Essay
Læsetid: 16 min.

Klimakrisen har åbnet for et kæmpe comeback til socialismen

Den globale opvarmnings katastrofekurs stiller venstrefløjen over for store muligheder og hårde dilemmaer. Klimakrisen har potentiale til et radikalt opgør med kapitalismen – men det vil både mobilisere magtfulde fjender og synliggøre venstrefløjens egne indre modsætninger
Den globale opvarmnings katastrofekurs stiller venstrefløjen over for store muligheder og hårde dilemmaer. Klimakrisen har potentiale til et radikalt opgør med kapitalismen – men det vil både mobilisere magtfulde fjender og synliggøre venstrefløjens egne indre modsætninger

Sofie Holm Larsen

Moderne Tider
22. februar 2020

Over hele verden bliver den venstreorienterede bevægelse i disse år tilført stadig mere energi fra en ny og voksende miljøpolitisk radikalisme. Det er en energi, der skaber røre i den radikale politik.

Både Det Demokratiske Parti i USA og Storbritanniens Labour har meget bemærkelsesværdigt forpligtet sig på nye ambitiøse programmer under samme betegnelse: Green New Deal. Samtidig oplever de grønne partier i stadig flere europæiske lande en lige så stærk fremdrift som deres højrepopulistiske rivaler.

For den etablerede miljøbevægelse er udviklingen kommet som noget af et chok. Ganske vist havde 1960’ernes og 1970’ernes oprindelige grønne bevægelse stærke radikale elementer i sin sociale og økonomiske vision. Men op gennem 1990’erne og 00’erne var det grøn markedstænkning kendt som Big Green, der kom i vælten.

Når det kom til klimaforandringer, blev statslige reguleringer og offentlige investeringer set som umoderne. Markedsbaserede modeller, der fokuserede på handel med udledninger og prissættelse af fossile brændstoffer, var tidens foretrukne løsen. Globale klimaforhandlinger blev til et gigantisk omrejsende cirkus for det internationale diplomati. 

Adam Tooze

  • Født 1967.
  • Professor i historie og direktør for European Institute ved Columbia University.
  • Hans seneste bog har titlen Crashed: How a Decade of Financial Crises Changed the World, og han arbejder lige nu på en ny om klimakrisens historie

Den pludselige mobilisering, vi nu ser fra venstrefløjen – med krav om omfattende offentlige investeringer i den grønne økonomi, forbud mod kulstofintensiv industri og nationaliseringer af private energiinteresser – er et radikalt svar på, hvad der ubestrideligt også er en dramatisk situation. Men den revitaliserede venstrefløj står på én gang over for den radikale politiks gamle dilemmaer og over for en forandret verdens nye udfordringer.

Den fossile kapitalisme

Venstrefløjens genoplivede grønne fokus er ikke et tilfælde. Det er drevet frem af antikapitalistiske bevægelsers medvind oven på finanskrisen og af protesterne imod den socialt skæve nedskæringspolitik, som fulgte. Den vind får ny energi fra den ekstraordinære optrapning af klimakrisen, som især har stået klart, siden FN’s Klimapanel (IPCC) udgav sin seneste globale vurderingsrapport i 2018.

I dag er venstrefløjens kritik af kapitalismen og den presserende klimaaktivisme knyttet stærkere sammen end nogensinde.

I et udslag af frustration over Obama-administrationens klimapolitiks begrænsninger – begyndte forfatteren og aktivisten Bill McKibbens klimakampagne, 350.org, i 2013 at rette sit skyts imod den fossile kapitalisme. Fra de enorme klimaprotester i New York i 2014 udsprang en ny venstrepopulistisk diskurs, der appellerede til bred folkelig modstand imod den fossile kapital.

Fordømmelsen af ​​neoliberalismen i Naomi Kleins Dette ændrer alt gav det nye grønne venstre et manifest. Bevægelsen omfatter i dag blandt andet skolestrejkekampagnen Fridays for Future og aktivistgruppen Blockadia, som Klein er bannerfører for, og som arbejder for at koordinere blokader verden over af steder, hvor der udvindes fossilt brændstof.

Det grønne venstre insisterer på den ubekvemme sandhed, at det ikke er menneskeheden som sådan, der bærer ansvaret for klimakrisen, men den profitdrevne, fossilafbrændende kapitalisme.

Forbrugsvanerne hos en lille brøkdel af verdens mest velhavende mennesker udgør en stor del af brændstoffet i denne gigantiske maskine. Den ekstreme ulighed i vores tidsalder bliver således også et miljøspørgsmål.

Det samme gør de store selskabers og multinationale koncerners magt. Det var ExxonMobil og dets partnere i den fossile industri, der konspirerede om at mudre den videnskabelige debat om klimaforandringer, selv om deres egne eksperter internt havde givet topledelserne et klart overblik over risiciene.

I 30 år har vi forstået den grundlæggende logik bag klimaforandringerne, men trods vores erkendelse bliver udledningerne ved med at stige. Vi er nu der, hvor radikal handling ikke så meget længere er et valg, men en nødvendighed. Var der sket et stort klimapolitisk fremstød i 1980’erne og 1990’erne og ikke bare inden for atomenergi, men i hele den fulde båndbredde af teknologier med lav CO2-udledning, ville vi måske ikke i dag være tvunget til at skulle træffe så radikale valg.

Men dengang var der markedsrevolution på dagsordenen med fokus på globalisering og det gigantiske boom i de nye vækstøkonomier. En strøm af olie, gas og kul gjorde energipriserne historisk lave, mens den statsfinansierede forskning i og udvikling af fossilfri energikilder kollapsede.

Verden har ladet stå til så længe, at der nu kræves drastiske foranstaltninger. Selv hvis vi ikke stiler efter radikal social transformation, og selv hvis vi blot ønsker at bevare status quo, har miljøbevægelsen overbevisende argumenter for, at vi bliver nødt til at udvikle andre metoder end den gammelkendte værktøjskasse med CO2-prissætning og emissionskvotehandler.

Den klimapolitiske venstrefløj taler i stedet for et bredt baseret fremstød ledet af stater og regeringer og støttet af en bred folkelig koalition for at stoppe udledning fra olie, kul og gas. Dette fremstød vil ikke bare prissætte kulstof, men helt forbyde brugen af det.

Det vil kræve en grundlæggende forandring af energisektoren og begrænse de superriges overforbrug. Hvis kapitalismens dogmer om ejendomsrettens og markedernes ukrænkelighed får lov til at diktere muligheder og begrænsninger, vil det føre os alle mod en katastrofe, er budskabet.

Mens det er klodens velhavere, der driver klimakrisen frem, så er det i bunden af den sociale rangstige, at effekterne af krisen vil ramme mest smertefuldt. Også dette er en vigtig bevæggrund for det nye grønne venstre: Efter årtiers forsømmelse er udfordringen nu at genopfinde velfærdsstaten.

Klimakrisen begrænses selvsagt ikke af landegrænser. Den er en global problematik, og også her gør venstrefløjen krav på lederskab. Venstrefløjen er den eneste politiske strømning i Vesten, der konsekvent har stået for kosmopolitisk solidaritet og har arbejdet for at anerkende ​​oprindelige folks interesser og krav som legitime, herunder også de små østaters og de mindre udviklede landes interesser.

