Danmarks mest produktive forfatter har rundet 70. Mange af hans trofaste læsere vil også insistere på, at Erwin Neutzsky-Wulff er den eneste rigtige forfatter. Nærmest den eneste, det for alvor er værd at beskæftige sig med siden Kierkegaard.
Før jul var et halvt hundrede af dem mødt op i kunstnerens Marco Everisttis galleri på Esplanaden i København for at sige tillykke, købe signerede eksemplarer af den seneste bog Adfærd og høre fødselaren læse op af den næste i rækken. En lille sag på planlagte 1.000 sider, hvoraf de første 600 allerede er skrevet.
I dagens anledning havde nogle af billedkunstnerens værker måttet vige pladsen. Et par vægge var præget af snorlige rækker af Neutzsky-Wulffs forsider. Ikke det komplette forfatterskabs langt over 20.000 sider. Men så mange, der nu engang kunne hænges op i nogenlunde geometrisk orden.
På gavebordet stod et batteri af whiskyflasker. Størrelser og indpakning varierede. De sande disciple ved, at Neutzsky-Wulff kun drikker maltwhiskyen Laphroaig, som regnes for den kraftigste af de røgede skotter fra øen Islay.
Hans hustru gennem 19 år, den 23 år yngre Chresteria Neutzsky-Wulff indledte med nogle få ord om sin mand. Da hun fortæller, at han helst kun drikker Laphroaig og spiser næsten råt kød, ser de to nyforelskede på hinanden.
Alligevel havde en af gæsterne dristet sig med en personlig gave. Kunstneren Jon Stahn præsenterede stolt en bronzeafstøbning af et kvindeligt rectum. Et kunstværk, der over årene har vakt stor begejstring og sågar er blevet udført i musselmalet på Den Kongelige Porcelænsfabrik.
Til hans store overraskelse afviste Neutzsky-Wulff pure at tage imod den lille bronzeskulptur med ordene:
»Den kan jeg ikke tage imod. Det er ikke et originalt værk. Alle moderne kunstnere maler jo med røven.«
Det siger en del om Neutzsky-Wulffs status blandt trofaste læsere, at Stahn senere på aftenen omtalte begivenheden som, havde han fået et ridderslag.
Måske ikke helt så underligt, når Neutzsky-Wulffs forkærlighed for det polemiske tages i betragtning.
Det er frisættende at være upopulær
Information besøgte ham nogle uger senere på en decembergrå dag i Vinstrup en halv times kørsel nord for Randers, hvor parret bor i en nedlagt skole delvist gemt af vejen bag et skovlignende buskads.
Hvis man gør sig umage med at blive upopulær og holder fast, så fristes man ikke til at sige det rigtige eller gøre det rigtige af frygt for at miste sin popularitet, siger Erwin Neutzsky-Wulff.
Det er ikke kun bøgerne, der skrives her. Hr. og fru Neutzsky-Wulff driver eget forlag. Og herfra sender forfatteren også sine bandbuller ud mod det omgivende samfund, som han på mange måder anser for at være i frit fald. Erkendelsesmæssigt, videnskabeligt og politisk.
Erwin Neutzsky-Wulff advarer gerne mod totalitære tendenser, som han ikke viger tilbage for at kalde fascistiske. Han ser ikke nødvendigvis strækmarch og skråremme i gaderne. Men repræsentanter og trojanske heste for totalitær tankegang sniger sig ind overalt.
Et sådant eksempel er for Erwin Neutzsky-Wulff blokaden af Kvindehuset i København, som en gruppe transaktivister etablerede i efteråret for at forhindre gruppen Lesbiske Feminister i at holde møde. Aktivisterne anså gruppen for at være transfobiske, da gruppen ikke var åben for transseksuelle.
»For at forstå denne politiske korrekthed skal man mærke sig, at der er eksempler på lesbiske kvinder, der skal have slået tænderne ud af biologiske mænd, hvorved kvindesagen kan siges at være vendt tilbage til kernepunktet: mænds vold mod kvinder,« siger han.
I den omsiggribende frygt for at fornærme enhver tænkelig minoritet er vi ifølge Erwin Neutzsky-Wulff nået dertil, at man dårligt heller tør gøre grin med den voksende bevægelse, der tror, at Jorden er flad.
»Det hele er jo teorier. Og så er vi derhenne, hvor man kan bilde befolkningen hvad som helst ind.«
Ifølge Erwin Neutzsky-Wulff er det primære formål med disse bevægelser at skabe konflikter, der tager opmærksomheden fra den eneste reelle konflikt i et kapitalistisk samfund, som er klassekampen.
Heller ikke fødebyen går ram forbi. Før jul bemærkede Neutzsky-Wulff i Politiken, at »København er langt mere beskidt og ildelugtende end i min barndom«. Han mener, at det børnene har mistet, »er naturen, byens natur – den er blevet til computersimulation, en tilbudsavis«.
Neutzsky-Wulff er med på, at hans synspunkter ikke nødvendigvis skaffer ham mange venner. Men de har også en positiv effekt.
