Det kan godt være, du tror, din verden er virkelig. Men det er den slet ikke

Kig dig omkring. Måske ser du et træ uden blade, måske ser du en bil, der ræser forbi i høj fart, eller måske ser du en kop med halvlunken kaffe på bordet foran dig. Måske kan du endda dufte kaffen og høre bilens hårdtarbejdende udstødning. Det hele føles ret virkeligt og ægte, ikke?

Men det du ser, dufter og hører, er ikke virkeligt. Det er blot en forsimplet og reduceret udgave af virkeligheden, som den rent faktisk er. Det påstår Donald D. Hoffman, der er professor i kognitiv videnskab på University of California, med sin teori om en dybere virkelighed, usynlig for det menneskelige øje. En teori, han også præsenterer i sin bog The Case Against Reality – How evolution hid the truth from our eyes fra 2019.

Donald D. Hoffman: ’The Case Against Reality – How evolution hid the truth from our eyes’. 272 sider. 20,29 dollar. W. W. Norton & Company

De fleste kender også til optiske illusioner, men det jeg fremfører her, går langt videre end at sige, at vores syn kan snyde os ved at fortolke formen på et bord, en afstand eller en farve lidt forkert,« forklarer Donald D. Hoffman over telefon fra sit kontor på universitet i Irvine i Californien.

Evolutionen har skjult realiteterne

Fra et evolutionært perspektiv giver det umiddelbart god mening, at vores sanser skulle være gode til at aflæse virkeligheden. Jo hurtigere og bedre, du er til at aflæse potentielt farlige situationer, des bedre vil dine overlevelseschancer være. Forfølger man den tankerække om naturlig selektion, skulle vi altså forestille at være efterkommere af dem, der ser verden allermest akkurat, som den er.

Den hypotese har Donald D. Hoffman testet gennem matematiske fremskrivninger og ved hjælp af principper fra spilteori. Han har gennemført over 100.000 simulationer med virtuelle verdener og virtuelle væsner, som er blevet udrustet med evnen til enten at se objektiv virkelighed eller en forsimplet, letlæselig udgave af virkeligheden.

»Vi har påvist matematisk, at naturlig selektion faktisk aldrig favoriserer dem, der ser en objektiv virkelighed, den gør derimod præcis det modsatte. Studierne viser, at den naturlige selektion i stedet favoriserer dem, hvis sanser er tilpasset til at se verden som en form for brugergrænseflade, som vi kender det fra vores computere, hvor sandheden er reduceret til ikoner, så du lettere kan gøre det, du skal gøre for at overleve og reproducere,« siger han.

Derfor skal vi ikke tage vores sanseindtryk bogstaveligt, men stadig seriøst. Donald D. Hoffman foreslår altså ikke, at en bil i høj fart eller en slange i græsset er uvirkelige og ufarlige, men han insisterer på, at de to objekter ikke besidder nogle objektive egenskaber – de er symboler, mennesket har udviklet gennem evolutionen til let at kunne fortolke dem som noget farligt.

Når chancerne for at overleve er større, når vi bliver præsenteret for en forsimplet udgave af verden omkring os, skyldes det ifølge Donald D. Hoffman, at det ikke er en gratis omgang for energikontoen at opfatte og fortolke det, vi ser.

»Fra et evolutionsperspektiv er hver eneste kalorie, du bruger på at se og afkode verden omkring dig, en kalorie, du er nødt til at jage, dræbe, tilberede og spise for at få dækket, så der er et pres for at gøre ting så kaloriebilligt og smart som muligt. Det er derfor, vi ser den her fordummede brugergrænseflade, som er meget nemmere at arbejde med.«

At det, vi ser ikke skulle være virkeligt, og at vi er i verden omgivet af en objektiv virkelighed, der er usynlig for os, kan være svært at begribe og endda skræmmende. Det ved Donald D. Hoffman godt.

»Det er meget emotionelt for os. Hver gang nogen sætter spørgsmålstegn ved vores sanseindtryk og vores fortolkninger af de sanseindtryk, rammer det en kerne af frygt i os. Det har vi kunnet se igennem hele menneskehedens historie,« siger han og nævner Nicolaus Kopernikus’ opgør med opfattelsen af Jorden som værende universets centrum.

»Erkendelsen af, at vores sanser har bildt os ind, at Jorden er universets midtpunkt, er én ting. Jeg siger, at vores sanser lyver for os om både rum og tid. Jeg siger, at rum og tid intet har at gøre med den objektive virkelighed, men er en ramme om vores sansning. Det er meget svært for os.«

Når vi først erkender, at det, vi betragter som objektivt virkeligt, i virkeligheden er subjektive fortolkninger af vores sanseindtryk, er næste skridt at erkende, at verden omkring os måske tager sig forskelligt ud fra person til person.

