennemføre politiske versioner, men kan som bekendt også vække nogle af de værste sider af mennesket.

I Aung San Suu Kyis tilfælde er der tale om en grå blanding af flere af elementerne, men der er ingen tvivl om, at hun aldrig blot har været den reneste udgave af en politiker. Hun har været ekstremt dygtig til at spille det strategiske spil om magten.

Inden for murene

Efter at være blevet løsladt i 2010 satte Aung San Suu Kyi sig et overordnet mål: at blive præsident ved valget i 2015. Det store problem var, at militæret havde designet en paragraf i forfatningen, der forhindrede enhver med udenlandsk ægtefælle eller børn i nogensinde at blive landets præsident. En lidt besynderlig paragraf, sjældent set i andre forfatninger – og særligt interessant med tanke på Aung San Suu Kyis situation, da hun har været gift med en englænder og har to britiske sønner.

Det allerførste mål var derfor at ændre forfatningen og få fjernet den paragraf. Men forfatningen rummede endnu flere interessante overraskelser. Den var nemlig skruet så snedigt sammen, at selv samme kun kunne ændres, hvis der var mere end 75 procents flertal herfor i parlamentet – og militæret skulle permanent have 25 procent af parlamentspladserne. Altså et veto over enhver forfatningsændring.

Der var behov for at tænke yderst kreativt for at få gjort Aung San Suu Kyi til præsident. Imidlertid blev hun kontaktet i 2011 af den daværende præsident, Thein Sein, der gerne ville inkludere hende i den politiske proces i parlamentet. Vel at mærke lige akkurat nok til, at en sådan inklusion anerkendtes af det internationale samfund og førte til, at sanktionerne mod præsidenten selv og de øvrige militærgeneraler kunne løftes.

Aung San Suu Kyi mødtes med præsidenten, og sammen fik de to lavet et kompromis, hvor begge parter kunne gå derfra som vindere. Som dygtige politikere gør det. Aung San Suu Kyi blev militærets stærkeste våben i forhold til omverdenen, og Aung San Suu Kyi udnyttede situationen til at komme indenfor i magtens korridorer.

Hun vidste, at inden for murene kan man gøre andre ting, end når man står uden for. Og der gik ikke længe, før Aung San Suu Kyi tog næste skridt. Hun måtte alliere sig med nogen i militæret for at få fjernet paragraffen, der hindrede hende i selv at blive præsident. Der var bare ikke voldsom stor interesse fra militærets side til at tale med hende. Enten skulle hærchefen på besøg i Ukraine, eller præsidenten havde et internt møde. Det var tydeligvis ikke deres højeste prioritet.

Som datter af general Aung San, Myanmars grundlægger og store helt, var Aung San Suu Kyi fra den dag, hun trådte op på scenen, udråbt som landets frelser. Befolkningen kaldte hende for deres mode. Her er hun fotograferet i september 1989.

Som datter af general Aung San, Myanmars grundlægger og store helt, var Aung San Suu Kyi fra den dag, hun trådte op på scenen, udråbt som landets frelser. Befolkningen kaldte hende for deres mode. Her er hun fotograferet i september 1989.

AFP Photo

Umage par

Men midt i frustrationen rakte formanden for parlamentet ud til Aung San Suu Kyi og erklærede, at han ville hjælpe hende. Formanden hed Shwe Mann og var en ekstremt magtfuld person under militærregimet. Da Myanmars tidligere diktator, seniorgeneral Than Shwe, gik af i 2010, blev Shwe Mann dog forbigået, og laverestående generaler blev udnævnt til hærchef og præsident.

Shwe Mann havde længe haft et godt øje til præsidentposten – og det havde han stadig fra sin mindre prominente post i parlamentet. Og hvis ikke militæret ville udnævne ham, måtte han alliere sig med sin fjendes fjende – Aung San Suu Kyi – og få hende til at gøre arbejdet.

I første omgang ville han vinde hendes loyalitet ved tilsyneladende at gøre et oprigtigt forsøg på at gøre hende til præsident, hvilket selvfølgelig ville mislykkes. Han skulle foregive at ville overtale militæret til at ændre forfatningen, hvilket han viste, at han ikke havde en jordisk chance for at lykkes med. Shwe Manns håb var, at hun efter en fremtidig valgsejr til gengæld ville udpege ham som præsident.

