I retten: »Så går jeg truende frem mod ham og skubber ham. Det var jo dumt«

Efter arbejdstid havde M fået et par øl med de andre nede i skurvognen. »Murerne grillede, og der var fredagsstemning,« forklarer han.

Som aftenen gik, fik han også »rigtig meget spiritus«, og da han bliver så fuld, at han blunder hen, er det på tide at tage hjem. Kl. 22.20 stiger han ind i linje 12 fra Bellahøjvej.

M er en 47-årig VVS’er med et ar på næsen. Han er enlig far, kolonihaveejer og tidligere soldat. Han er tiltalt for vold mod tjenestemand i funktion – mod en buschauffør på linje 12. Og for at bære kniv.

Hans forsvarer mener, at der var tale om et slagsmål, og at kniven var til erhvervsformål.

Selv om episoden blev filmet af et overvågningskamera, er optagelsen ikke blevet indhentet til retssagen.

»Godt, det ikke er mig, der skal tage beslutning på baggrund af ord mod ord om en seks måneder gammel sag,« hvisker forsvareren.

»Fis op og kør den bus«

Retslokalet er køligt. Der står plastikvandkander med lyseblå låg og papkrus på alle bordene. Anklageren er en høj, tynd mand med nystrøget skjorte. Han har smidt sin blazer over stolen og beder tiltalte forklare, hvad der skete, da han steg på bussen.

»Jeg betaler med mit rejsekort og sætter mig. Så kommer der en mørklødet chauffør ind, som siger, at han ikke kører længere. Han siger, at han ikke vil køre med mig, fordi jeg er for stiv,« forklarer M.

»Hvad gør du så?« spørger anklageren.

»Jeg siger ’fis op og kør den bus’. Så går jeg truende frem og skubber den mørke mand væk. Det var jo dumt.«

M forklarer, at chaufføren lukker ham inde i bussen, mens han selv går udenfor. Pludselig kommer der en anden linje 12 kørende. Chauffør nr. 2 stopper op og kommer hen til dem. Dørene går endelig op, og chauffør nr. 2 kommer hen til M.

»Den store buschauffør, altså den hvide af dem, han er dansker, tror jeg. Eller i hvert fald kaukasier. Nå, men han åbner døren, stormer ind og tager kvælertag på mig,« siger M.

»Så tvinger han mig ud med vold,« siger han og fortæller, at han får vredet sig løs og slår ud efter buschauffør nr. 2.

»Har du mulighed for at forlade stedet, da du får vredet dig løs, i stedet for at slå,« spørger anklageren.

»Ja, men jeg var chokeret og bange for, at det var hans personlige ven, der ville give mig tæsk. Jeg vidste ikke, at han var fra Movia.«

Anklageren spørger, hvor slaget ramte, og M fortæller, at det var i ansigtet.

»Jeg kan se, hans næse er flækket, og det bløder lidt. Det er jo heller ikke så godt. Men så slår han mig i ansigtet tre gange, helt umotiveret. Og han sparker mig i nosserne. Eller han forsøger. Jeg har et blåt mærke lige under testiklerne.«

Nu bliver det sgu for omstændeligt

Det første vidne er buschauffør nr. 2. Han hedder Allan og er den forurettede i sagen. Han har uniform på og skal direkte ud og køre linje 12 bagefter. Han har store støvler og et skinnende guldur på. I Allans noget anderledes version foregår hele episoden uden for bussen.

Allan var blevet tilkaldt med en ny bus, fordi den, der holdt ved Bellahøjvej, var gået i stykker og skulle udskiftes. Ved stoppestedet sad en passager, som begyndte at råbe og skrige af ham, fordi en tredje linje 12 pludselig kørte forbi – uden at stoppe og samle passageren op.

»Jeg sagde, at jeg godt kunne forstå, han blev tosset, men at det ikke var min skyld. Så skubber han mig i brystet to-tre gange. Jeg får et slag i hovedet, og så ringer jeg efter politiet,« siger Allan.

Han fortæller, at han også slog igen, »men kun i affekt«. Man kan jo ikke stå med armene ned langs kroppen og vente på, at man bliver slået bevidstløs, siger han.

Dommeren spørger Allan, hvornår i forløbet han slog M.

»Det ved jeg ikke. Det kan jeg ikke huske.«

»Var det lige efter, at han slog dig? For at afværge,« forsøger dommeren igen.

»Ej, nu bliver det sgu for omstændeligt,« siger Allan med hævet stemme. Dommeren opgiver at få svar.

Det sidste vidne er chauffør nr. 1, Mohamad, som kørte den første linje 12 – den, der gik i stykker. Han erindrer også, at passageren begyndte at blive sur, da en tredje linje 12 kom forbi uden at tage M med.

»Så bliver de lidt uvenner,« siger Mohamad og smiler. »Så bliver de slås.«

»Hvad mener du med, at ’de bliver slås’?« spørger anklageren, og Mohamad beskriver, at både M og Allan har slået på hinanden.

En meget speciel kniv

Da politiet anholder M, finder de en kniv i hans lomme, og anklageren mener, at det må være ’særligt skærpende omstændigheder’, selv om M ikke tog den frem under episoden.

Anklageren spørger M, om det dog ikke havde været muligt at lade kniven blive på arbejdspladsen.

»Jo, men … jeg var ekstremt glad for den kniv, fordi den er gummibelagt, og gummiet går hele vejen rundt, så den ligger utrolig godt i hånden,« siger M.

»De er ikke til opdrive længere. I dag laver man dem kun af plastik for at spare penge. Så det er en meget speciel kniv.«

Så M lægger aldrig kniven fra sig af frygt for at miste den. Han fortæller, at det i øvrigt er helt normalt, at håndværkere har deres kniv i lommen, fordi de skal bruge den hele tiden. Det har M selv haft, siden han blev uddannet i 1992.

»Men jeg kan godt se, at lovgivningen er ændret siden da.«

M idømmes 40 dages fængsel for at have skubbet og givet ét knytnæveslag i ansigtet til en embedsmand i funktion. Kniven konfiskeres, men betragtes ikke som en skærpende omstændighed.

M udbeder sig betænkningstid med hensyn til, om han anker eller modtager dommen.