»Hvis man gør sig umage med at blive upopulær og holder fast, så fristes man ikke til at sige det rigtige eller gøre det rigtige af frygt for at miste sin popularitet.«
Det med at være på kant med autoriteter og dogmer af enhver art har rødder i de allerførste to leveår.
Kammerater var dyr
Erwin Neutzsky-Wulff lærte sig selv at læse som treårig ved at pløje sig igennem en gammel udgave af Salomonsens Konversationsleksikon.
»Jeg læste det fra ende til anden. Problemet var, at det var sat med fraktur (gammel tysk typografi, der minder om gotiske bogstaver, red.). Så jeg kom i skole og syntes, at det var en underlig skrift, de brugte.«
Min barndom var lykkelig, fordi det var en barndom uden voksne, siger Erwin Neutzsky-Wulff.
»Børn er jo nådesløse,« forklarer han sin egen reaktion, da han endelig kom i skole og umiddelbart anså sine klassekammerater som en slags dyr.
Her læste han allerede flydende på engelsk og blev efter kort tid rykket op i femte klasse. Det kedede ham mindst lige så meget, og havde det været i dag, ville TV 2 være troppet op for at lave en dokumentar om vidunderbarnet.
Heldigvis voksede Erwin op i 1950’erne. Og han var så privilegeret, at forældrene havde sendt ham i katolsk privatskole.
»Bare de fik deres skolepenge, var de ligeglade med, hvor jeg befandt mig. Og jeg opdagede hurtigt, at det var meget sjovere at gå i biografen.«
Hjemme havde faderen efter et langt hårdt arbejdsliv lagt sig mere eller mindre permanent på sofaen som 60-årig, og moren fordelte tiden mellem at passe sin egen syge mor og hårdt arbejde.
Erwin havde frit spil. Og filmentusiasmen viste sig at være en fantastisk vej til mere lærdom.
Gru og Weekendsex
»Når jeg skulle ind og se Lawrence of Arabia, læste jeg Visdommens syv søjler. Når jeg skulle se en historisk film, så jeg læste en bog om den pågældende periode.«
Der var 100 biografer i København, og de fleste dage kunne han se tre film uden at se den samme. Pengene skaffede han ved at købe bøger i de mange sidegadeantikvarer og derefter sælge dem med fortjeneste til den indre bys finere antikvariater.
Det blev indirekte også starten på den litterære karriere.
»Inden jeg gik ind og så filmen, havde jeg kigget på plakaterne. På den baggrund skrev jeg manuskriptet til filmen, inden jeg så den,« siger Neutzsky-Wulff, som erindrer, at hans egen version i reglen var den bedste.
»Min barndom var lykkelig, fordi det var en barndom uden voksne.«
Det lykkedes ham endelig at blive smidt ud af skolen i 2. real.
Ud over at færdes i spiritistiske kredse kastede han sig over skønlitteraturen. De første bøger, der for alvor kastede overstrømmende anmeldelser af sig, var de fire gysere om den okkulte detektiv Adam Hart.
For at supplere den trods alt sparsomme indtægt tog han småjob. En kort stund på Anders And & Co. og i skrækmagasinet Gru. Men hans længste og sidste faste stilling var som redaktør på det legendariske pornoblad Weekendsex, hvor han var chefredaktør i et halvt år inden afskedigelsen.
»Det var ikke indehaveren Leo Madsen. Han var glad for mig. Men det lykkedes de øvrige aktionærer at få erklæret Leo utilregnelig. De mente dertil, at mine tekster var begyndt at blive for litterære. Og så var det slut.«
Vores personlighed, vores handlende bevidsthed eller jeg er simpelt hen erindringen om vores hjernes tidligere adfærd, siger Erwin Neutzsky-Wulff.
Det hele munder dog ud i en samlet erkendelsesteori, som Neutzsky-Wulff forklarer, at han er nået frem til for længe siden.
Iagttagelse
»Mit værk er fuldendt. Nu pudser jeg bare på det,« siger han og medgiver, at det kan koges ind til begrebet iagttagelse. For de fleste kræver det dog, at man kaster sig over hele forfatterskabet for at forstå det.
Neutzsky-Wulff indvilger dog i et forsøg på en forklaring.
Han lægger ud med de forsøg, hjerneforskeren Benjamin Libet udførte i 1960’erne for at fastslå reaktionstiden imellem en beslutning om at udføre en bevægelse og selve bevægelsen. Den viste sig at være et kvart sekund. Forsøgene er efterfølgende blevet gentaget og viser nogenlunde samme nedslående resultat for dem, der bekender sig den fri vilje.
»Men samtidig viste det sig, at hjernen gjorde forberedelser til at udføre den pågældende bevægelse et fuldt sekund inden den bevidste beslutning. Viljen er en eftertanke, en rationalisation,« konstaterer Neutzsky-Wulff og konkluderer:
»Uden vilje er det meningsløst at tale om bevidsthed. Også bevidstheden er en illusion. Umiddelbart virker denne konklusion måske endnu mere absurd, end at vi skulle tænke universet. Jeg tænker, altså er jeg. Men hvad er dette ’jeg’, denne usynlige iagttager?« spørger Neutzsky-Wulff og svarer selv:
»Ikke vores krop eller vores hjerne, som begge i det mindste principielt kan iagttages af os. Den er netop karakteriseret ved ikke at være noget. Bevidstheden er ikke noget, der iagttager, men en måde at iagttage på.«
— Men hvordan kan der være en sådan iagttagelse, når der ikke er nogen iagttager? Det virker ’ulogisk’?