Hvorvidt Aung San Suu Kyi var villig til at gøre ham til præsident var uvist, men hun opretholdt en meget tæt samarbejdsrelation til Shwe Mann. Igen et smart strategisk træk – ikke mindst set i lyset af, hvem Shwe Mann faktisk er.

Hans familie er kendt for at være korrupt og for at have udnyttet militærets magt til det yderste. Ifølge fortrolige kilder var det Shwe Mann, der personligt beordrede nedskydningen af munkene i gaderne under Saffran-revolutionen i 2007. Og endnu mere absurd for alliancen var han desuden kendt for at stå bag Depayin-massakren i 2003, der blev opfattet som et attentatforsøg på Aung San Suu Kyi selv.

Alt dette valgte Aung San Suu Kyi at ignorere. Og det er bestemt heller ikke et nemt dilemma, Aung San Suu Kyi var blevet sat i – for hvem var der at samarbejde med i parlamentet bortset fra militærgeneraler med lidt af hvert på samvittigheden?

De fleste er dog enige om, at Shwe Mann scorer ret højt på forbrydelser på samvittigheden. Men med sin bejlen til Aung San Suu Kyi udråbtes han af mange pludselig til ægte demokrat. Og hvem ved, hvor meget en person kan ændre sig.

Samarbejdet fik dog også nogen til at spørge, hvilke kompromiser Aung San Suu Kyi ville være villig til at indgå, hvis hun en dag fik magten.

Ikke en lille kamel

Efter et forsøg på at ændre forfatningen blev Shwe Mann brutalt sat ud af spillet: En nat blev hans hus omringet af politiet, der smed ham og hans folk ud og indsatte en ny i hans sted.

Aung San Suu Kyi truede med at boykotte valget i 2015, hvis ikke forfatningen blev ændret inden, så hun kunne blive præsident, men militæret rykkede sig ikke. Hun endte med at stille op alligevel og håbede, at der efter valget kunne forhandles på ny.

Der var en forventning om, at hun ville vinde valget, men ingen havde regnet med, at hun ville vinde i den skala, hun gjorde. Knap 80 procent af stemmerne gik alene til hendes parti. En valgsejr, som det normalt kun er diktatorer forundt.

Med den under armen begav hun sig til forhandlingsbordet med præsidenten og hærchefen, og denne gang mødtes de med hende. Men der var ikke noget at komme efter. De ville ikke ændre forfatningen, og hun kunne ikke blive præsident. Hvad værre var: Militæret ville hverken give forsvarsministeriet, indenrigsministeriet eller grænseministeriet fra sig – det ville beholde sikkerhedspolitikken, militæret og politiet under sin fulde kontrol.

Aung San Suu Kyi blev klar over, at kompromiset fra 2011 ikke var et første skridt til at imødekomme oppositionen. Det var det eneste skridt, militæret var villigt til at tage.

Hun valgte alligevel at blive og acceptere at arbejde under forfatningen, hvilket i praksis betød, at hun skulle sidde i regering med militæret. Ikke nogen helt lille kamel at sluge. Men hun sagde ja.

Og så trak Aung San Suu Kyi et helt uventet kort ud af ærmet, som til dato nok er det, der siger allermest om, hvordan hun er som politiker: Hun opfandt en ny post til sig selv, der i magthierarkiet placerede hende over præsidenten. Forfatningen sagde jo ikke noget om, at det var ulovligt, som hun forklarede.

Aung San Suu Kyi fremsatte en lov i parlamentet om, at hun – ved navns nævnelse – skulle være statsrådgiver og stå over både regeringen og parlamentet. Og med det overvældende flertal i parlamentet efter valgsejren i 2015 blev loven vedtaget – dog ikke uden protester fra militæret. De kaldte det demokratisk diktatur.

Det kan man så næsten grine af. Men det træk rummer så mange elementer af den person og politiker, Aung San Suu Kyi er: en kreativ, strategisk politiker med en stor portion magtfuldkommenhed. Og det at gennemføre en lov, der specifikt er møntet på en enkelt person – hende selv – ligner til forveksling det, militæret oprindeligt havde gjort med dets tilføjelse til forfatningen. Og det at erklære sig selv over alle andre ministre og parlamentarikere har også et uhyggeligt diktatorisk skær over sig.

