Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: For Bertil Engstrøm var lyden af maskiner som fuglesang

Bertil Engstrøm kunne forsvinde så langt ned i arbejdet med sine opfindelser, at han glemte at spise. Han var noget så ejendommeligt som en tekniknørd, der gik op i shamanisme
Den spruttende begejstring, som mange mister sammen med barndommen, fortonede sig aldrig hos Bertil Engstrøm. Den definerede ham.

Den spruttende begejstring, som mange mister sammen med barndommen, fortonede sig aldrig hos Bertil Engstrøm. Den definerede ham.

Privatfoto

8. februar 2020

En af de oplevelser, der lyste klarest i Bertil Engstrøms erindring, var, da han som dreng rejste til Sverige med sin storebror og opdagede nogle maskiner ved havnen. Han kiggede op på kranen, der knejsede mod himlen, og han lyttede til en bestemt motor, der brummede smukt i hans ører.

Han arvede sin passion for teknik fra sin far, der var maskinarbejder, og allerede i en tidlig alder byggede han en avanceret motor i modellervoks, ligesom han læste tykke bøger om dampmaskiner, når han var syg og måtte blive under dynen.

Bertil Engstrøm

  • Født den 15. juli 1944.
  • Uddannet maskinarbejder og maskiningeniør.
  • Efterlader sig en bror, sin kæreste, to ekskoner, fire børn, en bonusdatter og seks børnebørn.
  • Død 28. juli 2018

Senere fyldte han sin reol med bøger om de maskiner, der blev brugt under Anden Verdenskrig, og hvis man spurgte ham, kunne han nævne, hvilken flymodel tyskerne havde brugt i hvilke lande.

Og da han så Titanic med sin datter, et af hans i alt fire børn, blev han vildt begejstret over scenerne fra maskinrummet og begyndte at forklare, hvordan de enkelte dele fungerede på det hedengangne gigantskib.

Det var dog ikke bare en interesse, det var også hans arbejde.

Han startede som lærling på værftet i Helsingør, hvor hans far arbejdede, og det gjorde, at han havde en meget praktisk tilgang til teknikken, da han senere uddannede sig som maskiningeniør.

Han nåede både at være fabrikschef og syn- og skønsmand, men store dele af arbejdslivet brugte han som selvstændig opfinder og produktudvikler, hvor han konstant og evigt kreativt rodede med dingenoter i sit eget værksted. Til tider kunne han blive så opslugt af sine projekter, at han helt glemte at spise.

Tekniknørd på ’vision quest’

Det var en anden side af ham: Han var distræt, og nogle gange måtte man banke i bordet for at hive hans tanker ned på jorden og få hans opmærksomhed. Og det skete mere end en enkelt gang, at han kørte afsted i sin Mercedes med arbejdstegninger på taget, så de blafrede ud i vinden.

Hans sind havde det med at vandre i overraskende retninger, men han glemte også ting, og han havde svært ved at lære af sine fejl. Det var først, efter han havde passeret de 60 år, at han fik en del af forklaringen: Han havde ADHD.

Den sene erkendelse kom dog ikke som et chok for Bertil Engstrøm – snarere som en lettelse. Han var altid åben om sin diagnose og fortalte gerne om den for at hjælpe andre i samme situation.

Hans interesse for sindet stoppede dog ikke der: Siden slutningen af 80’erne havde han interesseret sig for psykoterapi, shamanisme og rebirthing, og sammen med Susanne, som han tilbragte sine sidste 19 år med, drog han på vision quests, hvor de ikke måtte indtage mad og drikke i 48 timer, medmindre den kom fra naturen. Bertil Engstrøm var selvfølgelig ikke længe om at udvikle en smart metode til at opsamle regnvand.

Han sagde selv, at han som ung havde haft et sind som et jernbanespor, fastlåst og ensporet, men han åbnede sig for nye ideer, i takt med at han blev ældre – åbnede sig for sine omgivelser og omfavnede endda det spirituelle.

Vulkaner og modeltog

Da han sent i karrieren udviklede og producerede et motoriseret apparat, der kunne måle gevind (den spiralformede rille på for eksempel en skrue), oplevede han karrierens største kommercielle succes. Han brugte nogle af de nye penge på at udvide sin samling af modeltog, og han købte en særlig skinne, der gjorde, at togene sagde de helt rigtige lyde, når de kørte.

Den spruttende begejstring, som mange mister sammen med barndommen, fortonede sig aldrig hos Bertil Engstrøm. Den definerede ham.

Han nød at rejse og besøgte blandt andet Indonesien for at se på vulkaner, endnu en af hans mange passioner. Da han begyndte at trække sig tilbage og ønskede at drage på nye udlandseventyr, stod hans fysik i vejen. Kroppen var begyndt at beklage sig efter et langt liv i værksteder og på fabrikker, og det hjalp ikke, at han også led af en gigtsygdom, der satte hans lunger under pres. Han måtte ofte trække sig tilbage fra sociale arrangementer for at ligge ned et øjeblik og samle kræfter.

I en alder af 74 år blev han indlagt på hospitalet, hvor han tre gange havnede i respirator. Efter et par uger stod det klart, at kroppen ikke ville mere, og han valgte selv, at hans behandling skulle stoppe. Han døde blot en dag senere.

I de dage var han dog afklaret, og han nød det nære selskab med dem, han elskede. Da hans storebror, der altid havde betydet meget for ham, kom på besøg, genfortalte han historien om maskinen, der havde brummet så skønt i Sverige for over et halvt århundrede siden. Det var en lyd, der fulgte Bertil Engstrøm, helt til den sidste stund.

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Beck-Lauritzen
  • Anker Nielsen
  • Arne Albatros Olsen
  • David Zennaro
Peter Beck-Lauritzen, Anker Nielsen, Arne Albatros Olsen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu