Baggrund
Læsetid: 4 min.

Putin har fået sig et nyt våben: historieforfalskning

Siden efteråret har Ruslands præsident Putin ved flere lejligheder udtalt, at Polen startede Anden Verdenskrig. En fortælling, der både kan hjælpe ham med at legitimere et autoritært styre indadtil og styrke landets position udadtil
Over for den russiske befolkning har Putin brug for at understrege behovet for den stærke beskyttende stat, han repræsenterer. Det skal omskrivningen af krigshistorien biderage til.

Over for den russiske befolkning har Putin brug for at understrege behovet for den stærke beskyttende stat, han repræsenterer. Det skal omskrivningen af krigshistorien biderage til.

Mikhail Klimentjev

Moderne Tider
8. februar 2020

Med få måneder til den store fejring af 75-året for Sovjets sejr over nazisterne er Ruslands præsident Putin i de seneste måneder kommet med flere bemærkelsesværdige udtalelser om Polens rolle i Anden Verdenskrig. Ved adskillige offentlige arrangementer har han antydet, at Polen startede krigen. Tilbage i december, hele fem gange på én uge.

Til et møde i det russiske forsvarsministerium juleaftensdag kaldte Putin den polske ambassadør i Nazityskland et »antisemitisk svin«, og til et årligt møde med en række store, russiske forretningsfolk dagen efter fik Putin igen drejet samtalen ind på Polens ansvar for krigens udbrud. Senere gik en talsmand for parlamentet sågar ud og bad Polen om en undskyldning.

Det er en ny strategi fra russisk side. Tilbage i 2009 skrev Putin en artikel, hvor han forholdt sig kritisk over for Molotov Ribbentrop-pagten fra 1939, en ikkeangrebspagt mellem Nazityskland og Sovjetunionen med en hemmelig tillægsprotokol, hvor staterne delte Øst og Centraleuropa mellem sig. Under Gorbatjov anerkendte Sovjet i 1989 for første gang den hemmelige protokols eksistens, og den blev erklæret ugyldig og fordømt. Der var med andre ord plads til de grå toner i fortællingen om krigen.

Men i takt med at Ruslands har droppet ambitionerne om at blive integreret i Vesten – og nu nærmere ser sig selv i opposition hertil – er Putin begyndt at omskrive den historiske beretning om fædrelandskrigen og bruge den strategisk. Det fortæller Niels Bo Poulsen, der er institutchef på Institut for Militærhistorie, -kulturforståelse og Krigsteori ved Forsvarsakademiet.

»Og det er nok cirka 50/50 udenrigs- og indenrigspolitisk strategi,« siger han.

Krig mellem lys og mørke

I september sidste år vedtog Europa-Parlamentet en fordømmelse af Molotov-Ribbentrop-pagten, og selv om pagten er over 80 år gammel, blev det ikke vel modtaget i Kreml.

Putins generation af russere reagerer nemlig, ifølge Niels Bo Poulsen, »meget emotionelt«, når deres fædreland bliver udskammet på grund af Molotov-Ribbentrop-pagten. Det bryder med hele det russiske selvbillede om krigen.

»For Putins generation er der en hellig fortælling om, at Rusland var et offer, der blev overfaldet af et ondt naboland. Det var en krig mellem lys og mørke. Mellem godt og ondt,« forklarer Niels Bo Poulsen.

Derfor er det ganske tænkeligt, at fordømmelsen har motiveret Putins efterfølgende udtalelser om Polens rolle i krigen. Men man må forstå, mener Niels Bo Poulsen, at den lette omgang med historieskrivningen ikke alene er en reaktion på Europa-Parlamentets fordømmelse. Der er mere på spil end bare fædrelandsfortællinger og fornærmelse. Putins omskrivning af historien er faktisk en politisk strategi i sig selv.

»Og der bliver investeret rigtig meget politisk kapital i det her fra russisk side,« siger Niels Bo Poulsen.

Den stærke stat

Ifølge den amerikanske journalist Anne Applebaum, der beskæftiger sig med østeuropæisk og russisk politik, har Putins udmeldinger et klart indenrigspolitisk formål.

Putin »bruger krigen som en symbolsk retfærdiggørelse af sin egen autoritarisme,« skrev hun i magasinet The Atlantic i januar. Det gør han ved at idyllisere Ruslands rolle i krigen og på den måde legitimere en stærk, handlekraftig stat.

»Han vil ikke bare gøre Rusland ’stor’ igen, men lige så stor, som da Den Røde Hær besatte Berlin i 1945,« skriver Applebaum. For den fortælling kan ingen russere være uenige i.

Men strategien rækker langt ud over Anden Verdenskrig, mener Niels Bo Poulsen. Putin repræsenterer en historiebrug, hvor der er stort fokus på krigene, de stærke zarer og en stærk statsmagt.

Han forsøger at fortælle russerne, at Ruslands historie er historien om et fredselskende land, som omverdenen vil det ondt. Og det eneste, der har reddet dem fra undergang, er en stærk, centraliseret stat.

»Så bliver alternativet til den stærke, centraliserede stat, kaos. Putin eller kaos.«

Svække Polen og tækkes Kina

Men Putins udmeldinger har et mindst lige så stort udenrigspolitisk sigte.

