SVIGT
Læsetid: 16 min.

De syntes, at Katrine var irriterende. Så de sultede hende, tævede hende og lod hende sove på gulvet

I sidste uge faldt der dom i en opsigtsvækkende sag fra Skive-egnen, hvor fem unge var sigtet for at have mishandlet og frihedsberøvet en ung kvinde over en periode på knap to år. Det er historien om et fællesskab af unge, hvor alt gik galt, og sansen for rigtigt og forkert blev visket langsomt ud. Men det er også en historie om, hvad der kan ske, når omgivelserne ikke ser, hvad der foregår lige for øjnene af dem
Kvinden, som vi kalder Katrine, havde 34 læsioner, da politiet befriede hende, og selv om hun er over 180 centimeter høj, vejede hun kun 51 kilo.

Kvinden, som vi kalder Katrine, havde 34 læsioner, da politiet befriede hende, og selv om hun er over 180 centimeter høj, vejede hun kun 51 kilo.

Tobias Nicolai

Moderne Tider
15. februar 2020

I udkanten af Højslev Kirkeby, lige før bakkede marker og juletræsplantager tager over, ligger et rødt murstenshus lidt hævet over vejen. Der er mos på taget, og i bunden af husets baghave står et hvidt murstensskur og forfalder lige der, hvor græsplænen går over i et bælte af høje fyrretræer.

Det er ikke til at se, at huset for knap et år siden dannede rammen om en mishandlingssag.

Midt på eftermiddagen den 17. marts 2019 omringede bevæbnede betjente huset. Vinteren havde endnu ikke helt sluppet sit tag, det var koldt, og alle træer og buske på den hævede grund var skåret ned og nøgne.

Betjentene bankede på døren og ventede. Der var mennesker i huset, men der gik flere minutter, før døren blev åbnet. Manden, der åbnede, var høj, og alt var stort på ham, hænder, fødder, pande, ansigt. Han var ikke alene hjemme.

Politiet fandt fire andre unge mennesker i huset, der fungerede som et slags kollektiv: en teenagepige med store kinder, små øjne og udstrakte huller i ørerne, hendes kæreste – en ung mand med svømmende øjne og et skævt smil samt en ung mand med fremskudt underlæbe, der midlertidigt boede i huset. En femte ung mand blev senere anholdt.

Men det var ikke dem, betjentene var der for. De var der for den sidste unge kvinde i huset.

Hun var beskidt og havde bare fødder. Hendes tøj bestod af en snavset bh, en sweatshirt med huller på ærmerne og et par beskidte bukser, som hun holdt oppe med en snor om livet. Selv om hun var over 180 centimeter høj, vejede hun kun 51 kilo. Og så var hun kronraget.

Politiets retsmediciner talte siden 34 læsioner på kvindens krop. Hudafskrabninger, mærker fra slag, bidemærker, liggesår, et flækket øjenbryn og små runde mærker efter kuglerne fra en softgun. Hendes krop havde alverdens farver. Blå, violet, rød, grøn og gul.

I huset var der låse på alle døre. Selv ud til køkkenet kunne der låses af. I et af soveværelserne lå en sovepose på gulvet ved siden af dobbeltsengen. Her sov den kronragede kvinde. Der boede også en hund ved navn Odin i huset.

Kvinden var forvirret. Hvad lavede de mange politibetjente i deres hus? De sværmede om hende. Det var længe siden, hun sidst havde haft kontrol over sine egne penge, så måske var der en regning, hun ikke havde betalt.

En telefon eller adgang til internettet havde hun heller ikke, så hun kunne sagtens have overset en rykker eller en indkaldelse til et obligatorisk møde på kommunen. Betjentene var nok kommet for at tage hende med i Fogedretten, vurderede hun, mens hun blev ført væk fra huset.

I stedet blev hun kørt på sygehuset. Her så hun sin mor for første gang i halvandet år, og for første gang så hun også sig selv. Ingen af de to kunne kende hende.