»Hvad er logik andet end et fint ord for syntaks? Den siger, at et verbum må have et subjekt og et objekt. Hvorfor? Fordi vi er sociale væsner, der har brug for at være i stand til at forudsige hinandens adfærd, som vi ligesom i andre tilfælde slutter os frem til ud fra tidligere erfaringer.«
»Vores personlighed, vores handlende bevidsthed eller jeg er simpelt hen erindringen om vores hjernes tidligere adfærd. Dermed sætter vi imidlertid os selv uden for verden, og det kan man ikke, som fysikerne begynder at forstå.«
»Og hvis der ikke er nogen iagttager, er der naturligvis heller ikke noget iagttaget. Elektronen er hverken partikel eller bølge. Verden er iagttagelse, den fysiske verden, som ’vi’ tolker som sansning.«
— Vi – altså iagttageren er udelukkende en tolkning af iagttagelsen?
»Ja.«
Herkules i stalden
Neutzsky-Wulff er ikke særlig optimistisk, når det gælder udbredelsen af hans erkendelser.
— Hvad er konsekvenserne af de erkendelser, når de engang er udbredt?
»For det første løser de alle filosofiens problemer ved at gøre op med såvel idealisme som materialisme. Der er ingen mystisk sjæl eller bevidsthed, der står i et magisk forhold til en fysisk verden – der er kun den fysiske verden af iagttagelser, som vi tolker som sansninger.«
Det mener Neutzsky-Wulff omsider vil muliggøre, at videnskaben kan gennemføre sit empiriske program.
»Den sande teori er ikke den, der forholder sig til en transcendent ydre verden, men den, der sætter os i stand til at forudsige fremtidige iagttagelser.«
Han mener, at dette også gælder såkaldte ’religiøse’ påstande, der besidder denne egenskab i kraft af en anden konsensus. Den metafysiske påstand om en usynlig iagttager i en usynlig verden har gjort videnskaben spekulativ.
»Anything goes. For at komme videre må den vende tilbage til det strenge krav om empiri.«
Uheldigvis kræver en sådan nytænkning en generation eller to for at slå igennem. Den skal ind med modermælken.
»Og her er det jo et stort problem, at verden er blevet dødelig. Vi står over for en klimakatastrofe, som næppe kan løses med sparepærer og afliring af Fadervor bagfra tre gange.«
»Først og sidst må vi forstå, at hele vores verdensbillede er liberalistisk. Forestillingen om, at vi står uden for verden, der dermed bliver et råmateriale, vi forædler gennem arbejde – udvikling.«
Han mener, at det har resulteret i en progressiv overklasse, der er personligt ansvarsfri i kraft af at repræsentere denne udvikling, loven eller en hypotetisk folkevilje. Dens overordnede strategi er i virkeligheden at skabe splittelse ved at danne interessegrupper og skabe fjendebilleder, hvoraf det vigtigste er mennesker med ikkevestlig baggrund.
»Liberalismen kommer da heller ikke til at overleve de folkevandringer, klimakatastrofen uundgåeligt vil føre med sig.«
Så Neutzsky-Wulff skriver videre. Som en anden Herkules renser han staldene. Der bliver skyllet ud med viden om ældgamle ritualer, moderne fysik, neuroner og ikke mindst humor.
»Humoren er den mest spontane reaktion af alle. Den er også præcis. Det er absolut en af de bedste måder at få renset ud,« slutter Erwin Neutzsky-Wulff, der ikke aner, hvad han skal bruge de næste 20 år på. Til gengæld har han i reglen overblik over de næste timer.
Forfatteren kan hengive sig til skriverierne i sin landlige idyl, mens fotografen og journalisten må trille mod henholdsvis moderne aarhusiansk og københavnsk forfald.
Der går et spøgelse gennem Europa. Vi kalder det populisme.
Demos er jo desværre optaget af ”demokrati” som betegnelse for det noget hypotetiske ”folket”, så vi er gået over til latin. Populisme er jo nemlig noget helt andet end demokrati.
Populisme er, når folket stemmer på de forkerte. Det sker let, for som alle ved, er folket racister og sexister – muligvis undtaget den halve snes, der regelmæssigt dukker op foran Christiansborg til afsyngelse af en enkel sang om frihed og den gensidige forsikring om folkets umiddelbart forestående rejsning.
Man ser jo helst ikke amerikanske tilstande. Vi danskere er ikke så hurtige.
Luntetravet er vores marchtempo. Men som vi siger: Den, der ager med stude, kommer også med.
Og den panik, der opstod i USA, da arbejderklassen valgte sin egen præsident, er så småt ved at kunne mærkes i vores lille Danmark. Og denne gang ved vi ikke, at vi er besat.
Det er med andre ord højreradikalismen, der breder sig, og som altid er der nogen, der har svært ved at få armene ned. Især den højre.