Polen er i dag det mest antirussiske land i både NATO og EU og samtidig det østeuropæiske land med den største hær og den største økonomi. Derfor har Rusland interesse i at udskamme og delegitimere styret, mener Applebaum.

Og blandt andet på grund af den populistiske udvikling i landet er det Polske styre »mere isoleret, end det har været i 30 år,« skriver hun. Ergo, et let offer.

Samme analyse deler Niels Bo Poulsen. »Putins strategi er at så tvivl om polakkernes synspunkter, legitimitet og gøre dem til de hovedskyldige i krigen,« siger han.

»Derfor laver han nogle greb, han ville være dumpet på, hvis det var et kursus i kildekritik på universitetet.«

Når den polske ambassadør eksempelvis udtaler sig antisemitisk i 1939, ved han i sagens natur ikke, at der få år senere vil blive oprettet koncentrationslejre for jøder. »Men det er den type tilbagelæsninger, Putin laver,« siger Niels Bo Poulsen. 

Det store fokus på Anden Verdenskrig kan samtidig ses som et led i det intensiverede partnerskab mellem Rusland og Kina. For i de store fortællinger om fædrelandskrigene har de to stater et værdifællesskab.

»For Ruslands vedkommende er det fortællingen om, at man vandt over nazisterne, og for kineserne er det en beretning om deres kamp mod de fascistiske og militaristiske japanere,« siger Niels Bo Poulsen.

Og ved at dyrke de fortællinger kan båndet mellem de to ellers ret forskellige lande knyttes endnu stærkere, forklarer han.

Med 75-årsjubilæet i maj og diverse fejringer af sejren over nazisterne fordelt over hele året, kan vi, ifølge Niels Bo Poulsen, forvente mange flere udtalelser i denne retning fra Putin.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

- Hm..., hvorfor holde sig tilbage overfor omverdenen, når en amerikansk præsident kan lyve om virkeligheden for såvel omverdenen som for egne borgere dagligt, hvad betyder så en lille russisk løgn her og der ´, af og til(?), det kan vel ikke være så forfærdeligt!

jens christian jacobsen, Leif Iversen, Birte Pedersen, Torben Bruhn Andersen, Torben K L Jensen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Herhjemme i lille Danmark er der politikere på højrefløjen, som vil have danmarkshistorien omkring anden verdenskrig skrevet om for at Danmark skal fremstå mere handlekraftig i modstanden af den tyske besættelse.

Det er vel også historieforfalskning.

Bjarne Bisgaard Jensen, Vibeke Hansen, Sus johnsen, jens christian jacobsen, Karsten Aaen, Michael Gudnæs, Eva Schwanenflügel, Birte Pedersen, Torben Bruhn Andersen, Torben K L Jensen, Erik Winberg, Per Torbensen, Christian Skoubye og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

@Espen Bøgh
Forskellen ligger nok i at mens Trump dagligt tweeter usandheder, vil hans usandheder ikke gå ud over historiestudiet på universiteterne i USA eller dækningen af historie i podcasts o.lign. At være historiker i nyere tid (dvs. f.eks oplysningstiden og frem) i Rusland er risikabelt. Én historiker der forskede i de massedrab Sovjet begåede under krigen, blev eksempelvis sigtet for pædofili. Han blev frikendt efter at sagen blev berømt, men det er stadigvæk en skræmmeteknik der fungerer.

Amerikanerne er i øvrigt ikke så ømfindtlige ang. deres nationale historie som russerne er. Der er ingen politikere, der f.eks kan slippe afsted med at påstå at USA aldrig har haft slaveri, fordi politikeren mener at det ikke ser godt ud i historiebøgerne.

I det hele taget er den nationalisme, der driver Putin til at historieforfalske, bygget på nationalt mindreværd. På at man kun kan elske sit land hvis man elsker en højglanspoleret, glorificeret, romantisk version af den deroppe på sin pedestal. Hvis man kun kan elske en Barbieficeret, fetisheret, idealiseret version af en kvinde er man jo heller forelsket i den virkelige kvinde, men i ens egen fantasi.

Erik Karlsen, Anders Reinholdt, Birte Pedersen, Torben Bruhn Andersen, Niels Johannesen, Lars Rasmussen, Uffe Palludan, René Arestrup, Christian Skoubye, Peter Beck-Lauritzen, Bent Jensen, Joen Elmbak og Christian De Thurah anbefalede denne kommentar

Martine Amalie Krogh
Jeg kan kun opfordre dig til at gå ind på Norsk utenrikspolitisk institutt NUPI, hvor du kan finde et udmærket projekt : ”History as politics in Putin’s Russia”. Kan også streames på YouTube.
Med venlig hilsen

Christian De Thurah

Espen Bøgh
“... en lille russisk løgn her og der ...”! Russerne har aldrig villet indrømme deres medansvar for anden verdenskrigs rædsler: deres hjælp til nazisterne, så de kunne opruste hemmeligt i strid med fredsbetingelserne efter første verdenskrig, deres overgreb på Polen (bl.a. Katyn-massakren, som de gav tyskerne skylden for ) og deres behandling af krigsfanger - for nu blot at nævne et par “ småting”.

