Feature
Læsetid: 15 min.

Vi drukner i reklamer. Men på Nørrebro i København gjorde en mand ved navn Jørgen oprør

En »indvoldsorm, der borer hjernen ud på folk«, kaldte Poul Henningsen i sin tid reklamer. I dag virker kampen mod dem tabt – næsten
»I den udstrækning, vi ikke tager aktivt stilling til det, er alting jo til salg. Det offentlige rum, vores kulturarv, det hele. Der må være grænser,« siger Jørgen Oranje, der bor på Peblinge Dossering 16 på Nørrebro. Han gik forrest i kampen imod at få placeret en stor Tuborg-reklame i neon på ejendommen.

»I den udstrækning, vi ikke tager aktivt stilling til det, er alting jo til salg. Det offentlige rum, vores kulturarv, det hele. Der må være grænser,« siger Jørgen Oranje, der bor på Peblinge Dossering 16 på Nørrebro. Han gik forrest i kampen imod at få placeret en stor Tuborg-reklame i neon på ejendommen.

Anders Rye Skjoldjensen

Moderne Tider
29. februar 2020

Der er penge i plads. Reklamemanden Ole Hykkelbjerg kan køre rundt i København i timevis med næsen opad, på udkig efter frit rum.

Hvor andre ser en tom mur eller en nøgen husgavl, ser han en god forretning. Han har gjort det til sit job at fylde de blanke pletter med gode tilbud og genkendelige logoer.

Inden 75-årige Hanne Dahlerup modtog et telefonopkald fra Ole Hykkelbjerg sidst i december 2017, havde hun aldrig tænkt over, at der var tom plads for en lille formue på taget af deres bygning. Hun vidste, at den lå godt. Første parket på Peblinge Dossering med udsigt over Søerne. Som ejerlejlighed ville hendes femværelsers være liebhaveri til mange millioner.

Men Hanne Dahlerup bor til leje i en af arbejderbevægelsens almene boligforeninger. Modsat kvarterets ejere og andelshavere har beboerne i Peblinge Dossering 16 ikke oplevet en økonomisk gevinst ved at bo et lækkert sted, hvor boligpriserne bare steg og steg.

Men bygningen var et godt »spot«, forklarede Ole Hykkelbjerg i telefonen, og han kunne tilbyde dem en fast, årlig udbetaling på seks cifre, hvis de gik med til at få placeret en blinkende Tuborg-reklame på taget. En flaske bøjet i neon, som blev tømt i et glas. Flasken på højkant, blink, flasken med bunden i vejret, blink.

Da Hanne Dahlerup var 14 år, meldte hun sig ind i Socialdemokratiet og har siden da været det, man kalder en engageret medborger. Hun tror meget på fællesskabet. Men hun er også født i Nordjylland, og umiddelbart tænkte hun mere på kroner og øre end arkitektoniske tab, kommercialisering og udsalg af kollektiv ejendom, da hun talte med Ole Hykkelbjerg.

»Når den slags penge kan lande nede i foret på en forening, jeg er engageret i, så har man altså min opmærksomhed,« forklarer Hanne Dahlerup.

Desuden så hun det som sin pligt som formand for beboerforeningen at bringe sådan et tilbud videre til sine naboer.

Og helt ærligt, blinkende lys og neon er noget af det, der gør en storby til en storby, og i øvrigt kan man ikke se en reklame på taget, når man sidder i sin lejlighed.

Sådan – skulle det vise sig – var det ikke alle hendes naboer, der så på det. Slet ikke ham brokkehovedet fra fjerde sal, der i Hanne Dahlerups øjne vist aldrig havde vænnet sig til, at kommunisme ikke længere er oppe i tiden.

Anders Rye Skjoldjensen

Drukner i reklamer

Mennesker bryder sig generelt ikke om reklamer. Vi kan simpelthen ikke lide dem. Uanset om det er tv-reklamer, pop op-vinduer på nettet, tilbudsaviser i postkassen eller store billboards i byen.

»Lige så længe man har gidet spørge folk, har de svaret, at de er trætte af reklamer,« forklarer Lars Pynt Andersen, som er lektor i kommunikation og psykologi på Aalborg Universitet.