»Der er endnu ikke en eneste videnskabelig teori, der kan forklare, hvordan smagen af mynte kan opstå fra neural aktivitet, men hvis vi taler om smagen af mynte eller følelsen af hovedpine, så har vi en forståelse af, at vi taler om de samme oplevelser.«

Rumtiden er dødsdømt

Donald D. Hoffman observerer en stigende nysgerrighed blandt sine naturvidenskabelige kolleger efter at finde af ud, hvad der ligger bag eller under de store teorier, vores verdenssyn baserer sig på.

»Evolution ved naturlig selektion, kvantefeltteori og relativitetsteori er nogle af videnskabens store søjler, men de eksisterer alle sammen inden for rammen af tid og rum, og flere og flere fysikere peger på, at der må findes større systemer end rumtiden. De siger, at rumtiden er dødsdømt.«

Rumtid er den forståelsesramme, der beskriver forholdet mellem rummets tre dimensioner og tiden som en fjerde dimension, og Donald D. Hofmann mener netop, at det, for at man kan forestille sig en objektiv virkelighed uden for menneskets sanselige erkendelse, kræver et opgør med rumtiden. Derfor opfordrer han til en videnskabelig afsøgning af, hvad virkeligheden i virkeligheden er.

»Rumtid har været fundamentet for fysikken i tre eller fire århundreder, men det er slut nu. Det er tid for videnskaben til at komme videre og finde en dybere teori, så det er faktisk en virkelig spændende tid for fysikere og for mig som kognitiv hjerneforsker, og jeg er begejstret over at være en del af den revolution.

Jeg siger absolut ikke, at alle fysikere uden videre vil acceptere min teori om, at den dybere virkelighed er en matematisk model for menneskelig bevidsthed. De siger bare, at rumtid er dødsdømt, og at de ikke ved, hvad der findes bag eller under rumtiden,« siger Donald D. Hoffman.

— Den matematik, du læner dig op ad for at formulere din teori, eksisterer jo også i en ramme af rumtid. Hvordan kan den så bruges til at sige noget om, hvad der muligvis ligger bag eller under rumtiden?

»Det her behøver ikke at stoppe os fra at lave videnskab med de redskaber, vi har ved hånden. En dybere teori vil være nødt til at kunne indeholde de videnskabelige teorier, vores verdenssyn baserer sig på. Vores idé om verden som værende virkelig er også blot en teori, som jeg mener er fejlagtig. For mig at se, er det ikke vanskeligere for videnskaben at tackle en dybere virkelighed uden for tid og rum, end det har været at tackle alt muligt andet, som videnskaben har skullet tackle.«

Virtuelle virkeligheder

Når Donald D. Hoffman præsenterer sin teori, støder han ofte ind i en formodning om, at der er grænser for, hvad mennesket kan opnå forståelse af.

»Vi forventer ikke, at aber forstår kvantefeltteori, og det er meget muligt, at homo sapiens ikke har de nødvendige koncepter for at forstå en virkelighed, der er dybere end rum og tid. Men jeg vil ikke give op på forhånd. Jeg synes, vi bør give det et chance, og jeg tror, at der er en god mulighed for, at vi måske kan komme på noget.«

Donald D. Hoffman lyder sikker i sin sag, når han præsenterer sin teori. Men hvordan kan han være så sikker på eksistensen af en objektiv virkelighed, han selv påstår, vi ikke kan se?

»Jeg er ikke sikker, og jeg siger heller ikke, at jeg har ret i min teori. Vi kan aldrig bevise, at en videnskabelig teori er korrekt. Men vi kan teste den igen og igen og rette den til, hvis den fejler.«

Når det kommer til forståelsen for muligheden for en dybere virkelighed, sætter Donald D. Hoffman sin lid til ungdommen. For ideen om alternative virkeligheder er slet ikke så fremmed for dem.

»Vi har allerede adgang til virtual reality, som er ganske overbevisende, og vi nærmer os det punkt, hvor det næsten er lige så medrivende og overbevisende som det, vi opfatter som virkeligheden. For den nye generation af unge, som formentlig kommer til at bruge en del tid i virtual reality-universer af virkelig høj kvalitet, kommer det uundgåeligt til – når de tager headsettet af og kigger sig omkring – at rejse spørgsmålet om, hvorvidt det, de kalder virkelighed, faktisk også er en form for virtual reality,« siger han.

Og ja, det er det faktisk, siger Donald D. Hoffman.

»Vi har altid et headset på, som viser os en alternativ virkelighed, vi har bare ikke indset det endnu. Vi ser ikke en objektiv virkelighed, vi ser en meget overbevisende virtuel virkelighed, som vi har brug for at se for at holde os i live, men ikke den dybe virkelighed, som den er.«