Dennis Jørgensen, Birte Pedersen, Lars Rasmussen, René Arestrup, Peter Beck-Lauritzen, Bent Jensen og Joen Elmbak anbefalede denne kommentar

Bjørn Pedersen, 08. februar, 2020 - 09:01

Årh., det var nu ikke for at ren skure Putin jeg skrev ovenstående.

Tidligere for en del år siden, beskrev Putin som "Den blanke Tzar" som vesten skulle passe på med at spejle sig for meget i, for lige som fortællingen,"Alice i eventyrland" gemmer det ubehagelige sig bag spejlbilledet.

Lars Rasmussen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Mageløse, nationalistiske diktatorer, Trump, Putin, Xi osv. Aldrig har løgn og bedrag været tydeligere. Nå, Goebbels viste vejen; gentag løgnen tit nok og den bliver sand!

Lars Rasmussen

Putin har tydeligvis set - og misforstået - den polske kultfilm Jak rozpętałem drugą wojnę światową (How I Unleashed World War II; de første 20 minutter kan ses kvit og frit med engelske undertekster her). Thi selv om denne film ganske rigtigt viser (ca. 8 minutter inde), hvordan en polsk soldat starter krigen ved at beskyde en tysk general, så glemmer Putin her én vigtig detalje: Denne film er ikke en dokumentar, men en kulsort komedie!

Derfor blot en lille opfordring til vor ven Vladimir Vladimirovitj: Han bør tage et aftenkursus i filmanalyse. Og i øvrigt skrive sig bag øret, at Tyskland startede anden verdenskrig ved at invadere Polen den 1. september 1939. Punktum! At Sovjetunionen så efterfølgende invaderede Polen den 17. september 1939 er en anden (og dog forbundet) historie...

Hvad er det nye?
Man skal ikke kende ret meget til historien for at vide, at magthavere altid har forvansket og forfalsket begivenheder for at sætte sig selv i et bedre lys.

jens christian jacobsen, John Larsen, Peter Beck-Lauritzen, Torben Bruhn Andersen, Torben K L Jensen og Christian De Thurah anbefalede denne kommentar

Sådan gør alle diktaturer.

Peter Beck-Lauritzen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Og så er der lige det med Königsberg

Torben K L Jensen

Der var meget ondt blod mellem den jødiske undergrundshær og den polske. Bare den kendsgerning at den røde hær stoppede deres vestoffensiv lige uden for Warszawa mens tyskerne ryddede byen for al modstand så russerne kunne fortsætte mod Berlin. Man bør også huske på at Polen engang var en stormagt der indbefattede Ukraine - en rivalisering der også havde indflydelse før 1. verdenskrig.
Men - hvorom alt er - det er altid sejrherren der skriver historien og i dette tilfælde Putin og resterne af sovjetindoktrineringen.

Eva Schwanenflügel, Peter Beck-Lauritzen og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar

Historie er hvad flertallet (sejrherrene) bliver enige om. Og popkulturens fortolkning (Hollywood) er hvad der cementerer vores historiske bevidsthed.

jens christian jacobsen, Randi Christiansen, Peter Beck-Lauritzen, Torben K L Jensen og Stig Bøg anbefalede denne kommentar
René Arestrup

Det er helt utroligt hvad man kan bilde russerne ind...

Det er helt utroligt. hvad man kan bilde russerne og danskerne ind....................

Erik Boye, Anders Graae, Hanne Utoft, Morten Voss, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Henrik Leffers og Michael Gudnæs anbefalede denne kommentar
Curt Sørensen

München forliget 29-30 september 1938, hvor Vestmagterne svigtede deres allierede Tjekkoslovakiet ( som Frankrig endda havde en forsvarspagt med) og Ribbentrop-Moltov pagten den 23 august 1939, hvor Sovjetunionen og Tyskland ideologisk og moralsk uforståeligt og forkasteligt, men i grunden realpolitisk logisk , efter de mislykkede forhandlinger mellem Vestmagterne og Sovjetunionen i sommeren 1939, banede begge vej for den tyske angrebskrig ind i Rusland. Både Chamberlain, Daladier, og Stalin spillede det dårlige kort videre i det storpolitiske spil der førte til 2. verdenskrig . Krigen kostede Sovjetunionen næsten 9 millioner miltære døde ( til sammenligning var de samlede amerikanske og britiske tab under hele krigen på henholdsvis 300.000 og 350.000, for Storbritanniens vedkommende kom der dertil et tab på 60.000 civile) . Til de militære dræbte føjede sig i Sovjetunionen yderligere 17 millioner civile døde.

Forholdet mellem den sovjetiske fremrykning under 'operation Bagration' i 1944 fra 22 juni til de nåede Weichsel floden i september og Armia Krajowas opstand i Warszhawa diskuteres stadig i forskningen nogle forskere mener herunder, at den polske opstand ønskede at komme Sovjetstyrkene i forkøbet og erobre hovedstaden inden disse trængte derind. Generelt banede Sovjetunionens sejr i den europæiske del af 2. verdenskrig imidtertid vejen for demokratiets overlevelse eller genetablering i Vesten, ikke som en bevidst målsætning for Stalin naturligvis, men som en faktisk konsekvens af sejren over Tyskland.

