Interview
Læsetid: 7 min.

Det kan godt være, du tror, din verden er virkelig. Men det er den slet ikke

Den virkelighed, vi oplever, er kun en forsimplet udgave af virkeligheden, som den rent faktisk er. Det mener psykolog og hjerneforsker Donald D. Hoffman. For at kunne se virkeligheden, som den er, kræver det et naturvidenskabeligt opgør med forståelsen af vores verden som udgjort af tid og rum
Dette er ikke en pibe, skrev Magritte på sit ikoniske maleri fra 1929. Det er et billede af en pibe. På samme måde er den virkelighed, vi sanser, ikke virkeligheden, men kun vores oplevelse af den, siger hjerneforskeren Donald Hoffman.

Dette er ikke en pibe, skrev Magritte på sit ikoniske maleri fra 1929. Det er et billede af en pibe. På samme måde er den virkelighed, vi sanser, ikke virkeligheden, men kun vores oplevelse af den, siger hjerneforskeren Donald Hoffman.

Album / Fine Art Images

Moderne Tider
15. februar 2020

Kig dig omkring. Måske ser du et træ uden blade, måske ser du en bil, der ræser forbi i høj fart, eller måske ser du en kop med halvlunken kaffe på bordet foran dig. Måske kan du endda dufte kaffen og høre bilens hårdtarbejdende udstødning. Det hele føles ret virkeligt og ægte, ikke?

Men det du ser, dufter og hører, er ikke virkeligt. Det er blot en forsimplet og reduceret udgave af virkeligheden, som den rent faktisk er. Det påstår Donald D. Hoffman, der er professor i kognitiv videnskab på University of California, med sin teori om en dybere virkelighed, usynlig for det menneskelige øje. En teori, han også præsenterer i sin bog The Case Against Reality – How evolution hid the truth from our eyes fra 2019.

Donald D. Hoffman: ’The Case Against Reality – How evolution hid the truth from our eyes’. 272 sider. 20,29 dollar. W. W. Norton & Company

»De fleste af os tror, at vi ser virkeligheden nogenlunde, som den er og som udgjort af tid, rum og fysiske objekter. Vi tror ikke nødvendigvis, at vi ser hele virkeligheden, men vi antager, at det vi ser, er en sand gengivelse af det, der virkelig eksisterer.

De fleste kender også til optiske illusioner, men det jeg fremfører her, går langt videre end at sige, at vores syn kan snyde os ved at fortolke formen på et bord, en afstand eller en farve lidt forkert,« forklarer Donald D. Hoffman over telefon fra sit kontor på universitet i Irvine i Californien.

Evolutionen har skjult realiteterne

Fra et evolutionært perspektiv giver det umiddelbart god mening, at vores sanser skulle være gode til at aflæse virkeligheden. Jo hurtigere og bedre, du er til at aflæse potentielt farlige situationer, des bedre vil dine overlevelseschancer være. Forfølger man den tankerække om naturlig selektion, skulle vi altså forestille at være efterkommere af dem, der ser verden allermest akkurat, som den er.

Den hypotese har Donald D. Hoffman testet gennem matematiske fremskrivninger og ved hjælp af principper fra spilteori. Han har gennemført over 100.000 simulationer med virtuelle verdener og virtuelle væsner, som er blevet udrustet med evnen til enten at se objektiv virkelighed eller en forsimplet, letlæselig udgave af virkeligheden.

»Vi har påvist matematisk, at naturlig selektion faktisk aldrig favoriserer dem, der ser en objektiv virkelighed, den gør derimod præcis det modsatte. Studierne viser, at den naturlige selektion i stedet favoriserer dem, hvis sanser er tilpasset til at se verden som en form for brugergrænseflade, som vi kender det fra vores computere, hvor sandheden er reduceret til ikoner, så du lettere kan gøre det, du skal gøre for at overleve og reproducere,« siger han.

Derfor skal vi ikke tage vores sanseindtryk bogstaveligt, men stadig seriøst. Donald D. Hoffman foreslår altså ikke, at en bil i høj fart eller en slange i græsset er uvirkelige og ufarlige, men han insisterer på, at de to objekter ikke besidder nogle objektive egenskaber – de er symboler, mennesket har udviklet gennem evolutionen til let at kunne fortolke dem som noget farligt.