Vi kalder kvinden Katrine, for at hendes navn ikke for altid kan googles frem. Det er ikke hendes rigtige navn, og eftersom en af de unge, der siden er blevet dømt i sagen, har anket afgørelsen, og andre to domme endnu er uafklarede, er også navnene på de fem andre involverede ændret.

Da anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands politi et halvt år senere rejste tiltale mod de fem unge mennesker for at have medvirket til mishandling og frihedsberøvelse af Katrine, stod omfanget af hendes skader klart.

Anklageskriftet fortalte, at hun i en periode på knap to år og på to forskellige adresser var blevet udsat for flere voldtægter, grov vold, mishandling og indespærring. Hunden Odin var blevet pudset på hende, hun var blevet nægtet adgang til toilettet, og hun havde tilbragt sine vågne timer på klinkegulvet i entreen. Hun var desuden blevet nægtet adgang til mad og var derfor blevet svært underernæret.

Desuden var hun blevet sparket, slået, skubbet og beskudt med luftpistoler af de fem unge, hun i skiftende perioder delte hjem med. De er mellem 19 og 28 år gamle, og her kalder vi dem Trine, Brian, Tommy, Karsten og Morten.

Gruppen nåede kun at bo i huset i Højslev Kirkeby i 17 dage, men det var her, mishandlingen af Katrine for alvor tog til.

Gruppen nåede kun at bo i huset i Højslev Kirkeby i 17 dage, men det var her, mishandlingen af Katrine for alvor tog til.

Tobias Nicolai
Det her er historien om et fællesskab af unge, hvor alt gik galt, og hvor fornemmelsen for rigtigt og forkert langsomt blev afløst af ligegyldighed og misforstået selvjustits.

Men det er også historien om en gruppe mennesker på kanten af samfundet. På papiret er hverken Katrine, Trine, Brian, Tommy, Karsten eller Morten alene i verden. De har alle sammen venner, forældre, naboer, socialrådgivere. De har hinanden. Men i virkeligheden levede de i deres eget lille fællesskab mere eller mindre uden indblanding eller input fra verden udenfor.

Kun få andre kom i deres fælles hjem, og ingen sagde for alvor fra over for den vold og mishandling, Katrine blev udsat for. Ingen så, hvor slemt det stod til. Indtil én gjorde.

Ni måneder og 13 dage

For at forstå, hvordan det hele endte, som det gjorde for de seks involverede unge, skal vi tilbage til efteråret 2016, hvor Katrine oprettede en profil på datingsiden single.dk. Der er omkring 50.000 mænd, der har en profil på siden, men det var Morten, hun skrev til.

Han så sød ud på sine billeder, syntes hun, og når de skrev sammen, tænkte hun, at han måske kunne være kærestemateriale.

Den 4. september 2016 mødtes de for første gang i virkeligheden. Ni måneder og 13 dage senere fødte Katrine deres søn. Efter halvandet døgn blev sønnen taget fra dem og sat i pleje.

Nu sidder de begge i retssal G i Retten i Viborg. Morten bag sin forsvarsadvokat. Katrine på tilhørerpladserne. Han som hovedtiltalt. Hun som forurettet. Det er første mandag i februar 2020, og i dag falder dommen over de fem unge for deres strafregime mod Katrine.

Katrines lysblonde hår er vokset langt nok til at kunne stryges om bag ørerne, snart kan det komme i en hestehale. Kinderne er æblerunde igen, og hendes øjne er lyseblå og opvakte bag de firkantede briller.

Morten sidder foroverbøjet, men alligevel rager han op i lokalet. Det brune plastikkrus, han drikker vand af, forsvinder i hans enorme håndflade. Som den eneste af de tiltalte er han ikke klædt i joggingtøj, men i en løs, sort skjorte.

’Jeg får slet ingenting at spise overhovedet’, stod der på den seddel, Katrine stak ind ad vinduet hos naboen.

’Jeg får slet ingenting at spise overhovedet’, stod der på den seddel, Katrine stak ind ad vinduet hos naboen.

Tobias Nicolai
Retslokalet er stuvende fuldt denne eftermiddag. Der er ikke flere stole, og tilhørerne må stå op langs væggen, helt om bag anklagerens bord i højre side af lokalet.