Slå til nu, halv pris, to for en, ingen binding, ny teknologi, nem at rengøre, ekstra sprød, lev sundere, grønnere, længere. I virkeligheden var vi helst fri. De satans reklamer.

Alligevel er der bare kommet flere af dem.

Præcis hvor mange reklamer, vi ser på en almindelig dag, er svært at sige. De mest konservative skøn når frem til, at en almindelig vesterlænding ser 3.000 reklamer om dagen, forklarer Lars Pynt Andersen.

Andre kommer frem til endnu højere tal. Helt op til 10.000. Tendensen er imidlertid klar. Vi er eksponeret for ufatteligt mange reklamer, og der kommer hele tiden flere. I 1975 så vi cirka 500 reklamer om dagen.

Det er ikke noget, vi rigtig har sagt ja eller nej til. Det er bare sket. Annoncerne er vokset ud af aviserne, ud af bestemte steder i det offentlige rum, ud af fjernsynet og ind i stort set alle afkroge af vores liv.

Stefan Schwarzkopf mener ligefrem, man kan tale om »varemærkernes kolonisering af livsverdenen«. Han er lektor på CBS, hvor han fortæller om ’forbrugerkapitalismens økonomiske sociologi’ og ’markedet som civilreligion’ i Nykredit-auditoriet og Deloitte-salen.

»Mange af de rum, der i et eller andet omfang stod uden for markedet, eller i hvert fald var fri for reklamer, er blevet invaderet af brands.«

Fra tøjet på vores kroppe til indpakningen af vores mad. Vores synsfelt er sjældent fri for letgenkendelige logoer designet af marketingfolk med henblik på at give os positive associationer til et bestemt firma. Tænker man først over det, slutter det aldrig. Vi er aldrig helt fri for direkte eller indirekte forsøg på at sælge os noget.

Og hvad så, kan man spørge? Måske er det ikke nødvendigvis et problem. Reklamer spiller en vigtig rolle for markedet. De overfører information fra producenter til forbrugere, og når vi nu forbruger mere, er det naturligt, at der er kommet flere af dem.

Sådan ser Stefan Schwarzkopf ikke på det. Faktisk mener han, at der går en lige linje fra eksplosionen af reklamer og brands til den globale ulighed, populismens fremmarch og valget af Donald Trump.

’Landmark’

40.000 cyklister krydser Dronning Louises Bro hver dag. Kigger de op og til højre på vej fra Indre By mod Nørrebro, ser de Irmahønen. Den har lagt små neonæg på et tag over Søerne siden 1936.

På Irmas hjemmeside kan man læse, at hønen »er lige så vigtig for københavnerne, som Eiffeltårnet er for pariserne«. Nok en stramning, men hønen er noget så sjældent som en reklame, folk godt kan lide.

Ole Hykkelbjerg mener, at den er ikonisk. »Et landmark.« Sådan noget, enhver reklamemand drømmer om at være med til.

I dag er Irmahønen flankeret af to nye og aldeles uikoniske reklamer. En for justeat.dk og en for nemlig.com. Og kigger cyklisterne på Dronning Louises Bro til venstre, kan de se et stort, blinkende GoMore-skilt på et tag ganske få huse fra Peblinge Dossering 16. Heller ikke et landmark.

»Men de bliver altså set,« siger Ole Hykkelbjerg.

Når han kigger på den cremefarvede bygning fra 1896 på Peblinge Dossering 16, ser han en unik mulighed. Masser af eksponering og muligheden for at skrive sig ind i historiebøgerne.

For Jørgen Oranje oppe fra fjerde sal er almene boligforeninger som den, han selv bor i, »noget af det tætteste, man kommer på den legemliggjorte socialisme«.

»Kollektiv ejendom, som principielt er styret af beboerne i kooperation. Det helt, helt nære demokrati,« siger han.

Jørgen Oranje er »et af de der gamle røvhuller fra ’68«. Det er hans egne ord. Han har buskede, grå øjenbryn, buskede grå krøller og et busket gråt overskæg. Da han ankommer til Kaffesalonen for at fortælle Information om sin kamp mod Tuborg-skiltet, har han en plastikpose med papirer under armen.