Sovjetunionen vandt den europæiske del af 2. verdenskrig, men kom sig aldrig rigtigt over de enorme tab og tabte derfor den efterfølgende kolde krig. Og storpolitisk skiftede billede . 'Den store allierede' fra 2. verdenskrig , blev nu den nye fjende, og fjenden fra den gang den nye allierede

Hans Aagaard, Erik Boye, Anders Graae, Hanne Utoft, jens christian jacobsen, Ole Arne Sejersen, Flemming Berger, Kjeld Jensen, Henrik Leffers, Leif Jacobsen, Torben K L Jensen og Stig Bøg anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

En lille note til dem der skriver den populære frase om at det altid er "sejrherrerne der skriver historien": Egentlig ikke. Jøderne tabte krige efter krige, og tabte deres land igen og igen... og alligevel er det deres version, og ikke sejrherrenes de fleste, af f.eks tabte krige mod Babylonien millioner af kristne gennem tiderne er blevet gjort bekendt med.

Vikingernes plyndringer (sejre) over de forskellige kristne (og muslimske) landsbyer, klostre og byer (taberne), er også et eksempel på taberne der skriver historien.

Efter USA's borgerkrig, tabte Syden som bekendt. Men historieskrivningen ændrede sig ikke i Syden af den grund. Og så er der selvfølgelig alle de gange Danmark har tabte krige. Vi skriver og taler om vores tab fra vores perspektiv, fordi vi jo stadig lever. Det samme har alle andre gjort, gør alle andre, og det vil de blive ved at gøre.

Et andet historisk eksempel på tabernes vindende perspektiv er Konstantinopels fald i 1453. Det var ikke osmanners perspektiv, der vandt indpas i den kristne verden. Og grækernes håb om at at genvinde byen holdt helt indtil starten af 1920'erne.

Det vil simpelthen i praktiske termer, også kræve for meget helt at diktere hvad alle skal tænke om historien i ens land. Man kan jo ikke installere spioner i alle folks hjem for at rapportere historiefortællinger, der ikke passer ind med styrets. Da historiens kejsere og konger henrettede medlemmer af adlen, og deres dynasti senere selv tabte magten, havde efterkommere af dem de havde henrettet/sendt i eksil/fornærmet, ikke glemt noget som helst.

Man kan slette historiske kilder fysisk og for evigt, og det er allerede sket i Rusland mht. registre om de personer der har siddet i gulag. Men så længe bare ét dokument undslipper, overlever kilden og dermed muligheden for at tale national-omfindtilige regimers fortællinger imod. Og russerne er jo faktisk vant til at forholde sig skeptiske, uanset at de så også forholder sig stille, og forsigtige overfor magthaverne. De har skam en anelse om hvornår noget er "regimesnak" og hvornår det sandsynligvis er sandt.

Dette sker desuden ofte i historien, at et dokument som styret/riget/landet i sin tid ikke tænkte indholdt noget kontroversielt, måske endda noget der i sin tid blev hyldet som noget godt, i dag bliver set som noget ondt eller forkert. Det gælder f.eks nogle af de historiske kilder om tortur af mistænkte hekse og troldmænd (eller kættere, for den sags skyld). Der er historiens "tabere" jo oftest de mistænkte hekse og troldmænd man har mest sympati for, og det er ovenikøbet "sejrherrerens" historiske vinkel man læser. Alligevel er det ikke sejrherrens vinkel der egentlig..."sejrer". Hvad der var godt i én tidsalder, er ikke nødvendigvis godt i en anden.

Så nej, det er ikke rigtig sejrherrerne der skriver historien. Det er dem/det der overlever, der skriver historien. Putin skal ødelægge rigtig, rigtig mange historiske dokumenter, videooptagelser og fotografier hvis han vil skabe et perfekt billede af Ruslands historie, der passer til hans politik. Det vil selv de mest politisk og kulturelt søvnige russere nok undre sig over.

Bjarne Hosbo Poulsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Nyt våben ! ?!??

Lige siden egypternes hieroglyffer, over græske og romerske historieskrivere, middelalderens munke og og moderne tiders helte dyrkelse af iværksætteren og statsmanden, har omskrivning af historien, været et fast repertoire punkt, for alle magthavere, politikere som pengemænd.
Listen er lige så uendelig, som de hyldemeter, der er flydt med løgn og panegyrik.

Nyt våben... jeg er næsten målløs ...

Hanne Utoft, Anders Graae, Torben K L Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

The dice are loaded, and we are being played - men en krukke kan gå så længe til vands, at den kommer hankeløs hjem, og den fede dame har ikke sunget endnu ...

Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel og Jens Mårbjerg anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

@John Larsen
Det kan tænkes at Krogh mente ny for Putin , snarere end ny i absolutte termer. I hvis tilfælde er det ikke helt så ny en nyhed for Putin, men det er dog ikke noget der bliver dækket så tit.

@ Bjørn Pedersen
Måske, det er tænkeligt; men Putin og hans historieskrivere, har vist allerede været igang med at omfortolke Ruslands og Putins rolle i Afghanistan, Tjetjenien osv.