Katrine er kommet i tide til at få en stol og hilser på en midaldrende mand i træsko, da hun sætter sig.

»Det er ham, der reddede mig,« hvisker hun til sin moster, som sidder ved siden af hende.

Stemningen blandt de tiltalte er påfaldende let, selv om de i dag skal have deres dom. Karsten siger noget sjovt, han laver grin med fængselsbetjentene, og igen og igen får han de andre til at smile skæve smil og grine. Alle undtagen Morten, der har sit blik fikseret på gulvet foran sig og ikke en eneste gang interagerer med de fire øvrige.

Set udefra er situationen også mere alvorlig for ham. Det er ham, der er tiltalt for de fleste forhold i sagen om Katrine, 12 for at være præcis. Han er tiltalt for voldtægt, mishandling, trusler, tvang, grov vold, frihedsberøvelse, hærværk og røveri af Katrines månedlige indkomst fra det offentlige.

Desuden er han tiltalt for voldtægt og frihedsberøvelse af en anden kvinde, som han var kæreste med, før han mødte Katrine. I retten kalder anklager Pia Koudahl Morten for »hovedbagmanden.«

De fire andre er tiltalt for at have udøvet vold og tvang mod Katrine.

Alle fem tiltalte har fået vurderet deres mentale tilstand af Retslægerådet. Tre af dem er blevet vurderet til at være begavede på niveauet mellem almindelig begavelse og udviklingshæmning med en IQ mellem 70 og 85. Den fjerde er vurderet til at være lettere retarderet, mens Retslægerådet ikke endeligt er nået til en konklusion med gruppens sidste mand, Tommy. Men da han i retten bliver spurgt til sin fødselsdag, kan han ikke huske den.

Retten vurderer, at i hvert fald to af de tiltalte er omfattet af Straffelovens paragraf 69. Den dækker over, at de i gerningsøjeblikket var »i en tilstand, der var betinget af mangelfuld udvikling, svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske funktioner« – ikke at forveksle med en tilstand af sindssyge i gerningsøjeblikket. I juraens verden kaldes denne gruppe for »mangelfuldt udviklede«.

Personer, der lever op til paragraf 69, kan straffes med enten en fængsels- eller en behandlingsdom, hvis Retslægerådet vurderer, at den dømte kan helbredes helt eller delvist.

Katrine bad naboen om at sætte madrester til hende i det hvide murstensskur i bunden af haven.

Katrine bad naboen om at sætte madrester til hende i det hvide murstensskur i bunden af haven.

Tobias Nicolai
Der er ingen, der har studeret denne gruppe af kriminelle nærmere, men Anders Gimbel, der er socialfaglig konsulent i Specialområdet Udviklingshæmning og ADHD i Region Midtjylland, har forsket i en gruppe kriminelle, som har flere ting til fælles med de fem unge, nemlig de udviklingshæmmede kriminelle. Med en IQ på under 70 ligger de udviklingshæmmede kriminelle rent intellektuelt lige under de fem, der sidder på anklagebænken i Viborg.

Anders Gimbels erfaring er ikke, at udviklingshæmmede voldskriminelle er onde. De har derimod svært ved at kende forskel på, hvad der er rigtigt og forkert.

»Du og jeg ved godt, hvordan vi skal opføre os over for andre mennesker, men hos udviklingshæmmede kan værdierne være flydende. Ikke at have moralske og etiske værdier at navigere efter er kendetegnende for den her gruppe borgere. Også fordi mange af dem ikke er vokset op med voksne, der havde dem.«

Og det kan lede til voldelige løsninger på simple problemer eller irritationsmomenter, forklarer han. Også fordi voldelige udviklingshæmmede kan have svært ved at finde alternative handlemuligheder i tilspidsede situationer.

Noget lignende vidner de fem sigtedes forklaringer i retten om. Katrine var irriterende, syntes de. Så de fjernede hende fra fællesskabet og spærrede hende ude i gangen. Hun stoppede toilettet til, fordi hun brugte for meget toiletpapir. Så de forbød hende at bruge toilettet og toiletpapir.