Det var dog heller ikke omkostningsfrit. Den jurist, der opfandt paragraffen og var hendes nære ven og rådgiver, blev nemlig brutalt myrdet kort efter. De fleste mener, at mordet var beordret direkte fra toppen af militæret, selv om retssagen fandt en anden skyldig. Et lille glimt af, hvem det er, hun er oppe imod.

Da Myanmars militær i august 2017 indledte sin såkaldte rydningsoperation af rohingyaerne i Rakhine-delstaten, der har sendt flere end 700.000 på flugt og kostet mindst 10.000 liv, satte det Aung San Suu Kyi i et dilemma. Hun kunne ikke skride ind over for militæret – men som landets øverste leder stod hun til ansvar for hele regeringen. På fotoet deler frivillige fra Bangladesh nødhjælp ud til Rohingya-flygtninge.

Da Myanmars militær i august 2017 indledte sin såkaldte rydningsoperation af rohingyaerne i Rakhine-delstaten, der har sendt flere end 700.000 på flugt og kostet mindst 10.000 liv, satte det Aung San Suu Kyi i et dilemma. Hun kunne ikke skride ind over for militæret – men som landets øverste leder stod hun til ansvar for hele regeringen. På fotoet deler frivillige fra Bangladesh nødhjælp ud til Rohingya-flygtninge.

Adib Chowdhury

Tragiske konsekvenser

Men Aung San Suu Kyi blev statsrådgiver. Udefra set var hun den suveræne leder af landet. I praksis delte hun magten med militæret, der enerådigt styrede sikkerhedspolitikken. Alle vidste, at den magtkonstellation ville blive en udfordring, men ingen kunne dengang i begyndelsen af 2016 vide præcis hvordan.

Da militæret i august 2017 indledte sin såkaldte rydningsoperation af rohingyaerne i Rakhine-delstaten kom svaret. Aung San Suu Kyi kunne ikke skride ind over for militæret – men som landets øverste leder stod hun til ansvar for hele regeringen.

Hvad gør en ægte politiker i sådan en situation?

Få politikere har stået i så vanskeligt et dilemma. Skarpt ridset op havde hun valget mellem at gå af og kritisere militæret fra sin frie og uafhængige position eller blive siddende og forsvare den samlede regerings handlinger (læs: militærets etniske udrensning) – og lægge arm med militæret bag linjerne.

Set i lyset af de politiske kompromiser, Aung San Suu Kyi havde indgået hidtil, er det måske knap så ulogisk, at hun valgte at tie og kæmpe for sin fortsatte position som landets leder.

Men det var heller ikke tilfældigt, at Aung San Suu Kyi endte i det dilemma. Militæret vidste udmærket, at deres operation i Rakhine ville presse hende til det yderste. Vestens darling ville blive tvunget til at vælge mellem sit internationale ry og sin regerings overlevelse. Og hun var nødsaget til at bruge alle kræfterne på at løse den krise i Rakhine, som militæret havde skubbet landet ud i, frem for at fokusere på sit eget langsigtede projekt: at skabe en varig fred med alle de etniske grupper og få militæret ud af politik.

Spørgsmålet rejser sig, hvorfor i alverden hun bliver siddende ved magten under disse omstændigheder. En del af svaret finder man ved at dykke dybere ned i hendes fortid – og hendes noget stædige natur.

Stædig enehersker

Som datter af general Aung San, landets grundlægger og store helt, var Aung San Suu Kyi fra den dag, hun trådte op på scenen i Myanmar, udråbt som landets frelser. Befolkningen kaldte hende for deres moder, og sjældent har en rockstjerne fået så overvældende en modtagelse af sine fans, som Aung San Suu Kyi har fået, når hun har bevæget sig rundt i landet. Hendes ansatte løber hen til hende med en parasol, inden hun træder ud af bilen, og de holder den over hendes hoved, indtil hun sidder trygt i skyggen igen. Selv fortrækker hun ikke en mine.

Ye Aung Thu

Hvad sådan en behandling gør ved et menneske, er svært at sige præcist. Men det kan måske være en del af forklaringen på, at enhver, der kender hende personligt eller har arbejdet meget tæt med hende, siger om Aung San Suu Kyi, at hun er stædig, at hun ikke bryder sig om kritik og ikke lytter til andres råd. Hun er den eneste, der ved, hvad der er rigtigt.

