Feature
Læsetid: 12 min.

Genforeningen i 1920: Det gjaldt også om at vælge korn og flæsk

Den 10. februar 1920 stemte Sønderjylland sig hjem til Danmark. Det er en historie præget af tilfældigheder, storpolitiske rammer og national længsel. For Informations tysklandskorrespondent har en tur rundt i grænselandet rejst spørgsmålet: Hvor længe kan fædrelandsfølelsen bestå?
Christian X med præstedatteren Johanne. Hendes mor havde blot løftet pigen op for at overrække en blomsterbuket, men kongen tog pigen helt op på hesten og red med hende gennem folkemængden ved Frederikshøj.

Christian X med præstedatteren Johanne. Hendes mor havde blot løftet pigen op for at overrække en blomsterbuket, men kongen tog pigen helt op på hesten og red med hende gennem folkemængden ved Frederikshøj.

Ritzau Scanpix

Moderne Tider
8. februar 2020

»Det lyder som et Eventyr,
et Sagn fra gamle Dage:

en røvet Datter, dybt begrædt,
er kommen frelst tilbage!«

Det er megen patos på to linjer. Og det er en god historie:

For en kort stund fandtes hun faktisk på flere planer, den røvede og genfundne datter fra Henrik Pontoppidans digt »Sønderjylland«: I skikkelse af den niårige pige Johanne sad hun med på Kong Christian X’s hvide hest, da han den 10. juli 1920 – tiljublet af 60.000 tilrejsende og selv dybt bevæget – red over den tidligere dansk-tyske grænse ved Kongeåen og gennem en æresport ved Christiansfeld.

Nu var grænsen væk, og den fortabte datter – altså Sønderjylland, som Danmark havde tabt ved det knusende nederlag til Prøjsen og Østrig i 1864 – var kommet frelst tilbage.

Dagen derpå røg proppen helt af flasken.

Kong Christian, der få måneder forinden havde været til sendt tælling af Påskekrisen, blev nu fejret af mere end 100.000 danskere på Dybbøl Banke – den krigsskueplads, der er gledet ind i vores nationale fortælling som det sted, hvor vi atter blev en lille nation, men hvor vi også fik indprentet: Hvad udadtil tabes, skal indadtil vindes.

Ledsaget af et tusindfoldigt kor slog talerne på denne smukke sommerdag i 1920 endelig fast: Afstemningen i Sønderjylland den 10. februar 1920 havde talt sit klare sprog – Genforeningen er kommet for at blive.

Historisk ladet

Det er den slags historier, som national identitet er vævet af.

I dag kan man stadig se det for sig, når man står på Dybbøl Banke, som jeg gør det denne vinterdag med en gruppe journalister og en dramatisk solnedgang i baggrunden.

Som Informations tysklandskorrespondent har jeg vovet mig med på en pressetur til grænselandet arrangeret af det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Nordslesvig. Altså de mindretal, hvis forældre og bedsteforældre groft sagt var taberne på hver deres side af den nye grænse efter afstemningen den 10. februar 1920 i Nordslesvig og den 14. marts 1920 i Sydslesvig.

Grænselandet og mindretalsspørgsmålene er for mig – som for mange andre danskere uden for Sønderjylland – en relativt ukendt verden. Det er sært. For jeg er en oprindeligt pæremidtjysk, men har boet i Berlin de seneste 11 år. Min kæreste er fra Hamborg og altså tysker, ligesom vores tosprogede døtre er det i deres rødbedefarvede tyske pas. Det har jeg aldrig tænkt så meget over, i hvert ikke før nu.

Jeg har besøgt romaer i Rumænien og sorbere på grænsen til Polen, og jeg har oplevet mindretal i Sydtyrol, i det tysk-franske grænseland og mange andre steder. Men det dansk-tyske grænseland har altid været noget, jeg er drønet igennem med DSB eller Deutsche Bahn – højest afbrudt af en irriterende paskontrol eller en sms om, at teleselskabet skifter, men prisen forbliver den samme: Welcome to Denmark. You’re still in the EU.

Som klassisk »generation Erasmus« har grænsen med andre ord aldrig været vigtig for mig. Og Tyskland har aldrig været farligt.