Og hun stjal af det slik og de sodavand, de havde været ved grænsen og købe, selv om hun selv havde sagt, at de ikke behøvede at købe noget med til hende. Så de satte låse på dørene og straffede hende med slag, spark og ydmygelse, som flere af dem selv var blevet straffet som børn.

Mistanke og lagkage

Manden med træskoene i retslokalet er stedfar til Karsten, og det var hans opkald til politiet, der fik dem til at omringe huset i Højslev Kirkeby den søndag eftermiddag i marts.

Ved et tidligere retsmøde fortalte han, at han fik mistanke om, at noget var forkert, da han besøgte det første hus, gruppen boede i i den lille by Thorum. Det var Karstens fødselsdag, og stedfaren havde lovet at tilberede et rådyr, som en af de unge havde påkørt.

Da Niels Hougaard flyttede til Thorum for 54 år siden, kom man hinanden ved. Det gør man ikke så meget længere.

Da Niels Hougaard flyttede til Thorum for 54 år siden, kom man hinanden ved. Det gør man ikke så meget længere.

Tobias Nicolai
Idet han satte stegen i ovnen, så han, at Katrine sad uden bukser på i haven bag huset. Han fik at vide, at hun ikke måtte bruge toilettet. Og da maden var på bordet, studsede han over, at de andre sagde til hende, at hun godt måtte spise med.

»Jeg tænkte, det var noget mærkeligt noget at sige. Jeg havde sagt ’skal du ikke hen og have noget at æde’,« sagde stedfaren, da han afgav vidneforklaring i retten.

Siden den dag kiggede han forbi huset et par gange. Han kunne ikke begribe, at hans stedsøn skulle være blandet ind i den slags. Han ville ikke begribe det. Ikke før han var helt sikker.

Så da gruppen flyttede til Højslev Kirkeby i foråret, kom han uanmeldt forbi med en lagkage under påskud af, at han var der for at hjælpe med at tapetsere i kælderen. Denne gang måtte Katrine ikke spise med, hun sad bare på sin faste plads i gangen. Hunden angreb hende flere gange, uden at nogen gjorde noget.

»Det er ikke et sted for et menneske at være,« tænkte han. Morgenen efter ringede han til politiet.

De fem unge, der boede i de to huse sammen, flyttede sammen for at få råd til huslejen. De kender hinanden på kryds og tværs, og Trine og Karsten er kærester. For mange af dem gælder det også, at de ikke havde andre steder at tage hen. For flere af de tiltalte var barndommen præget af vold og ustabilitet.

Også for Morten, der kom på julemærkehjem som tiårig og blev anbragt på et bosted som 13-årig.

Morten var lederen af gruppen, fortalte de andre fire på en af retssagens første retsdage. Han vejer 150 kilo og er meget større end de andre. Han kunne blive vred på ingen tid, og han satte de andre til at vogte over Katrine, når han ikke var i huset. De turde ikke andet, så det gjorde de, forklarede de.

Under Retslægerådets undersøgelse gav han udtryk for, at han har voldelige og sadistiske fantasier og bruger vold til at opnå det, han vil.

De to byer, hvor gruppen af unge boede, er stille, sovende byer, siger beboerne selv. På den anden side af bygrænserne er der juletræsplantager og bakkede marker

De to byer, hvor gruppen af unge boede, er stille, sovende byer, siger beboerne selv. På den anden side af bygrænserne er der juletræsplantager og bakkede marker

Tobias Nicolai
Ifølge Noemi Katznelson, der er professor og forskningsleder på Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet, er ustabile familieforhold et markant fællestræk for en gruppe af de unge, hun kalder ’unge på kanten af samfundet’.

»Det er en gruppe af unge, som har svært ved at finde deres plads i det traditionelle arbejdsmarked eller uddannelsessystem, som ofte har psykiske diagnoser og også ofte udfordringer i kontakten til deres familier eller andre unge.«

Den samlede gruppe af unge på kanten af det danske samfund er på mellem 60.000 og 70.000, skønner Noemi Katznelson. Det er et paradoks, at det samtidig ofte er dem, der har mest kontakt med offentlige instanser, fortæller hun.