Så Putin har været igang med at skrive ”historie(er)” længe.

Christian Engelbrecht

>> En fortælling, der både kan hjælpe ham med at legitimere et autoritært styre indadtil og styrke landets position udadtil
Eller digte det næste rationale for at invadere næste bid af Østeuropa, Stalins gamle krigsbytte? I 2014 skulle vi jo tro på, at Ukraine i virkeligheden var nazisympatisører under anden verdenskrig, og at nuværende regime i Kijev i virkeligheden er fascister. Så var han jo tvunget til at "befri" Krim.
Forbered jer på, hvornår han begynder at savle om, at Danmark jo faktisk var en nazistisk lydstat under krigen, så han også er tvunget til at "befri" stakkels Bornholm, som ligger så dejlig strategisk i Østersøen. Den blev jo også narret fra Moderlandet af de onder vestermagter i 1946.

Alle lyver om historie hvis det passer deres kram.
Vestens løgne fører den dag i dag til undertrykkelse af de eneste i verden som vi(politikere, meningsdannere) ikke mener fortjener menneskerettigheder.
Israel blev skabt med terror og racisme. Israel udvider sit territorie med Statsterror og racisme. Israel overbeviser andre om at de er ofrene.
Det er sgu ret smart gået.

Anders Graae, Randi Christiansen, Hanne Utoft og Jens Mårbjerg anbefalede denne kommentar

Jvf. bl.a. Curt Sørensens indlæg, så er disse fakta ubestridelige:

På trods og under indtryk af Tysklands åbenlyst aggressive oprustnings- og krigspolitik, indgik Tyskland, Italien, UK og Frankrig en politisk aftale om indbyrdes fred og samarbejde i München i 1938. Dermed kunne Tyskland fastholde Rhinlandet, Østrig, Østpreussen samt militariseringen i Spanien til fordel for Francos fascistiske kup. Og Tyskland kunne indtage Sudeterland/Tjekkoslovakiet, dog fik Ungarn og Polen også deres dele af landet. Rusland og Tyskland indgik i 1939 ikke-angrebspagten, som gav Stalin ret til at indtage polsk territorium i konsekvens af en tysk invasion af Polen; Stalin, som vidst at Hitler ville komme mod Rusland før eller siden, så i denne aftale en mulig bufferzone for russerne, mens deres industribase bag Uralbjergene opbyggedes, på ryggen af tusinder tvangsflyttede arbejdere.

"I 2014 skulle vi jo tro på, at Ukraine i virkeligheden var nazisympatisører under anden verdenskrig, og at nuværende regime i Kijev i virkeligheden er fascister. Så var han jo tvunget til at "befri" Krim."

Fakta er også at en del af kupmagerne i Kiev (for der var de facto tale om voldelige angreb på institutionerne og en iht. den ukrainske forfatning ulovlig afsættelse af Janukovitj; ergo et statskup) hidrørte fra den yderste højrefløj, herunder nogle oligarker med masser af dollars (hvoraf en del stammede fra amerikanerne, jvf. bl.a. Nulands offentlige indrømmelser).

Putins/Ruslands udlægninger af verdenshistorien er naturligvis farvede og subjektive, men ikke mere end de amerikanske og europæiske historieskrivninger er (det dubiøse og selektive narrativ om at man udelukkende støttede demokratiske kræfter i Kiev indgår i den vestlige historieskrivning). Ligevægt, tak. Drop fjendebillederne.

Lars Løfgren, Hans Aagaard, Erik Boye, Anders Graae og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Det er bekymrende at verdens største økonomi USA bruger deres status som indehaver af verdensvalutaen Petro Dollars (p.t.) til økonomisk terror mod lande de de facto har gjort autokratiske i deres forsvar mod den amerikanske økonomiske terror.

Randi Christiansen

Også påfaldende at kerry, biden, pelosi o.a. har børn ansat højt i den ukrainske administration.

Randi Christiansen

Og romneys - og der var vist også noget med en ukrainsk telefonsamtale, der utilsigtet blev offentlig. Der er meget, som ser helt forkert ud, men som ignoreres

Randi Christiansen, hvis du sigter til samtalen mellem Victoria Nuland og den amerikanske ambassadør i Kiev, Geoffrey Pyatt, så omhandlede denne tydeligvis de amerikanske dispositioner i forhold til kupregeringens dannelse; Nuland nævnte flere navne, som hhv. kunne gå an og ikke kunne gå an - og pointen var at Pyatt skulle udføre.

Betegnende npk blev lækagen af denne samtale berømmet i vore mainstreammedier pga. Nulands udtalelse: Fuck the EU, mens hele pointen med lækagen, nemlig at amerikanerne havde brug flere milliarder dollars på at støtte kuppet og nu var i fuld gang med at orkestrere dannelsen af den ulovlige, nye regering, gik i baggrunden. Desværre en typisk form for nyhedsproduktion; der er ikke tale om fagjournalistik.