Det er heller ikke alene et spørgsmål om altruisme. Hvis man vil insistere på, at regnskoven i Amazonas ikke kun er et nationalt brasiliansk aktiv, men en levende ressource for hele kloden, hvordan skal man da undgå at blive anklaget for miljøimperialisme? I lyset af menneskehedens gensidige sammenfiltring bliver det en politisk nødvendighed at opbygge en platform for troværdig internationalisme og solidaritet.

Hvad stiller vi så op imod kapitalismen?

Så hvad skal der gøres? Venstrefløjen har med fornyet kraft kastet sig ind i miljøkampen med en fornemmelse for, at klimakrisen har åbnet en ny og stor historisk mulighed. Spørgsmålet er, hvilke spændinger dens nye engagement vil bringe for dagens lys.

Ved at fremstille klimaudfordringen som snævert forbundet med den kapitalistiske verdensorden og dens dybe sociale ulighedsstrukturer har den moderne miljøbevægelse fået et stærkt intellektuelt greb om problemet.

Den tilskynder både politikere og offentlighed til at tænke ud over de tekniske løsninger og udspekulerede mekanismer bag prissætningen, der skal skabe optimale incitamenter.

Den rejser også et spørgsmål: Hvis problemet er selve kapitalismen, hvad i alverden stiller vi så op imod den? Som ofte gentaget, lever vi i en tid, hvor det er lettere at forestille sig verdens undergang end afslutningen på kapitalismen.

Det er ikke uden grund, at den klimapolitiske venstrefløjs historiske forestillinger – i det mindste i den engelsksprogede verden – kredser så meget omkring 1930’erne og 1940’erne.

Fortalerne for en Green New Deal placerer sig selv i en fortælling, der spænder fra Franklin D. Roosevelts regering over den transatlantiske krigsindsats under Anden Verdenskrig, Bretton Woods-aftalen (internationalt fastkurssamarbejde, red.), efterkrigstidens britiske velfærdsstat og til Marshall-planen. Den periode er præget af de kritiske øjeblikke, hvor progressive kræfter reagerede på et historisk kompleks af kriser fra 30’ernes økonomiske depression til fascismen med et samordnet program for nationale reformer, økonomisk mobilisering og internationalt samarbejde.

For et spektrum, der strækker sig fra de mest venstreorienterede aktivister i Democracy in Europe-bevægelsen til en demokratisk centrist som Al Gore, viser disse bedrifter midt i forrige århundrede, at venstrefløjen udmærket er i stand til at gå forrest, når det gælder om at levere svar på dybtgående og verdensomspændende kriser.

Selvfølgelig var Roosevelt, John Maynard Keynes og efterkrigstidens Labour-regering i Storbritannien ikke revolutionære. De gjorde ikke op med kapitalismen. Tværtimod udgjorde de den politiske generation, der blev ophavsmænd til vores tids besættelse af et stigende bruttonationalprodukt. Men de har også med rette fået æren for social omfordeling og for en ny balancering af de nationale prioriteter.

I samme ånd argumenterer de venstreorienterede aktivister, der fik så stor opmærksomhed ved det britiske parti Labours konference i september, for deres version af Green New Deal: Den skal ikke kun være et miljøpolitisk program, men en hel vision for en industriel og social genopbygning.

Faldet i udledninger skal gå hånd i hånd med en afvikling af fattigdom. Stadig strammere restriktioner for benzindrevne biler skal følges op med gratis offentlig transport. De vil sætte ind mod en energiineffektiv boligmasse ved at gennemføre nye grønne offentlige boligprojekter.

På samme måde præsenterer Alexandria Ocasio-Cortez, der er medlem af Repræsentanternes Hus i USA, og hendes støtter deres version af Green New Deal som et program, der også skal sætte ind imod den sociale ulighed og den racisme, der splitter det amerikanske samfund, og kæder klimadagsordenen sammen med kravet om sygesikring til alle.

Set i lyset af den dominerende holdning til grænserne for statslig indblanding er disse forslag radikale. Men i realiteten er de en form for genfødsel for socialdemokratismen – og dermed også for et socialdemokrati, der på ny skal håndtere alle de klassiske fristelser til enten at være for kompromisvilligt eller gabe over for meget.

De tyske grønne, verdens mest magtfulde miljøparti, er et godt eksempel. I 1980’erne var partiet præget af strid mellem de radikale fundier og de pragmatiske realoer – mellem fundamentalister og realister.

I dag har realoerne sejret. Ved sidste efterårs partikonference vedtog et flertal en trestrenget politisk tilgang til klimakrisen, som omfatter øgede offentlige investeringer, herunder en afskaffelse af loftet for offentlig gæld; en CO2-prisfastsættelse på 60 euro pr. ton (en tredjedel af den pris, som Fridays For Future forlanger), og en generelt meget hårdere regulering.

Den blotte omtale af ordet ’forbud’ (Verbot), mod for eksempel benzindrevne biler, var nok til at få tyske lederskribenter til at spidse pennen. Klimaprogrammet blev også fulgt op af et krav om huslejekontrol, lejerrettigheder og en minimumsløn på 12 euro i timen.

Det er en respektabel progressiv dagsorden, men næppe nogen revolution – om noget er den snarere designet til koalitionsforhandlinger med centrumhøjrepartiet CDU efter Tysklands næste valg. Bedømt ud fra denne målsætning har kompromisviljen givet bonus. De Grønne ligger højt i meningsmålingerne og tiltrækker først og fremmest vælgere, der er er yngre, universitetsuddannede, selvstændige eller funktionærer.

Den politiske vision i Ocasio-Cortez’ Green New Deal er, hvis vi skal tro det oprindelige manifest, noget anderledes. Det henvender til en imponerende brev gruppe af undertrykte og marginaliserede grupper – beskrevet som ’frontlinjesamfund’. Både Det Demokratiske Partis venstrefløj og Storbritanniens Labourparti peger dog også på de mange nye velbetalte job for højtuddannede, der vil blive skabt med en storstilet grøn omstilling.

Hvordan den organiserede arbejdskraft vil reagere, står på ingen måde klart. Fagforeningerne vil muligvis foretrække det onde, de kender, frem for at satse på en kulstoffri økonomi med ukendte konsekvenser. På Labours partikonference i september advarede generalsekretæren for fagforbundet GMB, Tim Roache, mod, at et lynomstillingsprogram ville kræve »konfiskering af benzinbiler«, »statslig rationering af kød« og »begrænsning af familieflyrejser til en hvert femte år«.

Han konkluderede: »Dette vil bringe hele industrier og de job, de skaber, i fare«, hvortil Tony Kearns fra fagforeningen Communication Workers Union replicerede:

»Der findes ingen job på en uddød planet.«

Imidlertid står det klart, at kæder man klimapolitik sammen med en omfattende social omstrukturering, får man magtfulde fjender. Sikrer man arbejderbefolkningens støtte til den grønne sag ved at koble klimapolitik med sundhedsvæsenet, så får man den private forsikringsbranche imod sig. Den slags overvejelser får nu nogle miljøaktivister til at spørge: Har klimaet råd til en politisk dagsorden, der er så ekspansiv, som Green New Deal lægger op til?

Når en ny amerikansk Kongres træder sammen i 2021, vil vi ifølge IPCC have ni år til at afværge klimakatastrofen. Vil det i det tidsperspektiv give mening at kræve klimahandling knyttet sammen med en genstridig amerikansk sundhedsreform?