Når chancerne for at overleve er større, når vi bliver præsenteret for en forsimplet udgave af verden omkring os, skyldes det ifølge Donald D. Hoffman, at det ikke er en gratis omgang for energikontoen at opfatte og fortolke det, vi ser.

»Fra et evolutionsperspektiv er hver eneste kalorie, du bruger på at se og afkode verden omkring dig, en kalorie, du er nødt til at jage, dræbe, tilberede og spise for at få dækket, så der er et pres for at gøre ting så kaloriebilligt og smart som muligt. Det er derfor, vi ser den her fordummede brugergrænseflade, som er meget nemmere at arbejde med.«

At det, vi ser ikke skulle være virkeligt, og at vi er i verden omgivet af en objektiv virkelighed, der er usynlig for os, kan være svært at begribe og endda skræmmende. Det ved Donald D. Hoffman godt.

»Det er meget emotionelt for os. Hver gang nogen sætter spørgsmålstegn ved vores sanseindtryk og vores fortolkninger af de sanseindtryk, rammer det en kerne af frygt i os. Det har vi kunnet se igennem hele menneskehedens historie,« siger han og nævner Nicolaus Kopernikus’ opgør med opfattelsen af Jorden som værende universets centrum.

»Erkendelsen af, at vores sanser har bildt os ind, at Jorden er universets midtpunkt, er én ting. Jeg siger, at vores sanser lyver for os om både rum og tid. Jeg siger, at rum og tid intet har at gøre med den objektive virkelighed, men er en ramme om vores sansning. Det er meget svært for os.«

Når vi først erkender, at det, vi betragter som objektivt virkeligt, i virkeligheden er subjektive fortolkninger af vores sanseindtryk, er næste skridt at erkende, at verden omkring os måske tager sig forskelligt ud fra person til person.

»Der er endnu ikke en eneste videnskabelig teori, der kan forklare, hvordan smagen af mynte kan opstå fra neural aktivitet, men hvis vi taler om smagen af mynte eller følelsen af hovedpine, så har vi en forståelse af, at vi taler om de samme oplevelser.«

Rumtiden er dødsdømt

Donald D. Hoffman observerer en stigende nysgerrighed blandt sine naturvidenskabelige kolleger efter at finde af ud, hvad der ligger bag eller under de store teorier, vores verdenssyn baserer sig på.

»Evolution ved naturlig selektion, kvantefeltteori og relativitetsteori er nogle af videnskabens store søjler, men de eksisterer alle sammen inden for rammen af tid og rum, og flere og flere fysikere peger på, at der må findes større systemer end rumtiden. De siger, at rumtiden er dødsdømt.«

Rumtid er den forståelsesramme, der beskriver forholdet mellem rummets tre dimensioner og tiden som en fjerde dimension, og Donald D. Hofmann mener netop, at det, for at man kan forestille sig en objektiv virkelighed uden for menneskets sanselige erkendelse, kræver et opgør med rumtiden. Derfor opfordrer han til en videnskabelig afsøgning af, hvad virkeligheden i virkeligheden er.

»Rumtid har været fundamentet for fysikken i tre eller fire århundreder, men det er slut nu. Det er tid for videnskaben til at komme videre og finde en dybere teori, så det er faktisk en virkelig spændende tid for fysikere og for mig som kognitiv hjerneforsker, og jeg er begejstret over at være en del af den revolution.

Jeg siger absolut ikke, at alle fysikere uden videre vil acceptere min teori om, at den dybere virkelighed er en matematisk model for menneskelig bevidsthed. De siger bare, at rumtid er dødsdømt, og at de ikke ved, hvad der findes bag eller under rumtiden,« siger Donald D. Hoffman.

— Den matematik, du læner dig op ad for at formulere din teori, eksisterer jo også i en ramme af rumtid. Hvordan kan den så bruges til at sige noget om, hvad der muligvis ligger bag eller under rumtiden?

»Det her behøver ikke at stoppe os fra at lave videnskab med de redskaber, vi har ved hånden. En dybere teori vil være nødt til at kunne indeholde de videnskabelige teorier, vores verdenssyn baserer sig på. Vores idé om verden som værende virkelig er også blot en teori, som jeg mener er fejlagtig. For mig at se, er det ikke vanskeligere for videnskaben at tackle en dybere virkelighed uden for tid og rum, end det har været at tackle alt muligt andet, som videnskaben har skullet tackle.«

Virtuelle virkeligheder

Når Donald D. Hoffman præsenterer sin teori, støder han ofte ind i en formodning om, at der er grænser for, hvad mennesket kan opnå forståelse af.

»Vi forventer ikke, at aber forstår kvantefeltteori, og det er meget muligt, at homo sapiens ikke har de nødvendige koncepter for at forstå en virkelighed, der er dybere end rum og tid. Men jeg vil ikke give op på forhånd. Jeg synes, vi bør give det et chance, og jeg tror, at der er en god mulighed for, at vi måske kan komme på noget.«

Donald D. Hoffman lyder sikker i sin sag, når han præsenterer sin teori. Men hvordan kan han være så sikker på eksistensen af en objektiv virkelighed, han selv påstår, vi ikke kan se?

»Jeg er ikke sikker, og jeg siger heller ikke, at jeg har ret i min teori. Vi kan aldrig bevise, at en videnskabelig teori er korrekt. Men vi kan teste den igen og igen og rette den til, hvis den fejler.«

Når det kommer til forståelsen for muligheden for en dybere virkelighed, sætter Donald D. Hoffman sin lid til ungdommen. For ideen om alternative virkeligheder er slet ikke så fremmed for dem.

»Vi har allerede adgang til virtual reality, som er ganske overbevisende, og vi nærmer os det punkt, hvor det næsten er lige så medrivende og overbevisende som det, vi opfatter som virkeligheden. For den nye generation af unge, som formentlig kommer til at bruge en del tid i virtual reality-universer af virkelig høj kvalitet, kommer det uundgåeligt til – når de tager headsettet af og kigger sig omkring – at rejse spørgsmålet om, hvorvidt det, de kalder virkelighed, faktisk også er en form for virtual reality,« siger han.

Og ja, det er det faktisk, siger Donald D. Hoffman.

»Vi har altid et headset på, som viser os en alternativ virkelighed, vi har bare ikke indset det endnu. Vi ser ikke en objektiv virkelighed, vi ser en meget overbevisende virtuel virkelighed, som vi har brug for at se for at holde os i live, men ikke den dybe virkelighed, som den er.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kurt Svennevig Christensen

Er det en anden og større forståelse af virkeligheden end den vi fik med Niels Bohrs københavnerfortolkning og komplimentaritetsprincippet for næsten 100 år siden?

Bent Gregersen, Mogens Holme og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Du har virkelighed og så har du fakta. Og uanset hvilken virkelighed du befinder dig i, så er fakta ens. Ingen forskel her. Der er omtrent 375.000 km til månen og 1+1 er 2, en banan ja det er altså en banan og så er der jo klimaforandringer, som er her uanset din virkelighedsopfattelse - En virkelighedsopfattelse, som er stærkt påvirket af det miljø du er opvokset i.

Randi Christiansen

Og så, jeppe lindholm, kan du befinde dig i en dimension, en 'virkelighed', hvor afstanden til månen, tilbagelægges i et spiltsekund eller dér, hvor du ikke kan afgrænse størrelsen '1', måske fordi den konstant fluktuerer og interagerer, eller fordi en banan er produktet af sine omgivelser, vil den ene banan adskille sig atomart fra den anden - også selvom der er så store fællesnævnere, at vi for nemheds skyld har en overordnet kategori kaldet 'banan'.

Dét, som kvantefysikken viser, er, at vi konstant interagerer med materien og det i et univers, hvis indre og ydre grænser og lovmæssigheder ikke er fuldt erkendte. I den situation er fordomsfri observation på sin plads. Især hvis man leder efter konstanter.

Bent Gregersen, Alvin Jensen, Allan S. K. Frederiksen, Bjarne Bisgaard Jensen, René Arestrup, Ole Frank, Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Aristoteles var på banen for 2400 år siden med sine skygger (projektioner) på væggen.

Sören Tolsgaard

Mon ikke det er PLATONs hulelignelse, du tænker på?

https://da.wikipedia.org/wiki/Hulelignelsen

Juan Krebber, Torben K L Jensen og Anders Reinholdt anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Var lidt i tvivl - Platon er det så tak for det - det jeg ville sige var at ideen er ældgammel.

Randi Christiansen

Fandt dette om kant i en artikel om tre kvindelige bevidsthedsfilosoffer i videnskab.dk

"For eksempel hævdede Immanuel Kant, at vi opfatter ting i rum og tid, men at ting i sig selv måske ikke er rummelige eller tidsbestemte." Det er jo også et synspunkt vedr konstanter

https://videnskab.dk/kultur-samfund/tre-kvindelige-bevidsthedsfilosoffer...

Juan Krebber, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Andreas Gamél von Benzon

Philosophy of psychedelics (søg på det)

Andreas Gamél von Benzon
Margit Johansen

ja, naturvidenskab mangler den dimension som humaniora (og Aristoteles) kalder "person".

Kenneth Krabat

At formå at "findes imellem" 1. når træet i skoven vælter, er der kun lyd, hvis ører er til stede, og 2. der er lyd når træet vælter i skoven, uanset om der er ører til stede, er for mig hvad det handler om: Deep Reality er at kunne holde til at være både betragter og "betragtet". Og ér det ikke det samme som Københavnerfortolkningen fra 1929? Ned i sprækken mellem sprog og logik? Give slip på enten/eller til fordel for både/og? Summen som større end bestanddelene lagt sammen?

Psykedelika kan af og til give en snert, men dén vej er brolagt med uigentagelige observationer og stoftolerans. En kollektiv virkelighed er altid at foretrække. Selvom man keder sig.

Alvin Jensen, John Larsen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

@kenneth - det er spændende at observere bevidsthed og dennes interaktion med stoffet. Et meget tydeligt eksempel er jo fotosyntesen - at der er lovmæssigheder iflg hvilke, der interageres - men vi må også i sandhedens navn erkende, at vi ikke kender alle lovmæssigheder. Kvantefysiske o.a. forsøg højindikerer dog, at den udveksling mellem bevidsthed og stof, som foregår, betyder, at vi er medskabere på et endnu ikke fuldt erkendt niveau.

Studerer man ud fra andres forøg og observationer (lynne mc taggart, gregg braden, yogananda 'en yogis selvbiografi' og mange andre) sig selv og sine omgivelser, peger meget på niveauer af interaktion, som er langt mere udvidede end traditionel naturvidenskab fastholder.

Hvad ved vi f.eks. om bevidsthedens natur og dens betydning for materien? Hvad giver mest mening : at vi er bevidsthed, som i et vist tidsrum har en krop, vha hvilken vi kan opleve og interagere med skabelsen, eller at vi kun er materie, kun er et bevidstløst redskab? Og for hvad? Bliver så det gode spørgsmål. For hvad stiller man sin bevidsthed, sit liv, til rådighed? Er det kroppen, som styrer bevidstheden, eller er det omvendt? Det bør man spørge sig selv om.

Kollektiv bevidsthed måske er kedelig, men den er nu meget praktisk i f.eks. trafikken.
Selvom man nogle gange godt kan tro, at visse trafikanter er på enten stoffer eller i deres egen dimension,
Man kan hurtigt ende på månen eller værre steder, kvantefyisk eller ej.

Det er jo lidt vidtløftigt, at forestille sig, at mennesket nogensinde skulle nå til den fuldstændige erkendelse af alt. Der er masser af forhold hvor vi må reducere for overhovedet, at nå til en erkendelse. Det er et vilkår. Det er muligt, at der eksisterer en verden objektivt set, men vores erkendelse afhænger af vores mentale processer. Så hvad andet valg har vi end, at bruge vores sanser og forstand?

I øvrigt var rummet ifølge Einsteins almene relativitets teori alt andet end lineært. Men vi har også lidt erkendelses problemer med det relative, for kan vi da udsige nogle sandheder? - på samme måde som vi har lidt svært ved, at definere længden af en elastik

Det ligger vel også i Thomas Kuhns paradigme begreb, at vi antager nogle sandheder der kun gælder så længe paradigmet holder.

For at håndtere kompleksitet må vi undertiden reducere og afgrænse. Det er et vilkår, at vi ikke kan undersøge alting på en gang i en sammenhæng. I naturvidenskab kan man undertiden lave isolerede forsøgsopstillinger. Men det kan man jo ikke i enhver sammenhæng. Og et univers der måske har en størrelsesorden på 13,5 milliarder lysår er det svært, at vide hvad der ellers er virkeligt. Vi kan forholde os til hvad vi ved - men kun i mindre omfang hvad vi ikke ved. Og det er et vilkår. Så vi må forsat undres, hvilket så igen er forudsætningen for ny erkendelse. Sådan var det for generationerne før os, og sådan vil det være for generationerne efter os.

Jeg nærer i alle ingen illusion om min erkendelse kan blive endelig, selv om det at søge sandheden måske også er, at søge det endelige og evigtgyldige.