Jakob Trägårdh

No further comment:

"The International Association of Democratic Lawyers (IADL) was appalled to learn of the resolution adopted by the European Parliament on September 19, 2019, titled “Importance of European Remembrance Day for the Future of Europe.“

This resolution reinforces the declaration of September 23, 2008, in which the European Parliament asserted that the Soviet Union and Nazi Germany were equally responsible for the crimes of the Second World War.

When the European Parliament adopted the 2008 resolution, there was strong criticism of its false equivalence between the Soviet defense against the invasion by the Nazi Army and the crimes of the Nazis. That became a false equivalence between communism and fascism.

As the European Parliament now declares that signing the Soviet-German nonaggression pact of August 23, 1939, “ which paved the way for the outbreak of the Second World War“ and “as a direct consequence“ of “the Molotov-Ribbentrop Pact,“ the distortion continues.

The new resolution ignores the fact that the war had long been planned by Hitler and it also omits the fact that Soviet Foreign Minister Litvinov had strongly endeavored to build a defensive alliance with Western powers against the feared attack of German fascism. The resolution omits any mention of the Munich Agreement, in which, on September 30, 1938, Great Britain, France and Italy, despite their mutual assistance pacts with Czechoslovakia, permitted Hitler to annex Czechoslovakia, thus confirming the danger of the fascist threat.

The resolution is replete with false assertions and insinuations. For example, it claims that “Russian authorities are currently promoting that Poland, the Baltic States and the West are the true instigators of WWII.“ Its critique of the Soviet historiography of Poland, the Baltic States and the Western powers refusing to contribute to an antifascist security system is justified. But nowhere does the resolution say that these states were also responsible for the outbreak of the war. This distortion of history ironically relieves only the fascist aggressors.

The resolution’s reference to the Nuremberg trials, “to conduct legal inquiries into the crimes of Stalinism and other dictatorships,“ is a false description of the military tribunals that held Nazi leaders accountable for most atrocious crimes. Indeed, the Soviet Union – as the state most victimized by this war of extermination – actively contributed to the development of the Nuremberg Principles.

If the European Parliament now advocates convening trials to prosecute the alleged crimes of the Soviet Union, it would be an insult to the greatest achievements of international law in the immediate post-war period. It would deny the extraordinary contribution and the greatest sacrifice of the Soviet Union to free the world from German fascism. It is an inadequate attempt to revise history, and would compound the anti-Russia objective of this resolution.

The resolution uses the observance of Remembrance Day to attack Russia directly, as it “maintains that Russia is the greatest victim of communist totalitarianism and development into a democratic state will be impeded as long as the government, the political elite and the political propaganda continue to whitewash communist crimes and glorify the Soviet totalitarian regime.“

The European Parliament “is deeply concerned about the efforts of the current Russian leadership to distort historical facts and whitewash crimes committed by the Soviet totalitarian regime.“ But the falsification of historical facts was accomplished by the authors of this resolution. When the European Parliament declares at the same time that it advocates “building European resilience against to modern external threats,“ it harkens back to the rhetoric of the Cold War.

The resolution contradicts its stated purpose to form the basis for reconciliation through truth and memory. On the contrary, it creates division by re-writing history. It must be noted that fascism, despite the varying forms it takes in different locations and times, reflects corporate control of the state, while communism aims at worker control; this fundamental opposition is further obscured by this resolution.

The resolution is particularly dangerous because the Parliament “calls on the Commission to provide effective support for projects of historic memory and remembrance“ and “support commemoration and remembrance of the victims of totalitarianism“ and “including the history and analysis of the consequences of totalitarian regimes in the curricula and textbooks of all schools in the EU.“ Thus, it advocates rewriting the history of World War II and makes historic revisionism the basis of its memory politics.

IADL is dismayed that this declaration has garnered so much approval and so few opposition votes in the Parliament. The task of the European Parliament is to fight the growing forces of right-wing extremism, neofascism, antisemitism and anticommunism everywhere, and to support democratic and social movements instead of widening the gap between the European Union and the rest of Europe."

(https://iadllaw.org/2019/11/iadl-statement-in-opposition-to-european-par...)

Hans Aagaard, Ture Nilsson, Stig Bøg, Hanne Utoft og Jens Mårbjerg anbefalede denne kommentar

Tak for en meget væsentlig henvisning, Jakob Trägård.

Med til vores samtidshistorie hører desuden at Putin i 2001, ved hans første større Kreml-konference, forsøgte at tale Rusland ind i NATO, hvilket imidlertid ikke faldt i god jord hos sidstnævnte - bl.a. fordi Putin samtidig talte for en ophævelse af sanktionerne mod Irak (hvor det siden skønnes at mindst en halv million civile omkom i konsekvens af sanktionerne). Faktisk var Putin, som så mange andre, i hans første år ved magten, USA venligt stemt; han omtalte tilmed Bush jr. positivt og overbærende.

Thomas Bindesbøll

Når nu der citeres så meget - også in extenso - i denne interessante debat-tråd, så hermed blot et nødvendigt indspark, som også hører med:

Nemlig Polens egen Premierministers i det store og hele ganske udmærkede modsvar på Putins historiefordrejninger, for nu at udtrykke det sådan. Dette svar, gengivet nedenfor, er polakkerne stort set enige om, uanset alle nuværende stridigheder om Polens vej - og Polens demokrati.

