Klumme
Læsetid: 4 min.

Center for Vild Analyse: Med funk skal fascisme fordrives

Cornel West holdt tale for Bernie Sanders. Det gjorde han godt
Den begejstring, filosoffen Cornel West udtrykker, er sjælden at finde i politik – for slet ikke at tale om i filosofi. Den minder om noget, man snarere skal til musikken for at opleve: ekstasen.

Den begejstring, filosoffen Cornel West udtrykker, er sjælden at finde i politik – for slet ikke at tale om i filosofi. Den minder om noget, man snarere skal til musikken for at opleve: ekstasen.

JUSTIN LANE

Moderne Tider
22. februar 2020

Den amerikanske filosof Cornel West var godt fyret op af kærlighed, da han for en uges tid siden skulle tale ved Bernie Sanders’ kampagnemøde i New Hampshire.

Som en blanding af prædikant og rapper jammede filosoffen sig igennem en hyldesttale, der endte med at udråbe Sanders til en moralsk og åndelig leder, der kunne tilføre den politiske kamp netop den integritet og det mod, der er brug for, for at overvinde den neofascistiske bølge, der har oversvømmet Det Hvide Hus.

Det kræver nemlig noget mere end velformulerede strategier eller pragmatiske forsøg på at tiltrække moderate republikanere og undgå at skræmme de store forretningsinteresser. »Not a milquetoast neoliberal running against the gangster!« som West formulerede det. Udtrykket »milquetoast« stammer fra en amerikansk tegneserie, hvor hovedpersonen Caspar Milquetoast er så vag og intetsigende som en kost bestående af mælk og toastbrød.

Den begejstring, West gav udtryk for, er sjælden at finde i politik – for slet ikke at tale om i filosofi. På en måde minder den snarere om det, man kan finde i musikkens verden: en ekstatisk tilstand, hvor man bliver helt ude af sig selv over at opleve eller være del af noget, man slet ikke vidste, man kunne.

Som én for nylig skrev i kommentarsporet på YouTube til en sang af System of a Down: »Den her sang giver mig lyst til at bryde ind i en eller andens hus, riste al deres toastbrød – og putte det hele tilbage i posen igen!« Et ret poetisk udsagn, der beskriver den der helt urolige følelse af at måtte gøre noget, noget vildt, gå amok og overskride konventionerne, men samtidig være fyldt af glæde og slet ikke ønske nogen noget ondt.

Sammenligningen med musik ville heller ikke være fremmed for West selv.

Midt i sine politiske argumenter gjorde han opmærksom på, at han talte som del af et folk, det afroamerikanske, der har været forhadt i 400 år, men alligevel har lært verden så meget om kærlighed igennem musik: »Det er John Coltranes ’A Love Supreme’, det er Stevie Wonders ’Love’s in Need of Love Today’, og det er Nina Simones ’Mississippi Goddam’.«

Bluesens politik

Bluesen har gjort sit indtog i amerikansk politik, kunne man sige. West har netop tidligere beskrevet sig selv som en »bluesman in the life of the mind«. Bluesen handler om ikke at fortrænge eller forskønne de uretfærdigheder og ulykker, der præger ens liv, men tværtimod om at tage udgangspunkt i dem og respondere opfindsomt.

»Det her er egentlig en showtune,« sagde Nina Simone lakonisk, når hun spillede ’Mississippi Goddam’, (der handler om racisme og racistiske mord i 60’ernes USA), »der findes bare ikke noget show, den passer til endnu.«

Bluesens politik må på samme måde handle om at tage udgangspunkt i almindelige menneskers virkelige problemer og opfinde måder at imødegå dem på. Det handler om at vedkende sig samfundets dystre sider og stå sammen om at bekæmpe dem.

West har også tidligere beskrevet, hvordan han foretrækker den slags filosofi, der omfavner og tager afsæt i, hvad han kalder »the funk of life«, hvilket både kan høres som (endnu) en musikalsk metafor, men som også skal betyde det ækle, skræmmende eller ildelugtende – det, som de fleste helst vil være fri for at tænke på eller tale om.

Funk er rodet, sårene, stanken og slagmærkerne. Den er bøvlet og ukurant. At have den med i sin musik eller sin politik kræver, at man kan forene rod og skabelse. Den klareste modsætning til en funky politiker, der taler direkte om sygdom, uretfærdighed og truende miljøkatastrofer, er netop en milquetoast neoliberal, der først og fremmest vil gøre sig ’valgbar’, hvilket de fleste amerikanske medier – og forbavsende mange danske – i et års tid har forsøgt gøre til valgets eneste virkelige spørgsmål.

For meget

Det, der gjorde Cornel Wests vandfald af en tale troværdig, var på en mærkelig måde netop det, at den var for meget. Hvis han havde sagt stort set det samme på en mere kontrolleret og afdæmpet måde, ville det formentlig slet ikke have fungeret, men været en ret patetisk eller langtrukken højtidelig opremsning af alt det gode ved Sanders’ inkluderende menneskesyn og hans ambition om at skabe en coming together af alle, på tværs af race, køn og geografi.

Den exces, det musikalske overdrive, som West kastede sig ud i, handler på en måde netop om at gå længere, end man egentlig behøver eller måske endda har lyst til; at bide sig fast og insistere.

Det handler om at skifte til ’driftsmodus’, som man med psykoanalytiske termer kunne kalde det. Det, der kendetegner driften, er for Lacan netop det, at noget pludselig kan føre til langt vildere konsekvenser, end man havde forudset, fordi man bliver forbandet insisterende på, at netop dette skal gennemføres, skal fortsætte. »Play that funky music ’till you die«, som et band sang engang – »and then some,« kunne man med Lacan tilføje.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006. CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her