To sider af alting

Men i selskab med det danske og det tyske mindretal lærer man hurtigt, at politiske krav og historiske steder sjældent er neutrale. På vores vej mellem highlights som Knivsbjerg, Dannevirke og Dybbøl er det især symbolpolitiske stridigheder, der fylder for mindretalsrepræsentanterne: At selv beskedne krav som tosprogede vejskilte eller løsere regler for at flage ved officielle lejligheder som regel mødes med en kold skulder – især i Danmark.

»Jeg er tysk,« siger det lille barn på plakaten til venstre. Til højre appellerer den danske kampagne til kvinderne – opfordringen til mødrene om at stemme dansk fandtes også i en tysksproget udgave. Ill: Europa Universität Flensburg

»Jeg er tysk,« siger det lille barn på plakaten til venstre. Til højre appellerer den danske kampagne til kvinderne – opfordringen til mødrene om at stemme dansk fandtes også i en tysksproget udgave. Ill: Europa Universität Flensburg

Og man lærer hurtigt, at uskyldige ord som Sønderjylland eller Genforeningen afspejler en kamp om perspektivet: Set fra tysk side var den ny grænsedragning fra 1920 ikke en genforening, men nærmere en deling af Slesvig eller en afståelse af Nordslesvig til Danmark.

»Det meste har to sider i grænselandet,« bekræfter historikeren Frank Lubowitz, der leder det tyske mindretals forskningsarkiv i Danmark. Med Dybbøl Banke som kulisse skitserer han hertugdømmerne Slesvig og Holstens sammenflettede historie tilbage fra det 13. århundrede. Og han ender med en nøgtern konstatering af, at spørgsmålet om det nationale tilhørsforhold slet ikke var relevant, før ideen om nationalstaten og borgerskabets frigørelse slog igennem i det 19. århundrede.

»Man kan godt tale om en romantisk idé om Danmark til Ejderen eller til Dannevirke som en grænse mellem danerne i nord og sakserne i syd. Som et inderligt forhold til en dansk eller tysk nationalstat er det historisk betragtet en relativt ung idé.«

Det ændrer ikke på, at tiden efter nederlaget ved Dybbøl Banke i 1864 og Tysklands samling i 1871 blev benhård for de dansksindede i Slesvig. I 1890’erne blev Prøjsens målrettede »fortyskningspolitik« overbudt af den berygtede Köller-politik, der i stigende grad udsatte dansksindede for politisk forfølgelse.

Dels øgede det den trodsige danskhed i Slesvig. Og dels fik det titusinder til at udvandrede, også for at undgå militærtjeneste. Alligevel måtte tusinder af dansksindede trække i tysk uniform i Første Verdenskrig.

Her lurer historiens tilfældige spil. For uden Første Verdenskrig, Versailles-konferencen og den amerikanske præsident Woodrow Wilsons idealistiske løfte om »folkenes selvbestemmelse« var spørgsmålet om Nordslesvig måske aldrig blevet taget op igen, pointerer Frank Lubowitz poetisk:

»Storpolitiske vinde smækkede et vindue op, som ellers var forblevet lukket.«

Mor! Stem dansk!

Men hvordan kunne en rimelig grænsedragning se ud? Det havde den danske historiker H.V. Clausen givet sit bud på allerede i 1891. Efter at have gennemtravet regionen fra gård til gård og fra egn til egn for at undersøge, hvem der var dansk- og tysksindede, havde han slået sin famøse »Clausen-linje«.

Den var omstridt, bl.a. fordi den gik syd om Tønder og Højer, hvor der var et tysk flertal. Og H.V. Clausen lod linjen stoppe vest for Flensborg – områdets største og vigtigste havne- og handelsby, hvor der var en klar overvægt af tysksindede.

Én bevægelse krævede, at de dansksindede områder af Nordslesvig skulle stemmes hjem til Danmark ud fra Clausen-linjen, men nord om Flensborg. En anden bevægelse ville – selv efter valget – have Flensborg med i den danske blok. Og en tredje, radikal bevægelse krævede ligefrem grænsen trukket langs Slien og Dannevirke, for det var jo gammelt dansk område.