Hermed gengivet - og med tak til den glimrende hjemmeside Mr East - og som en del del af Informations faste kommentar-bidragere måske også, med fordel, kunne følge? tak.

LINK
https://mreast.dk/erklaering-fra-polens-premierminister-mateusz-morawiecki/

Af Mateusz Morawiecki, Republikken Polens Premierminister

I det 20. århundrede oplevede verden helt usandsynlige lidelser og flere hundrede millioner menneskers død – folk der blev myrdet i sygelige totalitære ideologiers navn. Den død og ødelæggelse som nazismen, fascismen og kommunismen har forårsaget, er indlysende for alle i vores generation. Det er ligeledes indlysende hvem der bærer ansvaret for disse forbrydelser – og hvis pagt der startede 2. verdenskrig, den blodigste konflikt i menneskehedens historie.

Desværre indebærer den tidsmæssige afstand til disse tragiske begivenheder at vores børn og børnebørn har stadig mindre viden om dem. Derfor er det så vigtigt at vi bliver ved med at tale højt om sandheden om 2. verdenskrig, om dens gerningsmænd og ofre – og at vi modsætter os alle forsøg på at fordreje historien.

Mindet om dette onde er særlig vigtigt for Polen – krigens første offer. Vores land var det første der blev udsat for en væbnet aggression fra det nazistiske Tyskland og det sovjetiske Rusland. Polen var også det første land der kæmpede for at forsvare det frie Europa.

Modstanden mod disse ondsindede stormagter er imidlertid ikke kun et udtryk for polsk heltemod – den er noget meget vigtigere. Denne modstand er en historisk arv som tilhører hele det nu frie og demokratiske Europa som dengang kæmpede mod to totalitære regimer. Når nogen i dag ønsker at nedgøre mindet om disse begivenheder for at fremme deres egne politiske mål, må Polen forsvare sandheden. Ikke bare af hensyn til sig selv, men af hensyn til det som Europa står for.

Molotov-Ribbentrop-pagten der blev underskrevet 23. august 1939, var ikke nogen ”ikke- angrebspagt”. Den var en politisk og militær alliance der inddelte Europa i to indflydelsessfærer – langs en linje som fulgte tre polske floder: Narew, Wisła og San. En måned senere blev linjen flyttet til floden Bug som følge af den ”Traktat om grænser og venskab mellem Det III Rige og USSR” som blev indgået den 28. september 1939. Dette var optakten til de helt usandsynlige forbrydelser blev begået på begge sider af linjen igennem de følgende år.

Alliancen mellem Hitler og Stalin blev omgående ført ud i livet: Den 1. september 1939 indledte Nazi- Tyskland en invasion af Polen fra vest, syd og nord, og den 17. september 1939 fulgte USSR trop med et angreb fra øst.

Den 22. september afholdtes en mægtig militærparade i Brest-Litovsk – en fejring af det nazistiske Tysklands og det sovjetiske Ruslands fælles sejr over det uafhængige Polen. Den slags parader organiseres ikke af parter i en ikke-angrebspagt – de organiseres af allierede og venner.

Sådan var det netop med Hitler og Stalin – i lang tid var de ikke bare allierede, men også venner. Som et udtryk for deres blomstrende venskab blev en gruppe på 150 tyske kommunister som inden krigsudbruddet var flygtet fra Det III Rige til USSR, i november 1939 overdraget fra Stalin til Hitler som en ”gave” – hvilket betød den sikre død.

USSR og Det III Rige arbejdede hele tiden tæt sammen. På en konference i Brest den 27. november 1939 mødtes repræsentanter for begge landes sikkerhedstjenester for at drøfte metoder og principper for samarbejde i kampen mod polske modstandsbevægelser i de besatte områder. Senere konferencer om samarbejdet mellem NKVD og SS fandt sted i bl.a. Zakopane og Krakow ( i marts 1940). Disse samtaler handlede ikke om ikke-angreb, men om likvidering af mennesker (dvs. mord), rettet mod

polske statsborgere, samt om fælles allierede handlinger med det formål at udslette Polen fuldstændig.

Uden Stalins medvirken i delingen af Polen og uden de naturresurser som Stalin forsynede Hitler med, ville den tyske forbrydelsesmaskine ikke have kunnet beherske Europa. De sidste toge med forsyninger kørte fra USSR til Tyskland den 21. juni 1941 – kun én dag før Nazi-Tyskland angreb sin hidtidige allierede. Takket være Stalin kunne Hitler ustraffet erobre stadig flere lande, spærre jøder fra hele kontinentet inde i ghettoer og forberede holocaust – en at de værste forbrydelser i menneskehedens historie.

Samtidig udførte Stalin forbryderiske handlinger i øst, undertvang det ene land efter det andet og udviklede det system af lejre som russeren Aleksander Solsjenitsyn kaldte for ”Gulag Øhavet”. I disse lejre blev flere millioner mennesker som var uenige med de kommunistiske magthavere, udsat for slavearbejde og morderisk tortur.