Og ganske som tredivernes højreradikale bevægelser er de venstreorienterede. Det er jo så pænt.
Også dengang var man socialister – nationalsocialister – men naturligvis ikke kommunister. Der er med andre ord tale om den ganske særlige afart af venstreorienterede, der højtideligholder murens fald med påfølgende Anschluss.
I denne overgang fra den mere moderate og konservative højrefløj, der dyrker grossererfamilien på Amalienborg og døber deres børn uden nogen som helst hensigt om at opdrage dem i den kristne tro – den slags er kun for fanatikere som muslimer – til det totalitære ideal, spiller damerne givetvis en vigtig rolle. De skaffede sig som bekendt stemmeret ved i modsætning til de landsforræderiske socialister at bakke op om den imperialistiske Første Verdenskrig, har skabt en ny tilværelse for utallige faldne kvinder i deres mænds fabrikker og har generelt stået som garanter for takt og tone, i nogen grad i kraft af deres altid belejlige evne til at besvime, når nogen siger prut eller neger.
Som nationens moralske rygrad er de imod alkohol og tobaksrygning, kødspisning og sex. Samt hvad der ellers kan skræmme hestene.
Heisenberg havde en tid holdt øje med en ung mand i brun uniform. Nu tænkte han, at han hellere måtte slutte sig til ham, frem for at han skulle slutte sig til selskabet, hvor han næppe ville være velkommen.
”Ja?”
”Jeg har længe gerne villet tale et par ord med Dem. Og må jeg straks sige, at jeg ikke fæster lid til nogen af de rygter om Dem, der verserer på universitetet. Derimod må jeg ærligt indrømme, at jeg ikke forstår Dem.”
”Jaså?”
”De er jo et ungt menneske og kan umuligt sympatisere med de gamle, forstokkede professorer, der vil opretholde et forældet autoritært og undertrykkende system. Forstår man da slet ikke, hvor krænkende det er for en ung tysk student, der hilser sin professor med et frejdigt ’Heil Hitler’, at blive mødt med et demonstrativt ’Guten Tag’, som ikke blot er en hån mod Føreren, men mod das Vaterland? Den type professorer, der kalder det ’hærværk’, når vi fjerner buster af jødiske professorer, og vold, når vi lærer en jødisk student, hvordan han skal opføre sig.
En professor tillod sig endda at behandle jøder og ariere under et i en statistik over det tyske folk! Selvfølgelig blev der klaget, og den pågældende blev afskediget og erstattet af en underviser, der var bekendt med racelæren.
Konservative professorer og studerende med deres vrøvl om ’fri forskning’ har ingen plads på vore tyske universiteter! Det er jeg ganske sikker på, at De vil give mig ret i, professor Heisenberg.
De var jo selv medlem af den ungdomsbevægelse, hvoraf Hitlerjugend udgik. Ikke desto mindre ser vi Dem aldrig til vore demonstrationer.”
”Jeg forstår skam til fulde den nationalsocialistiske ungdoms ønske om et nyt Tyskland, der bygger på frihed, lighed og broderskab. Derimod bekymrer det mig at se pseudovidenskabelige betragtninger snige sig ind i universiteternes curriculum under dække af politisk korrekthed. Hvor velmente disse pastande end er, kan de kun føre til en deintellektualisering, der ikke er til gavn for nogen.
Og dette så meget desto mere, som videnskab og politiseret videnskab ikke kan koeksistere, så at den ene nødvendigvis må vige for den anden. Og da pseudovidenskaben er karakteriseret ved at opfatte dissens som umoralsk, er det ikke vanskeligt at se, hvem der vil gå af med sejren.”
”Jeg tror måske ikke, professor Heisenberg, at De er klar over enormiteten af det internationale jødiske komplot mod Tyskland. Læs blot den udenlandske presse, så vil De se, at tyskeren er en paria, som ingen ønsker at se rejse sig igen. Om jøden Einstein har ret i sine besynderlige forestillinger om tid og rum, spiller ikke den store rolle i det titaniske opgør mellem arisk og jødisk kultur, det må De med Deres intelligens kunne indse.
’Videnskab kender ikke til race eller politisk farve.’ Det tror De da ikke virkelig selv på?
Alt er race og politik, og den, der ikke indser det og vælger side i denne kamp, er i bedste fald naiv, i værste en forræder imod sin race og sit folk. Er De en hvid jøde, professor Heisenberg?
Det har jeg virkelig svært ved at tro. Derfor anser jeg det også for min pligt at advare Dem om, at De står i fare for at miste Deres studeredes respekt, hvis de fremturer i deres konservatisme og intolerance.”
”Jeg er naturligvis ikke blind for, at der i de sidste tiders korruptionsskandaler er fremkommet påfaldende mange jødiske navne. Men hvorfor overlader man ikke disse sager til retsvæsnet i stedet for denne klapjagt i pressen?”
”Fordi de ikke ville blive dømt, hvis ikke der i forvejen havde dannet sig en folkeopinion imod dem, der gør det til en risikabel affære for en dommer at lade dem gå. Selv de jødiske pornografer, der udnytter og besudler ariske kvinder, ville have frit spil, hvis de ikke blev stillet offentligt til skue.”