Tidligere samme formiddag har han været i Folketinget og diskutere sort arbejde i restaurationsbranchen med formanden for Skatteudvalget. Ikke fordi nogle havde indkaldt Jørgen eller spurgt ham til råds.

»Nej nej, jeg møver,« forklarer Jørgen Oranje.

»Jeg har ingen problemer med at ringe og bestille tid.«

Kaffesalonen ligger i stueetagen på den bygning, der har fået en GoMore-reklame på toppen. En lidt anden sag, forklarer Jørgen Oranje. Bygningen her er nemlig ejet af en boligspekulant. »Folket« havde intet at skulle have sagt.

I modsætning til hvad Hanne Dahlerup tror, vil Jørgen Oranje faktisk ikke vedkende sig at være venstreorienteret. Han er »fundamentalistisk-demokratisk, kulturradikal, nationalist«, som i valghandlinger »altid stemmer på velfærdsstaten«, påpeger han.

Men da rygtet om, hvordan bestyrelsen pønsede på at besudle deres fælles, almennyttige tag med en reklame, blev en gnist tændt og en lille modstandsbevægelse født. De satans reklamer.

»I den udstrækning, vi ikke tager aktivt stilling til det, er alting jo til salg. Det offentlige rum, vores kulturarv, det hele. Der må være grænser,« siger Jørgen Oranje.

Jørgen Oranje.

Jørgen Oranje.

Anders Rye Skjoldjensen

Øl er musik

En af reklamebranchens grand old men hedder Henrik Juul. Han har irriteret dig i årtier. Squash-reklamerne med Finn og Jakob, Polle fra Snave, og da Information får fat i ham, sidder han i sin bil på vej hjem fra optagelserne af de seneste afsnit i den endeløse føljeton om chipskongen Jørgen.

Der er sket en del, siden han fik sit første job på et bureau i 1980’erne. Men et stort skilt over en tæt befærdet vej er stadig lige så effektivt, som det er primitivt. Det virkede i 1936, og det virker i dag.

Nutidens marketingfolk bruger imidlertid færre penge på store skilte og flere penge på sponsoreret indhold, product placement, influencere på sociale medier og andre mere subtile former for reklamer, som skal glide produkter ind i vores bevidsthed, uden at vi nødvendigvis opfatter det som reklamer.

Det er Henrik Juul lidt træt af. Man bliver hurtigt gammel i reklamebranchen. I Danmark har han til gengæld spillet en afgørende rolle i en anden og endnu mere afgørende udvikling i industrien.

»Jeg prøver meget sjældent at sælge folk noget konkret. Jeg fortæller som regel historier om produkter,« forklarer Henrik Juul.

Siden 1980’erne er reklamer begyndt at handle mindre om selve produktet. Konkrete oplysninger om vægt, pris, indhold og praktikaliteter gled i baggrunden.

For eksempel var det aldrig indlysende, at Polle fra Snave reklamerede for telefoni, ligesom Finn Nørbygaards kvababbelser med at sige »squash« ikke fortæller forbrugerne særligt meget om gul sodavand.

I dag er reklamer blevet fortællinger. Vi knytter bestemte brands til bestemte oplevelser, kulturelle fænomener, nydelser, frustrationer, udfordringer, minder og håb.

Det er derfor, mange danskere i dag forbinder den almindelige øl Tuborg med musik, mens den almindelige øl Carlsberg bliver associeret med sport. Det er ikke logisk, når man tænker på produktet, almindelig øl. Men sådan fungerer den moderne økonomi altså.

Harvard-professoren Michael Sandel mener ligefrem, at vi er gået fra at have markedsøkonomier til at være markedssamfund. Forskellen er, skriver han på hjemmesiden bigthink.com, at markedsøkonomien er et smart og effektivt redskab, man kan organisere produktionen af goder omkring.

»Men markedssamfundet er et sted, hvor stort set alting er til salg. Det er en måde at leve på, hvor markedet er sivet ind i sociale relationer og styrer alle domæner.«

Det lyder uhyggeligt for en venstreorienteret. Men det er også en konstatering af, at firmaer ikke kun sælger produkter. De sælger også følelser og fortællinger.

