Spørgsmålet er, om meningsmålinger overhovedet kan måle vores holdninger

Da DR2 i starten af 00’erne sendte satiremagasinet De Uaktuelle Nyheder, sad programmets vært, Mikael Bertelsen, en dag og ringede rundt til en række meningsmålingsinstitutter. De skulle, forstod man, smage deres egen medicin. Derfor havde programredaktionen udtænkt det ene mere halvhjernede spørgsmål efter det andet, som medarbejderne hos Gallup og co. fik slynget efter sig.

Resultatet blev et stykke glimrende satire, hvor Bertelsen leverede en surrealistisk freestyle over opinionsindustriens mærkværdige spørgsmål. En af de små, udknaldede perler lød: »Hvis du skal give en vurdering af mejeriprodukter til dyr, hvilken karakter vil du så give dem på en skala fra et til ti, hvor et er dårligst og ti er hest?«

Spørgsmålet er selvsagt syret, men dets gakkede form gør det også virksomt og nyttigt: Det formår at skærpe vores opmærksomhed omkring det, vi har foran os, og baner derigennem vejen for at gruble videre over, hvad det egentlig vil sige at måle holdninger.

Grus i maskineriet

En udbredt forestilling i opinionsindustrien er ønsket om at kortlægge folks sande holdninger. Det var for nylig også den klare præmis i en forsideartikel den 3. december her i avisen.

Af artiklen fremgik det, at der er »alvorlige problemer med EU’s officielle meningsmålinger«, da det har vist sig, at svarprocenterne i flere lande er »så lave, at de er stærkt problematiske at bruge«. Målingerne er slet og ret ikke repræsentative, og det fik den tyske socialforskningsprofessor, Hermann Schmitt, til at udtale sig skarpt om dem:

»Vi aner ikke, om det er sandt eller ej,« sagde han.

Trods den kradse kritik kan man alligevel sige, at budskabet i artiklen var optimistisk. Læseren kunne nemlig erfare, at en væsentlig årsag til miseren er, at Eurobarometer, der foretager målingerne, »har valgt at holde fast i en besværlig og dyr metode«, når de skal måle folks holdninger. Hvis Eurobarometer fremover ville satse på andre indsamlings­metoder, kunne svarprocenten altså højnes.

Der er med andre ord tale om lidt grus i maskinrummet, som vil kunne fjernes. Man kunne kalde det en klassisk pletfjerner-tankegang: Tøjet er snavset, derfor må vi sende det til rens og – vupti – få løst vores problemer.

Grundlæggende insisterer denne tankegang på, at det, der skal til i sager om meningsmålinger, er en omgang metodisk førstehjælp. Det gælder, uanset om det er indsamlingsmetoden, spørgsmålet eller svarskalaen, den er gal med. Og set i det lys kan selv Bertelsens syrede spørgsmål hjælpes tilbage til virkeligheden med de rette tekniske indgreb.

Kamæleonen i spejlsalen

Den samfundsvidenskabelige forskning bugner af nyttige fif til at opnå den rette præcision i meningsmålinger. Herhjemme har forskeren Henning Olsen eksempelvis gennemført omfattende studier, der viser, hvordan selv de mindste sproglige ændringer i et spørgeskemaspørgsmål kan frembringe markant anderledes svarafgivelser blandt de adspurgte.

Man kan imidlertid spørge, om problemerne med meningsmålinger hovedsageligt er af teknisk karakter. Hvis formålet med meningsmålinger er at afdække vores sande holdninger, er det også underforstået, at vi har sådanne, og at målingerne er i stand til at indfange disse. Men holder den antagelse altid – og i så fald for hvem?

Selv om vi som myndige borgere nok mener at vide, hvad vi synes om dette og hint, er der også et væld af områder, vi næppe har nogen klar og umiddelbar holdning til, når et opinionsinstitut trænger sig på. Det være sig for eksempel en holdning til Bertelsens mejeriprodukter til dyr eller til EU’s »færdiggørelse af PNR« som et »tiltag til bekæmpelse af terrorisme«, sådan som Eurobarometer blandt andet spørger ind til.

Og selv i de tilfælde, hvor vi måtte have en kvalificeret holdning, er det så rimeligt at tro, at den kan opsummeres og samles meningsfuldt sammen i et simpelt tal, som siden oversættes til en ’gennemsnitsmening’ i befolkningen?

Ideen om, at vi går rundt med enkle, sande holdninger, som meningsmålinger kan opfange, svarer til den løjerlige forestilling, at vi kan sætte en kamæleon ind i en spejlsal for at observere dens sande farve, skrev harvardprofessoren Jason Mitchell sammen med et par kolleger for nogle år siden:

»Ligesom kamæleonen antages at have en sand, men sjældent observeret farve, så er det også blevet antaget, at folk har en sand, sjældent observeret holdning til et holdningsobjekt.«

Komikken er klar. Vil man vitterlig vide noget om kamæleonens sande natur, er det næppe de store erkendelser, der vælter frem, når man lukker den ind i spejlsalen. På samme måde er det værd at overveje, om EU-borgernes sande holdninger til unionen kan afdækkes af en håndfuld dørstemmere fra Eurobarometer.

Verden er før blevet overrasket over, at det gik anderledes, end meningsmålingerne kunne berette om, og man kunne formode, at det ikke kun skyldes opinionsindustriens tekniske uformåen, men også troen på, at målingerne altid kan indfange vores reelle holdninger.