»Dem, der har været mest i kontakt med systemet, er også ofte dem, vi betragter som værende mest på kanten og uden for samfundet. De er ofte på overførselsindkomst, har sagsbehandlere og kan være under en form for udredning eller have psykiske udfordringer,« siger Noemi Katznelson.

Den forurettede, Katrine, havde flere gange besøg af en sagsbehandler, som skulle hjælpe hende med at blive sluset ind på arbejdsmarkedet. I retten forklarede sagsbehandleren, at hun havde bemærket, at Katrine var tynd, og at Morten insisterede på at være til stede, hver gang de mødtes. Men da Katrine kom med forklaringer om, at de ikke spiste så meget for at spare penge, accepterede hun dem.

Sovebyer

Thorum og Højslev Kirkeby, hvor de fem unge boede sammen, ligger på hver sin side af Skive Fjord. Det er søvnige byer, to mindre landeveje med huse på hver side.

I Thorum, hvor gruppen boede sammen til at starte med, står flere huse tomme og forfalder. I flere forhaver er græsset så langt, at vinden har lagt det ned. Ét efter ét bliver de faldefærdige huse revet ned, og byen skrumper.

I gamle dage kom man hinanden ved i byen, og man hilste på, hvis nye flyttede til byen. Sådan er det ikke længere, fortæller Niels Hougaard. Han har boet i byen i 54 år, og han er den sidste erhvervsdrivende, fortæller han med halvt stolthed og halvt tristesse i stemmen. Da han i sin tid flyttede til byen med sin kone, Henny, var der to smede, to mekanikere og en købmand.

Niels Hougaard bor i nabohuset til det lille hus i grå mursten på hjørnet af Sølvvej og Guldkysten, hvor Katrine, Morten, Trine, Karsten og Brian boede. Han hilste aldrig på nogen af dem, mens de boede der.

De spillede høj musik og rodede med biler, men naboen så ingen tegn på, at Katrine bag nedrullede gardiner blev voldtaget, slået, trukket rundt i et hundehalsbånd og sultet, som anklageskriftet vidner om.

En dag opdagede han, at huset var blevet forladt som over natten. På græsplænen i haven lå senge og stole hulter til bulter og gennemblødte af regn. Han krydsede sin egen indkørsel og åbnede hoveddøren til nabohuset på klem.

Indenfor var skabslåger revet af hængslerne, tapet i flere lag var revet af væggene, og der var smurt afføring ud over skabe og vægge. Gulvene var brækket op og loftet brudt ned flere steder. Der var skrevet med sort tusch på vægge og skabslåger.

Niels Hougaard piller sig i neglene, mens han fortæller, og han kan slet ikke få sig selv til at sige højt, hvad der stod skrevet med tusch i huset.

»Det var sjofle ord. Jeg kan sige dig så meget, at det var ikke noget, der var noget fornuftigt i,« siger han med et skævt smil.

Der stod blandt andet ’luder’ og ’spasser’, fortæller anklager Pia Koudahl senere i sin bevisførelse.

I kommentarsporerne til de lokale mediers artikler om sagen sætter mange læsere spørgsmålstegn ved, hvorfor naboerne ikke greb ind. »Det er simpelthen typisk liguster-mentalitet! Vi vil søreme ikke blande os da,« skriver én, mens en anden læser skriver, at »hele det nabolag skal skamme sig«.

Særligt naboerne ved siden af rødstenshuset i Højslev Kirkeby får hug i kommentarsporene. Johan Thomsen bor ved siden af i huset, hvor gruppen af unge mennesker flyttede ind og boede i 17 dage, indtil politiet kom. Det var her, mishandlingen af Katrine nåede sit højeste.

Han sludrede med hende en enkelt gang over det lave hegn mellem de to haver og bemærkede godt, at hun var lidt tynd, »men det er der jo så mange unge piger, der er nu til dags«. Katrine nævnte ikke noget om de ting, hun blev udsat for bag lukkede døre, tilføjer han. 