Modstandsbevægelsen

Hanne Dahlerup havde sagt til bestyrelsen, at de skulle »holde deres kæft«. Men hun vidste også godt, hvordan tingene fungerer i en lille opgang som deres.

For nylig blev en ejerlejlighed solgt i naboejendommen for 11 millioner kroner – men nummer 16 var altså stadig beboet af almindelige mennesker.

»Som et spejl af Danmark,« siger Hanne Dahlerup.

Nu håbede hun og den øvrige bestyrelse blot, at de almindelige mennesker i resten af ejendommen også ville synes, det var en fristende idé. Ikke fordi bestyrelsen var endegyldigt overbeviste om ideen – det kunne de selvfølgelig ikke være, før de havde et klart overblik over, hvad Tuborg-reklamen ville medføre af lys- og støjgener. Men 110.000 kroner om året er mange penge. Sådan lød Ole Hykkelbjergs første bud.

Foreningen dækker både et for- og et baghus. 22 husstande i alt. 110.000 kroner ville altså give hver enkelt lejer 5.000 kroner om året.

»Jeg ved ikke meget om den slags, men jeg tænkte faktisk, at det var lidt lavt,« forklarer Hanne Dahlerup.

Hun fik mandat til at presse prisen op. Bolden rullede. Nu handlede det om at få tingene på plads, inden Jørgen Oranje fik pisket en stemning op.

Eksistentiel kamp

Jørgen Oranje bor øverst i bygningen. Så han havde en begrundet mistanke om, at han i særlig grad ville »få eksproprieret sin herlighedsværdi« af en stor reklame på taget.

Kun et år forinden havde han fået installeret sin kvistaltan på 1,3 kvadratmeter, som han siden har betalt 500 kroner om måneden i afdrag for. »Københavns dyreste kvadratmeter,« mener han. Tænk, hvis han skulle stå badet i gul neon, hver gang han trådte ud på den.

For Jørgen Oranje var modstanden selvfølgelig også et principielt anliggende. De satans reklamer. For hans nabo var den et eksistentielt anliggende. Den blinkende Tuborg-reklame var en trussel mod hendes liv, som hun kendte og elskede det. Hun var mere rædselsslagen end vred. Hun kunne ikke sove om natten. Kom skiltet op, ville hun og børnene nok flytte. Og der er ellers aldrig nogen, der flytter fra Peblinge Dossering 16. Har man først fået fingrene i 135 kvadratmeter med søudsigt for 11.000 kroner om måneden, holder man fast.

I alt var de fire mennesker, som indledte en kamp på to fronter. For det første skulle der slides trappetrin. De lovede hinanden, at de ville tale med hver eneste beboer i opgangene. En hård lobbyindsats var simpelthen nødvendig. Derudover var der det juridiske spor. Kunne de finde et kommunalt regulativ eller en bisætning i lokalplanen, som kunne spænde ben for reklamen? Uanset hvad kunne det kun gå for langsomt. Jørgen Oranje vidste godt, at de var oppe imod Hanne Dahlerup og de andre »skolede organisationsfolk« i bestyrelsen.

Anders Rye Skjoldjensen

Farligere end atombomben

Da reklamemanden Henrik Juul var ung, gik en vittighed rundt i branchen om, at man var nødt til at fortælle sin mor, at man var lejesoldat. Reklamemand var for pinligt.

»Reklamer var USA, kapitalisme og store firmaer, som forsøgte at snyde mennesker til at købe noget, de ikke havde brug for,« forklarer han.

»Alt hvad der var skidt i verden, når man som mig havde haft en gymnasietid, som svarede til en vietnamesisk genopdragelseslejr,« siger han.

Når folk i dag ikke bryder sig om reklamer, er det mest af alt, fordi de er en pestilens. En åndssvag reklamefilm, som står imellem os og den video, vi i virkeligheden gerne ville se på YouTube. Et irriterende afbræk fra vores tv-program eller et grimt skilt, der ødelægger vores udsigt. Det er de færreste, som tager turen op ad det ideologiske trappetrin og kritiserer reklamer som et politisk problem.

Sådan har det ikke altid været. I 1958 betegnede den kulturradikale kritiker og designer Poul Henningsen for eksempel reklamer som en »indvoldsorm, der borer hjernen ud på folk« og udråbte de »dybdepsykologiske reklamefolk« til en større og mere aktuel fare for menneskeheden end atombomben.