Ikke hvis man skal tage bestik af erfaringerne fra Obama-tiden. I 2009 tvang den ubøjelige republikanske opposition i Kongressen regeringen til at ofre sit miljøprogram for at prioritere en ny sundhedslovgivning. Og kvotehandlen, der havde været den midtsøgende miljøbevægelses mærkesag siden 1990’erne, var død fra begyndelsen.

Denne erfaring peger på den dybt tvetydige logik i krisepolitikken.

At påkalde sig klimakrisens presserende karakter har nok givet venstrefløjen ny energi. Men hvis det skal være mere end tom retorik, må venstrefløjen prioritere og træffe barske valg. I en skyttegrav er overlevelse det vigtigste, og det kan få al radikalisme til at miste pusten.

I lyset af årtiers neoliberalisme er det let at se Anden Verdenskrig som et attraktivt historisk lærestykke i stærk statslig intervention. Både i USA og i Storbritannien spillede datidens venstrefløj en vigtig rolle for krigsindsatsen. Men det ville være naivt at forestille sig, at det også var en tid med mange radikale muligheder. Fagforeningsaktivisme og socialdemokratiske løfter måtte hele tiden underlægge sig krigens krav og de store firmaers dybt rodfæstede indflydelse. Radikalismen i den tidlige New Deal blev begravet under krigen.

Klimakrisen er apokalyptisk i sine konsekvenser. Er der så plads til andre punkter på dagsordenen? De militante i Extinction Rebellion-bevægelsen afviser, at andre hensyn overhovedet kan spille. Deres sag, hævder de, ligger »hinsides politikken«. De ansporer deres tilhængere til at begynde med at sørge over, at verden, som vi kender den, er ved at forsvinde for øjnene af os.

I Storbritannien har de taget skridt til at sabotere pendlertog og til gengæld fået rasende passagerers vrede at føle. Selv om individuelle aktivister, der er knyttet til bevægelsen, er erklærede antikapitalistiske, er bevægelsen som helhed kendetegnet ved netop at afvise at gå ind i de bredere politiske spørgsmål.

Extinction Rebellion kræver borgerforsamlinger, men ikke specifikke politiske forpligtelser. De kræver udledningerne af drivhusgas stoppet i 2025, men har ikke plan for at nå det. I den forstand fører de logikken i nødsituationens antipolitik ud i det ekstreme.

Ikke overraskende opfatter dele af venstrefløjen dem som en sekt besat af tusindårsriget. Midt i et parlamentsvalg, hvor Labour førte kampagne for en fuld udfasning af fossile brændsler i 2030, indledte ’rebellerne’, som de selv gerne kalder sig, en sultestrejke uden for partiets hovedkontor.

»Dette er den første virkelige fælles globale krise,« erklærede Ronan Harrington, koordinator for Extinction Rebellions britiske valgstrategigruppe.

»Løsningen på den kan ikke være venstreorienteret.«

Din fjendes fjende er din ven

Ekstreme kriser tvinger os ikke blot til at træffe ubehagelige valg. De byder også på sære sengekammerater. I en nødsituation har man ikke råd til at være selektiv. Din fjendes fjende er din ven.

På trods af Ocasio-Cortez og hendes støtters yndlingsforestillinger blev Anden Verdenskrig da heller ikke vundet i kraft af New Deal eller ved at dyrke Victory Gardens (’Sejrshavervar private nyttehaver, der blev dyrket under Anden Verdenskrig i USA og Storbritannien, red.).

Indsatsen på hjemmefronten i Storbritannien og i USA var beskeden i sammenligning med, hvad de øvrige stridende parter måtte gennemleve. Det beskidte arbejde med at vinde krigen mod Nazityskland blev i al væsentlighed klaret af Sovjetunionen og dets stalinistiske regime med omkostninger, der langt overstiger noget, Vesten nogensinde har oplevet.

Hvis de amerikanske og britiske fortalere for en Green New Deal er inspireret af Roosevelts krav om at levere titusinder af kampfly, må man spørge dem, hvem der skal vinde kulstofkrigen på landjorden.

Den grundlæggende lære af krisen midt i ​​det 20. århundrede er ikke, at det vestlige kapitalistiske demokrati evnede at løfte opgaven.

Læren er, at hvert enkelt fremskridt kun blev muliggjort af en alliance med et umådeligt voldeligt sovjetisk regime, som efter 1945 blev Vestens nye dødsfjende i en ny konfrontation, der opdelte verden og truede med at udløse nuklear udryddelse.

Det åbenlyse spørgsmål i den nuværende historiske fase er forholdet mellem Vestens nye klimavenstrefløj og Kina. I 1930’erne og 1940’erne formaliserede Folkefronten forbindelserne mellem socialister, socialdemokrater, kommunister og Sovjetunionen. Hvad er forholdet mellem den vestlige venstrefløj og dagens kinesiske kommunistpartistyre?

Sovjetstaten var berygtet for sin omformning af naturen. Men Kina er endnu mere ekstrem. De nuværende magthavere i Beijing er arvtagerne til Det Store Spring Fremad, etbarnspolitikken, det mest spektakulære boom i økonomisk vækst, det største dæmningsbygningsprogram i historien, en plan om at afskaffe fattigdom for alle 1,4 milliarder indbyggere, det mest komplette overvågningssystem, verden nogensinde har set, og den mest seriøse indsats for at finde en vej ud af klimakrisen gennem teknologisk innovation. Det er ikke for meget at sige, at menneskehedens fremtid afhænger af, at Beijing får succes sin klimapolitik.

Siden Kina overtog førerpositionen som verdens største CO2-udleder fra USA omkring 2007, har den kinesiske regering i modsætning til George W. Bush- og Trump-administrationerne anerkendt behovet for hurtig og unilateral handling for at nedbringe udledningen.

Dødbringende luftforurening og ødelæggende overbelastning i hastigt voksende byer har også skabt et forøget politisk pres for at handle. De industripolitiske fordele ved at gribe initiativet inden for sol- og vindenergi og eldrevet transport er indlysende.

Men også i Kina har energiomstillingen omkostninger. Der blevet fyret flere arbejdere på Kinas stålfabrikker i de senere år, end der er arbejdere i hele den vestlige stålindustri.

I en ny æra med geopolitisk konkurrence med USA og frygt for økonomisk afmatning, der kan bringe den nationale stabilitet i fare, lægger de seneste kinesiske femårsplaner atter vægt på energisikkerhed frem for CO2-reduktion.

I første halvdel af 2019 faldt Kinas investeringer i vedvarende energi med næsten 40 procent sammenlignet med året før, og det næste par år vil 148 gigawatt kinesisk kulenergi – tæt på EU’s samlede produktion – blive koblet på nettet. Nok er kul beskidt, men det er også billigt og lige ved hånden.

Over for Kina er amerikanske og europæiske venstreorienterede delt imellem ønsket om at fastholde en forpligtelse over for menneskerettighederne, et falmende håb om økonomisk og politisk sammensmeltning og så realpolitikkens modsatrettede tendens. Hvor placerer klimavenstrefløjen sig? Historien antyder, at den ikke har noget alternativ til at søge afspænding i forholdet til Kina.

I 1970’erne og 1980’erne byggede Europa og Sovjetunionen et netværk af gasrørledninger, der løb øst-vest over kontinentet. De gjorde man trods protester fra Washington og advarsler om, at det ville kaste Europa ud i en farlig afhængighed af en koldkrigsfjende. Europæerne hævdede på deres side, at spørgsmålet om energi var om ikke hævet over politik, så dog sidestillet med den.