Efter de unge flyttede ind, begyndte ting at forsvinde fra haven bag hans hus, fortæller han. Rå kartofler fra en spand ved bagdøren. Stødte æbler, han havde smidt ud til fuglene. Og en pose fastelavnsboller fra Kvickly, han havde smidt i skraldespanden.

Hverken Katrines socialrådgiver eller naboerne ringede til politiet. De vidste ikke, hvad der skete bag de nedrullede gardiner, siger de.

Hverken Katrines socialrådgiver eller naboerne ringede til politiet. De vidste ikke, hvad der skete bag de nedrullede gardiner, siger de.

Tobias Nicolai

Og en dag fandt hans kone et stykke toiletpapir stukket ind ad vinduet til deres soveværelse, der støder op til haven. »Hvis I har rester hver dag efter jeres måltider, så er jeg meget interesseret. Jeg vil gerne have dem i det hvide skur. Det er, fordi jeg ikke får noget at spise. Vil I ikke nok, jeg beder,« stod der på papirlappen med rund formskrift.

Men alene tanken om at skulle mætte de seks unge naboer var overvældende, når man kun har en folkepension at gøre godt med, fortæller Johan Thomsen.

»Vi har sådan set kun den mad, vi selv lige kan spise«.

Desuden skulle han til Lanzarote med sin kone dagen efter, de fandt sedlen i vindueskarmen.

»Og hvordan skulle man kunne anmelde noget, man ikke ved, hvad er?« spørger Johan Thomsen retorisk, mens han spejder over mod nabohuset, hvor en ny familie er flyttet ind.

Dommen

Katrine kigger direkte på rækken, hvor de fem tiltalte sidder med fængselsbetjente mellem sig, mens dommen bliver læst op i retssal G. Hun har siddet på tilhørerpladserne alle dage, og hun afviste selv anklagerens anmodning om at afgive forklaring for lukkede døre. De skal se hende, og de skal høre hende.

Morten bliver idømt forvaring, for kun på den måde kan man være sikker på, at han ikke begår lignende kriminalitet igen, vurderer dommeren. Katrine knytter hånden og hvisker »yes«. Morten vælger senere at anke dommen.

Dommeren vurderer desuden, at Karsten er egnet til en fængselsstraf, og han bliver idømt to års fængsel, mens hans kæreste, Trine, får en behandlingsdom. Dommeren lægger vægt på, at ingen af de to greb ind eller fortalte udenforstående om situationen. 

De to andre, Brian og Tommy, er også skyldige, men kan på grund af deres mentale tilstande ikke straffes med fængsel. De skal mentalundersøges nærmere, før en straf kan udmåles, vurderer dommeren.

Da retsmødet er slut, skal Katrine have en smøg. Hun slynger pelsfrakken om sig og får ild på cigaretten. Det regner, men det gør ingenting.

»Jeg kan slet ikke lade være med at smile,« siger hun. I morgen skal hun se sin søn. Hun ser ham en time om måneden, og hun er ret sikker på, at han kan genkende hende fra gang til gang. Sønnen har sit lysblonde hår fra sin mor, men derudover ligner han sin far på en prik.

Katrine håber, at de to en dag kan bo sammen igen som en lille familie. Sammen med hendes to katte og en hund, en sød hund.

Kilder: Retsmøder, vidneforklaringer, anklageskrift, interview med naboer, venner og familie til tiltalte og forurettede, Skive Folkeblad.

Katrine afviste selv anklagerens anmodning om at afgive forklaring for lukkede døre. De skal se hende, og de skal høre hende.

Katrine afviste selv anklagerens anmodning om at afgive forklaring for lukkede døre. De skal se hende, og de skal høre hende.

Tobias Nicolai

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Carl Chr Søndergård

Virkeligheden er mere skræmmende, end noget andet.

Det er ærgerligt at fag-personer ikke kan gøre mere..

For det mest skræmmende er vist, at der er anslået 60-70 unge mennesker, der ikke kan finde sig til rette i et overgearet samfund. Det er nogle stakler.

