Baggrund
Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: ’Don T’ vidste godt selv, han havde karisma

Thorkil Smitt kaldte sig Don T og gik i spraglede skjorter. Til en medarbejderudviklingssamtale, der ikke handlede om løn, bad han om et karismatillæg
Thorkil Smitts historiske interesse kastede rejser til både Cuba og Afrika af sig.

Thorkil Smitts historiske interesse kastede rejser til både Cuba og Afrika af sig.

Privatfoto

Moderne Tider
15. februar 2020

Han underskrev sig altid ’el Commandante’ eller ’Don T’. Det sidste var et øgenavn Thorkil Smitt for mange år siden havde fået af de gymnasieelever, han underviste i spansk, men som han uden tøven havde taget til sig. Det spanskklingende matchoøgenavn passede ham godt, for han var aldrig bleg for at stille sig frem, lede og få den opmærksomhed, der fulgte med.

Allerede i sin barndom tog han lederrollen på sig. Spejderne manglede en patruljefører, og han var den naturlige til at tage rollen. Han tog ansvar, satte retning og fulgte op på, at folk gjorde som de var blevet bedt om. En autoritet uden at være autoritær, mindes en barndomsven. »Jeg er en god leder« kunne han godt selv finde på at sige. Flere mente, at det var lige lovlig kækt, men der var ingen, som satte spørgsmålstegn ved det.

Thorkil Smitt

  • Født den 10. august 1954 i Sønderborg og opvokset i Holstebro.
  • Uddannet cand.mag. i historie og spansk fra Københavns Universitet i 1984.
  • Lektor på Egedal Gymnasium i spansk og historie og forfatter til syv historieundervisningsbøger.
  • Gift med Benedikte Rode fra 1984 til 1990, Tina Smitt fra 1996 til 2008 og Lisbeth Mygind fra 2013.
  • Efterlader sig en kone og fire børn.
  • Død 10. december 2019 og bisat 14. december 2019

Thorkil Smitt voksede op i et hjem, hvor hans far signalerede, at han skulle tie stille – ikke ved at sige det til ham – men ved at smække med dørene i huset. Måske var det af den grund, at han blev en højlydt person, der sagde tingene direkte. 

Ubegrænset selvtillid

Han gik i farverige eller spraglede skjorter, både i hverdagen og til de mange store fester, han holdt i det bofællesskab, han i 80’erne etablerede på Bovelsgården i Gershøj, og som han insisterede på at bo i gennem alle de tre ægteskaber, han skulle få. Her samledes hans store omgangskreds, blandt andet når han en gang om året inviterede til rødvin og autentisk spansk paella, tilberedt på den helt rette måde – på et bålsted under åben himmel i en kæmpe spansk paellapande. 

Kunne han lide en, var han generøs og omsorgsfuld, men faldt man ikke i hans smag gjorde han ikke noget for at komme en i møde. Det gjaldt også i klasselokalet. De elever, der ikke fulgte med, fokuserede han ikke på, men dem der engagerede sig, gjorde han meget for – og han fortalte gerne selv, hvor god en underviser han var, samt hvor stor en betydning han havde for sine elever. 

Den store selvtillid fik ham til under en medarbejderudviklingssamtale, der egentlig ikke handlede om løn, at bede om en lønforhøjelse i form af et karismatillæg. For hans karisma var naturligvis et vigtigt bidrag på skolen, mente han. 

Han var også direkte og selvsikker til personalemøderne på gymnasiet, hvor han gjorde det klart, at hans fag var det vigtigste og ikke skulle pilles ved. Særligt de kolleger, der delte fag med ham, holdt af hans facon, mens andre kolleger mest af alt tolererede ham. 

Også på de mange historiekurser han arrangerede til lande som Ghana og Cuba gjorde han sig bemærket. På en tur til Cuba afbrød han en lokal, ung guide midtvejs i dennes historieoplæg, fordi han ikke syntes, at han vidste nok. Så han gav ham halvdelen af lønnen og tog selv over. Da nogle af kursisterne fandt det uhøfligt, slog han det hen og overbeviste dem om, at det var det rette træk. 

’Høvding til høvding’

På en tur til Ghana kom hans selvsikkerhed ham igen til gode, da hans delegation blev modtaget af en lokal høvding til en formel ceremoni med stort tromme- og hornorkester. Nogle fra delegationen skulle stille sig op med høvdingen foran den store forsamling, udveksle gaver og holde en tale. Det faldt ham naturligt at påtage sig den opgave at stå der »høvding til høvding«, som en ven beskriver det. Talen, der den følgende dag blev gengivet i den lokale avis, rummede blandt andet citatet »If it wasn’t for the African drum, we wouldn’t have rock’n’roll.«

Sideløbende med sin undervisningsgerning skrev Thorkil Smitt syv historieundervisningsbøger. Men hans passionsprojekt, hans con amore som han kaldte det, nåede ikke at udkomme. Det var en bog, der ville fortælle verdenshistorien gennem rockmusikkens udvikling.

Det forenede hans passion for historie med hans passion for rockmusik. En passion han havde dyrket, siden han med de andre flippere i gymnasietiden røg tjald og hørte The Who. Han arbejdede på bogen i næsten et årti, men gjorde den først færdig, da det i september måned stod klart for ham, at han skulle dø af kræft. Et af hans sidste ønsker var, at bogen ville blive publiceret. Det ønske bliver efter hans død opfyldt, når Historien rocker udkommer til foråret. Hans egen historie gjorde indtryk. Det vidnede de over 200 deltagere til hans bisættelse om.
 

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Et karismatillæg. Hvor herligt!