Søren Kristensen

Hvis du leder efte kastanier, skal du gøre det om efteråret. Med mindre du kan nøjes med de importerede af slagsen eller blot begrebet kastanjer.

Den gamle græker Heraklit stak fingeren i en kop vand, trak den op, og ville udfra hullets størrelse udlede sin egen betydning...
Måske første eksperimentelle forsøg, der viser at observanten påvirker det observerede.
Eller at bevidstheden påvirker bevidstheden...
Eller er det bevidstheden, der påvirker ”virkeligheden”...
Eller er det omvendt...

Desværre kan jeg ikke betale husleje med min bevidsthed, øv..

Randi Christiansen

@jan boisen - det er vel således, at vores bevidsthed konstant ekspanderer i takt med at liv leves og erfaringer gøres. Læs denne

"Russian Scientists Prove DNA Can Be Reprogrammed by just our Words and other outside Frequencies. THE HUMAN DNA IS A BIOLOGICAL INTERNET and can be reprogrammed."

https://www.facebook.com/1154634969/posts/10220068588242377/

Jeppe Lindholm

Nå ja, kvantefysikken, hvordan kunne jeg dog overse den i mit virkeligheds billede?

Nå jo. Det er fordi kvantefysikken, Einsteins relativitetsteori, strengteorien ikke er virkeligheden, men et forsøg på fysisk at beskrive den virkelighed, som vi ved så lidt om og som de færreste skænker en tanke.

Jeg foretrækker jordnære et taller og bananer i min opfattelse af virkeligheden, som når alt kommer til alt ikke er længere end til næsetippen for det helt store fleretal på 99,99% af levende væsender på denne planet. Såvel i fortiden som i fremtiden.

Kun 0,01% formår at skubbe virkelighedsforståelsen videre frem.

I det mindste i min virkelighed af 1 taller og bananer.

Man ser ikke virkeligheden som den er,
man ser virkeligheden som man er.

Randi Christensen: Jeg ved ikke om bevidsthed er noget ekspansivt. Artiklen her lægger jo op til, at vi gør os illusioner om virkeligheden snarere end vi begriber virkeligheden.

Når vi skal erkende nyt så tager vi jo ofte afsæt i det allerede erkendte af eksisterende viden. Enhver studierapport eller en hver afhandling indeholder et apparat af fodnoter med referencer.

Men selv når vi skal undersøge fremadrettet så må vi definere og der ligger alene heri en afgrænsning. Men nu har videnskaben heller aldrig postuleret, at den undersøger eller ved alt. Det handler netop om gyldighed inden for et afgrænset område, Og alene det at sætte på bergreb og bevidstgøre sig udgør en reduktion. Abstrakte begrebslige størrelser er netop ikke det konkrete, og den bevidstgjorte tanke er ikke lig med virkelighed og kan ikke blive det. Det er en refleksion på virkeligheden.

Men nu er viden jo også noget vi skal anvende, så måske skal målet heller ikke være den absolutte objektivitet, men netop vurderinger af relevans, gyldighed og betydning.

Visse ting som er skabt i den virkelighed som eksisterer har jo historik; altså at fing og fænomener har en historik; altså et historisk ophav som ikke er mere.

F.eks. er teorien om Big Bang en rekonstruktion af noget som vi mener, er hændt. Det virkelige begivenhedsforløb kan vi selvsagt kun gisne om. Vi eksisterer i tid, men har kun et moment af nutid at afgøre ud fra, og den viden vi har er skabt på skuldrene af hvad andre har gjort af erfaring før os - på godt og ondt.

Thomas Tanghus

Man dufter ikke en kaffe. Man kan lugte til en duftende kaffe.

Randi Christiansen

@jeppe - "Kun 0,01% formår at skubbe virkelighedsforståelsen videre frem." Says who?

En banal erkendelse, som en hel generation fik serveret med halvfemsernes The Matrix.

Og en smule for akademisk at forfølge; hvilken mening har det at forsøge at beskrive virkelighed, som aldrig vil kunne påvises eksperimentelt eller teoretisk? :)

Randi Christiansen

@jan - "Jeg ved ikke om bevidsthed er noget ekspansivt"

Vi ved, at hjernen forandres i fysisk forstand, alt efter input. I hvertfald bør man kunne se bevidsthed som ekspansiv, når man lærer nyt.