PH var langtfra den eneste på venstrefløjen, som frygtede, at kommercialiseringen og vareliggørelsen af det offentlige rum var ved at forvandle oplyste borgere til ukritiske forbrugere. Kultur til handel. Og de udspekulerede reklamefolk havde endda udviklet psykologiske fiksfakserier til at accelerere processen.

Indtil 1970’erne skelnede mange i Socialdemokratiet også skarpt mellem »informative reklamer« og »lokkereklamer«. Firmaerne måtte godt indrykke annoncer, som leverede nøgterne og korrekte oplysninger om produktet til forbrugerne, men alt sådan noget med smart design, pangfarver, slagtilbud og konkurrencer burde være forbudt.

I dag må vi konstatere, at det er en kamp, venstrefløjen har tabt ganske eftertrykkeligt.

»Der er sket en meget voldsom afideologisering,« mener lektor Lars Pynt Andersen fra Aalborg Universitet.

Henrik Juul erkender, at de seneste tre årtier har stået i handlen og forbrugets tegn.

»Det der med at være blød og rød og tale om falsk, købt bevidsthed har ikke været moderne.«

Men det er måske ved at vende. Unge mennesker vil hellere tale om klimaet og planetens fremtid end at studere afsætning på CBS, mener Henrik Juul. Og lige om lidt bliver det ugleset at købe noget, man ikke absolut har brug for. Uanset om det er til skade for mennesker og miljø.

»Tro mig. Jeg kan lugte nypuritanisme på en kilometers afstand,« siger han.

I den fortælling er reklamemanden en naturlig skurk.

’Pamperi’

Hanne Dahlerup så ikke Ole Hykkelbjerg som en skurk. Han var en flink og behagelig mand. Men hun undrede sig over, hvorfor han ikke havde svaret på hendes mail endnu.

Det var ærgerligt, hvis ideen skulle strande, inden beboerne havde fået alle informationer om projektet og kunne tage stilling på et oplyst grundlag. Prisen havde de fået forhandlet op på 135.000 kroner om året. 6.100 kroner pr. husstand.

Men de kunne ikke give beboerne et overblik over de tekniske detaljer, før de fik fat på Ole Hykkelbjerg.

Reklamemanden havde godt nok sagt, at det ville være marginalt med lys- og støjgener fra Tuborg-reklamen, fortæller Hanne Dahlerup. Men enhver kunne jo tage ti skridt ned ad gaden og se, at lejlighederne under GoMore-skiltet umuligt kunne gå helt fri.

Alt imens havde arbejdet i modstandsbevægelsen været anderledes effektivt. De havde for eksempel fundet ud af, at det juridiske spor var en blindgyde. Der fandtes slet ikke en lokalplan for deres lille hjørne af Nørrebro. De havde også fundet ud af, at Peblinge Dossering 16 ikke var den eneste bygning i karreen, som Ole Hykkelbjerg havde lagt tråde ud til.

Og endelig havde de fundet ud, at mange af de øvrige beboere delte deres skepsis. Mange kunne godt se, at generne ville ramme Jørgen Oranje og hans nabo på fjerde sal uforholdsmæssigt hårdt, og enkelte delte ligefrem hans mere ideologiske modstand mod reklamer.

Der var også tilbageslag. Som for eksempel da Jørgen Oranje kom til at sætte Hanne Dahlerup CC på en mail, hvor han harcelerede mod bestyrelsens »pamperi«.

»Jeg er en klovn til elektroniske medier,« fortæller han.

’No Logo’

Det var i 1980’erne, at de grænser, der hidtil havde inddæmmet de kommercielle rum og holdt markedet og reklamerne ude af andre, væltede. Det mener Stefan Schwarzkopf fra CBS.

»Det er et spørgsmål om industriel udvikling,« forklarer han.

En bølge af fusioner og børsnoteringer betød, at mange store firmaer skulle værdiansættes, fortæller lektoren. I den forbindelse gik det op for dem, at selve fabrikkerne, kontorbygningerne, produktionen, medarbejdernes knowhow og alle de andre ting, vi almindeligvis betragter som en virksomheds aktiver, kun udgjorde en brøkdel af firmaernes værdi. Langt størstedelen lå i den goodwill, loyalitet, genkendelighed og begejstring, som folk forbandt med firmaet.

