Efter 15 år i forhold er jeg blevet single. Det gider jeg ikke være til evig tid. Men jeg har i ægteskabets trygge havn fuldstændig mistet fornemmelsen for, hvad pokker man gør inden for dating. Jeg føler mig for gammel til Tinder og for ung til folkedans. Hvad vil I råde mig til?
Svar I:
Tillykke med friheden! Husk nu at nyde, at du kan fylde hele sengen, spise hvad du vil, når du vil, og kun tage hensyn til dine egne og eventuelle børns behov. Når du er færdig med det, så er her mine tip:
Prøv Instagram. Ja, det er endnu yngre end Tinder, men jeg har hørt, at det er her, kødmarkedet er ved at rykke hen. Hvis du har en hobby, så brug den som udgangspunkt for din profil, krydr med afslappet-lækre billeder af dig selv, og skru op for flirten i indbakken.
Begynd til noget mindre kedeligt end folkedans. For eksempel crossfit, kajakroning, sejlsport, orienteringsløb, krav maga eller croquis.
Singleferie! Det findes, og selv hvis du ikke scorer, får du sikkert en dejlig tur alligevel.
Og så til sidst: Giv alligevel Tinder – eller den progressivt-cool pendant Bumble, eller måske den frække fætter Feeld – et skud. Der er masser af nyskilte mænd omkring de 45, tro mig, og hvis Sharon Stone kan gå på datingapps, så kan du altså også. God fornøjelse!
– Mikka Tecza
Svar II:
Her er, hvad du ikke skal gøre: Stil dig ikke op ved en bar, iført coronavirusmaske og med en samlejekontrakt klar til at blive underskrevet. Godt nok er mænd pr. definition onde, hvilket mange medsøstre vil give dig ret i, men man kan også overbeskytte sig selv.
Det kan være fristende at opsøge steder med mange mænd som for eksempel en fodboldkamp i Parken. Der skal nok være en lækker målmand, men han er som regel på udebaneholdet og skal skynde sig hjem til Spanien bagefter.
Allerførst skal du selvfølgelig overveje, om du i virkeligheden er interesseret i en ny mand, når du nu endelig er blevet en fri kvinde. Bevares, ikke alle mænd er onde. Nogle af dem er sjove, og man kan skændes med dem om alt muligt.
Tommelfingerreglen er: Glem alt om mænd, lev som hidtil, så lander der nok en dag en ny mand på din tallerken med eller uden faldskærm. Folk møder nemlig ofte den tilkommende på de mest uventede måder, og når de mindst venter det. Så sætter du gaflen i ham.
– Kristen Bjørnkjær
Brevkassen
Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.
Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.
Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk
Seneste artikler
Brevkassen: Hvordan holder jeg humøret oppe, når det går så dårligt for klimaet?
25. marts 2023Hver uge svarer Brevkassen på spørgsmål fra læserne. Har du en nød, du ikke kan knække, så hit med den – vi giver ikke op, før vi har prøvetBrevkassen: Hvordan får jeg mændene i mit kollektiv til at bidrage mere?
25. marts 2023Intet problem er for lille – intet for stort. Hver uge svarer Brevkassen på spørgsmål fra læserne, og alle spørgsmål får to svarBrevkassen: Hvordan bliver jeg tæt med min knudemand af en bror?
18. marts 2023Hver uge svarer Brevkassen på spørgsmål fra læserne. Har du en nød, du ikke kan knække, så hit med den – vi giver ikke op, før vi har prøvet
“Tillykke med friheden”? Det var dog en meget moderne kommentar fra et voksent menneske?
Haps!