Det kommunistiske regimes forbrydelser begyndte allerede før 2. verdenskrig – udsultningen af flere millioner russere i begyndelsen af 1920’erne, den store hungersnød der betød døden for flere millioner indbyggere i Ukraine og Kasakhstan, den store udrensning hvor næsten 700.000 politiske modstandere og almindelige borgere i USSR, oftest russere, blev myrdet, samt NKVD’s såkaldte ”polske operation” hvor det først og fremmest var sovjetiske statsborgere af polsk afstamning der blev dræbt. Både børn, kvinder og mænd blev overladt til døden. Alene i ”den polske operation” blev der ifølge NKVD’s optegnelser skudt mere end 111.000 mennesker – folk som blev forsætligt myrdet af de sovjetiske kommunister. At være polak i Sovjetunionen var på det tidspunkt ensbetydende med en dødsdom eller mange år i eksil.

Denne politik fortsatte med forbrydelser begået efter den sovjetiske invasion af Polen den 17. september 1939. Mere end 22.000 polske officerer og repræsentanter for eliten blev myrdet, bl.a. i Katyn, Kharkiv, Tver, Kiev og Minsk, og forbrydelserne fortsatte også i NKVD’s torturkamre og i arbejdslejre i de fjerneste afkroge af det sovjetiske imperium.

De største ofre for kommunismen var russiske statsborgere. Historikere anslår at der alene i Sovjetunionen blev myrdet mellem 20 og 30 millioner mennesker. Døden og arbejdslejrene ventede endda også på de folk som ethvert civiliseret land tager sig godt af – krigsfanger der vendte tilbage til hjemlandet. USSR behandlede dem ikke som krigshelte, men som forrædere. Det var det sovjetiske Ruslands ”tak” til krigsfanger som havde været soldater i Den Røde Hær: død, arbejdslejre, koncentrationslejre.

Ansvaret for alle disse forbrydelser bæres af de kommunistiske magthavere med Josef Stalin i spidsen. Når man 80 år efter 2. verdenskrigs udbrud forsøger at rehabilitere denne historiske skikkelse af hensyn til den nuværende russiske præsidents politiske mål, må det mødes med entydig modstand fra enhver der har bare den mest grundlæggende viden om det 20. århundredes historie.

Præsident Putin har gentagne gange løjet om Polen, og han har altid gjort det helt bevidst. Det sker som regel i situationer hvor magthaverne i Kreml kan mærke et internationalt pres som følge af deres handlinger – et pres der ikke udøves på en historisk, men på en yderst nutidig geopolitisk scene. I de seneste uger har Rusland lidt flere væsentlige nederlag: Et forsøg på at tage fuldstændig kontrol over Belarus er slået fejl, EU har endnu en gang forlænget de sanktioner der blev indført efter den ulovlige annektering af Krim, drøftelserne i det såkaldte ”Normandiet-format” førte ikke til nogen lempelse af sanktionerne, og på samme tid blev der endda indført yderligere restriktioner – denne gang af USA – som vil medføre betydelige forhindringer for gennemførelsen af projektet Nord Stream 2. Derudover er russiske sportsfolk netop blevet udelukket for en periode på fire år på grund af doping.

Jeg betragter præsident Putins ord som et forsøg på at dække over alle disse problemer. Den russiske leder er fuldstændig klar over at hans beskyldninger ikke har noget at gøre med virkeligheden – og at der i Polen hverken findes mindesmærker for Hitler eller for Stalin. Sådanne mindesmærker har kun stået på vores jord når de er blevet rejst af agressorerne og forbryderne – Det III Rige og det sovjetiske Rusland.

Det russiske folk – det største offer for en af de mest grusomme forbrydere i verdenshistorien, nemlig Stalin – fortjener at høre sandheden. Jeg er overbevist om at det russiske folk er et folk af frie mennesker – og at det forkaster stalinismen, selv når præsident Putins regering forsøger at rehabilitere den.

Vi kan ikke gå med til at bytte om på bødler og ofre, på de grusomme forbrydelsers gerningsmænd og de uskyldige folk og lande der blev angrebet. Til ære for mindet om ofrene og for vores fælles fremtid må vi forsvare sandheden".

René Arestrup

@Thomas Bindesbøll
Jeg tror desværre du taler for døve øren i dette forum, hvor der er en udbredt blindhed ifht Rusland og russisk historie. Og utroligt nok også i dag, hvor det korrupte kleptokrati mod øst stadig bliver hyllet i en besynderlig form for nådig forståelse, uanset dets åbenlyse excesser.

Og nu har jeg nok dømt mig selv ude som uforbederlig russofob.

Thomas Bindesbøll

@ Rene Arestrup,

Tak - og du har nok ret. Der bliver tit talt for døve øren herinde overfor visse, der af uransagelige årsager anser Putins Rusland som "progressivt". Desværre tilsat et tunnelsyn, også hvad angår landets tidligere historie. Herunder stridens kerne, specielt her, og som vedrører Stalin-diktaturets uhørte kynisme. Men i mangel på argumenter kommer så tit blot flosklen "russofob".

Skal f.ø. lige hilse fra et par fornuftige russiske historikere, jeg har faglig kontakt med, og som er dybt, dybt bekymrede over seneste års "putinistiske" fordrejninger og løgne, hvad angår historien. поверь мне! (Tro mig! , på russisk :-)