”Jeg er bange for, at jeg ikke bryder mig om det konfrontatoriske i Deres bevægelse. Med denne taktik vil De uvægerligt støde alle intelligente og dannede mennesker fra Dem. Tilbage er så blot for bøllerne at tage magten ved ren intimidation.”
AF CHRISTIAN BIRCHS EFTERLADTE PAPIRER, s. 729
En kommentar til tidens identitetspolitik og cancel culture, ville jeg formode.
@ Erwin Neutzsky-Wulff
22. februar, 2020 - 00:05
"I denne overgang fra den mere moderate og konservative højrefløj, ..."
Man kunne måske mere enkelt sige at liberalisme og socialisme er fortid og at de er konvergeret i globalisme, der har teknokrati som styreform.
Ovenstående indlæg er svar til:
Erwin Neutzsky-Wulff
22. februar, 2020 - 11:41
Jeg hader også vrøvl.
Derfor har jeg meget svært ve at læse noget af Erwin Neutzsky-Wulff til ende.
Men det nok mig der vrøvler.
Det hedder: "Den der ager med stude kommer også frem."
En IQ på 179 lyder højt. Er det noget avisen har set noget dokumentation på?
Ellers et interessant interview, og det er rigtigt, at forfatterskabet kan være svært at forstå. Erwin gav lidt flere hints i et tidligere interview, hvor jeg lige vil bringe et par citater, som måske kan hjælpe nysgerrige læsere:
"ENWs efterhånden mange bøger har alle røbet om en tilsyneladende stor indsigt i okkultismen (eller dybdepsykologien, som han også kalder det)"
"Det hænger jo sammen med mine teorier om, at bøger om det ydre rum ikke handler om det ydre rum, men om det indre rum, ligesom eventyret i gamle dage handlede om det indre rum."
"og det skyldes for mig at se, at sf (science fiction) er en teknisk forklædt videreskrivelse af eventyret, som netop handler om det indre rum, om en psykisk virkelighed."
"Jo, men det er netop fordi religionen er læren om det indre rum på samme måde som magien er den psykologiske teknik. Og det er vel netop hvad "33. marts" handler om: En mand, der rejser ind i det indre rum og netop derfor bryder ud af sin begrænsede virkelighed"
"man kan sige, at 33. marts" i en vis forstand er den første sf-roman, fordi det er den første, der gør klart, at sf handler om det indre rum og ikke om det ydre."
Det kunne have været interessant at høre mere om, hvordan Erwin har dannet sin teori, i sit værk Okkultisme fra 80erne fortæller han jo i indledningen om hvordan den er opstået i samarbejde med en gruppe mennesker der fik kvinder til at hallucinere via S/M og sensory deprivation.
"Jeg måtte lave en eller anden form for filosofi ud af Gudssønnernes religion, og jeg havde også en vis forfængelighed, der gjorde, at det skulle virke som var det noget jeg havde fundet på - hvad meget af det, der står i "Dialogen" også er, fordi det var en væsentlig mildnet udgave af Gudssønnernes lære - og så fandt på det geniale, at jeg kom til at stå som en filosofisk bevægelses grundlægger, som altså kom til at hedde wulfianismen. Men det er altså bare en populær og lommefilosofisk stærkt mildnet udgave af Gudssønnerne."
Fra "Interview ved Niels Petersen" i Nosferatu nr 4, sommer 1982.
Det var ”Dialogen” fra 1971 ganske rigtigt. Uheldigvis manglede den pågældende gruppe i lighed med den moderne naturvidenskab et epistemologisk grundfundament, som jeg så har måttet nørkle sammen i løbet af det efterfølgende halve århundrede.
At man føler sig fristet af den populære fremstilling, jeg gav for fyrre år siden i ”Okkultisme”, kan jeg sagtens sætte mig ind i – det var også der, Information stod af med en begejstret anmeldelse under overskriften ”En troldnøgle til det overnaturlige”. For dem, der mener de har hoved til det, er der så værker som ”Det overnaturlige” (2004) og ”Religion” (2015).
”Wo gearbeitet wird, fliegen Späne. Man kan ikke stå udenfor, som De jo selv har påpeget i Deres tankeeksperiment.
Wer nichts zur Lösung beiträgt, ist Teil des Problems. Man må vælge side og kæmpe trofast for det, man tror på, også hvor det byder en imod.
En kampfælle, der svigter i det afgørende øjeblik på grund af personlige anskuelser eller reservationer, er ikke meget værd. Han er farligere end nogen fjende.
Der er ingen neutrale zoner på en slagmark, kun et ingenmandsland under dobbelt ild. Kom over til os, professor Heisenberg.
De skal være velkommen. Heil Hitler!”
Werner stod et øjeblik og så efter ham og opdagede derfor ikke, at Neutzsky-Wulff ligeledes havde forladt gruppen af studerende og sneget ind på ham.
”Hvilken entusiasme!” sagde han.
”Eller er det frustration? Et alibi for personlig fiasko?
I sådanne tilfælde er det altid en trøst at vide, at det skyldes diskrimination, og at du ikke er alene, at der er andre, der har det ligesom dig. Det er helt på det rene!”
”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre,” klagede professor Heisenberg.