Det var en politik fyldt med moralsk ambivalens. Gassen flød ikke kun gennem stater med undertrykkende etpartistyrer, den indbragte også disse regimer nødvendig hård valuta.

Men europæerne investerede alligevel. De ville have den billige gas – og alle andre kilder til energi, uanset om den kom via tankskibe fra Mellemøsten eller fra hjemlige atomkraftværker, indebar deres egne risici. I det lange løb stolede europæerne på, at indflydelsebalancen over for Moskva ville tippe til deres fordel. I 1989 høstede Vesttyskland gevinsten, da Moskva accepterede i den tyske genforening.

Kilderne til potentiel konflikt mellem Vesten og Kina er indlysende og kan ikke længere affejes som overgangsspændinger. De strækker sig også til energi- og klimaområdet. Hvis Kina atter skulle slå ind på en udledningstung kulbaseret vej mod vækst, ville konsekvenserne blive katastrofale for hele verden.

Skulle landet satse på importeret olie og flydende naturgas med et relativt lavere kulstofindhold, ville dette rejse spørgsmål om sikkerhed for søfarten.

Og hvis Kina kaster sig hovedkuls ud i at satse på vedvarende energi, vil det alene i kraft af sin størrelse udløse en hård konkurrence om sjældne jordarter og aftagende forsyninger af kobber.

Men stillet over for den eksistentielle trussel fra klimakrisen er der også åbenlyse muligheder for samarbejde. På den korte bane kunne det omfatte hjælp til at gøre de internationale investeringer mere grønne, hvilket Kina er inde på med sin nye silkevej, et samarbejde om de administrative procedurer, der er nødvendige for at få den internationale CO2-prisfastsættelse til at fungere og en definition af fælles standarder for grøn finansiering.

Ingen af disse tiltag er specielt opsigtsvækkende, men de er de elementer, en grøn afspændingspolitik kunne bestå af. For den klimapolitiske venstrefløj er der givetvis ikke andre muligheder. Kina udleder allerede i dag mere CO2 end USA og Europa tilsammen. Vesten vil blive en juniorpartner, uanset hvilken kollektiv klimaløsning Beijing og de andre nye asiatiske magter kan leve med.

Socialismen vil altid være defineret ved sin bestræbelser på at tæmme og overvinde kapitalismen. I det 20. århundrede blev den omformet af verdenskrige, kampen for afkolonisering, antiracisme og kampen for kvinders rettigheder.

Hvis socialismen har en fremtid i USA og Europa i dag, vil den blive defineret i forhold til to udfordringer: kampen for at afbøde og tilpasse sig til klimaforandringerne, og samtidig tilpasse sig Vestens underordnede position i en verden, der skal finde en ny balance.

Vestens største politiske ideologier – konservatisme, liberalisme og socialisme – blev formet af det 19. århundredes historie, og ingen af dem er derfor synderligt velegnede til en sådan fremtid. Morgendagens eneste fornuftige alternativ kan være den ideologi, der bliver afvist som værende alt for radikal i dag.

© Foreign Policy og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Intet system eller population, der fortsætter med at vokse og misbruge jorden og dens ressourcer har en fremtid uanset navn. Kraftigt voksende populationer bliver knægtet med alverdens katastrofer. Det gælder også mennesket, der al sin snilde til trods kan se frem til katastrofernes tidsalder.

Thomas Corydon, Ejvind Larsen, Hanne Ribens, Randi Christiansen, Kurt Nielsen, Rolf Andersen, Ole Frank, Søs Jensen, Gert Romme og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Den kinesiske form for socialisme (ud af andre) hvor menneskerettigheder i første omgang er ret til ikke at være fattig,ret til arbejde,tag over hovedet,uddannelse i det hel taget forpligtet overfor fællesskabet (for tiden det kinesiske kommunistiske parti) hvor det er lykkes at bringe 800 millioner kinesere ud af absolut fattigdom - en anden godt ting - de prøver ikke på at erobre verden med våben som USA hvor de våben er hovedårsagen til at diktaturer kan bibeholde magten eller fører til borgerkrige mellem fraktioner der vil det samme - at have magten og retten til korruption.
Kina eksporterer infrastrukturer der igen fører til produktion og arbejdpladser der kan bearbejde de lokale ressourser og råvarer. Jeg er total kold i røven over hvad det bliver kaldt i vesten - bare klodens befolkning får bedre livsvilkår. "Alle" mennesker kan nu engang ikke leve af "alle" folks arbejde.

Måske er klima-problemet en del af grunden til den stigende socialisme i verden, men der kan være andre årsager.

Alle bevægelser foregår faktisk i svingninger omkring et 0-punkt - også politiske bevægelser. En reaktion fører til en modreaktion, der således igen fører til en modreaktion og så videre.

Da jeg læste økonomi på handelshøjskolen, mente man, at den naturlige svingning for økonomisk udvikling var på omkring 7 år. Og noget tilsvarende gjorde sig gældende omkring landbruget.

- Altså først 7 år med vækst, der ved spekulation kommer for vidt. - Derefter 7 år med økonomisk krise for at rette op på økonomien.

Og mon ikke det foregår på samme måde med den politiske udvikling. Den politiske udvikling og afvikling i EU tyder i hvert fald på det. Men det er klart, at der skal være noget, der "sætter igang", og det kan denne gang være klimaet.

Rolf Andersen, Kim Houmøller og Ole Frank anbefalede denne kommentar

Aner man en ny polaritet i "højrepopulister" mod "nye grønne"? "Klima-benægtere" mod "klima-kæmpere"? Altså en ny fløjkrig, æld-gammel vin på nye flasker... Og hvem skal det mon gavne?

Lærer mennesket mon nogensinde at arbejde imod midten, ISÆR med deres argeste modstandere? At prøve, stræbe, kæmpe for, med alt hvad de har, at MØDES, i fred, fordragelighed, og samarbejde, i stedet for at slås med hinanden?

Det skulle da være muligt at finde nogle ting at være enige om. Jeg tænker at det ville være langt mere befordrende for samarbejde og fælles forståelse hvis man talte om miljøet: altså direkte observerbare ting, som der ikke kan være tvivl om: dvs. skovfældning, fiskedød, kemikalie-forurening, affalds-ophobning og lignende - der er mange, mange mennesker der ikke tror på at der er en klima-katastrofe, eller hele idéen om CO2-påvirkning af klimaet. De er langt lettere at få i tale om helt tydelige miljø-problematikker.

I hvert fald: uden balance, ingen ro.

Torben K L Jensen

Gert - det er neo-liberalismen der er gået for vidt og med den har konsensus-politikken taget dynamikken ud af demokratiet - hvor man taler om demokratisk underskud i EU der bedst kommer til udtryk i ordene "at Merkle"
NB : neo-liberalisme har været main-stream økonomisk politik siden Ronald Reagan og Magret Thatcher. Altså langt over din cyklus på 7 år.

Ejvind Larsen, Susanne Kaspersen, Hanne Ribens, Randi Christiansen, Eva Schwanenflügel, Per Torbensen og Gustav Alexander anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Thomas Faber,

hvordan arbejder man hen mod midten, hvis kontroversen består i objektive interessemodsætninger? Én part er interesseret i at maksimere udnyttelsen af arbejdskraften og profit på klimaets bekostning, andre er interesserede i det modsatte.