Jens Flø, Søren Fosberg, Karsten Lundsby, Henrik Røngaard Bentzen og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Carl Chr Søndergård

60 til 70 tusinder - vel at bemærke.

Karsten Lundsby og Henrik Røngaard Bentzen anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Opdragelse danner rammen for det samfund vi har. Mangel på opdragelse skaber ikke frie unge mennesker - Det skaber vildskab. Et vildskab som vi ellers kun høre om fra lande som USA, hvor mange er overladt til sig selv.

- Vi er ikke kun på vej ind i en tid med klimakrise. Vi bevæger os også hen i mod en tid med ungdomskrise. Er der en Blackman tilstede.

Mads Kjærgård, Karsten Lundsby, Niels Kristian Skjødt, Karoline H. Larsen, Kate Gjørup og Anne Schøtt anbefalede denne kommentar

Historien er fremragende skrevet. Tak.

Jens Flø, Søren Fosberg, Thomas Tanghus, Marie Jensen, Karsten Lundsby, Steffen Gliese, Inger Jensen, Erik Fuglsang og Karoline H. Larsen anbefalede denne kommentar

...og naboerne skulle på ferie og havde ikke råd til at give dem mad... Og det fik ingen alarmklokker til at ringe hos dem, at der lå en bøn om madrester, skrevet på toiletpapir?

Og her til morgen har 2 mennesker set et barn på 5 år, i underbukser i regnen, den ene har endda snakket med drengen, og ingen af dem ville tage drengen i hånden og hjælpe ham hjem. Næh, vi ringer til politiet, så de kan sende en helikopter og en masse betjente ud for at lede efter drengen.

Hvor er den sunde fornuft? Hvorfor er folk så mange for at blande sig?

Michael Christiansen, Mads Kjærgård, Lisbeth Larsen, René Arestrup, Jens Flø, Søren Fosberg, Karsten Lundsby, Steffen Gliese, Christel Gruner-Olesen, Nanna Kinch, Klaus Lundahl Engelholt, Inger Jensen, Sven Felsby, Anders Olesen, Mikkel Zess, Ete Forchhammer , Carl Chr Søndergård, Alvin Jensen og Carsten Munk anbefalede denne kommentar

Endnu ét af fattigdommens beskidte ansigter i rige Danmark.

Mads Kjærgård, Søren Fosberg, Thomas Tanghus, Karsten Lundsby, Mikkel Zess, Ete Forchhammer og Carl Chr Søndergård anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Fattigdom og åndelig armod... ikke kun hos de omtalte unge her!
Hvilken ballast har Katrine haft med sig fra det hjem hun flytter fra?

Det der i denne sammenhæng er næsten ikke til at fatte er at : " De har jo selv valgt det ! "
Der findes der virkelig mennesker som mener !!
Gad vide hvilken opvækst/opdragelse de har gennemgået !

Mads Kjærgård, Lisbeth Larsen, Lise Lotte Rahbek, Søren Fosberg, Karsten Lundsby og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Jeg tænker, at det hænger også sammen med, stadig mere liberal konkurencestat, stadig mere ulighed, så dem der skubbes ud af konkurrencen, ikke kan se sig i et samfund, hvor de er en del af lige og ansvarlige borgere

MHT den unge kvinde og misrøgten der, vidner det om en afstumpethed, som desværre har vundet indpas i vort samfund. Troede den tid var ovre, men historier viser at det fortsat eksisterer. Vi har alle et ansvar for at stoppe op og gøre noget.
Den person, der ikke tog den lille dreng i hånden, ringede 114 og ventede med ham til politiet kom, var måske selv bange for at blive beskyldt for noget forkert. Vedkommende gjorde dog noget ved at ringe 114.
Vor "mig selv nok" mentalitet, er jo ikke, fordi folk er onde, men et billede på det samfund vi har udviklet os til. Alt skal gå så stærkt. Lidt eftertænksomhed og refleksion efterlyses.

Dan D. Jensen, Steffen Gliese og Mads Kjærgård anbefalede denne kommentar