Den idé var franskmændene med på, da de til forskel fra briterne og amerikanerne ønskede en ultimativ ydmygelse af Tyskland. Men da selv den danske regering så det som en utilladelig aggression mod Tyskland, endte det med de to blokafstemninger omtrent langs Clausen-linjen – og nord om Flensborg.

»I 100 år var vi slesvigere. Vi vil vedblive at være slesvigere, derfor stemmer vi tysk,« lyder den højstemte appel. Ill: Europa Universität Flensburg

»I 100 år var vi slesvigere. Vi vil vedblive at være slesvigere, derfor stemmer vi tysk,« lyder den højstemte appel. Ill: Europa Universität Flensburg

I månederne op til valgene blev der trykt flere hundredtusinder valgplakater.

»Når det drejer sig om identitet og nationale tilhørsforhold, gælder alle kneb,« mener Uwe Danker.

Han er historieprofessor ved Flensborgs Europa-Universitetet, hvor han viser os en perlerække af nationalromantiske valgplakater med lurblæsende vikinger og slogans som »Mor! Stem dansk – Tænk paa mig«.

»Mange budskaber handler mere om det, man ikke vil være, end det, man selv ønsker at være. Men især fra dansk side handler det også om pragmatiske argumenter: Vælg dog et land, der har korn og flæsk, frem for et krigstræt land med udsigt til store krigsskadeerstatninger.«

Valgkampen gjorde sin virkning. Den stormfulde 10. februar 1920 bølgede gader og stræder i hele Nordslesvig af både Dannebrog og det blåhvid-røde slesvig-holstenske flag. Det endte med en sikker dansk sejr: Knap 75 procent stemte for, at Nordslesvig skulle »hjem til Danmark«. I Sydslesvig blev udfaldet en måneds tid senere endnu mere overbevisende – i tysk favør.

»Spørgsmålet splittede i nogle tilfælde familier og venner,« konstaterer Uwe Danker.

»Men at grænsen har holdt i 100 år, er i sig selv et tegn på, at man fandt en fornuftig løsning.«

Jubelfortælling

Den succes betoner de to mindretal hellere end gerne. Og at deres samarbejde gælder som forbillede i hele Europa.

Den er god nok, mener Jørgen Kühl, der er professor i mindretalsspørgsmål ved universitet i Flensborg.

»Men det symbiotiske samliv er først opstået inden for de sidste par årtier,« siger han og tegner et billede af en europæisk grænseregion, hvor stadig flere arbejder, bor og gifter sig på tværs af grænsen.

»Vi taler den dansk-tyske grænseløsning op for hvert jubilæum, vi fejrer. Man projicerer det nuværende, konfliktfri samliv her i grænselandet 100 år tilbage, som om man i 1920 fandt en trylleformular, der én gang for alle løste alle hårdknuder. Det var ikke tilfældet, og med lidt mindre held kunne det være gået anderledes.«

Det gælder især Anden Verdenskrig og de følgende år, der var præget dyb mistro til Tyskland – og af titusindvis af flygtninges og interneredes grumme skæbner i lejre som Oksbøllejren og Frøslevlejren.

I den tid var der titusinder, der ønskede at tilslutte sig Danmark. I efterkrigsårene toppede det danske mindretals organisation, Sydslesvigsk Forening, da også med næsten 70.000 medlemmer. I dag er tallet ca. 16.000, mens et omstridt bud på antallet af sindelagsdanskere ligger på ca. 50.000.

»Man kan sige, at det dansk-tyske forhold blev velsignet af Den Kolde Krig,« mener Jørgen Kühl.

»Uden den havde vi ikke haft den vesttyske bestræbelse på at komme med i NATO. Det blev katalysatoren for, at Konrad Adenauer og Vesttyskland satte spørgsmålet om mindretallene på dagsordenen – og dermed at Bonn-København-erklæringerne opstod i 1955.«

Synlig grænse

Det blev en milepæl for samarbejdet. Erklæringerne fastlagde bl.a. mindretallenes beskyttelse mod diskriminering, de gav mindretallene ret til frit at bekende nationalitet, og de fastlagde, at danskerpartiet SSW kun har en spærregrænse på to procent ved valg i Slesvig-Holsten.

