Læsetid: 4 min.

Center for vild analyse: Katastrofernes politik

»Alt under himlen er i kaos,« som Mao sagde – »situationen er fremragende.«
Da coronavirussen kom til Italien, blev den anderledes nærværende. Ikke blot fordi den nu havde fundet værter i Europa, men også fordi den inficerede aktiemarkederne, som gav sig til at styrtdykke. Hvis det ikke var nok, opdagede vi endelig situationens alvor, da UEFA stod frem og erklærede, at sommerens EM-slutrunde kunne være i fare på grund pandemien.

Da coronavirussen kom til Italien, blev den anderledes nærværende. Ikke blot fordi den nu havde fundet værter i Europa, men også fordi den inficerede aktiemarkederne, som gav sig til at styrtdykke. Hvis det ikke var nok, opdagede vi endelig situationens alvor, da UEFA stod frem og erklærede, at sommerens EM-slutrunde kunne være i fare på grund pandemien.

Carlo Cozzoli

29. februar 2020

Det første, man må sige om coronavirussen COVID-19, er, at den ikke bare er et biologisk fænomen. Den kom til os i form af en medieepidemi.

Samtlige nyhedsmedier verden over begyndte ved indgangen til 2020 stort set på én gang at rapportere om den nye dødelige virus. I det første lange stykke tid var det udelukkende her, i aviser og tv-programmer, at virussen eksisterede for mennesker i den vestlige verden.

Da virussen kom til Italien, blev den anderledes nærværende. Ikke blot fordi den nu havde fundet værter i Europa, men også fordi den inficerede aktiemarkederne, som gav sig til at styrtdykke. Hvis det ikke var nok, opdagede vi endelig situationens alvor, da UEFA stod frem og erklærede, at sommerens EM-slutrunde kunne være i fare på grund pandemien.

Virussen viser os, hvordan verden er bundet sammen på kryds og tværs. Ikke blot på den måde, at mennesker fra Kina i dag er i forbindelse med mennesker i resten af verden, men også på den måde, at virus i en væsentlig forstand spreder sig både til levende kroppe og til abstrakte systemer som aktiemarkeder og fodboldturneringer.

I dag er alle sider af menneskers liv på tværs af kloden potentielt berørte af, at nogle få bliver smittede af en ny virus i en kinesisk provins.

Spredningen af COVID-19 kunne være en god anledning til at støve Ulrich Becks gamle teori om risikosamfundet af. Ifølge Beck er det globaliserede samfund, hvor penge, varer og mennesker bevæger sig på kryds og tværs af kloden, netop sårbart over for risici på en helt anden måde end tidligere. Hvis udbruddet af den nye virus var begyndt i Wuhan for 40 år siden, er det langtfra sikkert, at vi nogensinde ville have hørt om det.

Kosmopolitanisme?

Becks optimistiske påstand var imidlertid, at globaliseringen af risici ville føre til en større global gensidig forståelse. Risikosamfundet skulle indvarsle en ny kosmopolitanisme. Netop fordi risikosamfundets onder rammer os alle sammen, bliver vi ifølge Beck nødt til at forene os i kampen mod dem.

Denne forhåbning om en ny kosmopolitanisme vil for mange i dag forekomme temmelig naiv. Måske man kunne have forestillet sig, at globaliserede risici ville føre til større samhørighed på tværs af klodens lande engang tilbage i midten af 1980’erne, da Beck først annoncerede sin teori om risikosamfundet. Men efter de seneste 35 års politiske udvikling er de fleste af os klar over, at vejen fra globale risici til fælles global bekæmpelse af dem er meget lang.

Den yderst fodslæbende måde, hvorpå vi reagerer på klimakrisen, er et godt eksempel. Det er generelt vanskeligt for menneskeheden at samles om en fælles opgave – uanset hvor essentiel den måtte være.

Måske er det i dette lys, man skal forstå hele balladen om SAS-reklamen, der proklamerede, at »der er intet skandinavisk over Skandinavien«, fordi alt skandinavisk er importeret udefra.