Og hvis virksomheders værdi først og fremmest kommer fra følelser, hvorfor skulle de så ikke bruge størstedelen af deres penge på at skabe flere følelser?

Ifølge Schwarzkopf har det ført til en gigantisk overførsel af ressourcer fra produktion til branding.

»Hvis selve produktet er sekundært, kan firmaer lige så godt flytte produktionen til Nicaragua eller Thailand,« siger han.

Det er også pointen i Naomi Kleins kapitalismekritiske nyklassiker NO LOGO fra år 2000. Nike sælger ikke længere kun kondisko. De sælger en fortælling om sportsstjerner, drømmen om det exceptionelle og en carpe diem-tilgang til livet.

Og så kan man lige så godt lade asiatiske børn sy skoene, mens man investerer penge i at snige fortællinger ind alle vegne.

Vesten er blevet deindustrialiseret, mener Schwarzkopf, og arbejderne er de store tabere. De er blevet værdiløse, deres job er forsvundet, og »en hel samfundsklasses livsverden er brudt sammen«. 

»Og her 20 år senere undrer vi os så over, hvorfor folk stemmer på højrepopulistiske tosser,« siger han.

Jørgen tier stille

Ret nøjagtigt fire måneder efter, at Ole Hykkelbjerg ringede til Hanne Dahlerup, var der ekstraordinært afdelingsmøde i kælderen under Peblinge Dossering 16. Bestyrelsen var trængt op i en krog.

Rygtet om reklamen havde spredt skræk og rædsel i hele opgangen. Foreningens som regel så fredsommelige fællesmail var glødende af ophidsede argumenter. De var effektive, Jørgen Oranje og hans lille gruppe. Det måtte Hanne Dahlerup give dem.

»Der gik skrækscenarier rundt om, at det ville være umuligt at bo i ejendommen. Altså der var jo ikke grænser for, hvor forfærdeligt det ville blive med lysindfald helt ned i kælderen,« siger hun.

Nu havde bestyrelsen indkaldt til afstemning i april 2018 om, hvorvidt de skulle gå videre med projektet. De havde ikke haft andet valg.

Modstandsbevægelsen havde en klar strategi. Jørgen Oranje skulle sige mindst muligt. Ellers risikerede de, at det blev en afstemning for eller imod ham.

»Og sådan en ville vi tabe lige med det samme,« vurderer han selv.

I stedet havde de et par dage forinden husstandsomdelt en lille tryksag med tvivlsomt udført photoshop-arbejde, der skulle anskueliggøre, hvordan bygningen ville se ud med en Tuborg-reklame. Billederne var akkompagneret af små tekster, som i nøgternt sprog slog fast, at forholdene ville ændre sig »fundamentalt«, og »den særlige stemning, der findes tidligt om morgenen og sent om aftenen, vil være fuldstændig ændret«.

For Hanne Dahlerup var valget omvendt klart: »Vil I have alle facts på bordet, eller vil I træffe en beslutning på det ikkeoplyste grundlag, vi har,« spurgte hun.

Men der var ikke noget at gøre. Jørgen Orange holdt sin kæft, og Tuborg-skiltet blev stemt ned af et overvældende flertal.

Det hele sluttede, som det startede. Med en telefonsamtale mellem Hanne Dahlerup og Ole Hykkelbjerg.

»Glem det, kammerat,« fortalte hun ham.

Ole Hykkelbjerg ærgrede sig, men havde allerede øjnene på en god gavl på Åboulevarden.

Anders Rye Skjoldjensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Brandgod fortælling om reklamens (af)magt, og den snedige modstandsbevægelse.

Du skriver forrygende, Mathias Sindberg :-)

Karsten Lundsby, Alvin Jensen, Liselotte Paulsen, Svend Erik Sokkelund, Hanne Ribens, Bjørn Pedersen, Anders Lund, Susanne Kaspersen, Steen K Petersen, Lise Lotte Rahbek, Søren Fosberg, Laurits Palo, Eric Philipp, Peter Beck-Lauritzen, Marianne Stockmarr og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

PH's "indvoldsorm, der borer hjernen ud"! Super udtryk.
Vi skal tilbage til "informative" reklamer og forbyde resten.