Alligevel var der en mærkbar dansk skepsis i endnu en generation, mener Jørgen Kühl.

»Da Region Sønderjylland/Slesvig blev grundlagt i 1990’erne var der flere tusind, der demonstrerede imod projektet – og for en synlig grænse.«

Selv i Information rasede Sønderjyllandskomiteen bag protesterne mod, at avisen i deres øjne mudrede nationalfølelse og EU-modstand sammen med nationalisme og ligefrem racisme – og at »den bedrevidende Georg Metz« ikke fattede, at EU’s mål var at »nedbryde nationalstaterne og erstatte nationernes Europa med regionernes Europa«.

Jørgen Kühl kan ikke dy sig for at joke med, at Sønderjyllandskomiteen i dag ville glæde sig over grænsekontrollen og vildsvinehegnet.

Det ville de i så fald være ret alene om. Med den entydige symbolik er det stadig det helt store samtaleemne i grænseregionen, hvor langt de fleste ser både svinehegnet og grænsekontrollen som ærgerlige anslag mod de to regioners sammensmeltning. Til fortvivlelse blandt pressefolk i både mindretals- og handelsforeningerne er hegnet da også stadig den åbenlyse konflikthistorie, som de fleste europæiske medier hopper på frem for de positive kultur- og erhvervshistorier på tværs af grænsen, som de hellere vil sprede.

En vis ’religiøsitet’

Trods grænsedebatten ser situationen i dag ud til at have fundet sit foreløbige leje i historiens gang. I hvert fald lige indtil Dansk Folkepartis Martin Henriksen indledte jubilæumsåret 2020 med et frejdigt budskab på Facebook:

»Jeg håber, at Sydslesvig også en dag kommer hjem til Danmark«.

Wow. Men Søren Krarup har i 2006 og Søren Espersen i 2017 faktisk sagt nogenlunde det samme: At det nærmest er udansk ikke at håbe på, at kongeriget atter en dag vil gå til Dannevirke.

En lurblæser markerer ved Ejderen, hvor gænsen bør gå. Ill: Europa Universität Flensburg

En lurblæser markerer ved Ejderen, hvor gænsen bør gå. Ill: Europa Universität Flensburg

I grænseregionen udløser den slags udsagn hovedrysten og dybe suk – ikke mindst fordi en ny grænseforskydning ville få den komplet absurde konsekvens, at knap en halv million tysksindede sydslesvigere så ville være mindretalsbefolkningen over for de ca. 50.000 dansksindede.

Alligevel pirker det ved spørgsmålet: Hvis man kun inderligt og i hjertet længes hjem til Danmark, som f.eks. generalsekretæren i Sydslesvigsk Forening, Jens A. Christiansen, har formuleret det – hvor mange generationer vil det så vare, før danskheden i hjertet blegner?

I modsætning til danske mindretal i Argentina eller i USA ser han mindretallet i Sydslesvig som »et spillevende fællesskab«. Men det kræver også en vis »religiøsitet«, medgiver Jens A. Christiansen foran vores gruppe ved Dannevirke, mens han vifter med citationstegn i luften.

»Man skal bekende sig til at være del af mindretallet. Man skal ville den anden uden at opgive sig selv.«

Op til 1920 flyttede hans forældre fra Padborg til Flensborg for at være med til »at stemme Flensborg hjem til Danmark«. Det mislykkedes, og hans far måtte senere gøre tjeneste i den tyske værnemagt. Han overlevede kun med nød og næppe krigen og det følgende krigsfangenskab. Jens A. Christiansen er derfor opdraget til, at man skal træffe et valg: Er man dansk, eller er man tysk?

Lukningstruet

Vi lader Dannevirke bag os og kører til et dansk ikon i byen Slesvig, A.P. Møller Skolen fra 2008. Skolens pompøse foyer fungerer lejlighedsvis som koncertsal med sine blærede Olafur Eliasson-lysinstallationer i loftet, og det er svært ikke at drømme sig til at være mindretalsdansk familie netop her.