Det er da det borgerlige demokratis store løgn til folket, at der skulle eksistere kompromiser, der gør alle tilfredse. Det involverer for det første myten om, at vi alle har de samme materielle interesser (hvad klassesamfundet viser ikke kan være korrekt). For det andet vil enhver politisk beslutning være til nogens fordel og den fordel vil være andre gruppers ulempe. Der eksisterer ikke en reform, der ikke primært gavner én klasses interesser.

Lønmodtageren kan ikke samarbejde mod midten med bankdirektøren, da deres materielle interesser er som nat og dag.

Kristian Karlsen, Karsten Nielsen, Ejvind Larsen, Flemming Berger, Susanne Kaspersen, Hanne Ribens, Kurt Nielsen, Niels-Holger Nielsen, Eva Schwanenflügel, Erik Winberg, Mogens Holme, Pia Nielsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Peter Høivang

@Torben

Det Kina du beskriver, er også en beskrivelse af hvordan man massivt sætter CO2 udledningen op.

Thomas Andersen, René Arestrup, Susanne Kaspersen, Jens Winther og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

@Gustav;

Du har en pointe der, bestemt. Men bankdirektøren er ikke "højrepopulisterne".

Der er efterhånden to klasser: de 0.1% sten-rige, og så alle os andre.

Ser du på "højrepopulisterne", "klima-benægterne", hvem finder du så? Du finder arbejderklassen, de lavt-uddannede, håndværkere, og generelle lønmodtagere.

Ser du på venstrefløjen, så finder du, først og fremmest, en mylder af forskellige identitets- og interessegrupper og en pæn portion pseudo-intellektuelle; mere skjult finder du også en andel af arbejderklassen, men langt fra så stor som hos "højrepopulisterne".

Det er i sandhed slående at venstrefløjen, der oprindeligt skabtes i solidaritet med arbejderklassen, nu er arbejderklassens hårdeste modstander! (sagt lidt groft)

Her ser vi en successfuld del-og-hersk-strategi i fuldt flor. Hvem har gavn af den? De 0.1%, naturligvis... God søndag!

@Gustav Alexander, du forfægter et totalt forældet "klassesyn".

Det er IKKE sådan, at "Én part er interesseret i at maksimere udnyttelsen af arbejdskraften og profit på klimaets bekostning, andre er interesserede i det modsatte." Som @Thomas Faber bemærker: det er IKKE de "rige", der er klimabenægtere, højrepopulister, bærer gule veste og ikke vil acceptere øgede benzinafgifter som redskab til at reducere CO2-udledningen.

I realiteten drives den grønne udvikling og klimaindsatsen af Dansk Industri - ikke af den socialdemokratiske regering. DU kan være evig forvisset om, at når forslagene til effektive klimatiltag kommer, så er det socialdemokratiske politikere, der er bagstræberne! Sørgeligt!

Den rene venstrefløj betegnes af arbejderklassen hånligt for at være en del af "eliten", hvilket fsv er korrekt, eftersom det meste af venstrefløjen består af mennesker, som aldrig har været ude i det, populister betegner som "det virkelige liv".

Den traditionelle arbejderklasse stemmer på socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti.

Men, @Thomas Faber, de "0,1% sten-rige" er ikke en samfundsklasse. For det første er gruppen aldeles inhomogen på stort set alle parametre, for det andet er den ustabil i den forstand, at medlemmerne ryger ind og ud af gruppen.

@Jens Winther;

Tjoh, du kan nok have ret. Nogle af de 0.1% bliver dog i gruppen, og kommer fra familier der har været i den i mange generationer.

Visse ting er de dog enige om, der på toppen af flæsket: multi-milliardærer, halv-hemmelige stor-finans-møder, internationale tænke-tanke mm. har officielt udtrykt ønske om - én global regering, én global valuta. Ikke så mærkeligt, da dette utvivlsomt ville gøre det nemmere at holde styr på pøbelen... og det er sjovt nok noget af det som "højrepopulisterne" slås imod.

Det ville være glædeligt om venstre- og højrefløj kunne gøre fælles front mod forsøg på konsolidering af magten (det værende sig økonomisk, intellektuelt, moralsk, militært, osv.). Ligeså fælles front mod enhver dialektik som fremmer del-og-hersk-strategier - dvs. venstre mod højre, mænd mod kvinder, sorte mod hvide, kristne mod muslimer, osv osv.

Det største problem for menneskehedens frihed, og ve og vel, både hvad angår miljø-spørgsmål, økonomiske spørgsmål, og friheds-spørgsmål er centralisering af magt og midler, og polarisering af masserne - og disse to hænger sammen.

Dialog og decentralisering er løsningen på både den nye højrefløjs og den nye venstrefløjs problemer.

Én menneskehed, samlet, mod det lille fåtal af magtmennesker der forsøger at holde os splittede og forvirrede. Man har jo lov at drømme, ikke? ;)

Flemming Berger, Randi Christiansen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

nej Thomas venstrefløjen er slet ikke arbejderklassens modstander, men borgelig bagtaling og løgn har gjort en del af arbejderklassen til modstandere af venstrefløjen, hvilket faktisk er ris til egen ræv da man herved samarbejder med højrefløjen om at holde egen løn nede, og saboterer solidariteten bla med tilslutning til gule "fagforeninger",

Estermarie Mandelquist, Susanne Kaspersen, Kurt Nielsen, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar

@Gert Romme,

"Altså først 7 år med vækst, der ved spekulation kommer for vidt. - Derefter 7 år med økonomisk krise for at rette op på økonomien."

Jeg har også gået på HHK (nu CBS), men - uden at være religiøs - så er denne 7 års cyklus allerede beskrevet i biblen, 1. Mosebog ;)

Josef tyder Faraos drømme om de 7 fede år ... osv.
https://www.bibelselskabet.dk/faraos-drom

Igen: uden at være religiøs, er det altså besynderligt at politikerne ikke har lært noget endnu.
(alle ved, der er 7 dage i en uge, og det kommer ikke bag på nogen ... ;)

Grundlæggende mener jeg, at alle mennesker er interesseret i klassesamfundet, bare de selv bor i den øverste klasse. Derfor er modstanden mod klassesamfundet snarere et udtryk for ønsket om at ændre på, hvem der bebor den øverste klasse, end et ydmygt ønske om, at alle skal være lige fattige.

Efter murens fald er det kun udtjente ortodokse og pensionerede nostalgikere, der ser en fremtid i socialismen. Venstrefløjen er i dag en tom bus, som har passeret sidste stoppested uden køreplan for i morgen, og her er det naturligt at erstatte den ideologi, som virkeligheden for længst har kørt agterud med en ny tro på en anderledes omkalfatring af selve grundlaget for menneskelig eksistens her på kloden, og her kommer klimaforandringerne som sendt fra himlen.

Hvor socialismen var en mellemmenneskelig ideologi, handler det nu om vores ageren i den globale sammenhæng mellem dyr og planter, jord, atmosfære og hav.

Trosbekendelsen handler om en erkendelse af vores aftryk, vores forurening, vores grådighed, vores manglende respekt for andre arter, vores samlede synd skyld og skam over for fremtiden.

Om venstrefløjen så kan tage patent på denne nyere agenda er nok tvivlsomt.

Torben K L Jensen

Jeg er vildt begejstret over at det lykkedes for Bernie Sanders at mobilisere ungdommen og arbejderklassen i en bevægelse USA ikke har set siden borgerrettighedsbevægelsen under Martin Luther King i 60´erne - det hurtigst voksende befolkningsgruppe - latinoerne - ændrer hele den politiske struktur i Syden fra republikansk til demokratisk - Det demokratiske parti burde være ellevlide med Bernie Sanders kup af alle de kommende vælgere i USA.