Karsten Lundsby, Alvin Jensen, Liselotte Paulsen, Susanne Kaspersen, Steen K Petersen, Kjeld Jensen, Søren Fosberg, Randi Christiansen, Laurits Palo, Ete Forchhammer , Oluf Husted, Eva Schwanenflügel og Eric Philipp anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Reklamer er en af de absolut største skadesvoldere når det gælder klimaændringer og ressource overforbrug. Det er gennem reklamer, eller kald det manipulation eller hjernevask (kært barn har mange navne), der er opstået et nærmest sygeligt behov i vores hoveder efter materielle goder. Et sygeligt afhængigheds behov for at vise vores værd over for andre gennem materielle goder.

Reklamer er nakotika for almindelige mennesker som heroin er det for en nakoman.

Reklamer er således den benzin, som nære den brand kapitalismens markedsmekanismer har sat i gang på hele vores moder Jord - Det éneste hjem vi har er sat på en ensrettet vej mod destruktion.

Der findes ikke en plan B.

Og alligevel ser det ud til at menneskeligheden er ude af stand til at stoppe op rettidig. Den skade vi oplever sker ikke på fremtidige udledninger, men på dem vi allerede har udledt. De drivhusgasser, som allerede er udledt i atmosfæren og som forårsager de klimaændringer vi mere og mere tydelig oplever vil tage flere hundrede år om at blive nedbrudt i atmosfæren. Så selv om vi foretager en drivhusgas håndbremsevending med fuld gas, så er skaden allerede sket. De konsekvenser må vi de næste mange hundrede år leve med. Og der er ingen som ved, hvor alvorlig det vil ende. Vi er på vej ud på særdeles usikker grund uden mulighed for at overskue konsekvenserne.

Karsten Lundsby, Estermarie Mandelquist, Alvin Jensen, Peter Beck-Lauritzen, Flemming Berger, Svend Erik Sokkelund, Bent Nørgaard, Susanne Kaspersen, Torben Arendal, Karsten Nielsen og Søren Fosberg anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Man kunne begynde med at forbyde reklamer for de produkter vi mener er skadelige for de mål vi elles forfølger: smøger, alkohol og biler fx. Elller... nå, nej, vi kan jo ikke undvære bilerne og alkohol er en så indgroet del af vores kultur at vi hellere må afstå der også. Men så er der jo smøgerne. Måske skulle vi gøre det strafbart at være i besiddelse af tobak?

Alvin Jensen, Peter Beck-Lauritzen og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar
Søren Fosberg

Reklamer i tv er af den type der fungerer i spacetime og altså spekulerer i at tage af vores begrænsede tid her på Jorden. Det er alvorligt. En film eller fodboldkamp vises for at give mulighed for reklamer at mase sig ind på skærmen. Uden dem ingen film eller fodbold. Er fodboldkampen særlig vigtig bruger man omkring 5 timer på at ævle og bævle om kampen, konstant afbrudt af Brian Laudrup der prøver at få os til at satse vores frokostpenge på at gætte resultatet af den kommende vigtige ksmp. Faktisk er reklamer det egentlige formål med at vise film og fodbold. Det handler om at fastholde folk i sofaen. Det ville ikke lykkes hvis man sendte noget om hvordan man strikker en grydelap eller lægger et puslespil - selv om salgsgassen ret beset er lige så ulidelig kedelig. Men noget for noget og man forstår at reklamerne betaler for tv kanalen og det er vi da taknemmelige for. Gratis film og fodbold. Så sparer vi de penge og i reklamepauserne kan vi nå at tisse elle lave kaffe hvis vi ikke gider se de samme tåbeligheder for 117. gang.

Men hvem betaler for reklamerne? Det gør de firmaer der reklamerer selvfølgelig. Og hvor får de pengene fra? De kommer fra salget af de produkter de reklamerer for. Og hvem køber produkterne? Det gør de fjolser der sidder og kigger på reklamerne og glæder sig over gratis film og fodbold. Håber man.