Jørgen Kühl, der ud over sit professorat også er rektor på gymnasiet, ser her de fleste unge som »bindestregsdanskere«, og han taler hellere om identifikation end om identitet, fordi der er situationer, hvor de føler sig danske, og situationer, hvor de føler sig tyske.

Den 18-årige »elevambassadør« Signe Andersen er mere direkte.

»I mine forældres generation er opfattelsen af danskhed i hvert fald en anden end vores. Det er mere nationalistisk med dronningen og Dannebrog og den slags. Det er meget traditionelt. De ser måske ikke rigtig, at Danmark også flytter sig,« siger hun.

»Derfor er der i min generation nok mere forvirring omkring, hvad det er at være et mindretal – de unge står jo også ved den tyske del af deres identitet.«

På motorvejen, hvor vi kører forbi påfaldende mange svinetransporter på vej mod den billigere arbejdskraft i Tyskland, giver Gitte Hougaard-Werner sit syn på sagen. Hun er ikke bare forkvinde i Sydslesvigsk Forening, men også skoleleder på Vestermølle Danske Skole i Westermühlen. Den er lukningstruet på grund af en sparerunde, og Gitte Hougaard-Werner er bange for, at hvis det sker, så forsvinder mindretallet i området lige så stille.

Det rører ved et omstridt spørgsmål: Vil Danmark fortsat bruge penge på at undgå, at dansksindede bliver for tyske her 100 år efter valgene i 1920? Og hvis ja: Hvor længe?

Det spørgsmål rejses jævnligt i debatten om de 480 millioner kroner, som den danske stat årligt støtter det danske mindretal med – et beløb, som hovedsageligt går til mindretallets ca. 43 skoler og 57 daginstitutioner. Kritikere mener ligefrem, at mindretallet på den måde holdes kunstigt i live af privilegier og støtte.

Den kritik ser Gitte Hougaard-Werner roligt på.

»I sidste ende er det jo altid også et historisk spørgsmål,« siger hun.

»Et spørgsmål, om vi vil opgive at have et dansk sprog- og kulturområde helt ned til Ejderen.«

Tysk eller dansk?

Det er der åbenlyst politisk opbakning til i dag. Men i toget fra Flensborg hjem mod Berlin nager spørgsmålene i mig.

For et uhyre blodigt og nationalistisk 20. århundrede med et aggressivt Tyskland er det ikke svært at forstå den danske jubel over, at »en røvet Datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage«, som det hed i Pontoppidans digt.

Men i dag, 100 år senere og med 75 års afstand til Anden Verdenskrig forstår jeg ikke altid de danske følelser, som driver mindretallet.

Betyder det, at jeg er rodløs eller naivt europæisk, når jeg godt nok selv føler mig dansk, men samtidig sætter spørgsmålstegn ved mindretallets fremtid om yderligere 50 eller 100 år – eller omvendt ikke sætter spørgsmålstegn ved mine døtres nationalitet, så længe vi alle har et EU-pas?

I Berlin går jeg op igennem vores opgang, hvor der bor fire forskellige nationaliteter og en sudetertysker, der blev fordrevet mod vest i efterkrigstiden. Dagen derpå skal mine to døtre afsted i skole – en tysk-skandinavisk privatskole, hvor de lærer både tysk og dansk og passivt får norsk og svensk gratis med indenbords. Over morgenmaden kan jeg ikke lade være med at spørge min ældste på ti, om hun føler sig mest tysk eller dansk.

»Jeg er begge dele, for vi taler jo begge sprog,« siger hun spontant.

»Men egentlig er jeg vel fra Berlin. Oder, Papa?«

Information var inviteret til grænselandet med hotel og forplejning af Sydslesvigsk Forening og Bund Deutscher Nordschleswiger

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ole Kresten Finnemann Juhl

Rigtig god artikel, der let forståeligt og ret nuanceret beskriver situationen for mindretallene i dagens Nordslesvig/Sønderjylland på baggrund af godt og vel 100 års stridigheder og forsoning.
For undertegnede med en dansksindet far, der var 11 å i 1920, er artiklen nuanceret læsning.