Estermarie Mandelquist, Ejvind Larsen, Mogens Holme og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Det lyder som om du bor i den øverste kasse Rikke.

@Torben KL Jensen, du har misforstået situationen i USA. Arbejderklassen stemmer altovervejende på Donald Trump. Det var arbejderne, der gav Trump sejren ved det sidste præsidentvalg - og det kommer til at gentage sig ved det kommende valg.

Torben K L Jensen

Beklageligvis nej ;-) Men jeg har heller ikke et naivt syn på menneskets begær. Kunne da også godt selv tænke mig en yatch i Monaco.

@Jan Weber;

Det var også sagt lidt groft... ;)

Personligt drager jeg ikke megen nytte af hverken højre-/venstre-modellen indenfor politik, eller klasse-modellen. Der er så vidt mig efterhånden kun meget lidt forklarings- eller forudsigelseskraft i dem, og nu bruges de egentlig mest bare til at forvirre folk, og sætte dem op mod hinanden.

Qua Peder Bahnes vilde vind af en kommentar. Her blæses spindelvæv og mugne, bedagede forestillinger væk i et enkelt rusk!

Vi må se på verden med nye øjne. Og håbe på at grundidéen bag venstrefløjen - medmenneskelighed, arbejdersolidaritet, respekt for de svage - stadig er til at grave frem fra murbrokkerne.

Når jeg skriver at venstrefløjen er arbejderklassens fjende, så mener jeg blot dette: venstrefløjen er blevet til et væld af mere eller mindre eksklusive identitetspolitiske grupperinger ("kvinder", "sorte", "LGBT", "jøder", med mange flere, og desuden i forskellige kombinationer), som meget af arbejderklassen ikke rigtigt kan identificere sig med - hvid, traditionel, og af europæisk afstamning som den er. Derfor føler den sig ikke længere repræsenteret af venstrefløjen, men endda i mange tilfælde fornærmet og talt ned til, og den bevæger sig derfor i stigende grad mod "højrepopulismen".

Værd at bemærke er at det på venstrefløjen anses som moralsk forkasteligt og fordømmelsesværdigt at identificere sig som "hvid", "kristen", eller "mand" - på trods af at mange arbejdere føler sig som i hvert fald to af disse!

Derfor får fx Trump, men også andre højrepopulister fremgang. Synd, er det.

Og derfor taler jeg om at mødes på midten. De eneste der har gavn af alt det kævleri og fløjkrig er de meget få der sidder på toppen.

"Og hvis Kina kaster sig hovedkuls ud i at satse på vedvarende energi, vil det alene i kraft af sin størrelse udløse en hård konkurrence om sjældne jordarter og aftagende forsyninger af kobber."

Sjældne jordarter er vist tilstede på Kvanefjeldet i Grønland.

Som det tegner sig nu vil ethvert tiltag der kan erstatte udvindingen af fossile brænsstoffer være til gavn for hele verdens befolkning næsten uanset hvor på kloden det sker. Tiden er knap. Det økonomiske system - det kapitalistiske - har spillet fallit. Vi skal ikke konkurrere men samarbejde hvis det skal lykkes.

Den første aftale burde være et stop for investeringer i militæret og i stedet udpege de forskningsområder der kan bringe os videre mod en fossilfri fremtid. Det vigtige er hvad vi bruger ressourcerne til. Jeg har ikke stor tiltro til at markedet kan løse det problem. For tiden ser det ikke ud til at løse nogen som helst af de problemer vi står overfor.

Kan udbrudet af Corona-virussen være en gamechanger. Nedlukningen af virksomheder i Kina kan betyde mangel til produktion situationer andre steder. Endnu ved vi ikke nok om virussen og det er ikke utænkeligt at den kommer til at sprede sig og lukke produktioner andre steder - Japan og Korea kunne i første omgang blive ramt. Spekulationerne går nu på om Kina holder til dette økonomisk eller vælger at slække på kontrollen. Det kan ingen have interesse i men det er vel markedet der bestemmer. Vi kunne lige så godt spille terninger om udfaldet.
Jeg tænker at det måske også er en øjenåbner for hvor skrøbeligt vi har indrette os blot p.g.a. et totalt ødelæggende og dumt pengesystem.

"Men jeg har heller ikke et naivt syn på menneskets begær. Kunne da også godt selv tænke mig en yatch i Monaco."

Rikke Nielsen, dit personlige begær efter en yacht i Monaco er noget, du har udviklet under din opvækst i en kapitalistisk kultur. Og det er denne udvikling af et umådeholdent begær, som er problematisk for ikke blot dig, men også mange andre mennesker og væsener, herunder kloden som sådan.

Estermarie Mandelquist, Ejvind Larsen, Flemming Berger, Jan Fritsbøger og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

Hanne Utoft

"Rikke Nielsen, dit personlige begær efter en yacht i Monaco er noget, du har udviklet under din opvækst i en kapitalistisk kultur. "

Det var nu lidt for sjovt, jeg skrev den sætning.

Som almindelig borger i det danske velfærdssamfund, er jeg faktisk ganske tilfreds, og jeg tror ikke, jeg ville blive lykkeligere med en yacth i Monaco. Men det er selvfølgelig også fordi, vi har fundet en afbalanceret tilgang til både kapitalisme og socialisme - i min optik kontrollerer vores samfundsmodel begge dele ganske udmærket. At så balancen mellem dem hele tiden er til genforhandling, hvilket også er vigtigt, ændrer ikke på, at grundsystemet er yderst velfungerende.

Engang imellem mangler vi bare lidt taknemmelighed over at være født ind i et så rigt samfund.

Til gengæld tror jeg på, at de store drømme om revolutioner, er drevet af et begær efter selv at komme øverst i det resulterende hieraki.

Pia Nielsen

"...hvor skrøbeligt vi har indrette os blot p.g.a. et totalt ødelæggende og dumt pengesystem..."

Som skulle afløses af hvad?

Hej Rikke
Et pengesystem hvor pengestrømmene ender der hvor der er brug for dem nemlig til grøn omstilling.
Spekulation på aktiemarkedet og i boligmarkedet er det ingen produktion bag. Der skabes ingen værdier.

Du kan finde oplysninger om pengesystemet her

Richard Werner: Today’s Source of Money Creation
https://www.youtube.com/watch?v=IzE038REw2k
og
https://www.godepenge.dk/

Ejvind Larsen, Torben K L Jensen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

USA´s jerngreb om verdensvalutaen - petro-dollars - skal brydes effektivt hvis skal have en chance for en global grøn omstilling og her er den "eneste" mulighed for at bryde monopolet en krypto-valuta baseret på en guldstandard (lige omveksling til den aktuelle guldværdi på markedet) og så naturligvis BlockChain der verificerer transaktioner af enhver art og det vil ske uden om alle centralbanker og på den måde uden for rækkevidde af klamme politikerhænder,spekulanter og andet samfundsnedbrydende ros.

Randi Christiansen

Lyt til hjernemadsen i dag, hvor tre forskere indenfor grøn energi opdaterer os på, hvor tæt vi faktisk er på co2 neutral energi i form af kvante el, lagring mv.

Og lad os ikke fortabe os i fortidens fejltagelser vedr socialisme men forstå socialisme som evnen til at være social dvs at tænke på helheden i stedet for kun på enheden ’mig selv’. At kunne skelne her synes at være en glemt disciplin. At tage vare på sig selv er jo forudsætningen for at kunne deltage meningsfuldt.