Faktisk hører man, når der bliver hvisket i krogene, at det er, som om landet blot har fået en ny autokrat. Og når man selv mener, at man er den eneste, der ved bedst, så kan det jo være svært at give magten fra sig, når man endelig har den.

Det kan også være forklaringen på, at Aung San Suu Kyi ikke har en nummer to i sit parti til at overtage efter hende; ja, i det hele taget ikke har kørt nogen fra sit parti eller af sine ministre i stilling til at udgøre en ledelse for partiet. Ifølge personer tæt på hende har hun aldrig haft den store tillid til institutioner. Med det in mente giver det måske mening, at hun bliver siddende og kæmper til den bitre ende.

Valgkamp i Haag

Man kan sige meget om Aung San Suu Kyi og ikke mindst om hendes ageren i Rakhine-krisen. Det er utilstedeligt at forsvare og dække over de brutale handlinger, militæret har begået. Men der skal ikke herske tvivl om, at det ikke er Aung San Suu Kyi, der har beordret det. Hun har ikke ønsket en sådan udrensning – faktisk gjorde hun et oprigtigt forsøg på at løse konflikten tilbage i 2016 ved at sætte tidligere FN Generalsekretær, Kofi Annan, på sagen.

Hun var klar over, at den proces potentielt kunne lede til en form for statsborgerskab til rohingyaerne, og hun var klar til at acceptere det. Ikke fordi hun har nogen særlig forkærlighed for rohingyaerne, men fordi hun gerne ville have problemet løst en gang for alle og fokusere på det, der virkelig var vigtigt for hende. Hun vidste, at det kunne blive en kæp i hjulet på hendes projekt: freden mellem de etniske grupper og mindre politisk indflydelse til militæret.

I hvor høj grad det er blevet det, havde hun nok ikke forudset. Men som den særligt udvalgte fortsætter hun sin kamp ufortrødent. Med hendes forsvar for regeringens og militærets handlinger i Rakhine-krisen i Haag har Aung San Suu Kyi nok slået det sidste søm i sin kiste som menneskerettighedsikon.

For hende handlede det forsvar nu også om noget helt andet: valgkamp. Og det virkede. Intet har givet hende så megen opbakning i befolkningen på tværs af etniske grupperinger som netop dette forsvar for udrensningen. Rohingyaerne er hadede, men lige så vigtigt er det, at Aung San Suu Kyi stiller sig op som en stærk frontfigur og forsvarer Myanmar mod det, der internt opfattes som Vestens urimeligt hårde kritik af landet.

Aung San Suu Kyi drog til Haag for at vinde valget i 2020. Fremtiden må vise os, hvad der videre sker i det, der indtil videre ligner en politisk og personlig tragedie.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjørn Pedersen

"Rohingyaerne er hadede, men lige så vigtigt er det, at Aung San Suu Kyi stiller sig op som en stærk frontfigur og forsvarer Myanmar mod det, der internt opfattes som Vestens urimeligt hårde kritik af landet."

Hvad Myanmars befolkning naturligvis har 100% ret i. Det er ikke dem der placereres på pedestalens ansvar, skyld eller problem at de er blevet fejlbedømt. Det er pedestal-byggernes. Er man så forhippet på latterlige, endimensionelle, "opfløftende" historier, der er så tydeligt fuld af lort, er det sgu da efterhånden spild af penge af brænde dem af på en Nobel "Fredspris". Dem der uddeler og dækker det vrøvl er de samme typer af mennesker, der skriver clickbait-artikler der ender med: "...hvad der skete bagefter vil røre dig til tårer!".

Men det var da informativt at læse sådan i detaljer om helt præcist hvor meget fuld af lort de "inspirerende" historier var dengang. Det er der jo kun én part der har ansvaret for, og det er ikke vestens gamle darling (eller "vesten", da der jo findes akkurat samme type af fordummende "journalistik" andre steder i verden, den spiller bare på andre strenge).

Steffen Gliese

Det er en cliffhanger, Bjørn Pedersen, snart kommer: 'Derfor er rohingyaerne hadede'.

hun, og andre revolutionære, burde se filmen "Viva Zapata" med Marlon Brando.

Else Marie Arevad

Men hvorfor er rohingyaerne så forhadte i Myanmar?

Jens Thaarup Nyberg

@Else Marie Arevad
Et svar kan du måske finde her:
https://www.globalis.dk/Konflikter/Asien/myanmar-rohingya