David Zennaro, Peter Beck-Lauritzen, Karsten Lundsby, ingemaje lange, Kim Folke Knudsen, Christian Skoubye, Karsten Aaen og Jens Christian Olesen anbefalede denne kommentar

Men Sonne - danser dine børn om juletræet, tror de på nisser eller står der et Dannebrog på spisebordet, når der er fødselsdag...?

Så er de allerede vokset op med nogle markører, som kommer til at definere dem temmelig meget.

Jeg kom til at tænke på en snak med Peer Steinbrück, SPDs gamle Kanslerkandidat, som var halvt dansk. Han blev spurgt, om der var nogle punkter, hvor han var mere dansk end tysk . og hans svar var ....humoren. Når han kunne se Monty Python, Fawlty Towers eller den slags, så var han færdig. Så hylede han af grin, mens hans tyske venner kiggede uforstående på ham...

Bjarne Bisgaard Jensen, Karsten Lundsby, Birte Pedersen, Christian Skoubye, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Frankrig ønskede efter 1. verdenskrig, The Great War, at ydmyge tyskerne grundigt, dels fordi de kunne :( , dels fordi de altid var et fjendskab mellem Frankrig og Tyskland :( , dels fordi Frankrig ønskede Alsace-Lorraine tilbage til Frankrig! som de selv havde hugget engang i 1300-tallet, og 1700-tallet osv. mm. og mv.

Og derfor ligger EU-parlamentet i dag, hvor der ligger, i Strasbourg! hvor man altid har har talt tysk, fransk og det lokale sprog, sächsisch! - som et symbol på udsoningen mellem Frankrig og Tyskland, efter 2.verdenskrig, hvor bl.a. USA mm. pressede på for at Europa skulle blive eet; landene i Europa ville dermed ikke gå i krig med hinanden igen, men tale med hinanden, når magten skulle ændres. Og det lykkedes faktisk - i 75 år har Tyskland og Frankrig ikke været i krig med hinanden, England har heller ikke været i krig med hverken Tyskland, Spanien, Portugal, Holland, Frankrig, eller Danmark! Til gengæld har England/GB/UK meldt sig helt ud af EU! (forstå det hvem der kan!)

Karsten Lundsby, René Arestrup, Kim Folke Knudsen, Rolf Andersen, Christian Skoubye og Carsten Munk anbefalede denne kommentar

Ift. til det med at ønske Sydslesvig tilbage, fordi det er gammelt dansk land, så er det en myte! Slesvig og Holsten var hertugdømmer, som den danske konge fik engang i 1300-tallet, som led i en eller anden afslutning af en eller anden krig; og det fungerede fint, indtil nationalismen kom i 1800-tallet, og 1850'erne, og mente, at enten var tysker, eller dansker!

Mere interessant er det faktisk, at Bismarck, den tyske kansler, allerede i 1862-1864, og igen i 1865-1866, foreslog en grænsedragning sådan cirka lige præcis, hvor den dansk-tyske grænse går i dag!

Men tilbage til det med det gamle danske land: det er noget vrøvl og noget ævl: Skulle den danske stat så også kræve Lauenborg, Skåne, Halland og Blekinge, og store dele af England tilbage! Bare fordi vi engang regerede der! Nej, grænsen ligger, hvor den ligger, og der bliver den liggende - altid!

Peter Beck-Lauritzen, Kim Folke Knudsen, Rolf Andersen, Gert Romme og Jørgen Greve anbefalede denne kommentar

niels,
når min tyske svoger ser Monty Python og Mr. Bean, hyler han også (og krummer sig faktisk sammen) af grin ;-)

Erik - jeg vil næsten vædde på, at din svoger kommer fra Nordtyskland...Sådan NDRs dækningsområde.

Erik - i øvrigt så min søns (9.) klasse for nylig blinkende lygter. Da Sofie Gråbøl vil puste æg er skandinaverne færdige - tyskerne kan ikke se komikken.