At kunne gøre dette forudsætter et filosofisk kvantespring som er at forstå nødvendigheden af et samarbejde, der respekterer biotopens miljø-og socioøkonomiske lovmæssigheder istedet for nuværende privatkapitalisering af fællesejet, som ikke respekterer disse lovmæssigheder, og som har bragt os i overhængende fare for at miste vort planetare hjem. Intet mindre.

De neoliberalistiske privatkapitalister må aflevere ved kasse eet og kravle beskæmmede tilbage til de huler, de kommer fra. Så skal vi andre mere udviklede individer nok sørge for at genoprette en samfundsorden, hvor vi alle kan leve i fred og frihed.

Karsten Nielsen, Estermarie Mandelquist, Ejvind Larsen, Torben K L Jensen og Pia Nielsen anbefalede denne kommentar

Det er når det kommer til stykket ikke ting der gør mig lykkelig. Men hvad syned du Rikke - hvad gør dig lykkelig? Rigtig mange mennesker på jorden har ikke været med til festen - og de 200 år hvor vi har drevet rovdrift på jordens ressourcer og væltet os i fossile brændstoffer her er ved at rinde ud. Er det fair? Vi bliver nok nød til at bede folk om at finde andre værdier end at stræbe efter at eje en yacht i Monaco for at få det til at hænge sammen. Mon ikke de kan finde ud af det og blive tilfredse alligevel.

Ruth Sørensen, Ejvind Larsen og Jan Fritsbøger anbefalede denne kommentar

Er der et link Randi til hjernemadsen?

Per Christiansen

Hvis et comeback til socialismen pga. klimakrisen betyder at de små kommer til at bære byrden så ja.

Torben K L Jensen

Babyboomet der blev væk er det tydeligste eksempel på at adfærdsøkonomi er en feljlgyde der er gået fra "snøvsen" . Udbudsøkonomerne skaber en falsk forventning om at få børn kan betale sig økonomisk så "råderummet" kan udvides til den tid hvor "boomerne" står til rådighed for arbejdsmarkedet og kan betale skat. Hvor er det sindssygt når alle véd at "Homo Economicus" ikke kan kneppe.

Randi Christiansen

@pia - hov, glemte at nævne, det var på p1 i dag

Randi Christiansen

"De neoliberalistiske privatkapitalister må aflevere ved kasse eet og kravle beskæmmede tilbage til de huler, de kommer fra. Så skal vi andre mere udviklede individer nok sørge for at genoprette en samfundsorden, hvor vi alle kan leve i fred og frihed."

Jeg ved ikke, om du kan se paradokset i, at der skal nogle ganske bestemte mennesker til at sikre, at vi "alle?" kan leve i fred og frihed, og at dette kræver, at der bliver fjernet nogle andre mennesker, som ikke lever op til kodekset?

Pia Nielsen
Hvad der gør mig lykkelig? Hm, god sex, tror jeg. Men det kan man jo sikkert også have på en yacth i Monaco ;-)

Og så sådan generelt. I et samfund, hvor der bliver omfordelt for omkring 1.000.000.000.000 kroner, er det svært at få øje på, at alle kun tænker på "mig". Problemstillingen er nok en smule mere mangesidet end som så. Dette er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at der ikke skal indføres politiske reguleringer på de dele af et forbrug, der har direkte skadelige virkninger på klimaet.

Randi Christiansen

@rikke - jeg er udmærket klar over, at min formulering er meget provokerende og kan misforstås, beklager. Lad mig forklare dig : "De neoliberalistiske privatkapitalister må - såfremt vi skal have en chance for at udvikle en funktionel miljø-og socioøkonomi - aflevere ved kasse eet og kravle beskæmmede tilbage til de huler, de kommer fra. Så skal vi andre mere udviklede individer nok sørge for at genoprette en samfundsorden, hvor vi alle kan leve i fred og frihed."

På trods af at pengemagten udsætter os for systemiske overgreb, går jeg ind for et fredeligt systemskifte baseret på intelligente forvaltningsprincipper. Hvis du ser dig omkring i verden, vil du forstå, at stadig flere har mistet den tålmodighed.

"Og så sådan generelt. I et samfund, hvor der bliver omfordelt for omkring 1.000.000.000.000 kroner, er det svært at få øje på, at alle kun tænker på "mig"."

Du forstår tydeligvis ikke, at det er helt grundlæggende forvaltningsprinciper, som er dysfunktionelle. Mener ellers, jeg har stavet det forfra og bagfra i årevis.

Jens Ole Mortensen

Jeg læser indlægget fra Adam Tooze, som han fortæller om alle fortræffelighederne ved Kina´s kommunisme frem for vores vestlige kapitalisme. At systemkritikkere forsvinder , at muslimer sættes i genopdragelseslejre, hvor de med brutale metoder bliver tvunget til at frasige deres tro. Og i det heletaget er et brutalt diktatur, hvor menneskerettigheder er uden betydning. Det er bare en detalje.
Paradoksalt nok er socialister, som har denne linje utroligt omtåelige når deres egne frihedsrettigheder krænkes.
Og at tro at socialismen bliver det som strømmer ud over verden. Den har jeg hørt før. Det er ønsketænkning. Jeg tror at for de næste generationer vil vanetænkningen mellem socialisme og kapitalisme. Være som en dinosaur.

Jeg læste Katarina Juselius´bog . Økonomi og virkeligheden. Hun har måske et venstreorienteret udgangspunkt,, men hendes bog er faktuel og god. Og der dannede sig et billede, for mig, af en finanssektor helt ude af kontrol.
Siden 70-80erne er de værdier vi har i aktier, i Danmark, steget 1500 % boligværdien omkring 1000 %. mens vores bmp, i forhold til prisregulering kun er steget minimalt. Det´ samt arbejdsstyrke har lagt, nogenlunde, konstant længe.
Men hvad betyder det at , vi, i den vestlige verden, hovedsageligt lever af den finansielle sektor.
I 2019 fik danmark 60.000.000.000 kr i skatte indtægter fra pensionskasser. Selvom pensionskasserne undgår aktier fra miljøbelastende firmaer og firmaer som bryder menneskerettigheder, kan vi ikke se om firmaer, som vi betegner som miljøvenlige, har deres aktiekapital i firmaer som belaster miljøet eller bryder menneskerettigheder. Det er uigennemskueligt.
For hele det finansielle aktiesystem er menneskerettigheder og miljø´ irrelevant. De giver kun små kortvarrige bump i aktiekurserne.
Jeg spørger mig selv. Jordens ressourcer er hastigt svindende. 60 % af højerestående dyrearter er udryddet. Der er jo vores egentlige værdier. Hvorfor har det ikke indflydelse på aktiekurser ?
Så slog det mig. Vi har jo stadig lidt over en halv jordklode at tage fra. Bliver folk drevet fra deres hjem pga. klimakatastrofer i Etiopien. Ja så bliver befolkningen mere desperat og man kan sænke lønnen yderligere . Dør migranter på Middelhavet- små bump . Ingen særlig betydning for aktiekurser.
Men er der et tipping-point ? Jeg mener ikke for klimaet, Jeg mener for finansverdenen . Hvad når vi har under en halv jordklode at tage af. Eller en kvart, eller en trediedel ? Kan det så ikke betyde at det hele ryger med et brag ? Og måske aldrig kommer på fode igen ? At vi mister ,( Et skud på tasken) 70 % af vores økonomi, som den finansielle sektor ca. udgør ? At pensionsopsparingen er forduftet ?
Og at vores levestandart falder drastisk, fordi vi kun har vores firmaer og anden mikroøkonomi at leve af ? Firmaer som for en stor del har sat sin kapital i aktier.
Jeg er enig i at neoliberalisme er et problem. Men det betyder ikke at jeg er imod liberalisme og kapitalisme.
Vi kunne f.eks. beskatte aktie indtægter og give skattelettelser til virksomheder. Så kunne man også skille fårene fra bukkene. De som brokker sig er de som lever af den finasielle sektor og de som skaber værdier vil påskønne det.
På den måde kunne vi ruste os mod det værst tænkelige scenarie .
Jeg tror ikke på de klimatiltag vi tager nu. Regulerer vi ikke finanssektoren, vil vi til næste år se en verden hvor klimaproblemerne er blevet større. Og afgifter skader kun vores mikroøkonomi.
Vi lever , hovedsageligt, af en finanssektor, hvor menneskerettigheder og klimakatastrofer, næsten ingen indflydelse har på økonomien og kurser. Og vi vasker vores hænder med klimaafgifter og udviklingsbistand.
katarina juselius prøver at kalde finansdrengene op. De økonomiske modeller har tragiske konsekvenser for mennesker. Og hun ar arbejdet på modeller som afbøder disse konsekvenser.
Men jeg tror hun har et stort hjerte. og tror det bedste om mennesker. Det er simpelthen ikke relevant for finansdrengene.