”Jeg kan jo sagtens sætte mig ind i, hvad disse unge mennesker føler. Der er meget rigtigt i det.
Og jeg bryder mig virkelig ikke om at stå udenfor. Alle mine gamle kammerater fra ungdomsbevægelsen ser underligt på mig, nogle blot undrende, andre mistænksomt eller ligefrem fjendtligt. Jeg ønsker at forklare mig over for dem, men ved ikke, hvad jeg skal sige.
Og så er der dem, der opfordrer mig til emigrere, der er alligevel ikke mere, jeg kan gøre for Tyskland, siger de. Ikke mere, jeg kan gøre for mit fædreland?
Og hvor skulle jeg rejse hen? Amerika er ikke en kulturnation som vores.
Land of the free? Et samfund af flygtninge, uden rødder!
Tyskland er døende, siger de. Og skulle jeg af den grund forlade den syges side?
Og så på et tidspunkt kommer dette nye frygtelige våben altid på tale, som man siger, jeg vil blive tvunget til konstruere. Skulle jeg da i stedet give Tysklands fjender det i hænde?
Man siger, at den, der råder over det, vil komme til at diktere fredsbetingelserne. Jeg skulle altså blive en af novemberforbryderne, hadet og foragtet af mine landsmænd?
Er det da overhovedet muligt at nå frem til nogen kantiansk ideel fordring i sådan en situation? Medmindre man er i besiddelse af en sokratisk daimon, der tilhvisker en den rette handlemåde?”
”Ja, den har vist voldt filogerne svare problemer,” lo Neutzsky-Wulff.
”Mennesket har jo kun én personlighed, der efter den freudianske maner er et produkt af dets opvækst. Vi er med andre ord en blanding af de andre. Selv har jeg altid forladt mig på min næse.”
”Deres næse?”
”Ja, kender De ikke det, at man kommer ind på en fin restaurant, der ansætter de bedste kokke og modtager de fineste priser, og får serveret husets specialitet med bestik og garniture. Men den lugter forkert.
De ved ikke helt, hvorfor, måske skal den lugte sådan. Alle de andre gæster synes at nyde den, og er endvidere begyndt at undre sig over Deres manglende appetit.
Desuden har de jo betalt for den. I sådanne tilfælde har jeg altid skubbet tallerkenen fra mig.
Hvor det for mine medmennesker synes åbenbart, at sandheder med utilsigtede konsekvenser så vidt muligt skal undgås, og undertrykkelse og forfølgelse af undertrykkere og forfølgere er befrielse og tolerance, bliver jeg tit forvirret af min lugtesans. Jeg må så acceptere, at det har gjort mig ekstremt utroværdig.”
”Deres såkaldte lugtesans fortæller Dem med andre ord ligesom den, Sokrates var udstyret med, kun hvad de ikke skal gøre?”
Den anden trak på skuldrene.
”Den kan vel være mere ellert mindre udviklet. Hos nogle er den måske blot i stand til at styre ham uden om råddenskab og fækalier, især sådanne, som aviserne er fulde af, hvorimod den gør andre til gourmeter. Jo tydeligere det bliver for os, hvad vi ikke skal gøre, hvor progressivt, moralsk og generelt anbefalelsesværdigt det end er, jo tydeligere træder, hvad man kunne kalde samvittigheden – den besynderlige forestilling om, at vi alene ved, hvad der er rigtigt og forkert – frem, så at vi ligesom et damptog først sindigt, men siden med stadig større hastighed og momentum bevæger os frem ad skinnelegemet.”
”Og hvem,” smilede Heisenberg, ”har lagt disse skinner?”
”Jeg ved det ikke,” medgav Neutzsky-Wulff.
”Jeg har blot lagt mærke til, at der synes at være et spor for hver enkelt, som han uvægerligt vil følge, i det øjeblik han bliver opmærksom på det.”
Werner nikkede tænksomt.
”Des Lebens Ängsten, er wirft sie weg,
Hat nicht mehr zu fürchten, zu sorgen,
Er reitet dem Schicksal entgegen keck,
Triffts heute nicht, trifft es doch morgen.”
AF CHRISTIAN BIRCHS EFTERLADTE PAPIRER, s. 730
Det giver fin mening. Hvilket epistemologisk grundfundament er du nået frem til i løbet af det halve århundrede? Man får let det indtryk, at det er den samme grundlæggende ide der løber igennem forfatterskabet, når det fx allerede i Adam Hart serien hedder:
"Naturligvis vil jeg rejse i min bevidsthed, du i din osv. Vi er begrænset hver for sig til vor egen. Men hvad, herre-gud, så kan vi jo sammenligne. Det, der vil synes som een rejse, vil i virkeligheden være tre samtidige."
"Men hvordan kan vi se vor egen bevidsthed?" indskød Adam.
"Vore indtryk vil blive omarbejdet til symboler. Det er det, der er meningen med exteriora: Sjælen vil blive et land, bevægekræfter menneskelige væsner etc. Vi vil sikker også optræde i hinandens visioner."