Sören Tolsgaard

Karsten Aaen: Din argumentation, 'Slesvig og Holsten var hertugdømmer, som den danske konge fik engang i 1300-tallet, som led i en eller anden afslutning af en eller anden krig', kan vanskeligt tages alvorligt.

Check evt. 'Dannevirke' for uddybning af, hvor Danmarks grænse lå flere hundrede år før dit arbitrære udgangspunkt. 'Hertugdømmet Slesvig' fik gradvis sin status i kraft af adelens forbindelser til Tyskland, hvilket langt fra 'fungerede fint', men har givet anledning til endeløs strid med den danske kongemagt, længe før den romantiske nationalisme satte fokus på grænselandet.

https://da.wikipedia.org/wiki/Dannevirke
https://da.wikipedia.org/wiki/Hertugd%C3%B8mmet_Slesvig

I 1800-tallet fremspirende tanker om, at kultur og sprog er bærende elementer i borgernes tilhørsforhold, har gjort sig gældende lige siden, og flertallet i Slesvig talte og følte sig stadig dansk, uanset adelens germanisering. Bismarcks forslag var i en vis forstand storsindet, idet Danmark hurtigt kunne løbes over ende, men afspejlede ikke de kulturelle forhold. Efter 1864 gjorde tyske myndigheder en ihærdig indsats for at germanisere Slesvig i skoler og andre institutioner, samt gennem statsstøttet indvandring af Tyskere. Derfor fik Danmark kun ca. halvdelen af Slesvig tilbage ved folkeafstemningen i 1920.

Holsten og Lauenborg har derimod aldrig været dansk i kulturel forstand, men hører kulturelt sammen med Tyskland. Men Skånelandene var en fuldt integreret del af Danmark i mange hunderede år, som i 1600-tallet blev påtvunget svensk identitet med tvang. Der ligger stadig noget og ulmer, og om Skåne skulle ønske en ændret status, må det naturligvis tages alvorligt. Grænserne ligger ikke mere fast, end befolkningerne ønsker.

https://www.bt.dk/nyheder/skaaninger-vi-vil-hjem-til-danmark
https://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/skaane-lidt-taettere-paa-danmark...

Per Torbensen, Peter Beck-Lauritzen, John Larsen, Henrik Andersen, Christian Skoubye, Peter Fenger Lund, Flemming Olsen og Jan Damskier anbefalede denne kommentar

God artikel.

Hvis man vil have historie og analyse med et lidt længere/videre perspektiv end dagens aviser kan jeg varmt anbefale fra Århus Universitetsforlag, let læste, kan købes eller lånes:

Hertugdømmet 1232, Carsten Porskrog Rasmussen, museumsinspektør ved Museum Sønderjylland,
følger landsdelens historie og vigtige politiske begivenheder i næsten 600 år

Genforeningen 1920.Hans Schultz Hansen, forskningsleder ved Rigsarkivet,
søger grænser og samhørighed i sin skildring af fortidens konflikter og nutidens fredelige forhold i det dansk-tyske grænseland.

Karsten Lundsby, Kim Folke Knudsen og ingemaje lange anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

Et særligt kapitel i historien om, hvor grænsen skulle ligge er ligeså perioden 1945-1950.

Danske kredse omkring Statsminister Knud Kristensen (Venstre) ønskede grænsen flyttet ned til Ejderen, men den engelske besættelsesadministration sagde nej det går ikke. På det tidspunkt var der en meget stor ophobning af flygtninge fra de tyske områder Øst for Oder, Ostpreussen, Pommern, Schlesien, Brandenburg Neumarkt, som havde søgt ly i Slesvig Holsten. Landområdet var forskånet for de omfattende ødelæggelser. I byerne var billedet meget forskelligt afhængig om byerne var udpeget til RAF´s arealbombardementer. Neumünster og Kiel var fuldstændig smadret, medens Flensborg trods de tyske flådebase i Mürwick kom forholdsmæssigt uskadt gennem krigens luftangreb.