Torben K L Jensen

Det er for mange der tror at "status quo" kan fortsætte i det uendelige - træk hovedet op af sandet og erkend at vi står overfor et uafvendeligt skift i vores livebetingelser i den nære fremtid.

Randi Christiansen

@jens ole - planeten er et integreret system. Alt interagerer med alt efter endnu ikke fuldt erkendte lovmæssigheder. Vi ved dog nok til, at det burde være indlysende, at det at overlade til private entreprenører at beslutte, hvortil ressourcerne allokeres, ikke er en miljø-og socioøkonomisk velfungerende model. Jeg er yoga lærer. I yogaen ved vi, at spændinger standser kroppens flow = energistrømmene og blodet, som fjerner affaldsstoffer og bringer frisk ilt rundt i kroppen. Det samme gælder for modersystemet, vort kosmiske hjem, planeten jorden. Det er, som torben siger, på høje tid at få hovedet ud af mørket og vågne til dåd. Ellers er det farvel og tak for denne gang. Den ene planet til den anden : hvordan går det? Ikke så godt, jeg har fået mennesker.

Jens Ole Mortensen

Randi Christiansen
Vi ved også nok til at vide at et antropocentreret livssyn, hvor man tror at mennesket er i centrum og skal administrere livet og naturen på vores klode. Er et af de største problemer for klimaforandringer og død af biodiversitet. Vi kan jo ikke engang holde dræbersnegle og mårhunde ude af haver og natur.
Den der gamle Marx parole, som siger at kapitalen altid vil bestræbe at få mest muligt profit ud af arbejderen for mindst muligt penge. Det er forsimplet. Jeg køber den ikke. Betyder det så ikke at arbejderen altid vil lave mindst muligt for flest muligt penge.
I modsætning til de fleste af jer. Blev jeg selv født ind i en arbejderfamilie for 62 år siden.
Så hvad ved jeg om det ?

Randi Christiansen

Hej jens ole - det gjorde jeg også.

"Vi ved også nok til at vide at et antropocentreret livssyn, hvor man tror at mennesket er i centrum og skal administrere livet og naturen på vores klode. Er et af de største problemer for klimaforandringer og død af biodiversitet."

Jeg har ikke udpeget et centrum, men peger på, at vi befinder os i et integreret system, hvor alt interagerer med alt. Det betyder, at individet har et ansvar.

René Arestrup

@Hanne Utoft
'..dit personlige begær efter en yacht i Monaco er noget, du har udviklet under din opvækst i en kapitalistisk kultur.'

Interessant betragtning, specielt fordi det vrimler med eksempler på socialistiske- og kommunistiske ledere, der har raget til sig i stor stil og levede luksusliv, mens deres befolkninger henslæbte en tilværelse med mangel på selv helt basale nødvendigheder.

Grådighed er ikke udelukkende et kapitalistisk fænomen, omend det er her den manifesterer sig i de mest vulgære excesser.

Det er, sørgeligt nok, en ren menneskelig ting.

Grådighed er ikke udelukkende et kapitalistisk fænomen, men en ren menneskelig 'ting'???

René Arestrup

@Hanne Utoft
Ja, det gik måske en anelse hastigt. Min pointe er selvfølgelig, at begær, grådighed og egeninteresser udfolder sig på tværs af ideologisk-politiske kulturer. Ergo er din påstand falsk!

Randi Christiansen

René - hvad kom først, hønen eller ægget? Du har ikke mange forhåbninger på vegne af menneskehedens evne til at udvikle sig i den rigtige retning? Forstået som evnen til at samarbejde i stedet for indbyrdes konkurrence om og privatkapitalisering på fællesejet?

Og tror man på, at en sådan hensigtsmæssig udvikling er mulig, må man også indse, at privatkapitalismen ikke er befordrende herfor. Tværtimod, dens eneste funktion er 'brændt barn skyr ilden'. Spørgsmålet er efterhånden, hvor forbrændte vi skal blive?

René Arestrup

Randi, jeg forholder mig alene til historiske kendsgerninger, ikke til ideale forestillinger.

Jeg er for så vidt enig i dit ræsonnement, men mener at det overstiger menneskelig formåen. Næsten uden undtagelse.

'Kammerat Napoleon' er en klassiker af en årsag.

René Arestrup, hvis du så gerne vil inddrage historiske kendsgerninger, så oplys mig om et menneske, der er opvokset i et reelt socialistisk samfund, som du kan dokumentere optræder grådigt (e.g. aspirerende efter yachts o.a.). Jeg vil gerne tro at du mener at have en pointe, men mon ikke du forveksler socialisme/kommunisme med socialdemokratisme og statskapitalisme når du henviser til angiveligt socialistisk/kommunistisk sindede statsledere som levede i luksus, mens befolkningens vilkår blev forringede? En del tyder på det.

René Arestrup

@Hanne Utoft
Meget raffineret. Du har har tydeligvis indlagt benspænd, som gør det umuligt at pege på et eneste eksempel, der opfylder dit kriterium om '..et reelt socialistisk samfund..'

Den leg gider jeg ikke.

Men jeg kan da vende den rundt og spørge dig om du kan komme i tanke om et eneste eksempel, der opfylder dit kriterium - og hvor mit argument kommer til kort?

René Arestrup, jeg lagde ikke op til nogen leg - men personligt finder jeg det usandsynligt at et reelt socialistisk/kommunistisk samfund vil kunne fremvise et sådant asocialt lederskab, hvorimod et kapitalistisk eller blandingsøkonomisk ofte har gjort det.

René Arestrup

@Hanne Utoft
Tak for det manglende eksempel.

Point proven.

René Arestrup, hovedparten af de såkaldt kommunistiske lande var/er statskapitalistiske; ethvert forsøg på at skabe socialistiske tilstande af forskellig art er hidtil strandet i kontrarevolutioner, korrumpering og fastfrysninger i forskellige former.

Sider