Adam Harts Opdagelser s. 130
Både i Okkultisme og Religion lægges neurologi til grund for sansefænomener, og hvor iagttageren defineres som en tolkning der indgår i iagttagelsen, men som ikke er ophav til den, som vi ellers normalt tænker.
Hvad mener du er de vigtigste forskelle der er sket i dine teorier fra det tidlige til det sene forfatterskab?
Da du ganske åbenbart ikke har været i stand til at læse interviewet, vil jeg fraråde dig at spilde din tid på forfatterskabet. Jeg vil så i samme forbindelse afholde mig fra at spilde min.
Jeg må nok hellere skynde mig med at sige, at jeg skylder Informations læsere en undskyldning for at have spammet kommentarsporet til artiklen om mig. Jeg kunne simpelt hen ikke modstå fristelsen til at behandle det som den spalte, jeg aldrig får.
Jeg havde en i Dagbladet Arbejderen i fem år, indtil højredrejningen også ramte den – det sidste træ i skoven, der faldt. I lighed med andre dagblade anmelder ”Information” ikke længere bøger eller bringer artikler med bisætninger.
”Sådan smadrer provinsen København i næste års kapløb om Michelin-stjernerne” (sic). Ja, sådan er emnevalget og stilen i dag.
En bekendt med det, der vist nu om stunder hedder ”netværk”, skaffede mig dette interview, og min kone overtalte mig til at takke ja. Det viser sig, at hun havde ret: En ny læser har meldt sig – hin enkelte!
At der trods alle højreradikalismens anstrengelser endnu er så mange intelligente, dannede mennesker i dette land, at jeg kan leve af at skrive, må vist nærmest kaldes et mirakel. Hvis endnu en ved et tilsvarende mirakel skulle lægge vejen forbi de moderne tider, vil han (hun? den?) kunne finde mig på sit lokale bibliotek!
Bevidsthedsfelt/Bevidsthedshav, Jegbevidsthed, Limbisk system, Præfrontalt cortex.
Det er de samme ingredienser der er i gryden i okkultisme og religion. Til gengæld fylder filmanmeldelser, facebook- og blogopslag godt op i både de faglitterære og nu skønlitterære værker. Udvikling eller Afvikling?
På den måde kan man sige, at du også selv følger godt efter Liberalismen. Det er det samme der sælges, men i fortyndet og dyrere udgave, men med en indpakning der lover at der er mere i tuben end ellers.
Og ligesom kulturen og miljøet, er også salgstallene i forfald.
Før i tiden kunne du godt rose de kollegaer, du nu ikke tåler fremhæves. Tag fx dine anbefalinger til indføring i okkultisme fra en biblioteksfolder fra 1996:
"Grønbech, Vilhelm
Primitiv religion
Meget kortfattet, men uhyre velskrevet og kvalificeret introduktion til naturreligionerne."
Fra
Okkultisme. DK 01.614
Af forfatteren Erwin Neutzsky-Wulff
DBC-varenr: 92149609
Udgiver og copyright Dansk BiblioteksCenter as
Ballerup 1996
Men det var da godt, at Information ville lave en artikel om dig, når du hungrer efter at få dine spalter i denne af dig hæderkronede avis. Jeg mindes en vis passage i værket Danmark..
DEMOKRATEN
"Information" man her vel næppe kender?
MEFISTOFELES
Jovist - her hver en kiosk forhandler den!
Her trives alting, som med vinden vender,
dens redaktør er en personlig ven.
Det bedste er, at man sig ikke skammer,
selv om ortografien halter lidt ...
Jeg syntes nok, jeg genkendte den let kværulantforrykte tone fra tidligere indlæg ...
Journalisten kunne dog godt have gjort læseren opmærksom på, hvor mange af de ideer der fremføres i interviewet, kommer fra. Epifænomenalisme er fx ret centralt i forfatterskabet, selvom det aldrig nævnes, at det er det, der tales om.
Epifænomenalisme er en doktrin, der første gang blev formuleret af Thomas Henry Huxley.[42] Den indeholder det syn at mentale fænomener er kausalt ineffektuelle, hvor en eller flere mentale tilstande ikke har nogen indflydelse på fysiske stadier. Fysiske begivenheder kan forårsage andre fysiske begivenheder og fysiske begivenheder kan forårsage mentale begivenheder, men mentale begivenheder kan ikke forårsage noget siden de blot er kausalt inaktive biprodukter (dvs. epifænomener) af den fysiske verden
https://da.wikipedia.org/wiki/Bevidsthedsfilosofi#Egenskabsdualisme
Jeg syntes nok, jeg genkendte andre tænkeres ideer fremført i forfatterskabet, som var det forfatterens egne.
Prøv at droppe Grønbech næste gang, Lasse. It's a dead giveaway.
You're a peculiar man, mister Wulff.
Men var det ikke en ide for dig, at skrive konkret om overnaturlige fænomener, i stedet for 20.000 siders kryds og tværs hvor den intelligente læser kan finde plagiat og selvmodsigelser indpakket i løse kulturreferencer og selvforherligelse? Det jo forståeligt nok, at du aldrig (for nyligt) er transcenderet, men descenderet, med den jegfiksering af en møllesten du bærer om halsen. Men du jo pisser jo dit talent væk. Nu har jeg jo fundet hoved og hale i al vrøvlet, så jeg er ligeglad, men du ville jo nu altså sælge langt mere, hvis du skrev noget ordentligt, og ikke insisterede på tilbedelse - det gør dig alligevel kun doven og lemfældig. Men tillykke, denne gang gættede du faktisk rigtigt.