Dagens kosmopolitter, der forsvarer reklamen, er basalt set den kreative, »flyvende« klasse, der lever af at importere gode ideer fra hele verden og mener, at problemer skal løses med samtale, iværksætterånd og en opdateret, venlig humanisme. Heroverfor står dem, der angriber reklamen, for en »etnopopulisme« eller den træthed over for eliter og kulturelt formynderi, der trækker spor gennem hele den vestlige verden for tiden.

Hvor er der håb at finde for en ny global samhørighed? Ikke rigtig i nogen af de to projekter. Tværtimod er de netop udtryk for en grundlæggende splittelse.

Krank skæbne

Hvis der er en generel, kulturel tendens i reaktionen på den globale spredning af virus, er det ikke en målrettet drift mod fællesskab, men snarere en udbredt morbid fascination af dødstal og breaking news om smittebærere – en slags ubevidst tiltrækning af fællesskabets undergang i en apokalypse, hvor etnopopulister og kosmopolitter deler samme, kranke skæbne.

Hvor nedslående denne, vores fælles menneskelige afstumpethed end er, er det måske alligevel gennem den, at der skal findes en åbning for det fællesskab, Beck drømte om.

Hverken identitetspolitik eller innovative, markedsbaserede løsninger kan hjælpe os, og de to sider vil næppe komme til at forstå hinanden. Men måske skabes fællesskaber heller ikke af oplyste samtaler om civilitet og kommunikation.

I stedet for at ville sone splittelsen handler det måske om gå ind i den med åbne øjne. Det vil sige med bevidstheden om, at der er brug for et politisk projekt, der vil gøre både kosmopolitter og nationalister kede af det.

Hvis der er noget, der kan give håb i lyset af den håbløshed, der omgiver det os, så er det, at vi måske begynder at forstå, at løsningen på splittelsen mellem etnonationalisme og kosmopolitanisme ikke er at få dem til forhandlingsbordet med venlige opfordringer til samarbejde, men at tvinge begge grupper til at makke ret.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Kurt Nielsen
Thomas Tanghus og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jan Weber Fritsbøger

der er ingen grund til panik, verden er ikke truet af covid-19, faktisk er der grund til at tro at covid-19 har frelst menneskeliv, for trafikken som er langt mere dødelig end epidemien, er reduceret i en del lande,
og epidemien har skabt fald på aktiemarkedet, nu tror mange at dette er dårligt, men kun fordi folk ikke er bevidst om at aktiestigninger er omfordeling fra fattig til rig, og aktiefald er derfor omfordeling den rigtige vej nemlig fra rig til fattig, desuden er ethvert fald i økonomisk aktivitet godt for klimaet,
det bedste der kan ske er faktisk en verdensomspændende recession som rammer alle rige lande, men friholder de fattige,
men det vil jo "gøre ondt" på alle os som lever med uanstændig overflod, hvilket jeg personlig synes er helt ok, vi er de skyldige når det gælder den globale opvarmning, så hvis det ikke er os som skal bære byrden ved genopretningen så ved jeg ikke hvem,
det kan under ingen omstændigheder være jordens fattige da de er helt uden skyld i problemet.

Alvin Jensen, Ib Jørgensen, nanna Brendstrup, Thomas Tanghus og Kirsten Lindemark anbefalede denne kommentar

"Hvis der er noget, der kan give håb i lyset af den håbløshed, der omgiver det os, så er det, at vi måske begynder at forstå, at løsningen på splittelsen mellem etnonationalisme og kosmopolitanisme ikke er at få dem til forhandlingsbordet med venlige opfordringer til samarbejde, men at tvinge begge grupper til at makke ret."
Et første skridt på vejen må nødvendigvis være, at få begge grupper plus alle andre (så mange som muligt) til at erkende den afmagt som kapitalismen hensætter hver enkelt i, gennem sin opsplitning af individet i to størrelser, bortforpagtet arbejdskraft og derfor afmægtig person.
Et væsentligt element i en sådan erkendelsesproces må være en genoptagelse og afbørstning af menneskelige instanser som ånd og sjæl (følelser) som integrerede bestanddele i vor evne til fornuft. Hvorledes menneskets selvskabelse (skæbne) i evolutionen har været, og er, en konsekvens af det mer eller mindre vellykkede samspil mellem disse størrelser.