Kan man ikke få en dims monteret der automatisk slukker for billedet eller slår over på et portræt af dronningen når der er reklamer? Man hører så meget om kunstig intelligens, så må det vel også være muligt.

PS. Jeg boede i en mellemstor by i Indonesien. Her klaskede man kæmpestore reklamer op på husfacaderne så de dækkede vinduerne. Man må formode at det udløste en mindre huslejenedsættelse som måske kunne dække det øgede elforbrug til lys i lamperne om dagen.

Karsten Lundsby, Bjarne Bisgaard Jensen, Alvin Jensen, Peter Beck-Lauritzen, Flemming Berger, Svend Erik Sokkelund og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Karsten Nielsen

Rigtig god artikel.
Reklamer for fysiske varer eller andre ”ydelser” betales af borgerne via varens pris. Vi betaler derfor ikke alene til dette ødsle forbrug af mandetimer og andre ressourcer – men også til manipulation, forlokkelser og hjernevask af os selv samt til hele det eksistentielle morads, vi nu befinder os i. Det er et gigantisk misbrug af vores naturlige nysgerrighed og tilbøjelighed til at fristes af hurtig tilfredsstillelse. Der er brug for en modfortælling, og i mit stille sind kan jeg godt ærgre mig over, at Sovjetunionen ikke udviklede sig i tide og skabte en sådan.

Karsten Lundsby, Bjarne Bisgaard Jensen, Peter Beck-Lauritzen, Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Danny Hedegaard

Jeg kan udmærket forstå bestyrelsens synspunkt.

Det er et projekt, som er til gene for få, og til gavn for de fleste

I vores ejerforening med 41 2v ejerlejligheder, ville et sådant tilbud, som vi aldrig får, blive modtaget med kyshånd.

Vi har et renoveringsprojekt til 6,5 milloner kr, som vi alle skal betale ca 750 kr for, efter skat om måneden i 20 år.

I ejer og andelsforeninger, er den slags udgifter følelige.

Men hvis man bor til kunstigt lave huslejer i almene boliger, som selvfølgelig også kan påvirkes af renoveringer, så er det noget nemmere at holde benhårdt på principperne..

For os havde de penge være som sendt fra himlen.

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

Michael Egelund

Er der nogen som vil være med til, at oprette et borgerforslag mod reklamer? Reklamer på offentlig steder og i tv, nej tak!

Tjek evt. nedenstående link, som godt nok er lidt gammelt.
https://www.information.dk/udland/2007/09/byen-sagde-nej-tak-reklamer

Karsten Lundsby, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel og Karsten Nielsen anbefalede denne kommentar
David Zennaro

Jeg forvildede mig for noget tid siden ind i en bybus i Storkøbenhavn. Det var en rædselsfuld oplevelse med reklamer, der blinkede både her og der. Inde i bussen! Jeg forstår ikke, at den slags overhovedet er tilladt.

Karsten Lundsby, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Danny Hedegaard

@David Zennaro

Reklamer er et grundvilkår, når vi færdes og forbruger i det offentlige byrum.

Om vi kører med bus, eller går i biografen etc.

Vi kan irriteres, men vi må acceptere at et busselskab, en biograf eller en avis har brug for reklameindtægter, og at de er med til at sikre driften af nogle tilbud, som vi jo også gerne vil beholde.

Er ret sikker på, at de færreste af os hellere betalte den merpris, vi ville skulle betale, hvis de reklamer forbydes.

Noget der kan irritere mig enormt, selv når jeg er abonnent, det er reklamer i artikler der folder sig ud midt under læsning af en tekst, så jeg skal finde tilbage til hvor jeg var nået til.
Men hvad skal aviserne gøre, når de bløder annonceindtægter til Google og facebook:-(

Alle de traditionelle virksomheder må acceptere de indtægter, fra de annoncer de kan få, uden for meget smålig skelen til æstetik i byrummet, eller på nettet.

Bliver det for meget må man regulere politisk, som man også har gjort det, nu med reklamer for kviklån og spil.

Regulering er nødvendigt, men forbud er som jeg ser det, ikke ønskeligt eller realistisk.

Venlig hilsen
Danny Hedegaard