/ Jamen det er da altid sundt at blive mindet om hvor uendelig lidt intelligens og visdom har med hinanden at gøre. .
Mest læste. Men hvad betyder vel underholdningsværdien i forhold til artigheden?
Hold da kæft en gang mundlort ! :P
Neutzsky-Wulff gengældte smilet. Naturligvis. Schillers Wallenstein.
”Der Soldat allein ist der freie Mann.”
Trækfugle. Så gik han ud over plænen.
Forbi Einstein med hans raffinerede, men ikke ondskabsfulde hr. Gud. Som holdt orden på tropperne, himmellegemer og gudssønner. Den Almægtige, uden hvilken videnskab ville være en umulighed.
Mennesket behøver noget at tro på, og helst det samme som nogle andre i modsætning til nogle andre. Det skete igen.
Frygten for ikke at mene det rigtige, at falde ud af gruppen. For hvad andet var der end at komme hinanden ved, få talt ud om tingene, få dem talt dem ud og væk, til de blev til ord og positive følelser, roller, som kunne spilles efter behag, det behag, som måtte vækkes hos naboen, og det lille had, som måtte klemmes ud mellem tiraderne?
Mennesket, der måtte dø, fordi det var stort og uhandleligt. Også han gik tilbage til gruppen, lurede i dens udkant som en ængstelig fugl vippende på en gren, den øverste på træet og dog uendelig længselsfuldt langt fra sit himmelhjem.
AF CHRISTIAN BIRCHS EFTERLADTE PAPIRER, s. 731
Hahahaha. :-)
Sandheden er stødende. Derfor kan du trygt læse Information.
Jeg er ikke en robot. Jeg abonnerer ikke.
DEMOKRATEN
Jeg gad dog vide, hvad der sker derhjemme.
Gad vidst, om man aviser her kan få?
MEFISTOFELES
Vi først og fremmest fører ”Politiken”,
en fordomsfri og borgerlig avis
(for dem, der ikke helt kan se komikken).
På ”Berlingske” vi også sætter pris.
Dertil naturligvis vi ”Jyllandsposten”
leverer til en fordelagtig pris,
dog kun til dem, vi ved, kan tåle mosten
– og er af arisk herkomst, givetvis.
DEMOKRATEN
”Information” man her vel næppe kender?
MEFISTOFELES
Jovist – her hver en kiosk forhandler den!
Her trives alting, som med vinden vender,
dens redaktør er en personlig ven.
Det bedste er, at man sig ikke skammer,
selv om ortografien halter lidt …
DEMOKRATEN
Men kan man også følge de programmer,
man holder af?
MEFISTOFELES
Ja – vi har satellit!
Her hedder tv-stjernen altid Jensen,
han bliver skammet ud og gjort til grin
– og tro mig på mit ord: intelligensen
er altid endnu lavere end din!
DEMOKRATEN
Men hvad med bøger? Af og til jeg læser
en krimi …
MEFISTOFELES
Ja så kan du være glad,
thi her vi for den fine gane kræser
– de fleste bøger handler jo om mad.
Og dersom Møllehave du gouterer,
du vort bibliotek besøge bør,
der H. C. Andersen han deklamerer.
Dog mest for terrorister i forhør.
DEMOKRATEN
Nuvel, jeg tilstå må, det tit kan hænde,
at selve bogen falder mig for lang,
men derimod til digteren at kende
jeg altid har en umanerlig trang!
MEFISTOFELES
Da kan du let få stillet dine lyster,
thi her man lægger ikke vægt på stil,
men kun, om digteren har store bryster
– og så, om hendes far var pædofil.
DANMARK: EN DEMOKRAT EFTER DØDEN
At der trods alle højreradikalismens anstrengelser endnu er så mange intelligente, dannede mennesker i dette land, at jeg kan leve af at skrive, må vist nærmest kaldes et mirakel. Hvis endnu en ved et tilsvarende mirakel skulle lægge vejen forbi de moderne tider, vil han (hun? den?) kunne finde mig på sit lokale bibliotek!
Erwin Neutzsky-Wulff
Jamen højre radikale kan godt være intelligente . Paludan er intelligent. Men at være intelligent og klog er to vidt forskellige ting. Jeg tror at intelligente mennesker ofte skal trækkes gennem livets søle og spyttes ud som dårligt æblegrød. For ikke at ende som fuldstændigt ensrettede mennesker som ikke kan se ud over det systemet forventer af dem. Og mennesker som ikke er intelligente skal knokle dag ud og dag ind med studier for at opfylde de mindste krav samfundet stiller til dem.
Følte du aldrig, som barn, at børn som var mindre begavede end du vidste noget du ikke vidste.
Jeg tror nu at du er både intelliget og klog, Og jeg glæder mig til at stifte bekendskab med mere af det du laver.
Men højreradikale er ikke uintelligence. De er dumme.