Der er en del af historien, som virker ubelyst i Danmark. Nemlig kapløbet om at nå Danmark i april og maj dagene 1945 mellem Sovjetunionen og Vestmagterne USA, England. Den 21.Armégruppe under Sir Bernhard Montgomery stolede ikke på, at russerne ville stoppe deres offensiv ved de aftalte zonegrænser fra Jalta Konferencen. Englænderne frygtede et russisk lynangreb op igennem Slesvig Holsten med henblik på, at den røde hær befriede/besatte Danmark. Der var bekymring for at russiske flådefartøjer kunne finde på at indlede en befrielsesaktion af Sjælland og sikre sig København.

Hvad der var sket derefter - ja det får vi aldrig at vide ?.

Russerne vidste udmærket at en del af den danske modstandsbevægelse havde tætte forbindelser til DKP.

21. Armegruppe brød derfor sidst i april 1945 op fra deres stillinger nord for Bremen og i den sydlige ende af Lüneburg Heide for at støde frem til Elben. Hamburg blev erklæret for åben by og overgivet til briterne den 3 Maj 1945. De engelske pansertropper blev sekunderet af det stedlige tyske politi i Hamborg for at sikre at briterne ikke for vild i Hamborgs ruiner. Englændernes mål var erobringen af Wismar, Lübeck, og Kiel for derved at anbringe en panserkile, som forhindrede den røde hær i at rykke frem fra det senere Østtyskland. Aktionen lykkes i største hast. Den 4 maj om aftenen indtraf en britisk fortrop på Kiels Rådhus, hvor alt var kaos i byen. Der var fanatiske mindre tyske enheder af SS og flådens personale, som forsøgte at sætte et improviseret forsvar op mod briterne, men det lykkedes at afslutte erobringen af den ødelagte by og den vigtige tyske flådebase.

Da den tyske kapitulation nåede Danmark om aftenen den 4 Maj 1945 brød jublen ud.

Det må noteres, at den tyske hær, flåde og Luftwaffe i Danmark kapitulerede til 21. Armegruppe og ikke til de danske myndigheder. Det fremgik af kapitulationsbetingelserne. Jeg er overbevist om, at briterne ville sikre sig fuldstændig kontrol over alle de tyske våben i Danmark, og at de blev afleveret til allierede tropper med henblik på opbevaring og senere destruktion. Jeg antager, at briterne har været bekymret for, at der kunne bryde anarki ud i Danmark og at det var af yderste vigtighed, at de tyske våben ikke faldt i den kommunistiske del af den danske modstandsbevægelses hænder.

Briterne havde erfaringer fra Grækenland, hvor de nedkæmpede den kommunistiske del af den græske modstandsbevægelse i en blodig kort krig mellem 1944-1945. Nedkæmpelsen af den kommunistiske del af den græske modstandsbevægelse skete efter aftale mellem Winston Churchill og Josef Stalin, hvor de delte de østeeuropæiske lande i en sovjetisk og britisk interessesfære, herunder at Grækenland blev britisk interesseområde.

På Luftwaffes flyveplads ved Aalborg satte briterne hangarene og våbendepoterne under bevogtning af Luftwaffes egne enheder under engelsk overkommando. De tyske tropper under engelsk overkommando på flyvepladsen blev i Danmark mange måneder efter krigens afslutning.

Jeg håber, at historikerne i alle de implicerede lande en gang belyser, hvad der egentligt skete i maj dagene i 1945, og om der er beviser for, at russerne planlagde et fremstød ind i Danmark via Sønderjylland.

Knud Kristensen (Venstre) 1880-1962 Kilde danmarkshistorien.dk:
https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/knud-krist...

Jeg vedlægger her et klip fra YOU TUBE, som omhandler det britiske fremstød og besættelse af Kiel i Maj 1945.

https://www.youtube.com/watch?v=IM3Uc2I-SUQ

Samt en tysk historisk redegørelse for Hamburgs kapitulation den 3 maj 1945:
http://www.hamburgsstundenull.de/Archive/26#der-2-mai-1945

Bent Jensen, Peter Beck-Lauritzen og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar

"Erik - jeg vil næsten vædde på, at din svoger kommer fra Nordtyskland...Sådan NDRs dækningsområde."

niels,
jeg har først set din kommentar nu. Nej, han kommer fra Frankfurt am Main-området, men har længe boet i Sydtyskland. ;-)